Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
99446Visninger
AA

15. New People

"Get someone you love, Get someone you need

​fuck that get money, I can't give you my soul, cause I'm never alone"

The 1975 - Somebody Else  

 

NIALL P.O.V

Jeg gik lidt i min egen verden, da min telefon brummede nede fra min lomme af og jeg straks holdt vejret inde, da jeg så hvem der ringede til mig. Jeg burde ikke tage den, men så igen, der var kun en måde at slippe af med mine dæmoner til.

”Rich?” Sagde jeg og mærkede allerede hvordan nervøsiteten pulserede rundt i mine årer og vener. Bare ved at han ringede til mig, var nok til at jeg var ved at flygte så langt væk fra ham som muligt.

”Hvor er mine 10 kilo, Horan?” Lød hans stemme allerede allarmerende i mine ører. En klump samlede sig i min hals med det samme.

”Jeg har dem ikke, har jeg jo sagt.” Sagde jeg og prøvede at mande mig op

”Du har stjålet 10 kilo fra mig, Horan. Jeg skal have mine 10 kilo!” Sagde han hårdt, så jeg måtte synke klumpen i min hals, for at svare ham tilbage.

”Rich, jeg har virkelig ikke pengene, og jeg har ikke tænkt mig at give dig noget som helst tilbage…”

”Så er du også indforstået med, hvad der vil ske, makker!” Truede han og lagde så røret på, så jeg straks mærkede, hvordan klumpen opløste sig i min hals bare ved hans truende ord, så jeg straks stoppede og måtte kaste al min nervøsitet op.

Større skvat end mig fandtes ikke i hele den vide verden. Jeg spyttede et par gange ned i jorden, inden jeg tørrede mig om munden og prøvede at tage mig sammen. Kom nu, makker. Du kan ikke falde fra hinanden nu.

Jeg trak vejret ind et par gange, inden jeg fandt min cigaretpakke frem, denne gang nåede jeg kun lige at kigge på pakken med mine Marlboro smøger, inden jeg i en hurtigt overtænkning smed den væk fra mig og puttede mine hænder ned i mine lommer igen og bare traskede videre ned af vejen til jeg kom til huset.

En fest var faktisk det jeg havde allermindst lyst til, lige pt, men Harry havde insisteret på at jeg skulle komme, og han havde fået det meget bedre, så jeg ville gerne forsøge at gøre ham endnu gladere. Jeg tænkte dog at jeg muligvis ikke var den rette til at gøre ham rigtig glad og fikse hans dårlige hjerte. Jeg havde måske efterhånden accepteret, at jeg ikke kunne fikse andre, før jeg havde fikset mig selv.

Og der var lang vej endnu.

Jeg gik ind i huset og den normale høje lyd af bastoner og syngende og festende mennesker mødte mig. Jeg havde før set alle de her fester som det bedste sted at være i liv, men nu havde det ændret sig. Eller rettere sagt, jeg havde ændret mig.

Jeg følte mig ikke længere tilpas, som om jeg ikke længere passede ind mellem mængden af hjerteknuste teenagere der alle flygtede fra hver deres dæmoner. Beskrivelsen passede perfekt til mig, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, at beskrivelsen bare havde været en tam en i forhold til før, hvor vi alle bare tænkte på os selv som små misfits. Nu indså jeg måske endelig mine reelle dæmoner i stedet for dem jeg på en måde havde digtet for mig selv tideligere.

”Niall!” Var der nogle, der råbte hilsende, så jeg vinkede kort til dem, inden jeg hurtigt fik øje på Harry og gik over til ham over ved sofaerne.

”Hvad så, makker?” Spurgte han efter at have kigget ned i sin telefon og så lagt den fra sig på bordet foran sofaerne.

”Fint fint, hvem skrev du med?” Spurgte jeg efter at have set, at hans skærm viste besked-funktionen.

”Marie..” Svarede han kort, så jeg kiggede overrasket på ham.

”Er i begyndt at tale sammen igen?”

”Det er ikke meget… Hun startede faktisk. Hun skrev bare ”Hej” her den ene aften og så har vi bare skrevet der fra. Men vi skriver faktisk ikke engang om det, der er sket.” Sagde han. Jeg nikkede forstående.

”Måske trængte i vel bare til at komme videre?” Tænkte jeg højt, så Harry fnyste lidt og så kiggede på mig.

”Ja, det gør vi måske alle sammen.” Jeg forstod sagtens hans hentydning, men kiggede så bare ned i mit skød og sukkede lidt for mig selv.

”Har du hørt fra hende?” Spurgte han mig. Det virkede så mærkeligt at sidde her med ham og have en rigtigt heart to heart-snak om piger. Specielt fordi vi aldrig rigtig havde haft sådan en før. Måske også fordi jeg aldrig havde haft en pige som Anastacia i mit liv før. Men hende havde jeg vel alligevel aldrig rigtigt haft.

”Nope.” Sagde jeg bare kort, så Harry kiggede lidt ventende på mig for at se om jeg ville tilføje noget mere, men kiggede så væk da jeg ikke gjorde. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige. Der var ikke noget at sige heller.

Det var 11 dage siden jeg sidst havde set hende. Det var også 11 dage siden at jeg havde haft nogen form for kontakt med hende. Det var en underlig følelse, men som Harry sagde, så var der nok en masse af os, som trængte til at glemme mange ting og komme videre.

Men selv efter 11 dage, syntes jeg stadig at det var svært.

”De kommer for resten forbi…” Sagde Harry kort.

”Af hva?!” Udbrød jeg hurtigt.

”Jeg inviterede dem..” Undskyldte han, mens at mit hjerte straks gik i gang med at banke på livet løs i mit bryst.

”Hvorfor fuck sagde du ikke noget?!” Råbte jeg hurtigt og mærkede allerede panikken i min krop. Harry skulle til at åbne munden, men der var det allerede for sent. Døren ude i entreen åbnedes og ind trådte Marie og ganske vidst også Anastacia. Marie kiggede smilende om på Anastacia, så hun lyste op i et kæmpe smil.

Mit hjerte bankede vildt, mens mine øjne studerende hende. Hun var klædt i et par sorte bukser og en stribet top. (Outfit findes i kommentar) Det så ud til at hun var blevet klippet, og hendes kinder lyste rosenrødt, mens at hendes læber var dækket i en fin rød farve. Hun smilede og hendes øjne lyste helt op. Hun strålede. Hun strålede på en helt ny måde end jeg havde set hende gøre før.

Mit hjerte sprang et slag over og jeg rejste mig straks fra sofaen for at gå over til køkkenet. Jeg skænkede en drink op, men jeg kiggede ikke engang ordentligt ned i koppen, men holdt mere øje med hende og alle hendes yndefulde bevægelser.

Husk, hun er ikke din. Hun er ikke din mere! Lød stemme inde i mit hoved, så jeg hurtigt kiggede ned og så at jeg havde spildt på bordet, mens jeg forbandede stemmerne i mit hoved langt væk til langbortistan.

Jeg skulle til at tage koppen med den stærke drink op til min hånd, men så kiggede jeg hurtigt hen på Anastacia, som var gået over til Harry sammen med Marie. Jeg så hvordan hun smilede og så lyste op i et glædeligt grin, så mit hjerte endnu en gang bankede alt for hårdt i brystet på mig. Hun er ikke din. Hun vil aldrig nogensinde blive din!

Jeg hældte hurtigt koppen ud i vasken og gik så, så hurtigt jeg kunne hen til toilettet ude i gangen, hvor jeg straks låste mig inde. Jeg gik over til vasken og tændte straks for hanen for at tage noget vand i mine hænder og så klaske det i mit hoved. Hun er ikke din.

”Tag dig sammen, for helvede!” Bandede jeg af mig selv og kiggede ind i mit spejlbillede. Hvordan kunne sådan et kaos som mig selv, alligevel nogensinde have troet, at jeg kunne ende op med at blive fikset af en som hende. Jeg havde jo altid vidst, at lige meget hvad jeg gjorde, så endte jeg altid med at fucke det hele op til sidst. Jeg kunne aldrig sige eller gøre det rigtige. Jeg holdt altid det hele inde, i stedet for at sige tingene som jeg burde. Jeg ødelagde altid alting. Måske fordi jeg ikke kendte til andet?

Jeg tørrede mit ansigt og gik så hen for at låse døren op, men mærkede så at den blev skubbet op i det at jeg trak i den, så jeg måtte træde lidt tilbage, mens den indtrædende faldt lidt frem.

”Åh undskyld, jeg troede ikke der var optag..” Sagde hun, inden at vores øjne mødte hinanden og mit hjerte stoppede.

”Niall..” Sagde hendes blide stemme, mens alt snørrede sig sammen til en stor klump af følelser og ord inden i mig. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sige noget som helst til hende, hvis min krop holdt sådan inde på det hele?

”Anastacia…” Sagde jeg forsigtigt. Hun kiggede hurtigt ned i jorden, så jeg bed mig flovt i tungen og så mærkede hvordan min krop nærmest blev til bly og jeg fik svært ved at rokke mig nogle som helst steder hen.

”Må jeg komme på toilettet, eller?”

”Åh ja! Ja, selvfølgelig, undskyld, jeg… ja, jeg..” Stammede jeg og forbandede allerede mig selv over at være så patetisk og kujonisk, mens jeg trådte ud, så hun kunne komme ind. Jeg kiggede hurtigt på hende og fik så øje på den lille diamant halskæde, der smukt pyntede om hendes hals. Dog inden jeg kunne nå at spørge ind til den lukkede hun døren, og jeg blev lukket ude fra hende. Jeg sukkede tungt og mærkede så frustrationen, mens at trangen til at lade alle følelsernes indelukken gå ud over noget, der kunne smadres, ramme mig. Dog trak jeg bare vejret tungt ind og gik så bare ind til de andre igen.

Harry og Marie sad ovre i en af sofaerne og snakkede sammen, da jeg satte mig ned sammen med dem. Marie kiggede hurtigt på mig og sendte mig så et kort skævt smil. Jeg bøjede mig bare lidt sammen og kiggede ned i gulvet. Det udløste bare en lav hvisken hos hende og Harry, og jeg prøvede at være ligeglad med, at det var mig de hviskede om.

Der gik et par minutter før at jeg så at Anastacia kom tilbage til køkkenet, hvor hun gik over og begyndte at hælde en drink op til sig selv. Harry og Marie hviskede lidt sammen igen, inden at Harry rejste sig og gik over og tilsluttede sig Anastacia, så jeg hurtigt mærkede at Marie rykkede tættere på mig.

”Hold op med at kigge på hende, som om hun er et billede du køber på auktion til 40 pund.” Sagde hun endnu en gang, da jeg erindrede, at hun havde sagt det til mig før. Jeg sukkede tungt og kiggede så om på hende.

"40 Millioner..." Rettede jeg hende. Hun kiggede hurtigt hen på mig og sendte mig et halv overrasket blik.

”Hun er stoppet hos lægerne nu.” Fortalte Marie kort efter, mens jeg betragtede hvordan Anastacia grinede højt, mens at Harry så du til at google noget, der krævede æblebåde og vodka.

”Så hun er rask?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede om på Marie. Hun smilede skævt.

”Hun er glad.” Sagde hun og kiggede på mig, så jeg kiggede over på Anastacia, som måtte holde sig for munden, mens hun grinede, så mit hjerte sprang et slag over.

”Det er også det vigtigste.” Sagde jeg og betragtede den guddommelige engel foran mig.

”Selv hvis du ikke kan være sammen med hende?” Spurgte Marie hurtigt bag mig, så jeg kiggede om på hende. Var det virkelig rigtigt? Var jeg virkelig nået til det punkt, hvor at jeg satte Anastacias glæde højere end mine egne behov og lyster. Var det virkelig vigtigere for mig, at hun var glad, end at jeg kunne være sammen med hende. Jeg endte med at nikke, så Marie kiggede tænkende på mig.

”Hvorfor siger du det ikke bare til hende?” Spurgte hun, så jeg fnyste opgivende af hende.

”Det kan jeg ikke.” Sagde jeg og kiggede ned i jorden igen.

”Jo, det er nemlig det du godt kan. Niall, vi alle kan jo se, hvordan du lider, så hvorfor siger du det ikke bare til hende?” Spurgte hun. Marie havde altid haft den skruphamrende irriterende evne til at se lige igennem mig og nærmest vide alt hvad jeg tænkte på, en gang i mellem.

”Jeg kan ikke sige det til hende. Jeg prøver, men ordene kludre sig sammen.” Sagde jeg og mærkede den dumme klump af samlede følelser og ord inden i mig, som altid klumpede sig sammen til en stor ubrydelig boble, hver gang jeg bare så Anastacia.

Det var så frustrerende. Hver gang jeg bare så meget som så et glimt af hende, så kludrede det hele sig sammen inden i mig. Alle de følelser og ord jeg så inderligt ønskede at udtrykke over for hende, klumpede sig sammen og jeg kunne ikke finde start eller ende på noget af det. Jeg kunne ikke fortælle hende om alle de små ting ved hende, som jeg værdsatte så højt. Jeg kunne ikke fortælle hende om alle hendes små ting, som gjorde hende til den perfekte skabning hun var i mine øjne. Der var så mange ting jeg virkelig ønskede at sige til hende, så mange ting jeg gerne ville undskylde for, og så mange ting jeg stadig ønskede at forklare hende. Der var så mange ord og følelser jeg så inderligt ønskede at udtrykke for hende og fortælle hende…

Men hver gang at chancen bød sig, så kludrede det hele sig sammen og jeg mistede al kontrol over hvad jeg sagde til hende, og så endte jeg altid med at gøre det hele værre.

”Måske skal du ikke sige det til hende, men finde en anden måde at sige det på?” Sagde Marie, så jeg hurtigt kiggede om på hende. Vi udvekslede et par blikke, inden jeg kiggede over på Anastacia igen og mærkede hvordan mit hjerte stoppede et par korte sekunder, da hun lagde sin hånd over halskæden om hendes hals, og så så hvordan hendes øjne kort kiggede over mod mig, så vores øjne mødtes. Hendes smil svandt hen og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt ved at kigge ind i hendes lyseblå øjne.

Hun var den mest perfekte engel i hele verden.. Og det kunne jeg ikke sige til hende, fordi jeg var sådan et stort skvat som jeg nu var. Men alligevel, så var der hurtigt noget der slog mig. Ligesom Marie havde udtrykket det, så kunne jeg ikke sige alle de her ting jeg brændte inde med til Anastacia, direkte til hende. Men måske var der en anden måde jeg kunne gøre det på.

Måske var der en sidste chance for mig, for at fortælle Anastacia, den første pige der havde stjålet mit hjerte fra mig, hvad hun egentlig betød for mig. Måske var der en måde at komme ud med alle følelserne på.

Inden jeg havde set mig om, rejste jeg mig, tog mine ting og forlod festen.

______________________________________________________________________________________________

Mon Niall finder en måde at fortælle tingene på? Og hvis ja, hvad for en måde tror i så han gør det på? Og hvad tror i det vil have af konsekvenser? <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...