Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
99137Visninger
AA

26. Spring

”And that’s why I smile, it’s been a while since every day and everything

Has felt this right. And now you’ve turned it all around

And suddenly you’re all I need”

Avril Lavigne – Smile

 

Det var som om, at alt det kaos, der havde været før, nu var forsvundet. Som om at det lille lys for enden af den mørke tunnel endelig havde nået min vej, og trukket mig ud i en evighed fuld af lykke. Som om at lyspunktet i mørket var kommet til mig, og denne gang for at blive.

Det var en følelse jeg kun havde fået en bid af før, men som jeg nu ikke kunne drømme om at give slip på igen. Følelsen af kærlighed til et andet menneske som også gav genkommen kærlighed tilbage til en selv igen. Følelsen af at elske og blive elsket. Det var en underlig følelse, ja… men det var også den bedste følelse i hele verden.

Og lige så metaforisk som alt jo kan være, så kom foråret også endelig til England og det begyndte at spirre med blomster over det hele og bladene på træerne begyndte at vokse frem, mens at Niall og jeg levede i vores egen lille bobbel af kærlighed.

Jeg tror det på en måde bare faldt i et med hinanden. At jeg flyttede ind hos Niall og vi efterhånden boede sammen, som havde vi gjort det hele vores liv. Der kom rutiner i det hele. Stå op, fjolle med Niall over morgenmadsbordet, blive kørt i skole, klare mig igennem de første timer, for så at mødes med Harry, Liam og Marie til frokost. Herefter de sidste timer, inden jeg enten tog ned i byen med Marie, eller på arbejde, for så at tage hjem til Niall igen om aftenen og fjolle over aftensmadsbordet og gå i gang med de forskellige afteners aktiviteter. I ugedagene plejede vi som regel at gå i bad først. Det inkluderede at vi begge to gik i bad på samme tid. En beskæftigelse jeg aldrig havde troet, at jeg skulle have med noget menneske, men alt føltes bare så naturligt med Niall. Selv så noget så intimt et simpelt bad fik ikke engang mine kinder til at brænde, eller min stemme til at ændre sig til en lys og skinger en, som en lille 6-årig piges. Det var ren og skær brændende kærlighed, der brændte inden i mig for hver ting jeg gjorde med Niall, og jeg elskede det.

Når vi havde taget bad, satte vi som regel en film på. Det var et af de få tidspunkter, hvor Nialls og mine holdninger skred lidt væk fra hinanden, for Niall var til hård action eller hjernesplattende gyser, mens jeg var til Zac Efron og hjertebløde kys. Så enten ”Ufatteligt plotløse film med ringere manuskript end en my little pony film” eller ”Ufatteligt kedelige og forudsigelige, de slår op-der sker noget forfærdeligt-de tilgiver hinanden-den store kyssescene-de lever lykkeligt til deres dages ende-pladder film”. De fleste gange endte vi bare med at grine af hinanden og sætte en komedie på, for der kunne vi i det mindste blive halvenige. Men også kun næsten.

Var det en weekend aften, tog vi som regel til York, hvor der efterhånden var fest hver weekend. Det havde overrasket mange i starten, at vi faktisk var sammen igen og dog så havde Marie bare klappet ivrigt i hænderne og Harry havde ment at Niall skyldte ham 100, fordi at han havde vundet et væddemål, som Niall ikke engang mindedes at have lavet med ham. Og så blev det også bare en rutine. Niall og jeg var sammen og det havde alle accepteret.

Eller næsten alle. Jeg havde prøvet at snakke med Louis, jeg havde endda snakket med Niall om hvad jeg dog skulle stille op med Louis. Og alligevel var det som om, der aldrig kunne komme nogen løsning. Ikke fra hans side af i hvert fald.

Måske var det også for meget forlangt af mig, at håbe at han kunne tilgive dem alle sammen, som jeg havde gjort. Det havde også bare fået mine tanker i kog, og det havde jeg overhovedet ikke brug for. Niall havde dog også forsikret mig om, at ham og Louis var to helt vidt forskellige personer, så måske ville de alligevel aldrig have kunnet enes, selv uden min indblandelse. Og måske så betød den fortid de havde sammen på en måde også for meget, til at de muligvis nogensinde kunne blive gode venner.

Derfor fortsatte jeg bare min egen vej og snakkede med Louis når vi var på arbejde og når jeg mødtes med ham og Liam. Vi snakkede bare aldrig om Niall og jeg. Det var et emne som jeg ikke snakkede med Louis om længere, havde jeg erfarret.

Det var dog ikke det vigtigste i Nialls og mit forhold. Det jeg elskede utroligt meget ved at jeg nu på en måde var sammen med ham igen, var roen. Det var som om, at der var faldet en vis ro ind over min krop, og at jeg på en måde trak vejret roligere nu. I sær når natten faldt på og det var tid til at vi skulle sove. Før havde der på en måde altid ligget en uro i mig, hver gang jeg lagde mig til at sove sammen med Niall, fordi jeg vidste, at han altid ville være væk, når jeg vågnede igen. Det var en følelse jeg altid frygtede, men som jeg ikke behøvede frygte mere, for nu blev han. Det var nok det, der skabte den ro og sikre fornemmelse i mig nu. At han ikke forsvandt igen.

Det var nok det, der havde plaget mig så meget før. Den konstante usikkerhed der lå omkring ham inden i mig. Jeg vidste aldrig om han ville være der, når jeg lagde mig til at sove, eller gik fra ham i to minutter. Jeg vidste aldrig om hvis jeg gik, om han så ville være der, når jeg kom tilbage igen. Det var nok det, der havde forårsaget den usikkerhed og konstante knude jeg altid havde haft i maven. Usikkerheden omkring om jeg knyttede mig for hurtigt til ham, fordi jeg aldrig vidste om det var skidt for mig at gøre, fordi han muligvis ikke ville være der, når jeg vågnede op morgenen efter. Jeg indrømmer gerne, at følelsen havde været der det første stykke tid, og muligvis nok altid ville lure lidt i baggrunden. Jeg ville altid være en smule angst for, om lykken en dag ville stoppe og Niall ville forsvinde igen. Angsten ville altid være der.

Men jeg havde lært at skubbe den væk og fokusere på det positive i stedet. Foråret var kommet og solen tittede frem og folk begyndte at komme ud fra deres vinterhi, ligesom jeg selv havde gjort sammen med Niall og lykken havde endelig passeret min vej. Jeg elskede Niall og han elskede mig, og det var det jeg fokuserede på nu.

Fokuserede bare på lykken mellem Niall og mig så længe som den varede. Dog havde jeg håbet at den ville have varet lidt længere end den gjorde.

_____________________________________________________________________________________________

I fik lige et kort kapitel med i dag, men så lover jeg også at de næste bliver lidt længere :)
Hvad tror i der sker nu? Og nyder i at Ana og Niall er sammen igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...