Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99866Visninger
AA

10. The biggest loss

"And everybody's watching her

​But she's looking at you"

Calvin Harris Feat. Rihanna - This is what you came for

 

NIALL P.O.V

Jeg tog mig tungt til hovedet, mens at bassen pumpede så højt, at jeg kunne mærke det helt inde i min brystkasse. Alkoholen pumpede rundt i mine blodbaner, mens min gang blev mere og mere besværet, sammen med at mit syn også blev mere og mere sløret.

Jeg kunne ikke få hende væk. Uanset hvor meget jeg drak, og hvor meget jeg prøvede at skubbe hende væk, så ville hun ikke forsvinde fra min nethinde. Det var som om hun havde printet sig fast permanent i mit hoved, så jeg nu så hende og hørte hende alle steder.

I starten hørte jeg hendes latter og hørte hendes søde stemme hviske mig i øret. Jeg så hende nærmest også alle steder, hvor end jeg gik hen. Det var som om, at jeg så hende lige rundt om hvert gadehjørne, eller lige fangede hende i et enkelt glimt. Det var i hvert fald sådan det var i starten.

Nu var alt anderledes. Jeg så hende stadig, men det, der plagede mig mest, var hvordan det hele havde skiftet. Jeg så hende flygte, mens tårerne trillede ned af hendes kinder og jeg hørte hendes gråd og hjerteskærende ord. Mine nætter var fyldt med hendes gråd og usikkerhed, der altid endte i høje hjerteskærende skrig. Og jeg kunne snart ikke kende forskel på, om det var hendes eller mit eget, jeg vågnede af.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg bare kunne komme videre, og at hun bare var endnu en ubetydelig pige for mig. Men så ville jeg nærmest også ødelægge mig selv endnu mere.

Jeg havde troet, at jeg kunne glemme hende ved at drikke mig i jorden, som et hul og nærmest håbe på at slette hende fra min nethinde, men hun gik ikke væk. Hun havde printet sig fast på mig, og jeg var ikke sikker på, om hun mon nogensinde ville forsvinde fra mig. Eller om jeg nogensinde ville kunne være i stand til at glemme hende. Det tvivlede jeg på, at jeg kunne.

Jeg gik over mod vasken, mens jeg prøvede at lede efter et enkelt velkendt ansigt, men de eneste jeg så, var ligegyldige mennesker, som ikke sagde mig noget, og som alligevel bare kom her for at hele deres utallige hjertesorger.

Jeg kunne ikke finde ud af om jeg havde lyst til at skrige af vrede, eller ren og skær sorg. Jeg havde mistet hende, det vidste jeg.

Et par gisp vækkede mig dog fra mine dybe sorte tanker, så jeg kiggede op og også måtte indrømme, at jeg selv kiggede en smule chokeret hen mod døren, da den velkendte skikkelse dukkede op.

Harry Styles.

Han kiggede rundt, og jeg kunne se, at nogle kiggede på hinanden, inden alle begyndte at hviske til hinanden omkring den genopståede. Jeg kiggede på ham, inden hans blik fandt mit og han så med et par enkelte skridt gik over mod mig, og stillede sig ved siden af mig, og kopierede mig ved også at læne sig op af køkkendisken.

”Hvor er alle?” Spurgte han, mens jeg ikke kunne lade vær med at overvåge alle hans detaljer. Han var ikke længere det hjerteknuste nervevrag jeg havde fundet i vejkanten for de få uger siden. Hans hår var stort og krøllet som sædvanligt, ligesom hans hvide v-tshirt og sorte læderjakke. Han var Harry. Dog kunne selv jeg se, at han ikke var sig selv. Jeg kunne genkende den manglende glød i hans øjne. Som om de havde mistet deres skær.

”Væk, tror jeg. Vi er nærmest kun halvdelen af hvad vi plejer.” Sagde jeg og kiggede ned i den tomme kop i min hånd. Harry kiggede lidt rundt og sukkede så.

”Noget tegn på..”

”Hun var her for et par uger siden.” Besvarede jeg hurtigt hans spørgsmål, så han straks kiggede overrasket på mig.

”Hun hader os.” Sagde jeg og tog så en tår af min drink. Han sukkede tungt og trak så en hånd opgivende gennem sit hår.

”Hvad med hende?” Spurgte han og kiggede mig så i øjnene. Jeg sukkede tungt, men endte så med at ryste på hovedet.

”Vi er en flok knuste hjerter hele bundtet..” Sagde han og kiggede ud i det tomme deprimerende lokale.

”Hvordan føltes det?” Spurgte han og kiggede så tilbage på mig. Jeg kiggede frem på ham, så vores ens glødløse og livstomme øjne mødte hinanden.

”At miste Hende? – Som at høre alle afskeder, der nogensinde er blevet sagt til mig. På en’ gang.” Sagde jeg og kiggede så frastødende ned på koppen i min hånd, inden jeg kvaste den sammen, så det resterende indhold skvulpede ud over min hånd, inden jeg smed koppen ned i håndvasken.

”Hun elskede dig mere end hun elskede sig selv. Det var hendes fejl.” Jeg kiggede kort tilbage på Harry, som bare kiggede ærligt på mig. Jeg skulle til at åbne min mund, da det var som om, at alt blev stille. Jeg rynkede forvirret på mine øjenbryn og kiggede så uforstående op på Harrys, hvis blik var rettet hen mod gangen og så endnu mere livsløse ud end før.

Jeg kiggede op, og det var som om at verden gik i stå lige foran mig. Mine øjne nåede lige at kigge forbi alle, før de med det samme, lige som de altid havde gjort, fangede sig fast på den eneste person, jeg nogensinde ville lede efter i et lokale fyldt med mennesker. Hende.

Hun lignede sig selv. Hun lignede stadig den Anastacia, som hun havde gjort lige siden den første aften hun trådte ind af den selv samme dør, for 7 måneder siden. Hun lignede stadig den uskyldige engel, der havde ændret det hele. Hun lignede stadig min smukke perfekte Ana. Den eneste forskel var bare, at hun ikke var min Ana mere.

Jeg blinkede lidt, da Harry gik frem, da endnu en velkendt skikkelse kom frem fra siden af min elskede Ana. Åh nej.

”Marie…” Hørte jeg ham sige nærmest gispende fra min side, inden han i et hurtigt gik over mod dem. Jeg trak hurtigt vejret ind og gik efter ham, da Maries øjne mødte os og hun straks tog fat i Ana.

”Det her var en dårlig ide.” Harry greb straks fat i hendes arm.

”Marie, please..”

”Jeg har intet at sige til dig!” Vrissede Marie, inden hun tog Anas hånd, så jeg straks savnede fornemmelsen af, den gang, hvor det at holde Anastacias hånd i min var en følelse jeg var vant til, og ikke en jeg savnede.

”Marie!”

”Nej, Harry!” Vrissede hun hårdt og vendte sig vredt om mod ham, så han trådte lidt lamslået tilbage. Hun hev endnu en gang i Ana, for at få hende med ovenpå, og hendes øjne mødte mine et kort sekund inden hende og Marie gik hen mod trappen.

”Anastacia!” Sagde jeg hurtigt og rakte ud efter hendes hånd, så hun straks vendte sig om mod mig og kiggede lamslået på mig.

”Niall…” Sagde hun, inden Marie stormede forbi hende og skubbede til mig, så jeg slap Ana’s hånd.

”Du rører hende ikke!” Kiggede hun nærmest dræbende op på mig.

”Jeg har lov til at fucking tale med hende!” Vrissede jeg hurtigt tilbage. Anastacias øjne mødte mine og de fik mit hjerte til at gøre så ondt. Så ulideligt ondt.

Marie, Harry, Anastacia og jeg kiggede alle på hinanden. Oprigtigt nok var vi alle i samme båd. En båd, hvor det eneste vi havde til fælles var vores alles knuste hjerter, der alle havde elsket hinanden bygget på løgne. Store forbistrede livsdestruerende løgne.

”Anastacia, jeg…” Var jeg den første til at sige. Marie trådte straks ind i mellem os.

”Jeg troede jeg gjorde det klart for dig, din idiot!” Sagde hun hårdt, så jeg straks prustede vredt ud.

”Ja, i lige måde.” Sagde jeg lige så vredt tilbage til hende.

”Er du klar over hvad du gjort? Mod hende, mod os alle sammen?!” Vrissede hun og viftede rundt med hånden, som demonstration.

”Jeg er ikke skurken her!” Vrissede jeg hurtigt.

”Er du ikke? Du er en endnu større løgner, end jeg troede. Indrøm det dog, Niall! Du legede med hende. Du legede med os alle fucking sammen!” Råbte hun mig nærmest i ansigtet. Jeg kunne mærke, at jeg fik sværere ved at trække vejret ordentligt.

”Jeg prøvede mit bedste!”

”Du prøvede ingenting!” Skreg hun nærmest, så flere rundt omkring os kiggede gispende hen på os, og jeg hørte hvordan musikken stoppede.

”Sig det til hende, Niall. Sig det nu for helvede bare til hende. Sig til hende, hvordan du brugte hende lige fra starten af. Hvordan du ødelagde hende ved dine løgne, og hvordan du har røvrendt os alle sammen!”

”Marie!” Stoppede Anastacia hende hurtigt bag hende, så Marie vendte sig såret om mod sin veninde.

”Du døde nærmest på grund af ham, Anastacia! Han skubbede dig helt ud til kanten! Jeg er virkelig ked af det, men jeg vil ikke lade ham ødelægge dig igen.”

”Stop så, Marie! Du vidste det jo godt inderst inde.” Prøvede Harry indbydende, så Marie kiggede endnu mere såret hen på ham.

”Jeg tror, det er det, der er problemet. Jeg elsker dig, Harry. Du er min bedste ven, og jeg har altid elsket dig. Jeg har elsket jer alle sammen, og det er nok derfor, jeg valgte at overse jeres indlysende løgne. Inderst vidste jeg nok godt, at jeg burde have taget afsked med jer alle sammen, allerede den første dag… men jeg overså det. Jeg overså alle løgnene, fordi jeg elskede jer så meget…” Sagde hun, inden at Anastacia tog fat om hende hånd, så jalousien straks lagde sig ind over mig, som en tung sten på mine skuldre. Jeg burde ikke føle jalousi over noget, der ikke var mit.

”Vi har alle elsket hinanden af mange forkerte grunde… men du.” Sagde Marie og kiggede så hen på mig igen.

”Jeg håber aldrig, at Anastacia tilgiver dig, eller at nogen nogensinde gør. Du fortjener ikke andres kærlighed. Ikke efter, hvad du har gjort ved os alle sammen.” Hendes ord var hårde, og jeg kunne mærke dem, som en skarp kniv gennem mit allerede bristede hjerte. Men som hun selv sagde, jeg fortjente det.

”Jeg henter dine ting.” Sagde Anastacia hurtigt bag Marie, inden hun hurtigt løb hen og op ad trappen og jeg så var ladt tilbage med Harry og Marie.

"Lad vær med at glo på hende som om hun er et eller andet maleri til en værdi af 40 dollars, som du overvejer at købe på auktion." Sagde Marie hurtigt til mig, da jeg fulgte hver og en af den blonde piges bevægelser. Jeg kiggede hurtigt ned på Marie. Hendes øjne glimtede og var dækkede af et tyndt lag tårer, som jeg kunne se hun kæmpede for ikke at lade falde.

”Jeg vil vædde med, at du begynder at elske hende, når hun starter med at elske en anden end dig. Den dag du ser hende holde i hånden med nogen, der tog din chance og hun ikke en gang vil lægge mærke til dig, fordi hun har alt for travlt med at grine af de jokes han laver, vil det knuse dit hjerte. At se det vidunderlige smil på hendes læber, fordi du indser du ikke er grunden mere, vil knuse dig. Og så vil det måske endelig slå dig, at det var hende. Det var altid hende. Lige fra starten af, var det hende.” Sagde hun og genkaldte nærmest de tanker, der spandt rundt bag inde i hovedet på mig.

”Jeg håber virkelig for hende, at hun vil komme over dig, Niall. Men så igen, så er jeg også sikker på, at der aldrig vil komme en pige som hende igen, der vil elske dig lige så meget.” Sagde hun og knuste mit hjerte med sine sande ord.

”Jeg skulle alligevel også kun her hen, for at hente et par ting.” Sagde hun, da Anastacia kom ned ad trapperne igen med en sportstaske over skulderen, mens Marie tørte sine øjne i smug.

”Marie, bliv nu her…” Bad Harry hurtigt, så Marie bare kiggede stift hen på ham, inden hun vendte sig væk sammen med Anastacia. Lad hende ikke gå. Det her er din sidste chance! Lad hende ikke gå.

Jeg for nærmest over og greb fat om Anastacia og vendte hende om mod mig, så alle nærmest kiggede gispende hen på mig, mens at Anastacia kiggede chokerende op på mig.

”Ana, bliv hos mig. Jeg er ked af, at jeg løj. Jeg har aldrig nogensinde ønsket at såre dig, det var aldrig en del af mine intentioner, at skubbe dig så langt ud. Jeg ønskede bare…” Kørte jeg der ud af, mens at Marie greb fat i hende igen og prøvede at rive hende væk fra mig.

”Slip mig, Niall.” Bad hun og kiggede tårervædet op på mig. Jeg kunne mærke frustrationen brænde i mig.

”Jeg fortæller dig alt, Ana… Bare ik gå, jeg beder dig..”

”Please stop, Niall..” Bad hun, mens de første tårer trillede ned af hendes kinder.

”Bare lyt til mig, det er det eneste jeg forlanger.” Bad jeg og kiggede hende inderligt ind i hendes blå øjne. De øjne, der en gang holdt den smukkeste livsglade glød, men som jeg nu havde suget helt og aldeles ud af hende. Jeg ville skrige. Jeg ville skrige af det hele. Skrige af hele verden og skrige over hvordan det hele var endt.

Jeg vidste, at Maries ord var sande. Lige så sande som alle andres. Jeg vidste, at jeg havde skubbet Anastacia ud over kanten. Jeg vidste, at jeg havde dræbt min eneste chance for frelse i dette endeløse helvede, jeg kaldte mit liv. Gav jeg først slip på Ana, havde jeg gravet min egen grav. Lige siden dag 1, havde Anastacia været den eneste engel, der var sendt ned til mig, for at se lyset. Men dum som jeg var, så skubbede jeg hende væk, da lyset kun lige havde omfavnet mig og jeg endelig kunne leve rigtigt igen. Anastacia var og havde været min eneste chance for at komme videre. Hvis jeg gav slip på hende nu, ville jeg nok aldrig kunne redde mig selv igen. Gav jeg slip på hende, havde jeg ikke længere noget at leve for.

”Jeg er virkelig ked af det, Niall…” Sagde hun og rev sig væk fra mig, da døren for endnu en gang gik op i aften.

”Tænk at i startede festen uden mig, i bastarder.” Lød en velkendt stemme, mens jeg kun lige behøvede at lægge mærke til Anas korte gisp og hvordan hun stivnede i alle sine bevægelser, inden jeg så hvem den nyankommende person var.

”Længe siden, hva?” Sagde han og pustede røgen ud fra den smøg han havde i sin mund, og sendte os alle et lumskt og djævelsk smil, så jeg mærkede, hvordan hver en lille celle og følelse inden i mig vendte sig om til det pureste, reneste og mest inderligste had.

Zayn.

______________________________________________________________________________________________

Det kan kun gå ned af bakke nu. 
​Lige et par notits til jer alle! Tusind milliarder gange tak, for at i allerede har taget så godt i mod Madness, jeg kan nærmest ikke tro, at det kun har eksisteret i en lille måned, og allerede har over 130 favoritter og 90 likes, i er virkelig de bedste!! Tusind tak!!

Og så en lille notits mere, Næste kapitel er på forhånd også i Nialls synsvinkel. Jeg fik en kommentar om, at det kan være lidt forvirrende, om hvem kapitlets synsvinkel tilhører en gang i mellem. Som eksempel er det nu Nialls synsvinkel, indtil jeg skriver Anastacias synsvinkel eller en andens. synsvinklen skifter først, når det skrives i toppen af næste kapitel :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...