Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
401Kommentarer
101111Visninger
AA

13. The truth

"We used to be best buddies, and now we're not, I wish you would tell me why

do you want to build a snowman? It doesn't have to be a snowman"

Jasmine Thompson - Do you want to build a snowman (Frozen cover)

 

Kulden bed hårdt i mine kinder og jeg kunne tydeligt se min ånde i aftenens mørke, mens jeg gik og lod mine fødder danne dybe fodspor i sneen. Jeg ville gerne have sagt, at det havde taget mig meget omtanke, om hvorvidt jeg skulle gå eller ej. At jeg havde siddet i flere timer og tænkt hele situationen igennem, mens at jeg til sidst kun havde gjort det, for at tage hen og sætte min fod hårdt i jorden og sige fra.

Desværre var situationen bare den, at jeg nærmest var taget af sted med det samme uden at tænke en eneste tanke omkring det hele. Jeg var gået og det eneste mål jeg havde i sigte, var at komme hen og høre til hvert eneste ord han havde at sige til mig, uden at sige noget i mod ham. Jeg hadede mig selv for, at give så hurtigt efter for ham, men så igen så skreg den lille del inden i mig, som jeg ellers troede jeg havde gemt så godt væk, efter at høre alle hans sandheder komme frem. Jeg håbede sådan at når jeg gik hen til ham i aften, så ville sandheden komme frem.

Jeg gik langsomt hen mod den mørke gyde, mens jeg fik den hjerteknusende, men nostalgiske følelse af første gang jeg havde fulgt ham her hen til. Jeg kiggede hen på det høje stakit, som jeg altid havde kluntet mig over, men som jeg denne gang klatrede problemløst op ad og så hoppede ned på den anden side, uden at lande forkert som jeg havde gjort så mange gange før.

Den nyfaldne aftensne havde lagt sig i et tykt lag ud over hele den lille skjulte gyde, så jeg tydeligt kunne se det andet par dybe fodspor ud over mine egne. Jeg trådte ned ved siden af de allerede eksisterende par fodspor og gik over og satte mig ned på det gyngestativ, der egentlig altid havde stået der, men som jeg nok havde været for optaget til at tænke over, og satte mig ned på den frie gynge ved siden af ham.

De eneste fodspor man kunne se var vores, som om vi var de eneste i hele verden. Men ingen af os sagde noget. Jeg ønskede heller ikke at sige noget. Jeg ønskede kun at sidde der, lige så stille på den frie gynge ved siden af den optagede gynge, hvor fyren med det blonde hår, hæse accent og fortryllende blå øjne sad.

Jeg kiggede forsigtigt hen på ham, da han sank den tår han havde taget i munden fra den flaske alkohol han havde i hånden, inden han tørte sig om munden og så smed flasken hen ad jorden. Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg troede du ville have sværere ved at finde mig.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham. Jeg svarede ham kun i mit hoved, men lod ikke ordene komme ud af min mund.

”Undskyld jeg ringede..” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede på ham igen.

”Du skal ikke undskylde.” Sagde jeg hurtigt, så han holdt vejret.

”Og alligevel så virker det til at være det eneste jeg er nødt til.” Sagde han, så jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede ned i mit skød.

”Ønsker du ikke nogle gange, at du bare kunne gå tilbage til dengang alt var simpelt?” Spurgte han. Jeg sukkede tungt.

”Aldrig. Og alligevel hele tiden.” Sagde jeg ærligt, så han kiggede hen på mig.

”Jeg er så ked af det, Anastacia… Jeg er så forbandet ked af det…”

”Niall, jeg…” Prøvede jeg, men han rystede bare hurtigt på hovedet.

”Jeg skulle bare have fortalt dig det. Jeg skulle bare have fortalt dig det hele, lige fra starten af. Så var vi måske ikke endt sådan her.” Sagde han og kiggede sørgmodigt ned i jorden. Jeg trak vejret dybt ind.

”Hvorfor gjorde du det så ikke bare?” Spurgte jeg og kiggede så hen på ham, så han holdt vejret en smule.

”Fordi du så ville have opdaget alle mine dæmoner.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over og jeg så trak vejret ordentligt og grundigt ind, inden jeg bad ham om det inderlige ønske jeg havde gemt så længe på, og som jeg garanteret for min egen skyld, bare skulle have sagt til ham fra den dag det kom frem inden i mig.

”Fortæl mig det. Hver lille detalje, så jeg forstår. Fortæl mig det hele.” Sagde jeg og kiggede hen på ham, så han kiggede op på mig og sank en klump.

”Okay… Jeg fortæller dig det.” Sagde han og startede:

”Jeg kunne mærke raseriet pumpe inde i kroppen på mig. Jeg hadede ham. Jeg hadede hende. Jeg hadede dem begge to. Jeg hadede dem alle sammen. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Min egen far? Var det ikke meningen at en far skulle gøre alt for sin søn, og ikke bare forlade ham, når sønnen kun var sølle 16 år gammel i en alder, hvor han havde allermest brug for sin far? Men nej, ikke min far. Min far vidste ikke bedre end sine egne behov. Derfor kunne jeg ikke lade vær med at mærke hadet inden i mig, da han nærmest havde smækket røret på og afsluttet vores telefonsamtale, efter at have fortalt mig, at hvis jeg ønskede at flytte til USA og bo hos ham igen, så ville jeg komme til at få brug for en masse penge. Jeg havde ikke penge til en lejlighed, eller Harward, eller bare en fucking flybillet. Jeg havde intet, og alligevel regnede han med at jeg, som en lille dreng på 16 år, ville kunne klare alt det selv.

Jeg hadede ham. Jeg hadede ham for at forlade mig. Jeg hadede ham for at skabe Lilly, bare for at overlade hende til tusinde barnepiger, mens jeg skreg efter, at den eneste, der kunne tage ordentligt af hende, var mig. Lilly var det eneste gode jeg havde tilbage efter at min mor skred fra os alle sammen, og min far smed bomben om, at han flyttede til Amerika. Han undlod så bare den lille detalje, at der ingen planer var om, at hans egne børn skulle med.

Han forlod mig. Han forlod os alle sammen. Han var ikke min far længere. Ikke efter den dag. Den dag var han bare en mand på et billede, der måske var en forælder til mig, men han var ikke min far. En far ville aldrig forlade sin søn på den måde.

Fra den dag af, startede en følelse inden i mig. I følelse som jeg ikke ønskede at føle, men som jeg efterhånden lærte at jeg ikke kunne slippe af med. Jeg prøvede at få følelsen væk med boksning, men det var ikke nok at slå til en pude. Det var heller ikke nok, hvor mange gange jeg ikke overholdt vores aftaler, eller hvor mange gange jeg bare blev væk i flere dage. Følelsen brændte stadig inden i mig, fordi alt det jeg gjorde alligevel aldrig ville være nok til at min far ville komme tilbage.

Lige indtil jeg mødte Jack.

Jack var omkring 5 år ældre end mig, og i starten føltes han lidt som en rollemodel, for den far jeg så længe havde søgt skulle komme til mig. Han var spændende. Han drak, han røg, havde tatoveringer, knaldede en ny pige hver uge og gav ikke en skid for omverdenen omkring ham. Men så igen, jeg var også bare en letpåvirkelig 16 årig dreng.

Havde jeg vidst, hvad jeg ville rode mig ud i, ved at begynde at snakke med Jack, så havde jeg vendt om med det samme. Men tanken om hvor meget jeg ville såre min far, ved at gøre det her, så han måske endelig kunne se, hvilken sorg han havde skabt i sin søn, frydede mig nærmest, og derfor gik jeg med til det.

”Så hvor gammel er det du siger du er?” Spurgte en af de høje drenge. Jeg sank nervøst en klump. Inderst inde råbte jeg af mig selv, jeg burde slet ikke være her. Inderst inde vidste jeg, at min far var gået for langt denne gang, men det her var slet ikke den rigtige måde at løse det på, slet ikke! Det her var farligt, for farligt. Jeg burde løbe min vej, inden det var for sent. Desværre var det første flere år efter, at jeg endelig indså dette.

”16.” Sagde jeg, mens jeg kiggede ned i jorden. Nogle piger over i nogle af sofaerne gispede. Hvis jeg ikke var så bange havde jeg kunnet se deres forbavsede ansigter, men jeg holdt ansigtet rettet mod jorden.

”Jeg er imponeret!” Sagde Jacks ven Rich og gik over mod mig. Nervøsiteten steg, da han lagde sin hånd på min skulder, for derefter en smule hårdt, slå mig på siden af hovedet.

”Og hvorfor mener du så, at du er værdi nok til at blive en del af gruppen?” Spurgte han hårdt.

”Fordi jeg ikke er bange.” Løj jeg. En af fyrene rystede på hovedet.

”Hør her, makker, det her er alvorligt, det er ikke en leg.  Det er alvorlige sager, er du først inde slipper du ikke ud igen!” Sagde han. Jeg sank klumpen igen.

”Jeg er ikke bange!” Sagde jeg og kiggede ham op i øjnene og prøvede at mande mig op. Rich grinede lidt.

”Jeg må sige jeg er meget imponeret. Det er ikke så tit at vi har små rollinger med i gruppen.” Annoncerede han.

”Er du sikker på, at du ville kunne klare det, knægt?” Spurgte Jack bag mig, en smule uoverbevist.

”Tag mig nu bare med i den fucking gruppe!” Råbte jeg for at virke hårdere, mens jeg var ved at skide i bukserne af angst. Det her var fucked up! Jeg havde aldrig været så langt ude at bunde, og hvis jeg først meldte mig ind i det her, var der ingen vej tilbage. Havde jeg dog bare vidst det den gang, eller tænkt over det lidt mere, så havde jeg aldrig gået med til det. Men jeg var uviden og dum. Jeg kiggede på ham og kunne sværge på at jeg så mit livs undergang i hans øjne.

”Ok, vi tager til en fest inde i byen i morgen. Du kender vores betingelser, kan du klare dem, er du optaget!” Sagde han og kiggede med et skævt smil på mig. Jeg kiggede bare rundt på dem alle sammen, inden jeg uden at tænke nikkede til dem alle sammen.

”Jeg gør det!” Sagde jeg. Rick klappede af mig, mens jeg kunne se hvordan jeg lige havde begået selvmord.

Hele den nat sov jeg ikke, og jeg havde det så dårligt, da vi aftenen efter mødtes et par fra gruppen ved det hus, som Rich brugte til sine fester. Det var det samme hus altid, og ingen af os vidste rigtigt om det var et han ejede, eller om det bare var et han brugte, eller om det faktisk tilhørte nogle.

Jeg var dukket op, som jeg havde fået besked på, da jeg så at Jack ankom til festen, og der mærkede jeg kvalmen stige op i mig. I sær da han straks gik hen til mig og gav mig den lille pose med piller, som var min opgave at få væk inden aftens udringning. Jeg kunne have brækket mig af ren nervøsitet ud over hele gulvet lige der.

Jeg vidste at min opgave var at få dem væk så hurtigt som muligt, for at gøre Rich stolt, men hvem fanden skulle jeg gøre det til? Jeg var stadig den nye dreng, der var flyttet til nabobyen for et par måneder siden. Lige indtil der blev prikket på min skulder og jeg vendte mig om og blev mødt af Marie.

Marie havde en ven kaldet Harry, som jeg havde mødtes med et par gange. De virkede begge to som nogle faktisk okay decent mennesker, og jeg kunne godt lide dem. Dog havde Marie fortalt mig om deres ven Louis, som vist ikke var så glad for mig. Jeg havde jo ikke gjort ham noget? Men det vidste jeg selvfølgelig ikke, at jeg kom til.

Jeg glemte hurtigt min opgave og endte med at sidde i nogle af sofaerne og snakke med Marie og Harry. Vi sad og røg og jeg havde efterhånden vænnet mig til den forkulede røg i mine lunger, hvilket nok var et forfærdeligt tegn. Jeg prøvede dog at se bort fra det.

På et tidspunkt forlod Harry os, fordi en af hans andre venner ville have ham med udenfor. Herefter sad jeg bare og snakkede med Marie. Hun var faktisk virkelig køn, men hun virkede også som den type som alle elskede, men ingen kunne få. Så jeg lod ikke mine håbe vokse sig alt for store. Dog ændrede det sig lidt, da jeg fik øjenkontakt med Jack over i det ene hjørne, og han så med et advarende blik peget på uret på hans hånd. Jeg var ved at løbe tør for tid. Hvad fuck skulle jeg gøre?!

”Jeg vil ud og danse!” Råbte Marie grinende til mig og gav mig så hendes kop i hånden for at hoppe ud på dansegulvet med de andre. Jeg kiggede over på Jack igen og sank så en klump, inden jeg kiggede ned på Maries drink og den taske hun havde efterladt ved siden af mig. Jeg var nødt til at gøre det. Rich ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, og så ville alle mine handlinger over for min far bare være en endnu større skuffelse gang på gang.

Så derfor tog jeg posen op fra min lomme med de piller, som jeg skulle dele ud og tog tre og puttede i hendes drink, og sørgede for at hun betalte med de penge, der var i hendes pung.

Jeg havde klaret opgaven.

 

”Druggede du hende? Var det sådan hun endte op med Harry?” Spurgte jeg, da Niall havde sagt det sidste og sad og skælvede, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Det var aldrig min mening, at såre hende, eller ham, eller Louis, eller dig, eller nogen som helst!” Undskyldte han.

”Men du fortsatte alligevel?”

”Jeg blev besat, okay? Jeg elskede tanken om, at det jeg gjorde endelig var dårligt. At jeg ikke længere gjorde noget, som der blev forventet af mig, og som folk blev glade af. Jeg ønskede at trodse min far, og at såre ham på det dybeste, men så kom Lilly ind i mit liv og du kom, og…”

"Hvorfor er det så at du er i problemer med Rich nu?"

"Fordi så dum som jeg var, så ønskede jeg stadig at tage til Amerika for at stå ansigt til ansigt med min far, men jeg tjente ikke pengene særligt hurtigt efterhånden, så jeg tænkte, at hvis jeg beholdt nogle af pengene, så ville det ikke skade nogen... Og nu skylder jeg Rich flere penge end jeg har, og jeg aner ikke længere om jeg kan bunde mere i det lort jeg har rodet mig ud i..." Fortalte han, så jeg lukkede mine øjne opgivende i og trak vejret tungt ind, mens jeg for alt i hele verden prøvede at undgå det kaos Niall fortalte mig om. Jeg kunne ikke klare mere kaos. Jeg ønskede ikke mere kaos. Aldrig nogensinde igen.

”Jeg vil sådan ønske, at du kunne lære, at elske dig selv, Niall.” Sagde jeg, så han kiggede på mig.

”Niall, hvis du kunne lære at se dig selv, som jeg ser dig, så tror jeg måske, at alle dine problemer ville forsvinde." Sagde jeg og snøftede kort.

”Jeg har gjort for onde mange ting, til at jeg kan elske mig selv, Ana…”

”Der var også en gang, hvor jeg ikke elskede mig selv. Ikke engang en lille smule. Jeg hadede mig selv så forunderligt meget, at jeg ikke engang troede at man kunne hade noget så meget… Men så mødte jeg dig. Jeg har aldrig elsket mig selv, men dig… åh gud. Jeg elskede dig så meget, at jeg helt glemte hvordan det egentlig føltes at hade mig selv.” Indrømmede jeg, så han kiggede op på mig med en skælvende underlæbe, mens tårerne selv trillede ned af mine kinder.

”Og selv om jeg ville ønske, at tingene var endt anderledes, så ønsker jeg dig stadig det allerbedste.” Jeg kiggede hen på ham og kunne se den første tåre trille ned af hans kind. Mit hjerte gjorde så ondt for den dreng, der sad lige foran mig. Men alligevel så var jeg så træt af smerten og forbandede den så langt væk til det mest forjættede land i verden, selv om det at smide smerten væk, garanteret bare ville bringe mig mere smerte.

”Måske vil vi møde hinanden igen, når vi er bedre for hinanden?” Håbede jeg med et kort hjerteknust grin, så et lige så knust fnys kom fra Nialls læber af.

”Måske vi en dag vil møde hinanden, når vi er ældre, og livet er lidt mindre kaotisk. Og jeg vil være god for dig, og du vil være god for mig.” Sagde jeg og tørrede de sidste tårer væk.  

”Men lige nu er jeg kaos til dine tanker, og du er gift mod mit hjerte.” Sagde jeg og kiggede på ham. Niall Horan ville for evigt have en stor plads i mit hjerte, som en vis anden person nok aldrig ville få. Men jeg var nødt til at give slip, ikke kun for min egen skyld, men også for hans.

”Hvad hvis jeg ikke kan glemme dig?” Spurgte han hurtigt bag mig, så jeg trak vejret tungt ind.

”Vi vil altid have en lille del af hinanden i os. Uanset hvad.” Sagde jeg og rejste mig fra gyngen.

"Ana, jeg el.." Startede han, men jeg afbrød ham, inden hans fortryllende ord skabte mere kaos til mit knuste hjerte.

”Elsk dig selv, Niall Horan… du er alt hvad jeg har.” Sagde jeg som det sidste til ham den aften, inden jeg med tunge skridt efterlod mit hjerte hos ham, og jeg vidste at det nu officielt var forbi mellem os. Der var ikke noget der hed Niall og Anastacia mere. Den del efterlod jeg hos Niall.

Den del var desværre tilfældig hele min sjæl og mit hjerte. Men nogle gange er man nødt til at ofre sig selv for andres og ens bedste. Og for Niall ofrede jeg gerne min kærlighed og sjæl til ham. Uden tøven.
_______________________________________________________________________________________________

Sandhederne kom frem, og jeg undskylder. XX   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...