Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
396Kommentarer
97879Visninger
AA

24. Shown words and feelings

"Hvad sker der her? Hvad gør vi nu?

Vel ikke andet end at slå alt itu. Men uden dig, hvad er der her?

Jeg vil det hele, men jeg vil dig mere"

Nephew feat. Marie Key - Gå med dig

 

NIALL P.O.V

Den første gang jeg så Anastacia havde jeg straks lagt mærke til gløden i hendes øjne. Hvordan hun med en sådan stor nysgerrighed havde kigget på mig, mens at jeg i første øjekast bare var gået let forbi hende. Hendes øjne havde en sådan glød af ren og skær nysgerrighed, som om hun nærmest hungrede efter nye input. Hendes øjne havde sådan en stor tendens til altid at afsløre hendes intentioner.

Der kom et tidspunkt, hvor jeg nærmest vidste hver en ting hun skulle til at gøre, bare ved at jeg kiggede hende ind i øjnene. Hvordan de rynkede lidt i hjørnerne, når hun skulle til at smile. Hvordan hun altid kiggede ned i jorden, når hun løj, hvordan de dirrede på en eller anden underlig måde, når hun blev ked af det og hvordan hendes øjne altid blev røde omkring hendes iris, når hun skulle til at græde.

Jeg havde altid kunnet gennemskue Anastacia, ved at kigge i hendes øjne. Det blev nærmest mit hemmelige våben mod hende på et tidspunkt, fordi jeg nærmest kunne forudse, hvad der ville ske, via hendes øjne. Lige indtil der dukkede en ny form for glød op i hendes øjne. En glød, som jeg ikke havde set før. En glød som også fik noget underligt frem i mig. En form for følelse, som jeg for første gang ikke kunne sætte ord på, og som jeg efterhånden hungrede mere og mere efter for at føle, når jeg så den glød i hendes øjne. Desværre tog det mig bare alt for lang tid at finde ud af, hvad den glød betød.

Jeg var nu kommet til det punkt, hvor jeg inderligt savnede at se den glød i Anastacias øjne igen. Havde jeg dog bare på det tidspunkt vidst, at den glød i hendes øjne, var hendes udtryk for hendes følelser for mig, og at jeg nok også følte det samme, selv om det var en uvant følelse for mig, så havde jeg aldrig gået så vidt, at jeg til sidst fjernede den glød helt komplet fra hendes øjne.

Åh gud, hvor jeg dog savnede den glød. Og hvor jeg dog savnede hende.

”Så hvor har du levet de sidste dage?” Spurgte Harry helt fortvivlet, da han, Marie, Anastacia og nogle af de andre gæster sad inde i stuen og snakkede. Det var omkring 3 dage siden, at Anastacia blev smidt på gaden af sine forældre og lige siden havde hun set så trist ud og der var nærmest ikke nogen smuk glød tilbage i hendes øjne længere.

”Hun har boet hos mig.” Sagde Marie, så nogle piger omkring dem straks gik i gang med at udspørge Anastacia, om hvad der var sket, hvorfor, hvad hun nu gjorde, om hun nu faktisk var forældreløs? Dog kunne jeg godt se, at det blev for meget for hende, da hun sukkede tungt og så rejste sig fra sofaen for at gå over til køkkendiskene med drinks, hvor jeg stod lænet op ad. Dog havde jeg ikke drukket noget hele aftenen, da jeg ikke rigtig havde lyst til alkohol, tro det eller lad vær.

”Vi kan tage hjem til mig, hvis du ikke har lyst til at være her.” Sagde jeg forsigtigt til hende, så hun hurtigt kiggede op på mig, men så sukkede tungt igen.

”Hjem… Jeg ved ikke engang, hvad hjem er mere.” Sagde hun helt bedrøvet så det gjorde ufatteligt ondt inden i mig.

”Ana, lyt til mig… Kom hjem og bo hos mig. Du vil få det bedre der…” Prøvede jeg. Det havde været helt absurd, da jeg havde tilbudt Anastacia med det samme, at hun kunne bo hos mig. Det var jo det mest logiske. Og alligevel, så endte hun med at sige, at hun helst ønskede at komme hjem til Marie efter det hendes forældre gjorde mod hende. Jeg frygtede dog bare, at det ikke var det rette for hende.

”Niall… lige nu, så ved jeg ikke engang hvad jeg skal gøre i morgen. Jeg aner ikke engang om der overhovedet er mad alle tre gange om dagen, som minimum..”

”Men det kan du få hos mig!” Sagde jeg hurtigt og stillede mig ind foran hende, så hun kiggede mig op i øjnene.

”Ana, jeg lover dig, at hvis bare du…” Og så røg freden med det samme, da døren nærmest blev banket op og jeg kun lige hørte Liam Paynes råben efter sin bedste ven, som straks stormede over mod Anastacia.

”Louis..” Nåede hun lige at sige, inden han nærmest flejnede i hovedet på hende.

”Hvad fanden er der galt med dig, Anastacia?! Hvorfor fuck finder jeg først ud af i dag, at du bor sammen med Marie, fordi dine forældre har smidt dig ud? Hvad fuck sker der for dig?!” Råbte han nærmest ind i hovedet på hende, så hun straks trådte et skridt forskrækket tilbage. Jeg trådte ind mellem dem, mens at Marie og Harry hurtigt løb os til undsætning.

”Undskyld, jeg prøvede at stoppe ham, men han gik nærmest allerede amok der hjemme hos mig…” Forklarede Liam hurtigt, inden Louis brød i brand igen.

”Jeg troede du var min bedste ven, Anastacia. Men alligevel så lytter du aldrig til noget af det jeg nogensinde siger til dig…”

”Måske fordi hun også selv har en mening!” Indskød jeg hurtigt, så Louis kiggede rasende over på mig.

”Du har intet at sige her.” Jeg gik straks vredt frem mod ham.

”Jeg har fandme også noget at skulle have sagt!” Vrissede jeg hurtigt.

”Drenge..”

”Niall!”

”Louis!” Lød de alle sammens bekymrede råb, men Louis havde allerede sat mit pis i kog.

”Siger fyren, der sendte hende på et to måneders langt intensivt genoptræningskursus til hvordan man overhovedet lever normalt igen, på den samme gang på et privat hospital!” Beskyldte Louis straks, så jeg virkelig mærkede, hvordan det hele vendte sig i mig.

”Du ved, at jeg ikke gjorde det mod hende! Jeg var den eneste, der aldrig nogensinde ville såre hende på den måde!” Råbte jeg og følte mig trådt på for sidste gang af Louis Tomlinson.

”Ja ja, du er lige så god til at lyve over for mig, som du var for hende!”

”I det mindste prøver jeg ikke at bestemme over hende, som var hun min hund!”

”Hvorfor indser du ikke bare, at du er kernen i alt det her kaos, Horan? Du ødelægger alt omkring dig og er åbenbart ligeglad med alt og alle omkring dig!” Råbte Louis beksyldende igen, så jeg ikke kunne holde min vrede tilbage mere.

”Du kender mig ikke!” Jeg for frem mod ham, men både Liam og Harry greb straks ind, mens Marie hurtigt skreg op og Anastacia vrissede af os alle sammen.

”For satan, i forskruede idioter!” Råbte Marie, da Louis og jeg greb ud efter hinanden.

”Slip ham!” Råbte Liam og Anastacia i kor til hver af os, så jeg hurtigt skubbede hårdt til Louis, så han faldt bagover og kiggede dræbende op på mig.

”Jeg slår dig ihjel!” Råbte han og skulle til at kaste sig op i ansigtet på mig, inden at Anastacia nærmest sprang ind mellem os og råbte:

”Så stopper i!” Louis kom op på benene og jeg kiggede ventende på Anastacia.

”Jeg vil ikke høre på nogen af jer, eller noget som helst af hvad i siger mere, okay!” Råbte hun igen, så der hurtigt faldt en stilhed hen over os alle.

”Jeg er træt, okay?” Sagde hun og kiggede rundt på os alle sammen.

”Jeg er så fucking træt, okay! Jeg kan ikke klare nogen som helst, eller noget som helst af alt det her mere. Jeg er så fucking træt af alle skænderierne og alle løgnene og alle problemerne og kaosset… Jeg kan virkelig ikke klare det mere..” Sagde hun og tog sig til hovedet, så jeg straks rakte mine hænder ud mod hende, men hun veg straks væk.

”Jeg støtter ingen af jer i noget af alt det her! Jeg er ikke en marionet-dukke som i alle kan bestemme hvad skal sige eller gøre. Jeg er et menneske!” Råbte hun til sidst, så Marie trådte frem mod hende.

”Anastacia, jeg…”

”Nej, Marie!” Råbte hun, så Marie trådte tilbage og Harry gik hen til hende.

”I ved ikke hvordan det er. Evigt og altid at være hende den splittede… hende der er mellem to grupper, som begge står og hiver ivrigt i hende, for at få hende over på deres side. Jeg er træt af, at lade som om. Jeg er træt af, at ingen af jer tænker over, hvad jeg føler!” Sukkede hun, så jeg straks lagde mærke til, hvordan hendes øjne blev rødere og rødere.

”Vi lægger da mærke til dine følelser?” Sagde Liam forsigtigt.

”Hvorfor skal jeg så hele tiden få at vide, at alt hvad jeg gør er forkert?” Spurgte hun og kiggede rundt på os alle sammen.

”Hvorfor er der aldrig nogen af jer, som er tilfredse? Hvorfor er det mig, der skal smides rundt mellem jeres lejre hver gang, og gang på gang få at vide, at alt hvad jeg gør er dybt forkert, samtidig med at jeg også får det at vide over i den modstående lejr, oven i at i hver i sær prøver at ændre mig om til at passe bedst ind i hver jeres del. Jeg er så træt af, at i ikke bare kan indse, at jeg fucking ikke passer ind hos nogle af jer. Ligesom jeg aldrig har gjort nogle steder, fordi jeg er mig, og jeg kan ikke passe ind nogle steder, fordi jeg aldrig kan gøre nogle af jer tilfredse, eller glade på nogen som helst måde, samtidig med at jeg også selv er den mindste smule glad…” Sluttede hun, mens de sidste tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg trådte forsigtigt frem mod hende.

”Ana… Jeg er virkelig…”

”Nej… Jeg vil ikke høre på dig. Eller på nogen af jer. Jeg kan ikke være her mere… ikke når i hele tiden skændes omkring mig og jeg bare ender ud i et endnu større hul og i er dem, der trækker mig endnu længere ned for hver dag, der går..” Sagde hun og kiggede rundt på os, inden hun snøftede kort og Marie så trådte frem for at tage fat i hende. Dog gik hun bare et par skridt væk fra os, inden hun kiggede på os alle sammen og så løb væk fra os og ud i haven. Alle kiggede hurtigt rundt på hinanden, inden at Louis og jeg kiggede på hinanden og jeg kunne se, hvordan han straks angrede sig.

”Fucking lort!” Bandede jeg hurtigt og tog mig til hovedet. Marie sukkede tungt ved siden af mig.

”I er alle nogle fucking idioter… Okay?” Sagde hun og kiggede rundt på os alle sammen. Jeg nikkede enigt, så Louis kiggede op på mig og jeg så kiggede på ham.

”Løb ud til hende. Hun har brug for dig.” Lød det overraskende fra hans mund, så jeg kiggede rundt på de andre. Dog fik jeg bare et enigt nik fra Marie, inden jeg nikkede og så vendte om og løb efter pigen, der får cirka 8 måneder siden havde stjålet mit hjerte og beholdt det lige siden.

”Ana!” Kaldte jeg hurtigt og kiggede rundt efter hende. Dog var hun ikke nogen steder at se i hele haven, så jeg løb straks ud mod vejen.

”Anastacia!” Råbte jeg igen og kiggede rundt, men hun var ingen steder at se.

”Gå din vej, Niall!” Råbte hun dog hurtigt tilbage, så jeg kiggede til siden og så hende sidde længere ned af vejen på kanten af fortorvet. Jeg gik forsigtigt over mod hende.

”Det er for koldt for dig, at sidde her ude.” Sagde jeg og satte mig forsigtigt ned ved siden af hende og kunne allerede se, hvordan hun skælvede af kulden.

”Jeg er ligeglad.” Sagde hun bare. Jeg sukkede opgivende af hende og tog så min jakke af, for så at lægge den om hende, så hun hurtigt kiggede overrasket hen på mig.

”Skal du ikke være der inde og slå et eller andet i stykker?” Spurgte hun hurtigt, så jeg satte mig lidt mere til rette og så rystede på hovedet.

”Jeg tænkte jeg for en gangs skyld, at jeg hellere skulle prøve at samle nogle knuste dele, i stedet for at føje flere til bunken.” Sagde jeg, så hun kiggede forsigtigt hen på mig og så trak jakken lidt tættere om sig.

”Så hvorfor er du her ude?” Spurgte hun mig, så jeg kiggede lidt på hende og så satte mig tættere på hende. Og hun rykkede sig ikke væk denne gang.

”Fordi jeg ved, at du er gået i gennem en masse dårlige ting her de sidste par dage, og derfor skal du ikke være alene.”

”Jeg har det bedst med at være alene..” Sagde hun lavt, så jeg hurtigt kiggede på hende.

”Nej. Nej, du har ej, Anastacia. Du af alle mennesker har mindst brug for at være alene lige nu.”

”Men jeg har ingen! Niall, jeg er alene, fordi jeg har ingen… alle forlader mig.”

”Jeg forlader dig ikke.” Sagde jeg hurtigt. Hun fnyste kort.

”Det siger du jo.” Sagde hun mistroisk, så jeg sukkede tungt.

”Anastacia, jeg ved at jeg har kvajet mig, og..” Startede jeg, indtil hun afbrød mig:

”Da jeg troede, at jeg ikke havde nogen, tideligere… så troede jeg i det mindste, at jeg havde dig… og så forsvandt du.” Sagde hun og kiggede så på mig med tårer trillende ned af sine kinder.

”Ana, jeg…”

”Niall, jeg ønsker mig nærmest ikke andet end dig i hele den her vide verden. Og alligevel, så er jeg så uendelig bange for at binde mig til dig, fordi jeg frygter at du bare vil forråde mig en gang til. At jeg vil binde mig til dig og forelske mig i dig en gang til, for at du så bare vil forsvinde og ignorere mig og lade som om jeg ikke eksistere, så du nærmest knuser mit hjerte på den værst tænkelige måde.”

”Ana, jeg er så ked af det. Jeg ville aldrig…” Prøvede jeg, inden hun hurtigt rejste sig op og kiggede alvorligt ned på mig.

”Jeg kan ikke klare det mere, Niall. Der har været for mange løgne, og for mange falske forhåbninger og alt for meget kaos, til at jeg kan gå igennem det hele igen.” Sagde hun, så jeg hurtigt rejste mig op også.

”Anastacia, lyt nu til mig..” Prøvede jeg, men hun rystede bare straks på hovedet.

”Jeg kan ikke mere. Denne her gang, kan jeg vitterligt ikke mere…” Sagde hun som det sidste, inden hun vendte om og begyndte at gå væk fra mig, så følelsen af sorg og en kolossal smerte straks gik igennem mig og jeg straks mærkede panikken. Jeg kunne ikke lade hende slippe væk. Ikke denne gang. Ikke igen.

”Ana… Ana… Jeg elsker dig!” Råbte jeg, så hun langsomt stoppede op.

”Det er derfor jeg fucker op… fordi jeg elsker dig. Fordi jeg elsker dig så ufatteligt meget, at jeg ikke engang aner, hvor meget jeg elsker dig. Jeg ved, at jeg fucker op… men jeg elsker dig, og det er det eneste gode, der er tilbage i mit liv. Ja, jeg har svigtet dig før, men jeg lover, at jeg aldrig nogensinde vil gøre det igen. Jeg vil ære dig og elske dig gennem hele livets mørke sider… bare så længe, at du ikke går væk fra mig.” Sagde jeg hurtigt, så hun vendte sig om mod mig og kiggede tænkende på mig.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards. Jeg er en idiot og det er jeg virkelig fucking ked af, men jeg elsker dig. Og det vil jeg aldrig stoppe med. Lige meget hvor kaotisk hele den her fucked up verden nogensinde bliver.” Sluttede jeg og åndede så lettet ud, mens jeg kiggede på at hun kiggede på mig.

Dog gik der ikke mange sekunder før hun meget hurtigt gik hen mod mig og jeg kun lige nåede at gribe fat om hende, før hun lagde sine hænder om min nakke og pressede sine læber mod mine og kyssede mig.

______________________________________________________________________________________________

Jeg er i kæmpe skrivemode, og på grund af dette lod jeg nu jeres evige drøm gå i opfyldelse, så hvad tror i der sker nu ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...