Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99866Visninger
AA

37. Point of no return 16+

16+ JEG ADVARER MOD VOLDSOMME SCENER!

"Choose your last words, this is your last time

cause you and I, we were born to die"

Lana del rey - Born to die

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne, mens mit hjerte bankede panisk inde i hjertet på mig. Jeg ønskede virkelig for alt i hele verden, at jeg kunne nå frem til dem, inden Jack gjorde. Jeg ønskede så desperat, at det ikke var for sent.

Jeg spurtede rundt om det ene hjørne og gled nærmest i svinget, mens jeg forpustet løb hen mod udgangen af det her kæmpe kaos. Døren ud til den store gård blev ikke synderligt forskånet, da jeg nærmest kastede hele min krop ind i den og den så gik op med et kæmpe brag, så jeg kun lige nåede at kigge frem for mig, inden jeg desperat kaldte efter hende:

”ANA!”

Desværre nåede hun at vende sig.

 

 

ANASTACIA P.O.V

EN TIME TIDELIGERE

Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede panisk inde i brystet på mig. Jeg gik rundt i en stor paniks angst, mens at Marie, Harry, Liam og Louis alle sad og snakkede sammen.

Der var noget galt. Det havde jeg vidst lige siden jeg hørte Nialls besked.

Der var sket noget med Niall. Og jeg var virkelig bange for, at det ikke var noget godt.

”Hvor fanden kan han være?” Sagde jeg og tog mig ængsteligt til hovedet, så Marie hurtigt rejste sig fra sin plads over i sofaen i vores lejlighed og gik over til mig, for at lægge armene om mig. Jeg havde ringet til dem, da jeg havde hørt Nialls besked, fordi jeg simpelthen var gået i total panik og vidste at de var nødt til at hjælpe mig. Marie var kommet først sammen med Harry. Hun havde prøvet at foreslå et bad til mig, men selv efter det og at jeg havde skiftet til et par shorts og en t-shirt (outfit findes i kommentar), så følte jeg mig ikke særligt mere behageligt til mode.

”Vi må bare lægge hovederne i blød.” Prøvede hun trøstende, selvom jeg intet fortrøstningsfuldt kunne finde i hendes ord.

”Det har vi jo prøvet, Marie…” Prøvede Harry, så Marie bare sukkede tungt.

”Ja, i en time!” Pointerede Louis, så jeg hurtigt kiggede over på ham.

”Seriøst, vi må da kunne regne ud, hvor han er.” Sagde Harry og lagde sit hoved i sine hænder.

”Der må da være et sted, hvor det er mest logisk, at han burde være.” Sagde Liam, så jeg sukkede tungt.

”Vi har tænkt på alle steder, Payno… Vi ved slet ikke, hvor han er, og der er ingen måde for os at komme i kontakt med ham på… hvordan fanden skal vi nogensinde finde ham?!” Panikkede jeg igen, så Marie hurtigt lagde sine arme om mig igen.

”Rolig, smukke… Vi skal nok finde ham.” Prøvede hun og aede mig over håret.

”Det er jo ikke fordi han er blevet bortført, eller noget…” Sagde Louis forsigtigt. Jeg sukkede tungt, mens at der blev helt stille i den lille lejlighed.

”Vent…” Endte Harry dog med at sige, så vi alle hurtigt kiggede hen på ham. Han kiggede undrende ned i jorden, inden han tog sin mobil op af lommen og hurtigt rejste sig fra sin stol.

”Hvad sker der?” Spurgte Louis hurtigt. Harry kiggede dog bare rundt på os alle sammen, inden han forsigtigt med en klump i halsen, sagde:

”Jeg tror jeg ved, hvor han er.” Vi kiggede alle rundt på hinanden, men der gik ikke mange sekunder, inden vi alle tog vores ting og hurtigt fulgte efter Harry og ud af lejligheden. Der var kun en vej tilbage nu, og det var hen til Niall.

Jeg ønskede dog bare inderligt, at det ikke ville gå galt.

 

Jeg mærkede straks klumpen i min mave, da Harry stoppede bilen, foran indgangen til det desværre velkendte store fabriksområde i udkanten af byen, som jeg allerede havde sat mine ben i, en gang før. Det var et lille samfund i sig selv, som jeg for bare et halvt år siden, ikke havde troet kunne eksistere, og dog alligevel stod jeg her i dag, for anden gang i mit liv.

Og hvor ønskede jeg dog inderligt, at jeg aldrig nogensinde skulle træde her ind igen.

”Jeg tør ikke…” Sagde Marie forsigtigt bag os, så Louis hurtigt gik hen til hende og hun så kiggede op på ham, inden han tog hendes hånd i sin og hun trådte lidt ind til ham.

Harry skubbede hurtigt den lidt åbne dør op ind til det store nedlagte fabriksområde, så vi kom ind i en helt mørk og øde gang. Her var underligt stille. For stille, nærmest.

”Niall?!” Kaldte jeg hurtigt, men det fik bare Harry til at tysse på mig.

”De må ikke vide, vi er her.” Sagde Liam hurtigt, så jeg tav. Alligevel ønskede jeg stadig virkelig meget at finde Niall. Koste hvad det ville. Vi gik lidt videre i en form for mørk blinde, inden at Harry hurtigt trak håndtaget ned i stor metaldør, som til vores held lukkede lidt lys ind i den store hal. Vi trådte alle hurtigt ud gennem døren, så vi alle blev en smule blændet og måtte skærme solen, så vores øjne kunne vænne sig til lyset som bagede skarpt ned i det, der lignede en kæmpe inderhave mellem de mange fabrikker. Jeg kiggede hurtigt rundt og blinkede et par gange med mine øjne, inden et kæmpe brag lød bag os, og døren blev smækket i bag os.

”What the…” Nåede Harry kun lige kort at sige, inden at en form for kæmpe sirene begyndte at brøle ud over hele området:

INDTRÆNGENDE. INDTRÆNGENDE. INDTRÆNGENDE.” Vi kiggede alle straks forskrækkede på hinanden, inden vi løb over til hinanden og samlede os i en klump, mens vi løb ind mod midten af det aflåste område og alle kiggede rundt, for at se, hvad der skete omkring os. Jeg mærkede hurtigt at Marie lagde sine arme om min ene, mens at mit hjerte bankede løs i mit bryst.

Niall, hvor er du?

Mine tanker blev afbrudt, da to høje smæld lød næsten samtidig og vi alle hurtigt spredte os i forskrækkelsen. Jeg nåede kun lige at høre Niall skrige mit navn op, i det at han nærmest faldt ud af den ene dør på den anden side af det kvadratiske område. Jeg mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over, da jeg hurtigt så hvordan Niall kæmpede for at løbe over mod os, mens at mine øjne vendte sig over mod den anden side af området, hvor Jack var kommet ud af den anden dør.

Og han havde en pistol trukket op i hånden, som han rettede direkte mod os.

”ANA… NEJ!” Skreg Marie i realiteten om, hvad der skulle til at ske, mens at Jack sigtede direkte mod mig.

"For sent, min ven." Sagde han og trykkede på aftrækkeren, så tiden gik i stå og alt omkring os gik i slowmotion. Lyden af skuddet kunne høres kort, og jeg nåede kun lige, at se hvordan Harry greb fat i Marie, der var i spring over mod mig, mens et skrig hørtes fra hende. Niall for hen mod Jack og var på vej til at banke ind i ham, mens at jeg lukkede mine øjne i.

Dog lige inden jeg gik min død i møde, skete det. Skuddet var på vej mod mig, men det ramte ikke. Nogen løb ind foran mig og afbrød skuddet fra at ramme mig. Jeg mærkede kun lige, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, inden at vi alle så på det, der var sket for næsen af os. Niall bankede Jack til jorden og råbte højt af ham, mens Marie vred sig ud af Harrys greb og for over mod mig. Jeg faldt til jorden, mens den person, der havde afbrudt skuddet også faldt til jorden, med et tungt bump. Jeg vendte ham hurtigt om mod mig og gjorde det eneste jeg kunne gøre. Græde.

"Nej... Nej! Ikke dig... Nej!" Råbte jeg hurtigt, da mine øjne faldt ned på min redningsmand. Hans grå øjne kiggede op mod mine, mens hans hænder rakte ud mod mig, så jeg hurtigt lagde mig ind over ham og lagde min hånd oven på hans. Jeg mærkede dog hurtigt hvordan min krop stivnede ved følelsen af den våde substans, der flød op over hans hånd, som dækkede for det.

"Louis..." Sagde jeg lavt, mens han hivende efter vejret kiggede op på mig. Dog hørte jeg hurtigt et højt hulk bag mig, så jeg kiggede bag ud og så Marie, der stod helt stift foran os.

"Åh gud!" Sagde hun lavt, og holdt sig skræmt for munden. Hun gik forsigtigt hen til os og tårerne trillede allerede ned af hendes kinder.

”Louis!” Sagde hun helt hæst og nærmest lydløst. Louis hostede hurtigt, inden at et højt brøl lød bag os, og jeg hurtigt mærkede, hvordan mit hjerte stoppede en smule, da Liam og Harry kæmpede for at hive Niall væk fra den forslåede Jack, der lå nede på jorden.

”Fucking svin!” Råbte Niall, mens at Harry rev ham væk og Liam prøvede at få Niall til at falde til ro. Desværre i sin vredes rus endte Niall med at banke hårdt til Harry, så Harry faldt lidt bag ud og Liam hurtigt stillede sig mellem dem.

”Harry!” Skreg Marie hurtigt, så Harry kiggede bag ud og straks skubbede ligeglad til Niall, for så at løbe hen til Marie.

”Lad ham ikke se mig.” Sagde Louis hurtigt, så jeg kiggede over på Harry, der løb hen til Marie, som bare slog sig ind i hans favn og hulkede, så han kiggede uforstående over på mig.

Jeg lagde mig dog hurtigt ind over Louis’ blødende krop, for at skjule ham for Harry. Dog endte Harry bare med at kigge på mig, så han hurtigt kiggede rundt om sig, inden han slap Marie.

”Hvem er det?” Spurgte han forsigtigt, så Marie hurtigt stillede sig ind foran ham.

”Harry, jeg beder dig… Du skal ikke kigge.” Prøvede hun.

”Lad mig lige se.” Sagde han hurtigt og prøvede at gå frem, mens at Liam begyndte at gå hen mod os med Niall under armen.

”Harry, nej!” Hulkede Marie.

"Lad mig se!" Vrissede han igen.

"Harry, gå! Du må ikke se det her!" Prøvede jeg, mens at Liam hurtigt fik øjenkontakt med mig og gispede højt.

"Flyt dig, Marie!" Vrissede Harry igen og gik frem mod os, men endte alligevel med at stoppe brat op. Jeg hørte hurtigt hvordan hans vejrtrækning ændrede sig, inden han skreg af sine fulde lungers kraft:

"LOUIS!" Han faldt straks ned på knæ ved siden af ham. Niall løb hurtigt over og tog mig under sine arme og hev mig væk, så Harry straks satte sig ind over Louis.

"Nej nej... nej!" Hvæsede han, og tog fat under Louis' hoved.

"Harold.." Sagde Louis lavt og smilede skævt op til ham.

"En eller anden, ring efter en ambulance... En eller anden gør noget!" Skreg Harry desperat, så jeg kunne mærke, hvordan Niall strammede sit greb om mig, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig.

"Nej, Harry..." Sagde Louis, så tårerne begyndte at falde ned ad Harrys kinder også.

"Det er for sent..." Harry greb hurtigt stramt fat i ham.

"Nej! Nej, det er ej! Hold ud, Louis, de vil være her meget snart! Bare hold ud lidt endnu." Bad han desperat.

"Nej, Harry... Jeg vil ikke have de kommer."

"Jo, Louis! De kommer og redder dig. Det lover jeg... de... EN ELLER ANDEN, HJÆLP OS!" Skreg Harrt, så jeg hurtigt udstødte et hjerteknust hulk.

"Louis, de kommer snart. Bare kæmp alt hvad du kan!" Bad Marie fra siden, som blev omfavnet af Liam. Louis rystede svagt på hovedet.

"Jeg kan ikke kæmpe mere, Harold.." Harry udstødte et hulk.

"Du må ikke forlade mig, Louis! Ikke nu!" Bad han inderligt, så de mange års uvenskaber blev brudt mellem dem.

"Jeg er ked af det, Harry..." Sagde Louis og rakte sin hånd op for at vride Harrys hånd af hans anden hånd.

"Nej! Louis, du må ikke forlade mig... Jeg kan ikke klare det her uden dig!" Hulkede Harry knust, mens at Louis grinede forsigtigt af ham.

"Du har da klaret dig meget fint, ind til videre." Sagde han med et forsigtigt smil, men det fik bare tårerne til at trille mere ned af Harrys kinder.

"Jeg er så ked af det, Louis... Jeg er så fandens ked af det hele... af alt!" Græd han knust, så Niall strammede sit greb om mig, mens mit hjerte knustes endnu mere, på de tog gamle bedste venners vegne.

”Det er okay, Harold… Det er okay.” Sagde han, så Harry lagde sit hoved ned mod Louis’ bryst og hulkede højt, så Louis hostede grinende, inden han sagde til Harry:

Jeg tilgiver dig.” Harry rettede sig op igen og kiggede lidt forstenet på Louis, som bare kiggede op på Harry, lige indtil at han blev helt slap i kroppen, så hans hænder faldt til jorden og hans øjenlåg lukkede i.

Alt omkring os blev helt stille, lige inden Harry skreg højt og synderknust, så Maries knæ bukkede under hende og Liam satte sig ned og holdt hende ind til sig. Jeg mærkede bare hvordan mit hjerte blev revet midt over og Niall strammede sin omfavnelse om mig, inden han i en hurtigt bevægelse slap omfavnelsen for at fyre over mod Jack, der stadig lå halvt død ihjel ovre i hjørnet.

”Niall, nej!” Råbte jeg hurtigt, da Niall lænede sig ned og trak den pistol, som Jack havde brugt mod Louis og ladede det, for så at rette det mod Jack selv. Jeg kiggede dog bare hurtigt væk, da skuddet lød, mens at mine øjne bare fokuserede på det tragiske syn af en fyr, der lige havde mistet sit livs bedste ven. Harry hulkede stille, inden han rettede sig op og skreg af hele verden og den livssmerte den lige havde påført ham.

______________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder super meget og er ked af at sige, det var planlagt helt fra starten af, at det skulle ende sådan her.

Vi sender endnu en engel til himlen med dette kapitel </3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...