Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99657Visninger
AA

21. The creator of the Chaos

"Art is not what I create

what I create is chaos"

Halsey - Colors (Stripped/audio)

 

​NIALL P.O.V

Alt føltes slørret. Som om at livet ikke længere gav mening, eller at jeg havde noget mål. Jeg havde ikke noget mål mere. Hvis jeg ikke længere havde noget, der gav mening i mit liv, så havde jeg ikke noget mål.

Jeg havde ingen nu. Der var ikke længere nogen tilbage til at trække mig op af det dybe sorte hul, jeg langsomt var ved at kaste mig selv længere ud i.

Da jeg mistede Ana, troede jeg at jeg havde mistet alt. Og alligevel, så torturerede jeg mig selv, ved hele tiden at tænke på hende, selv på den endnu mere torturerende tanke om, at selv om jeg kiggede på hende, eller talte til hende, så ville hun aldrig blive min igen. Det havde hjulpet mig en smule, da jeg den nat, da jeg kom hjem fra festen og ikke havde kunnet sove, at jeg så havde kastet mig over en skriveblok og min guitar, samt de enkelte billeder jeg havde af hende på min telefon. På den måde havde ordene på en måde skrevet sig selv og jeg havde brugt hele natten på endelig at fortælle hende, hvad hun egentlig betød for mig. Men selv da jeg så prøvede at sige det til hende bagefter, så havde jeg klokket i det, og jeg havde endelig vidst, at lige meget hvad jeg enten sagde eller gjorde mod hende, så ville hun aldrig blive min igen.

Der havde det føltes som om, at jeg var faldet i et dybt og endeløst hul.

Aldrig mere skulle jeg høre hende grine. Jeg skulle aldrig nogensinde se hende smile, og høre hvordan hun gang på gang ville kalde mig tosset og sige at hun elskede mig. Den første gang Anastacia Edwards havde sagt til mig, at hun elskede mig, var det som om jeg straks blev kastet ind i et nyt parrallelt univers. Et godt et. Et univers, hvor der ingen problemer var, og at alt var lysere. Hver gang Anastacia sagde til mig, at hun elskede mig, så kom jeg ind i det univers, og på et tidspunkt frygtede jeg faktisk, at jeg på en måde troede, at det univers var den reelle virkelighed. Lige indtil den dag, hvor alt sortnede og Anastacia sagde til mig, at hun hadede mig. Efter det vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde mere ville kunne høre hende grine, se hende smile, høre hende kalde mig en stor idiot på den der specielle måde, hvor man vidste at lige meget hvad hun kaldte mig, så ville det være lige meget, for hun kunne kalde mig alt, bare jeg vidste at jeg var sammen med hende og hun elskede mig. Det kunne jeg aldrig nogensinde se eller høre mere, efter den dag, hvor hun sagde at hun hadede mig.

Lige siden den dag, hvor kaosset havde overtumlet mig og jeg kunne se sandheden og hadet i Anastacias øjne, efter hun havde fortalt mig, at hun hadede mig, så var der ikke længere noget godt tilbage i mit liv.

Det var rent kaos inden i mig i flere måneder, fordi jeg vidste hun aldrig ville blive min igen. I sær, da hun fik det bedre og jeg begyndte at se hende igen. Det havde gjort så helvedes ondt inden i mig. Specielt da jeg kunne se, at hun fik det bedre. Det gjorde så fandens ondt inden i mig, da jeg så hende igen, og så hvordan hun smilede og grinede og hvor rosenrøde hendes kinder og læber var, og hvor smuk gløden var i hendes øjne, når nogen fik hende til at smile, og hvor engelsk hendes stemme lød når hun talte. Det gjorde så helvedes ondt at se hende gøre alle de ting, i sær fordi jeg ikke længere var grunden til dem.

Det var det jeg tænkte var det værste ved kærestesorger. At se den anden person, som du havde elsket så meget (Jeg havde bare været sådan en idiot, ikke at sige det til hende, overhovedet. Fucking skvat jeg var!) men nu være glad, men at du ikke længere var grunden. Det var det værste. I sær fordi jeg nogle dage stadig gik og håbede at jeg ville få hende igen.

Her på det sidste havde jeg endelig fået fornemmelsen af, at jeg måske var ved at blive trukket op af det sorte hul igen. At hun måske endelig havde tilgivet mig… men så brød kaosset for en gang endelig sammen om mig.

På en måde havde jeg vel altid troet, at Lilly altid ville være der. At lige meget hvor fucked op verden omkring mig ville blive, og hvor mange jeg ville ende med at miste, så ville hun altid være der. Lilly ville altid være der til når jeg kom hjem og bare kunne fokusere på hende og hendes lykke. I mine mest ulykkeligste stunder, var det hende der havde vendt al sorgen om til en smule glæde. For når alt andet fejlede for mig, så havde jeg vel i det mindste Lilly.

Men nu var hun væk.

Nu havde jeg mistet alt og der var ikke længere nogen Ana eller Lilly til at trække mig op af kaossets dybe sindssyge afgrund mere, og jeg kunne mærke at jeg havde nået bunden og ikke længere kunne komme op.

Jeg var fanget.

Jeg havde ikke længere Anastacia eller Lilly til at hjælpe mig mere, og der var på ingen måder nogle chancer for, at jeg ville kunne hjælpe mig selv. Det tog var kørt den dag jeg trådte ind til den fest for så mange år siden og druggede Marie og blev en del af Richs klan. Lige siden den dag havde jeg været i et endeløst fald ned mod den sorte afgrund.

Da jeg så havde mødt Anastacia, var det som om, at der endelig var en der hjalp mig med at hive mig op, og faktisk kæmpede for mig. Da jeg så mistede hende overtog Lillys hendes plads som lyset i mørket. Men nu hvor de begge var væk og jeg ikke længere kunne finde nogen måde at få nogen af dem tilbage på, så var der ikke andre muligheder tilbage for mig, end at falde.

Falde helt ned til afgrunden, hvor der ikke længere var noget tilbage jeg kunne gøre for at redde mig selv.

Jeg havde ikke noget eller nogen længere til at stoppe kaosset fra at opsluge mig. Så derfor lod jeg mig selv falde og lod mit selvlavede kaos opsluge mig helt.

______________________________________________________________________________________________

Jeg tænker at Niall måske har nået bunden nu, og endelig har indset hvad for et kaos han har skabt?

Har han lidt nok nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...