Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117101Visninger
AA

10. The biggest loss

"And everybody's watching her

​But she's looking at you"

Calvin Harris Feat. Rihanna - This is what you came for

 

NIALL P.O.V

Jeg tog mig tungt til hovedet, mens bassen pumpede så højt, at jeg kunne mærke det helt inde i min brystkasse. Alkoholen suste rundt i mine blodbaner, mens min gang blev mere og mere besværet og mit syn mere og mere sløret.

Jeg kunne ikke få hende væk. Uanset hvor meget jeg drak, og hvor meget jeg prøvede at skubbe hende væk, så ville hun ikke forsvinde. Det var som om hun havde printet sig fast permanent ind i mit hoved, så jeg nu så og hørte hende alle steder.

I starten hørte jeg hendes latter og hørte hendes stemme hviske mig i øret. Jeg så hende, hvor end jeg gik. Det var som om, jeg så hende rundt om hvert gadehjørne, eller lige fangede hende i et enkelt glimt. Det var i hvert fald sådan i starten.

Nu var alt anderledes. Jeg så hende stadig, men det, der plagede mig mest, var hvordan det hele havde skiftet. Jeg så hende flygte, mens tårerne trillede ned af hendes kinder og jeg hørte hendes gråd og hjerteskærende ord. Mine nætter var fyldt med hjerteskærende skrig. Jeg kunne snart ikke kende forskel på, om det var hendes eller mit eget, jeg vågnede af.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, jeg bare kunne komme videre, og at hun bare var en ubetydelig pige. Men så ville jeg nærmest ødelægge mig selv endnu mere.

Jeg havde troet, jeg kunne glemme hende ved at drikke mig i jorden, og nærmest håbe på at slette hende fra min nethinde, men hun gik ikke væk. Hun havde printet sig fast, og jeg var ikke sikker på, hun nogensinde ville forsvinde. Eller om jeg nogensinde ville kunne være i stand til at glemme hende. Det tvivlede jeg på, jeg kunne.

Jeg gik over mod vasken, mens jeg prøvede at lede efter et velkendt ansigt. De eneste jeg så, var ligegyldige mennesker, som ikke sagde mig noget, og som alligevel kun kom her for at hele deres egne hjertesorger. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg havde lyst til at skrige af vrede, eller ren og skær sorg.

Et par gisp vækkede mig fra mine sorte tanker, så jeg kiggede op og måtte indrømme, at jeg selv kiggede en smule chokeret hen mod døren, da den velkendte skikkelse dukkede op.

Harry Styles.

Han kiggede rundt, og jeg kunne se, at nogle kiggede på hinanden, inden alle begyndte at hviske til hinanden omkring den genopståede fyr. Jeg kiggede på ham, inden hans blik fandt mit og han med et par enkelte skridt gik over mod mig, og stillede sig ved siden af mig, og kopierede mig ved også at læne sig op af køkkendisken.

”Hvor er alle?” Spurgte han, mens jeg ikke kunne lade vær med at overvåge alle hans detaljer. Han var ikke længere det hjerteknuste nervevrag jeg havde fundet i vejkanten for få uger siden. Hans hår var stort og krøllet som sædvanligt, ligesom hans hvide v-tshirt og sorte læderjakke. Han var Harry. Dog kunne selv jeg se, at han ikke var sig selv. Den manglende glød var stadig i hans øjne.

”Væk, tror jeg. Vi er kun halvdelen af hvad vi plejer.” Sagde jeg og kiggede ned i den tomme kop i min hånd. Harry kiggede rundt.

”Noget tegn på..”

”Hun var her for et par uger siden.” Besvarede jeg hurtigt hans spørgsmål, så han kiggede overrasket på mig.

”Hun hader os.” Sagde jeg og tog en tår af min drink. Han sukkede tungt og trak en hånd opgivende op gennem sit hår.

”Hvad med hende?” Spurgte han og kiggede mig så i øjnene. Jeg sukkede tungt, men endte så med at ryste på hovedet.

”Vi er en flok knuste hjerter hele bundtet..” Sagde han og kiggede ud i det deprimerede lokale.

”Hvordan føltes det?” Spurgte han og kiggede så tilbage på mig, så vores ens glødløse og livstomme øjne mødte hinanden.

”At miste Hende? – Som at høre alle afskeder, der nogensinde er blevet sagt til mig. På en’ gang.” Sagde jeg og kiggede så frastødende ned på koppen i min hånd, inden jeg kvaste den sammen, så det resterende indhold skvulpede ud over min hånd, inden jeg smed koppen ned i håndvasken.

”Hun elskede dig mere end hun elskede sig selv. Det var hendes fejl.” Jeg kiggede kort tilbage på ham, og han kiggede bare ærligt på mig. Jeg skulle til at åbne min mund, da alt blev stille. Jeg rynkede forvirret på mine øjenbryn og kiggede uforstående op på Harrys, hvis blik var rettet hen mod gangen og så endnu mere livsløse ud end før.

Det var som om verden gik i stå. Mine øjne nåede lige at kigge forbi alle, før de med det samme, lige som de altid havde gjort, fangede sig fast på den eneste person, jeg nogensinde ville lede efter i et lokale fyldt med mennesker.

Hun lignede sig selv. Hun lignede stadig den Anastacia, som hun havde gjort den første aften hun trådte ind af den selv samme dør, for 7 måneder siden. Hun lignede stadig den uskyldige engel, der alligevel havde ændret det hele. Hun lignede stadig min perfekte Ana. Den eneste forskel var bare, at hun ikke var min Ana mere.

Jeg blinkede lidt, da Harry gik frem, da endnu en velkendt skikkelse kom frem fra siden af min elskede Ana. Åh nej.

”Marie…” Hørte jeg Harry sige nærmest gispende. Jeg trak hurtigt vejret ind og gik efter ham, da Maries øjne mødte os og hun straks tog fat i Ana.

”Det her var en dårlig ide.” Harry greb straks fat i hendes arm.

”Marie, please..”

”Jeg har intet at sige til dig!” Vrissede Marie, inden hun tog Anas hånd, så jeg straks savnede fornemmelsen af, den gang, hvor det at holde Anastacias hånd i min var en følelse jeg var vant til, og ikke en jeg savnede.

”Marie!”

”Nej, Harry!” Vrissede hun hårdt og vendte sig vredt om mod ham, så han trådte lamslået tilbage. Hun hev endnu en gang i Ana, for at få hende med ovenpå, og hendes øjne mødte mine et kort sekund inden hende og Marie gik hen mod trappen.

”Anastacia!” Sagde jeg hurtigt og rakte ud efter hende. Hun vendte sig straks om mod mig og kiggede lamslået på mig.

”Niall…” Sagde hun, inden Marie stormede forbi hende og skubbede til mig, så jeg slap Ana’s hånd.

”Du rører hende ikke!” Kiggede hun nærmest dræbende op på mig.

”Jeg har lov til at tale med hende!” Vrissede jeg hurtigt. Anastacias øjne mødte mine og de fik mit hjerte til at gøre så ondt. Så ulideligt ondt.

Marie, Harry, Anastacia og jeg kiggede alle på hinanden. Oprigtigt nok var vi alle i samme båd. En båd, hvor det eneste vi havde til fælles var vores knuste hjerter, der alle havde elsket hinanden engang, men som altid havde været bygget på løgne. Store løgne.

”Anastacia…” Var jeg den første til at sige. Marie trådte straks ind mellem os.

”Jeg troede jeg gjorde det klart for dig!” Sagde hun hårdt, så jeg prustede vredt ud.

”I lige måde.” Sagde jeg lige så vredt tilbage.

”Er du klar over hvad du gjort? Mod hende, mod os alle sammen?!” Vrissede hun og viftede rundt med hånden, som demonstration.

”Jeg er ikke skurken!” Vrissede jeg hurtigt.

”Er du ikke? Du er en endnu større løgner, end jeg troede. Indrøm det nu, Niall! Du legede med hende. Du legede med os alle sammen!” Råbte hun mig i ansigtet. Jeg fik sværere ved at trække vejret ordentligt.

”Jeg prøvede mit bedste!”

”Du prøvede ingenting!” Skreg hun, så flere omkring os kiggede hen på os, og musikken stoppede.

”Sig det til hende, Niall. Sig det nu for helvede til hende. Sig til hende, hvordan du brugte hende. Hvordan du ødelagde hende ved dine løgne, og hvordan du har røvrendte os alle sammen!”

”Marie!” Stoppede Anastacia hende, så Marie vendte sig såret om mod sin veninde.

”Du døde nærmest på grund af ham, Anastacia! Han skubbede dig helt ud til kanten! Jeg er virkelig ked af det, men jeg vil ikke lade ham ødelægge dig igen.”

”Stop så, Marie! Du vidste det jo godt inderst inde.” Prøvede Harry indbydende, så Marie kiggede endnu mere såret hen på ham.

”Jeg tror, det er det, der er problemet. Jeg elsker dig, Harry. Du er min bedste ven, og jeg har altid elsket dig. Jeg har elsket jer alle sammen, og det er derfor, jeg valgte at overse jeres indlysende løgne. Inderst vidste jeg godt, at jeg burde have taget afsked med jer alle sammen, allerede den første dag… men jeg overså det. Jeg overså alle løgnene, fordi jeg elskede jer så meget…” Sagde hun, inden Anastacia tog fat om hendes hånd, så jalousien allerede lagde sig ind over mig, som en tung sten på mine skuldre. Jeg burde ikke føle jalousi over noget, der ikke var mit.

”Vi har alle elsket hinanden af mange forkerte grunde… men du.” Sagde Marie og kiggede så hen på mig igen.

”Jeg håber aldrig, at Anastacia tilgiver dig, eller at nogen nogensinde gør. Du fortjener ikke andres kærlighed. Ikke efter, hvad du har gjort ved os alle sammen.” Hendes ord var hårde, og jeg kunne mærke dem, som en skarp kniv gennem mit allerede bristede hjerte. Som hun selv sagde, fortjente jeg det.

”Jeg henter dine ting.” Sagde Anastacia hurtigt, inden hun løb op ad trappen og jeg så var ladt tilbage med Harry og Marie.

"Lad vær med at glo på hende som om hun er et eller andet maleri til en værdi af 40 dollars, som du overvejer at købe på auktion." Sagde Marie hurtigt, da jeg fulgte hver og en af den blonde piges bevægelser. Jeg kiggede hurtigt hen på Marie. Hendes øjne glimtede og var dækkede af et tyndt lag tårer, som jeg kunne se hun kæmpede for ikke at lade falde.

”Jeg vil vædde med, du begynder at elske hende, når hun elsker en anden end dig. Den dag du ser hende holde i hånden med nogen, der tog din chance. Når hun ikke en gang vil lægge mærke til dig, fordi hun har alt for travlt med at grine af de jokes han laver, vil det knuse dit hjerte. At se smilet på hendes læber, hvor du indser du ikke er grunden mere, vil knuse dig. Og så vil det måske endelig slå dig, at det var hende. Det var altid hende. Lige fra starten af, var det hende.” Sagde hun og genkaldt nærmest de tanker, der spandt rundt inde i hovedet på mig.

”Jeg håber virkelig for hende, at hun vil komme over dig, Niall. Men så igen, så er jeg også sikker på, der aldrig vil komme en pige som hende igen, der vil elske dig lige så meget.” Sagde hun og knuste mit hjerte med sine sande ord.

”Jeg skulle alligevel også kun her hen, for at hente et par ting.” Sagde hun, da Anastacia kom ned ad trapperne igen med en sportstaske over skulderen, mens Marie tørte sine øjne i smug.

”Marie, bliv her…” Bad Harry hurtigt, så Marie kiggede stift hen på ham, inden hun vendte sig væk sammen med Anastacia. Lad hende ikke gå. Det her er din sidste chance! Lad hende ikke gå.

Jeg for over og greb fat om Anastacia og vendte hende om mod mig, så alle kiggede hen på mig, mens at Anastacia kiggede chokerende op på mig.

”Ana, bliv hos mig. Jeg er ked af, at jeg løj. Jeg har aldrig nogensinde ønsket at såre dig, det var aldrig en del af mine intentioner, at skubbe dig så langt ud. Jeg ønskede bare…” Kørte jeg der ud af, mens Marie greb fat i hende og prøvede at rive hende væk fra mig.

”Slip mig, Niall.” Bad Anastacia og kiggede tårevædet op på mig. Jeg kunne mærke frustrationen brænde i mig.

”Jeg fortæller dig alt, Ana… Bare ik gå, jeg beder dig..”

”Please stop, Niall..” Bad hun, mens tårerne trillede ned af hendes kinder.

”Bare lyt til mig, det er det eneste jeg forlanger.” Bad jeg og kiggede hende inderligt ind i hendes blå øjne. De øjne, der en gang holdt den smukkeste livsglade glød, men som jeg nu havde suget helt og aldeles ud af hende. Jeg ville skrige. Jeg ville skrige af det hele. Skrige af hele verden og skrige over hvordan det hele var endt.

Jeg vidste, at Maries ord var sande. Lige så sande som alle andres. Jeg vidste, at jeg havde skubbet Anastacia ud over kanten. Jeg vidste, at jeg havde dræbt min eneste chance for frelse i dette endeløse helvede, jeg kaldte mit liv. Gav jeg først slip på Ana, havde jeg gravet min egen grav. Lige siden dag 1, havde Anastacia været den eneste engel, der var sendt ned til mig, for at se lyset. Men dum som jeg var, skubbede jeg hende væk. Anastacia var og havde været min eneste chance for at komme videre. Hvis jeg gav slip på hende nu, ville jeg nok aldrig kunne redde mig selv. Gav jeg slip på hende, havde jeg ikke længere noget at leve for.

”Jeg er virkelig ked af det, Niall…” Sagde hun og rev sig væk fra mig, da døren for endnu en gang gik op i aften.

”Tænk at i startede festen uden mig, i bastarder.” Lød en velkendt stemme, mens jeg kun lige behøvede at lægge mærke til Anas korte gisp og hvordan hun stivnede i alle sine bevægelser, inden jeg så den nyankomne person.

”Længe siden, hva?” Sagde han og pustede røgen ud fra den smøg han havde i sin mund, og sendte os alle et lumskt og djævelsk smil, så jeg mærkede, hvordan hver en lille celle og følelse inden i mig vendte sig til det pureste, reneste og mest inderligste had.

Zayn. ______________________________________________________________________________________________

Det kan kun gå ned af bakke nu. 
​Lige et par notits til jer alle! Tusind milliarder gange tak, for at i allerede har taget så godt i mod Madness, jeg kan nærmest ikke tro, at det kun har eksisteret i en lille måned, og allerede har over 130 favoritter og 90 likes, i er virkelig de bedste!! Tusind tak!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...