Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117565Visninger
AA

24. Shown words and feelings

"Hvad sker der her? Hvad gør vi nu?

Vel ikke andet end at slå alt itu. Men uden dig, hvad er der her?

Jeg vil det hele, men jeg vil dig mere"

Nephew feat. Marie Key - Gå med dig

 

NIALL P.O.V

Den første gang jeg så Anastacia havde jeg straks lagt mærke til gløden i hendes øjne. Hvordan hun med en stor nysgerrighed havde kigget på mig, mens jeg selv bare var gået forbi hende. Hendes øjne havde en glød af ren og skær nysgerrighed, som om hun nærmest hungrede efter nye inputs konstant. Hendes øjne havde altid haft en tendens til altid at afsløre hendes intentioner.

Der kom et tidspunkt, hvor jeg nærmest vidste hver en ting hun skulle til at gøre, bare ved at kigge hende i øjnene. Hvordan de rynkede i hjørnerne, når hun skulle til at smile, hvordan hun altid kiggede ned i jorden, når hun løj, hvordan de dirrede på en eller anden underlig måde, når hun blev ked af det og hvordan hendes øjne altid blev røde omkring hendes iris, når hun skulle til at græde.

Jeg kunne altid gennemskue Anastacia, ved at kigge i hendes øjne. Det blev nærmest mit hemmelige våben mod hende, fordi jeg kunne forudse, hvad der ville ske, via hendes øjne. Lige indtil der dukkede en ny form for glød op i hendes øjne. En glød, jeg ikke havde set før. En glød som også fik noget underligt frem i mig selv. En form for følelse, som jeg for første gang ikke kunne sætte ord på, og som jeg alligevel hungrede mere og mere efter, når jeg så den i hendes øjne. Desværre tog det mig bare alt for lang tid at finde ud af, hvad den betød.

Jeg var nu kommet til det punkt, hvor jeg inderligt savnede at se den glød i Anastacias øjne. Havde jeg dog bare tidligere vidst, at den glød i hendes øjne, var hendes udtryk for hendes følelser for mig, og at jeg inderst inde også følte det samme, så havde jeg aldrig gået så vidt, at jeg til sidst fjernede den glød helt fra hendes øjne.

Åh gud, hvor jeg dog savnede den glød. Og hvor jeg dog savnede hende.

”Så hvor har du levet de sidste dage?” Spurgte Harry fortvivlet, da han, Marie, Anastacia og nogle af de andre gæster sad inde i stuen og snakkede. Det var 3 dage siden, Anastacia blev smidt ud af sine forældre. Lige siden havde hun set så trist ud og der var ikke nogen smuk glød tilbage i hendes øjne.

”Hun har boet hos mig.” Sagde Marie, så nogle piger omkring dem straks gik i gang med at udspørge Anastacia, om hvad der var sket, hvorfor det var sket, hvad hun nu gjorde, om hun nu var forældreløs? Jeg kunne hurtigt se, at det blev for meget for hende. Hun sukkede tungt og rejste sig hurtigt fra sofaen for at gå over til køkkendiskene med drinks, hvor jeg stod lænet op ad. Tro det eller lad vær, så havde jeg ikke drukket nogen form for alkohol hele aften. Alkohol havde på en måde fået en dårlig smag.

”Vi kan tage hjem til mig, hvis du ikke har lyst til at være her?” Sagde jeg hurtigere end jeg selv nåde at tænke over det. Hun kiggede hurtigt op på mig, men sukkede så tungt.

”Jeg ved ikke engang, hvad hjem er mere.” Sagde hun helt bedrøvet så det gjorde så ufatteligt ondt i mig.

”Ana, lyt til mig… Kom hjem og bo hos mig. Du vil få det bedre der…” Prøvede jeg. Det havde været helt absurd, da jeg havde tilbudt Anastacia straks efter den forfærdelige time hos hendes forældre, at hun kunne bo hos mig. Det var jo det mest logiske. Alligevel, endte hun med at sige, at hun helst ønskede at komme hjem til Marie. Jeg frygtede bare, at det ikke var det rette for hende.

”Lige nu ved jeg ikke engang hvad jeg skal gøre i morgen. Jeg aner ikke engang om der overhovedet er mad alle tre gange om dagen, som minimum..”

”Men det kan du få hos mig!” Sagde jeg hurtigt og stillede mig ind foran hende, så hun kiggede mig op i øjnene.

”Ana, jeg lover dig, at hvis du…” Og så røg freden med det samme, da døren nærmest blev banket op og jeg kun lige hørte Liam Paynes desperate råben efter sin bedste ven, som stormede direkte over mod Anastacia.

”Louis..” Nåede hun lige at sige, inden han nærmest flippede i hovedet på hende.

”Hvad fanden er der galt med dig?! Hvorfor fuck finder jeg først ud af i dag, at du bor sammen med Marie, fordi dine forældre har smidt dig ud? Hvad fuck sker der?!” Råbte han højt ind i hovedet på hende, så hun straks trådte et skridt forskrækket tilbage. Jeg trådte hurtigt ind mellem dem, imens Marie og Harry hurtigt løb over til os.

”Undskyld, jeg prøvede at stoppe ham, men han gik allerede amok  hjemme hos mig…” Forklarede Liam hurtigt, inden Louis brød i brand igen.

”Jeg troede du var min bedste ven, Anastacia. Men alligevel lytter du aldrig til noget af det jeg siger til dig…”

”Måske fordi hun selv har en mening!” Indskød jeg hurtigt, så Louis kiggede rasende over på mig.

”Du har intet at sige her!” Vrissede han, så jeg gik vredt frem mod ham.

”Jeg har fandme også noget at skulle have sagt!” Vrissede jeg tilbage.

”Drenge..”

”Niall!”

”Louis!” Lød de alles råb, men Louis havde allerede sat mit pis i kog.

”Siger fyren, der sendte hende på et to måneders langt intensivt genoptræningskursus til hvordan man overhovedet lever normalt igen!” Beskyldte Louis, så det hele vendte sig i mig.

”Du ved, jeg ikke gjorde det mod hende! Jeg var den eneste, der aldrig nogensinde ville såre hende på den måde!” Råbte jeg og følte mig trådt på for sidste gang af Louis Tomlinson.

”Ja ja, du er lige så god til at lyve over for mig, som du var for hende!”

”I det mindste prøver jeg ikke at bestemme over hende, som var hun min hund!”

”Hvorfor indser du ikke bare, at du er kernen i alt det her kaos, Horan? Du ødelægger alt omkring dig og er åbenbart ligeglad med alt og alle omkring dig!” Råbte Louis beskyldende, så jeg ikke kunne holde min vrede tilbage mere.

”Du kender mig ikke!” Jeg for frem mod ham, men både Liam og Harry greb straks ind, mens Marie skreg op og Anastacia vrissede af os alle sammen.

”For satan, i satans idioter!” Råbte Marie, da Louis og jeg greb ud efter hinanden.

”Slip ham!” Råbte Liam og Anastacia i kor til hver af os, så jeg skubbede hårdt til Louis, så han faldt bagover og kiggede dræbende op på mig.

”Jeg slår dig ihjel!” Råbte han og skulle til at kaste sig op i ansigtet på mig, inden Anastacia sprang ind mellem os og råbte:

”Så stopper i!” Louis kom op på benene og jeg kiggede ned på Anastacia.

”Jeg vil ikke høre på nogen af jer, eller noget som helst af hvad i siger mere, okay!” Råbte hun, så der faldt en stum stilhed over os alle.

”Jeg er så træt af jer!” Sagde hun og kiggede rundt på os alle sammen.

”Jeg er så fucking træt af jer, okay?! Jeg kan ikke klare nogen som helst, eller noget som helst af alt det her mere. Jeg er så fucking træt af alle skænderierne og alle løgnene og alle problemerne og kaosset… Jeg kan virkelig ikke klare det her mere..” Sagde hun og tog sig til hovedet, så jeg rakte mine hænder ud mod hende. Hun veg dog straks væk.

”Jeg støtter ingen af jer i noget af det her! Jeg er ikke en marionet-dukke som i alle kan bestemme hvad skal sige eller gøre. Jeg er et menneske!” Råbte hun, så Marie trådte frem mod hende.

”Anastacia, jeg…”

”Nej, Marie!” Råbte Anastacia, så Marie trådte tilbage og Harry gik hen til hende.

”I ved ikke hvordan det er. Evigt og altid at være hende den splittede… Hende der er mellem grupper, som står og hiver ivrigt i hende, for at få hende over på deres side. Jeg er træt af, at lade som om det her er okay. Jeg er træt af, at ingen af jer tænker over, hvad jeg føler!” Sagde hun, så jeg straks lagde mærke til, hvordan hendes øjne blev rødere. Hun var ked af det. Virkelig såret og ked af det… og igen, var det min skyld.

”Vi lægger da mærke til dine følelser?” Sagde Liam forsigtigt.

”Hvorfor skal jeg så hele tiden få at vide, at alt hvad jeg gør er forkert?” Spurgte hun og kiggede hen på ham.

”Hvorfor er der aldrig nogen af jer, som er tilfredse? Hvorfor er det mig, der skal smides rundt mellem jeres lejre, og gang på gang få at vide, at alt hvad jeg gør er dybt forkert, samtidig med at jeg også får det at vide over i den modstående lejr. Oven i at i hver i sær prøver at ændre mig, så jeg passer bedst ind i hver jeres del. Jeg er så træt af, at i ikke kan indse, at jeg fucking ikke passer ind hos nogle af jer. Ligesom jeg aldrig har gjort nogle steder. Jeg er mig, og jeg passer ikke ind nogle steder, fordi jeg aldrig kan gøre nogle af jer tilfredse, eller glade på nogen som helst måde, samtidig med jeg også selv er den mindste smule glad…” Sluttede hun, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Jeg trådte forsigtigt frem mod hende.

”Ana… Jeg er virkelig…”

”Nej! Jeg vil ikke høre på dig. Eller nogen af jer. Jeg kan ikke være her mere… ikke når i hele tiden skændes om mig og jeg selv ender i et endnu større hul, mens i er dem, der trækker mig endnu længere ned for hver dag, der går..” Sagde hun og kiggede rundt på os. Marie trådte frem for at tage fat i hende. Dog gik Anastacia bare et par skridt væk fra os, inden hun kiggede på os alle sammen og så løb ud i haven. Alle kiggede hurtigt rundt på hinanden, inden Louis og jeg kiggede på hinanden og jeg kunne se, hvordan han straks angrede sig.

”Fucking lort!” Bandede jeg og tog mig til hovedet. Marie sukkede tungt.

”I er alle nogle fucking idioter… Okay?” Sagde hun og kiggede rundt på os alle sammen. Louis kiggede hurtigt op på mig.

”Så løb dog ud til hende. Hun har brug for dig.” Lød det overraskende fra hans mund, så jeg kiggede rundt på de andre. Jeg fik et insisterende nik fra Marie, inden jeg hurtigt løb ud efter pigen, der får cirka 8 måneder siden havde stjålet mit hjerte og beholdt det siden.

”Ana!” Kaldte jeg og kiggede rundt efter hende. Hun var ikke at se nogen steder, så jeg løb straks ud til vejen.

”Anastacia!” Råbte jeg igen og kiggede rundt, men hun var ingen steder at se. Jeg tog mig frustreret til hovedet, inden jeg kom i tanke om det eneste sted, hvor hun højest sandsynligvis var flygtet hen, så jeg straks satte i løb. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig, men jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi jeg spurtede så hurtigt ned ad vejen, eller om det var for min kærlighed for den knækkede pige.

Jeg nåede indgangen til den lille mørke gyde, som efter det store hegn førte ind til den lille øde legeplads i lysningen på den anden side. Jeg gik hurtigt hen og hoppede over hegnet, så jeg med det samme så hende sidde med ryggen til mig henne på græsplænen.

”Du har vist overtaget mit gamle gemmested.” Sagde jeg forsigtigt og sikkert ovre fra hegnet af.

”Gå din vej, Niall!” Råbte hun dog hurtigt tilbage, mens hun lagde sine arme trøstende om sig selv. Jeg sukkede tungt og gik forsigtigt over mod hende.

”Det er for koldt for dig, at sidde her ude.” Sagde jeg og satte mig ned ved siden af hende og kunne allerede se, hvordan hun skælvede.

”Jeg er ligeglad.” Sagde hun bare. Jeg sukkede opgivende af hende og tog så min jakke af, for at lægge den om hende, så hun kiggede overrasket hen på mig.

”Skal du ikke være der inde og slå et eller andet i stykker?” Spurgte hun hurtigt, så jeg satte mig lidt mere til rette og så rystede på hovedet.

”Jeg tænkte jeg for en gangs skyld, hellere skulle prøve at samle noget, i stedet for at smadre noget.” Sagde jeg, så hun kiggede hen på mig og så trak jakken lidt tættere om sig.

”Hvorfor er du her ude?” Spurgte hun, så jeg kiggede på hende og så satte mig tættere på hende. Hun rykkede sig ikke væk.

”Fordi jeg ved, at du ikke bør være alene.”

”Jeg har det bedst med at være alene..” Sagde hun lavt.

”Nej, du har ej, Anastacia. Du af alle mennesker har mindst brug for at være alene.”

”Men det er jeg! Niall, jeg er alene, fordi jeg har ingen… Alle forlader mig.” Vrissede hun.

”Ikke mig.” Sagde jeg hurtigt. Hun fnyste.

”Det siger du jo.” Sagde hun mistroisk, så jeg sukkede opgivende.

”Anastacia, jeg ved, jeg har kvajet mig...” Startede jeg, indtil hun afbrød mig:

”Da jeg troede, at jeg ikke havde nogen, tidligere… så troede jeg i det mindste, at jeg havde dig… Men så forsvandt du også.” Sagde hun og kiggede på mig med tårer trillende ned af sine kinder.

”Ana, jeg…”

”Niall, jeg ønsker nærmest ikke andet end dig i hele den her forpulede verden. Og alligevel, er jeg så uendeligt bange for at binde mig til dig, fordi jeg ved at du bare vil forråde mig igen. Jeg tør ikke binde mig til dig og forelske mig i dig en gang til, hvis du bare vil forsvinde og ignorere mig og lade som om jeg ikke eksistere, så du nærmest knuser mit hjerte på den værst tænkelige måde igen.”

”Ana, jeg ville aldrig…” Hun rejste sig hurtigt op og kiggede alvorligt ned på mig.

”Jeg kan ikke klare det mere, Niall. Der er for mange løgne, og for mange falske forhåbninger og alt for meget kaos, til at jeg kan gå igennem det hele igen.” Sagde hun, så jeg hurtigt rejste mig også.

”Anastacia, lyt nu til mig..” Prøvede jeg, men hun rystede bare på hovedet.

”Jeg kan ikke mere. Denne her gang, kan jeg vitterligt ikke mere… Jeg er virkelig ked af det, Niall. Men jeg kan vitterligt ikke mere.” Sagde hun, inden hun vendte om og begyndte at gå væk fra mig, så følelsen af sorg og en kolossal smerte straks gik igennem mig. Jeg mærkede panikken. Jeg kunne ikke lade hende slippe væk. Ikke denne gang. Ikke igen.

”Jeg elsker dig!” Sagde jeg, så hun stoppede.

”Det er derfor jeg fucker op… fordi jeg elsker dig. Fordi jeg elsker dig så ufatteligt meget, at jeg ikke engang aner, hvor meget jeg rent faktisk elsker dig. Jeg ved, at jeg fucker op… men jeg elsker dig. Du er det eneste gode, der er tilbage i mit liv. Ja, jeg har svigtet dig før, men jeg lover, at jeg aldrig nogensinde vil gøre det igen. Jeg vil ære dig og elske dig gennem hele livets mørke sider… bare så længe, at du ikke går fra mig.” Sagde jeg hurtigt, så hun vendte sig om mod mig igen.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards. Jeg er en idiot og det er jeg virkelig fucking ked af, men jeg elsker dig. Og det vil jeg aldrig stoppe med. Lige meget hvor kaotisk hele den her fucked up verden nogensinde bliver.” Sluttede jeg og åndede ud, mens jeg kiggede på at hun kiggede på mig.

Dog gik der ikke mange sekunder før hun hurtigt gik hen mod mig og jeg kun lige nåede at gribe fat om hende, før hun lagde sine hænder om min nakke og pressede sine læber mod mine.

______________________________________________________________________________________________

Jeg er i kæmpe skrivemode, og på grund af dette lod jeg nu jeres evige drøm gå i opfyldelse, så hvad tror i der sker nu ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...