Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
396Kommentarer
97879Visninger
AA

17. Thoughts of Chaos

"I just wanna give you the loving that you're missing,  Baby just to wake up with you

​We'll be everything I need, and this could be so different"

Shawn Mendes - Treat you better

 

Garnnøglen inden i mig føltes til at kludre sig mere og mere sammen for hver time der gik. Jeg kunne ikke få styr på de mange tanker i mit hoved og mine følelser syntes heller ikke at høre efter, hvad jeg prøvede at sige til dem. Alt var kaos.

Jeg havde hele tiden prøvet at flygte fra alt det kaos og jeg troede også til sidst, at jeg var sluppet helt væk fra det, og endelig kunne leve i stedet for bare at overleve igen. Men jeg kunne vel også bare have sagt mig selv, at kaosset nok aldrig var sluppet helt væk, som jeg ellers havde håbet på.

Jeg kunne have sagt mig selv, at det her ville ske. At jeg ville komme oven på, for så at blive hevet godt ned igen. Jeg vidste det med det samme, at jeg gav slip på ham.

Da jeg gav slip på Niall, vidste jeg, at det kun var begyndelsen. Den aften ved gyngestativet inde på det lille græsareal ved gyden havde det hele ramt sig ind på mig. Det havde bare startet som en tanke, som efterfølgende havde udviklet sig til en følelse, som jeg ikke kunne slippe af med. Tanken om at jeg aldrig nogensinde mere skulle have noget med Niall Horan at gøre havde først frydet mig. Jeg var nærmest lykkelig over, endelig at slippe ud af hans uendelige orkan. Den havde haft et for stort tag på mig, og det frydede mig, at jeg endelig havde chancen for at slippe væk. Lige indtil følelsen ændrede sig.

Jeg havde først tænkt, at det bare var min bearbejdelse af det hele, som spillede mig et kort puds, men alligevel så ville følelsen ikke gå væk. Følelsen af, at noget inden i mig snorede sig sammen. Som om at der var ting inden i mig, der ikke gav mening. Som om, der var nogle ting inderst inden i mig, som manglede. Det var her følelsen af garnnøglen var opstået. Det var som om, at der var dele af garnnøglet, som jeg havde fået bundet op og endelig var blevet fri for i mit liv. Og så var der de dele, som jeg ikke vidste hvad var. Som en lille sammenfiltret garnnøgle-knude, som var bundet af sorg, tab og fortvivelse. Og uanset hvor meget jeg funderede over, hvad det var der skabte den garnnøgle-følelse inden i mig, så kunne jeg ikke komme til bunds i, hvad der havde skabt den.

Lige indtil i går aftes. Jeg vidste godt, at jeg på et tidspunkt måske havde skubbet den lille sammenfiltrede garnnøgle-klump lidt for langt væk, og troet at det var nok, men efter i går, vidste jeg om sider hvad det var. Jeg forstod lige pludselig hvor følelserne af tab, sorg, smerte, lidelse og de manglende brikker kom fra.

”Jeg elsker dig, Anastacia!” I det øjeblik de ord forlod Niall Horans mund, var det som om at garnnøgle-knuden gik op. Som om de små sammenfiltrede tråde rev sig fra hinanden og blev til hver sin separeret tråd inden i mig. Det var nærmest en hel befrielse, men alligevel så kunne jeg ikke sammenkæde tingene.

Jeg forstod ikke, hvad Nialls sang, og hans efterfølgende ord havde af betydning i forhold til kaoset af sammenfiltret garn inden i mig. Hvorfor var det, at bare ved at han sagde de ord til mig, så gik det hele fra hinanden og knuden inden i mig blev løsnet? Hvorfor var det som om, at følelserne af knusthed, tab, sorg og lidelse forsvandt i det han sagde de ord til mig? Jeg forstod det ikke. I det øjeblik mærkede jeg kun, hvordan garnet filtrede sig ud af hinanden, mens mit hjerte bankede der ud af og en følelse af… Ja, hvad var det egentlig for en følelse, der var gået igennem mig der? Selv det forvirrede mig endnu mere.

Det var det kaos jeg gik med nu.

Jeg havde nærmest lavet den klassiske gang frem og tilbage på mit værelse, lige siden jeg kom hjem i går aftes. Min hjerne kørte på højtryk og jeg overvejede nærmest at lave en kæmpe tegning, et kort eller et mindmap, eller bare et eller andet, som kunne hjælpe mig med at få styr på det hele. Det var et stort kaos og jeg kunne ikke finde start eller ende på noget af det.

Jeg tog mig til hovedet, mens jeg pustede tungt ud og bagefter rodede mig tænkende i håret, inden jeg satte mig ned med min ryg lænende op af min seng. Mit hoved dunkede smertefuldt, og det føltes som om, at min hjerne var for stor i forhold til mit hoveds størrelse, og nærmest som om, at det prøvede at vokse ud og smadrede skallen i forsøget.

Min mobil afbrød mit gigantiske tankespind oppe fra min seng af, så jeg prustede tungt ud og håbede at det ikke var noget, der var mere kaotisk end det der allerede voksede sig større i mit hoved.

#Er du okay? Du skred bare i går? Lød beskeden fra Marie, så jeg bare sukkede endnu mere opgivende af mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare få styr på det hele, eller i det mindste finde ud af, hvordan jeg skulle få styr på det? Det pinte mig, at jeg havde det sådan her, specielt når jeg havde svært ved at finde ud af, hvorfor det overhovedet var, at jeg følte sådan her.

#Jeg har bare meget at tænke over her for tiden. Skrev jeg tilbage til hende og smed så telefonen fra mig ned ved siden af mig og ventede på om hun mon ville komme med et åbenbarende råd, som kunne løse alle mine problemer. Heldigvis brummede min telefon kort efter, men svaret slog mig faktisk en smule ud.

#Bare gør det, der er bedst for dig selv<3 Bedst for mig selv? Jeg anede jo ikke, hvad der var bedst for mig selv? Det var nærmest alle andre end mig selv, som vidste hvad der var bedst for mig. Alle mine læger og Sam havde hele tiden sagt til mig, at det bedste for mig, var alle de ting jeg syntes var rart. Mine forældre mente, at det der var bedst for mig, var deres regler og rutiner. Marie og Harry mente at jeg bare skulle ud og være social for at komme på benene igen. Louis og Liam mente at jeg skulle tage det roligt og finde ud af det hele i mit eget snegle tempo. Det var lige før de havde længst fra ret i forhold til de andre. Hvis jeg ikke engang vidste hvad det var jeg skulle finde ud af, for at få garnnøglet til at gå op, så kunne jeg jo slet ikke følge deres råd.

Og dog så havde alle de andre alligevel heller ikke ret, ligesom Louis og Liam heller ikke havde det. Lægernes råd om at jeg skulle gøre det, der var rart for mig, havde nærmest føltes som et skuespil. Som om, at hvis jeg kun gjorde det, der var rart for mig, så ville jeg jo altid undgå den reelle verden, hvor alting jo ikke er rart, og så ville jeg jo nærmest leve i min lille lykkelige puppe af rarhed. Det ønskede jeg ikke. Ligesom jeg heller ikke ønskede at leve efter min mor og fars regler og rutiner. Gjorde jeg det ville jeg miste selv den lille del af mig selv, som jeg kendte. Men hvis jeg også fulgte Maries og Harrys råd om bare at drikke det hele væk og gå ud og socialisere mig, så havde jeg også på fornemmelsen, at jeg ligesom før, til sidst vil ende med at skabe et image for mig selv, som slet ikke passede til den jeg var.

og til sidst var der ham, der havde en helt anden mening end alle de andre. Jeg vidste godt, at Niall havde haft en helt bestemt mening om, hvad det var jeg skulle gøre for at blive lykkelig igen, lige fra starten af. Jeg frygtede bare til tider, at det var hans råd som passede bedst af alles. Fordi hvis hans råd var det, der passede bedst til, hvad jeg skulle gøre, hvad betød det så?

Jeg tog hurtigt min pude og holdt den presset mod mit ansigt, mens jeg kom ud med alle frustrationerne ind i den ved at skrige og bare råbe og bande, så jeg til sidst kunne mærke, hvordan det fik det hele til at gå fuldstændigt amok inden i mig. Jeg for nærmest op fra gulvet, mens at mine årer og vener pumpede med så meget vrede og frustration, at jeg straks greb fat i det første jeg kunne og tyrede det ned mod gulvet, så jeg kunne se, hvordan mit glas med vand splintredes til atomer. Men det var ikke nok, jeg havde brug for mere. Jeg havde brug for at komme mere ud med det hele.

Alle tingene omkring mig som var lige inden for rækkevidde blev revet rundt, mens jeg tænkte over det hele. Tænkte på alle billederne jeg rev ned fra væggene, alt tøjet jeg flåede ud fra skabet, alle tingene fra hylderne og bordene. Jeg tog det hele og kylede det rundt, mens jeg nærmest bare skreg af det hele og mærkede hvordan kaosset bankede inden i hovedet på mig.

Lige indtil at jeg til sidst ikke havde mere tilbage og jeg nærmest havde lyst til at råbe til dem alle sammen, at de ikke skulle bestemme noget som helst. Der var ingen af dem, der kunne forstå det jeg gik igennem. Der var ikke nogen, der skulle sige til mig, hvad jeg skulle gøre, for der var ingen af dem, der kom med det rigtige svar. Der var ingen af dem, der kunne fortælle mig hvad den følelse af sorg, tab og lidelse betød inden i mig. Der var ingen af dem, der nogensinde ville kunne sætte ord på, hvor vred jeg var. Hvor fucking vred jeg var over, hvordan mine forældre prøvede at lave mig om til noget jeg ikke var. Hvordan Louis og Liam tvang mig til at vælge mellem hvem jeg ville være sammen med, når jeg ville være sammen med dem jeg ville, og ikke dem de ville. Hvordan ingen af dem kunne forstå hvor satans ulykkelig jeg var. Der var ingenting, der gav mening. Jeg var så vred over at være så ked af det og føle at jeg bare skreg uden at nogen hørte mig. Jeg var så fandens vred. Så fucking rasende, så ulykkelig, så knust, så skide træt af det hele. Der var ingen af dem, der forstod noget… ingen af dem, der lyttede. Der havde aldrig været nogen af dem, som nogensinde havde forstået noget.

Den eneste person som jeg nogensinde havde følt havde lyttet til mig. Sådan virkelig reelt lyttet til mig uden at dømme, eller lade som om var…

Jeg stoppede hurtigt alle mine bevægelser, mens jeg hurtigt kunne høre min mor råbe af mig nede fra køkkenet af. Men jeg skubbede bare hendes råben væk, mens at jeg fokuserede ind på kaosset igen.

Den eneste, der nogensinde havde lyttet til mig, og som var den eneste, der rent faktisk havde forstået mig, var ham, der havde skabt al det her kaos. Men hvorfor?

Hvorfor var det ham jeg ikke kunne få ud af hovedet, og hver gang jeg bare så meget som tænkte på ham, så føltes det som om, at der blev tilføjet noget ekstra garn til den allerede godt sammenfiltrede garnnøgle? Hvorfor var det, at jeg ikke kunne slippe ham fra den sidste celle i min krop, når jeg vidste, at det var det, der var bedst for mig?

Og dog, hvis det altid havde været bedst for mig, at slippe af med Niall, hvorfor var tanken så om aldrig nogensinde at føle ham i min krop igen, så smertefuld, så det føltes som om at garnnøglet voksede sig større bare ved en lille brøkdel af tanken? Var det fordi at han havde forgiftet min krop så meget, at han nærmest var blevet et drug for mig, som jeg ikke ville kunne blive fri for, før om meget lang tid. Eller var der mere i det? Hvad hvis der var en grund til, at det gjorde så ondt i mig ved tanken om at fjerne Niall helt og aldeles fra mit liv? Var det i bund og grund fordi, at han inderst inde havde været den eneste, der nogensinde havde forstået mig, og den eneste, som nogensinde havde lyttet. Var det fordi at han i bund og grund, selv om det måske var mærkelig at indrømme, men det bedste for mig?

Hvad hvis jeg hele tiden havde benægtet det åbenlyse? At selv om Niall var kaos til mit hjerte, så var han i bund og grund også det lys, der for evigt hev mig op af mørket, fordi at uanset hvor jeg end tog hen, eller hvad jeg bildte mig selv ind, så var det ham.

Det havde altid været ham.

Jeg tænkte ikke engang særligt meget over det, men tog bare mine ting og spurtede ud af mit værelse og ned af trappen og forbi min højtråbende mor. Jeg havde kun en’ tanke i hovedet, og det var at jeg skulle hen til ham NU. Og det kunne kun gå for langsomt. Jeg droppede endda bussen og bestilte bare en taxi, mens jeg løb ned mod byen og bad ham om at få mig ind til nabobyen så hurtigst som muligt, koste hvad det vil! Det her var ikke længere noget jeg ønskede at tænke mere over.

Han satte mig af et par gader fra Nialls lejlighed, da jeg ikke havde mere på mit kort eller i min pung, så jeg var nødsaget til at spurte resten af vejen hen til ham. Jeg flog nærmest også døren op ind til indgangen, da jeg nåede lejlighedskomplekset, og tog også to trin ad gangen hele vejen op til Nialls lejlighed.

Dog stoppede jeg straks i det at jeg så, hvordan to indkøbsposer lå underligt foran hans hoveddør. Nærmest som om de var blevet kastet eller tabt, sammen med hans nøgler. Jeg mærkede straks angsten blusse op i mig, da jeg så hvordan døren var blevet åbnet meget voldsomt, hvilket kunne ses på låsen. Jeg skubbede bare døren op og løb ind i stuen og mødte synet af Niall, der lå gennembanket med alt for meget blod på sig ovre i hjørnet. Lilly sad grædende med hænderne dækkende for hendes små ører over i det ene hjørne, mens at del velkendte Jack hurtigt kiggede over på mig.

”Han er dit problem nu.” Sagde han hårdt, så jeg straks løb over og faldt ned på knæ ved siden af Niall, mens at Jack viftede med nogle bundter pengesedler, som han så puttede i sin lomme og gik ud af lejligheden.

”Du er et kedeligt legetøj, Horan.” Sagde Jack kort, inden at han smækkede døren efter sig. Jeg kiggede hurtigt mellem den angste Lilly ovre i hjørnet og så ned på Niall.

”Hvad skete der?” Spurgte jeg hurtigt, mens mit hjerte bankede nervøst af sted.

”Jeg skylder dem penge… Ana, han har taget alt hvad jeg har..” Sagde han hakkende, mens han hev efter vejret og blodet silede ned af hans næse.

”Niall, jeg..”

”Åh gud!” Jeg blev hurtigt afbrudt af en oprevet stemme, så jeg straks kiggede bag ud og til min store skræk fik øjenkontakt med Lillys babysitter, Ellen. Jeg så kun lige at Lilly rejste sig og spurtede hulkende hen i armene på Ellen, inden at Niall jamrede:

”Fuck!”

______________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder for voldsomme beskrivelser til sidst i kapitlet!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...