Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
100022Visninger
AA

3. Prologue

6 MÅNEDER TIDELIGERE

 

NIALL P.O.V

 

Endnu en gang kunne jeg se frem til en så ufatteligt forrygende aften, som endnu en gang ville minde mig om, hvor lidt jeg passede sammen med alle de mennesker, og hvor få af dem, jeg rent faktisk kunne lide.

Jeg kiggede mig lidt omkring. Jeg vidste godt, at Zayn nok ville skælde mig ud endnu en gang, for at jeg forsvandt midt i det hele igen. Jeg sagde ikke, at jeg forlod dem alle sammen, fordi jeg hadede dem. Marie og Harry var da okay? Det var bare alle de andre.

Det virkede så ensformigt det hele. Jeg kunne sidde i den selv samme sofa i de samme lange konstante timer hver gang. Nogle gange vil en beruset pige eller to falde ind over mig, mens jeg inderst inde ønskede, at der for en gangs skyld ville være en pige, som var anderledes. En som satte sig ned og faktisk ikke var fuld og som havde lidt flere brikker at rykke rundt med og at samtalen handlede om andet end hendes forpulede formål, om at få mig med oven på.

Det var altid det samme. Altid de samme ting. Det var en cirkel, der gentog sig selv i uendelige timer, og jeg kunne ikke slippe ud.

Jeg tog endnu en smøg og vidste nok godt, at jeg burde stoppe på et eller andet tidspunkt, for at jeg ikke skulle ende op med lungekræft, som de mange labels jo egentlig også advarede mig om. Men lige nu, trængte jeg til at være mig selv.

Denne her aften havde egentlig været en aften, hvor jeg havde glædet mig til at komme lidt væk, fordi Jack havde fået nogle nye varer hjem, og jeg endelig kunne føle mig mindre rastløs igen. Det havde søde frøken, hvad fuck hendes navn nu egentlig var, totalt ødelagt for mig.

Jeg kunne ikke vide, at Jack ville tage alle samtlige penge, vi havde splejset sammen og at der så ikke ville være penge tilbage som vi ellers havde lovet. Men for satan altså, hvis de skide idioter ønskede en god aften, så kunne de bare have købt varerne selv. Jeg behøvede vel ikke være ham, der gik til Jack for at bytte hver gang? Jeg havde lyst til at råbe af dem, men jeg tog bare et hiv af min smøg i stedet og lod røgen forpeste mine lunger.

”Niall!” Skreg en stemme bag mig, så jeg vendte mig om og fik øje på Leah, der slentrede hen mod mig. At dømme ud fra hendes lettere svære og skæve gang her over, fornemmede jeg straks hendes store indtagelse af alkohol.

”Heeey!” Trak hun, så jeg tog endnu et sug og så pustede cigaretrøgen ned i hovedet på hende.

”Vil du ik’ danse med mig? Zayn gider ikke.” Spurgte hun bedende.

”Ellers tak.” Sagde jeg hurtigt og kiggede så over i stuen, hvor en masse stod og dansede, da jeg så fik øje på Marie. Jeg væmmedes straks ved synet af hendes bagdel, der gnubbede sig op af en fyr, inden han vendte hende om og nærmest stak sin tunge helt ned i halsen på hende. Jeg trak vejret kvalmt ind og tog så en tår af den øl, jeg havde i min hånd.

”Tænk, at hun faktisk kan det der? Jeg troede hun var en ængstelig lille mus.” Sagde Leah grinende fra min side af, mens hun kiggede over på Marie, der for en gangs skyld, slog sig lidt løs.

”Men så igen, hun er ikke nær så ængstelig en mus, som hende hendes veninde, hun har slæbt med.” Tilføjede hun, så mine øjne landede ovre på hende den nye pige, der sad og så mildes talt ganske ukomfortabel ud, ovre i sofaen. Hun havde armene usikkert trukket op om sig selv, mens jeg på en måde fik lidt medlidenhed for hendes ukomfortable ansigts-udtryk. Hun var skam ikke den eneste, der hadede at være her.

”Jeg fatter ikke, hvad Marie vil med hende her? Hun er jo ikke engang køn, og hun drikker jo ikke. Hun er jo en totalt sinke!” Jeg drak hurtigt resten af indholdet i min kop og vendte mig så om mod køkkenet, for at gå over og tage den hele flaske vodka, som Leah havde haft med i dagens anledning.

”Går du?” Spurgte Leah med en stor barnlig surmule bag mig, så jeg straks skruede låget af vodkaflasken og tog en ordentlig tår. Hvis du ikke svarer hende, holder hun vel op?

”Kom nu, Nialler... Jeg er sikker på, at hvis du bare tager en tur i himlen sammen med mig, så skal dit humør nok blive muntret godt op…” Jeg begyndte, at gå udenfor, men hun fulgte stadig efter mig.

”Uhh, så sej du dog er!” Råbte hun, så jeg stoppede op.

”Er du sikker på, at du ikke vil muntres lidt op… eller skal jeg ringe efter Jack, så han kan muntre dig lidt op?” Råbte hun hurtigt, så mit hjerte sprang et slag over. Jeg kunne mærke, hvordan min vejrtrækning blev voldsom, og jeg ønskede for alt i hele verden, at jeg ikke ville gå i sort nu. Ikke nu.

Leah holdt op med at grine og gik så indenfor, mens jeg kiggede bag ud efter hende, og så hørte, hvordan nogle smadrede en flaske ude på vejen, mens at to piger fumlede rundt i deres vildeste brandert, så jeg mærkede ensformigheden igen.

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, inden at jeg så småt satte i løb og forlod dem alle sammen. Jeg sked rent ud sagt på, om Zayn ville slå mig ihjel eller ej, fordi jeg endnu gang forlod hele samlingen af skidefulde idioter, der alligevel aldrig ville sætte sig ind i hvordan vi reelt havde det med os selv og hinanden.

Jeg løb hen til mit lille skjulested, hvor jeg så småt satte mig til at drikke tomheden væk. Jeg vidste godt, at en hel vodkaflaske sandsynligvis ikke var den bedste løsning til at flygte fra virkeligheden på. Men lige nu havde jeg ikke så mange andre muligheder.

Jeg tog en tår og hostede så lidt, da jeg hørte nogle løbende skridt i det fjerne og fornemmede en persons tilstedeværelse tæt på mig.

”Hvem der?!” Råbte jeg hurtigt, mens at personen intet sagde. Jeg kunne høre hendes forsigtige åndedræt og sukkede så opgivende.

”Jeg har hørt dig, Leah! Hvorfor er det, at jeg altid skal sige tingen til dig..” Brokkede jeg mig frustreret og vendte mig om, for endnu en gang at tage den store og lange diskussion med hende om, hvor lidt jeg faktisk orkede hendes selskab. Dog var det ikke Leah mine øjne mødte, men en helt anden. En lidt mindre og mere ængstelig type end Leah. Hun var rimelig lille og spinkel og lignede lidt en version af en kat, der var blevet puttet ned i en hundegår. Anastacia.

Hun kiggede nærmest helt skræmt op på mig, så jeg fnyste opgivende af hende og tog en tår af min flugtvej og vendte mig om igen. Som forventet kunne jeg høre, at hun begyndte at gå. Jeg mærkede hurtigt opgivelsen ramme mig, og tænkte jeg nok burde advarer hende først.

”Hvis du gerne vil falde ned og brække halebenet, foreslår jeg, at du dropper rækværket.” Foreslog jeg og tænkte det nok ville slippe hende for yderligere skræmmer.

”Hvordan kommer jeg så hjem?” Jeg tog mig tungt til hovedet.

"Det ved jeg da ikke? Det burde du da selv vide, før du går nogle steder hen.” Spurgte jeg, så hun tav igen. Hun var altså en lidt finurlig en. I forhold til, hvor meget vi alle havde grint af hende den første fest, hvor jeg havde udmyget hende for groft. Så fattede jeg alligevel ikke, hvad hun lavede her. Eller i det hele taget, hvorfor hun var fulgt efter mig?

"Hvorfor fulgte du efter mig?" Spurgte jeg hurtigt og kiggede lidt om på hende, så jeg kunne se hvordan hun kiggede lidt nervøst rundt.

"Det gjorde jeg heller ikke." Sagde hun helt lavt, så jeg ikke kunne lade vær med at udslippe et grin.

"Jeg gik et sted hen og lidt efter kom du også samme sted hen som mig... Hvad vil du kalde det?" Spurgte jeg og grinede lidt over hendes ulogiske forklaring.

"Et tilfælde." Sagde hun hurtigt. Jeg kiggede uoverbevist på hende.

"Nope. Du fulgte efter." Sagde jeg og vendte mig helt om mod hende, så hun straks kiggede stift op på mig.

"Har din mor ikke lært dig, at man ikke følger efter andre uden tilladelse?" Spurgte jeg for at drille hende. Hun kiggede bare ængsteligt på lidt rundt, inden hun kiggede ned i jorden. Hvorfor var hun fulgt efter mig, hvis hun ikke havde noget at sige? Det virkede da ulogisk? Hun var faktisk også rimelig ulogisk. Hun virkede ærligt talt ikke særlig klog, eller som en, der havde sønderligt meget at byde på. Ja, jeg havde måske løjet lidt, da jeg havde kaldt hende grim foran alle, men piger var ikke kun kønne grundet udseende. Det var mere hendes udstråling jeg ikke kunne lide. Hun mindede om en, der ikke helt vidste, eller muligvis aldrig havde vidst, hvem hun selv var.

Jeg forsøgte at snakke med hende, men hun sagde ikke engang særligt meget, og hvis hun så endelig sagde noget, så lød det bare som det reneste brok. Inden i kunne jeg nærmest ikke lade vær med at bede hende om at overraske mig. Sig noget. Sig et eller andet. Gør noget. Vis mig, at du er anderledes.

"Du er virkelig noget for dig selv." Sagde hun efter et stykke tid, så jeg kiggede hen på hende og så trak på skuldrene.

"Der er fordi normale mennesker skræmmer mig." Jeg vidste godt, at det nok var lidt underligt at citerer Tate fra American Horror Story, men hun ville sikkert ikke have en eneste anelse om, at jeg overhovedet citerede nogen. I hendes verden var gyserfilm sikkert noget film var lige så snart, at hovedpersonen bare fik en lille smule blod elelr smerte på sig. Jeg kiggede hurtigt på hende og kunne se, hvordan hun kiggede meget tænkefuldt op på mig, så jeg selv tænkte lidt og så spurgte:

"Skræmmer jeg dig?"

"Jeg er ikke bange for noget." Jeg kiggede hurtigt på hende.

"Så må du være sindssyg."

"Nej. Min virkelighed er bare anderledes end din." Jeg kiggede hurtigt på hende. Var der nogen hvis virkelighed var anderledes, så var det min. Hvis hun bare levede en dag i det helvede jeg kaldte livet, ville hun sikkert løbe grædende væk. Hvordan kunne hendes virkelighed være så anderledes? Hun var jo bare en blondinetøs, der troede hun kunne få venner og blive til noget større, end det hun var. Ikke?

"Tro mig, hvis du kunne se ind i min virkelighed, ville du være traumatiseret." Sagde jeg hurtigt og kiggede ærgerende ned på min tomme flaske, men realiserede så, at jeg faktisk havde drukket en hel flaske vodka, da hendes nervøse lille stemme kort hørtes sige:

"Jeg tvivler." Jeg kiggede hurtigt på hende og kunne mærke, at mit hjerte sprang et slag over. Jeg vidste, at det nok var vodkaen, der var på vej op igen. Men jeg havde ikke kvalme. Jeg kiggede ned i hendes øjne og så, hvordan hun endelig lod dem kigge ordentligt op i mine, så jeg læste hende. Der var noget i hendes øjne. En ild. Der var en brændende form for ild i hendes øjne. En passion. En lidenskab. Som om hun brændte af noget.

Mit hjerte sprang et slag over igen og denne gang vidste jeg ikke, hvad det kom af. Men det kom af noget. Noget jeg ikke kendte til. En ny følelse. En følelse af noget, der for længst var blevet gemt væk inden i mig. En følelse af…

"Vi ses, babydoll." Sagde jeg hurtigt, inden jeg nåede at tænke over det og bevægede mig så over mod rækværket, som jeg hurtigt kravlede over, mens jeg prøvede at flygte fra følelsen.

Følelsen var underlig. Uvant. Det var en følelse, jeg ikke kendte til. En jeg ikke vidste noget om. Og alligevel så så jeg mig selv kigge over skulderen og om mod hende.

Lige siden den aften var den brændende følelse inden i mig aldrig gået væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...