Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
401Kommentarer
101826Visninger
AA

27. New and lost Hope

"I can still hear you say it..."

Fleetwood Mac - The Chain

 

NIALL P.O.V

Lige pludselig var det som om, at alt gav mening igen. Der var kommet et lyspunkt ud af det jeg ellers havde troet var et uendeligt mørke, og endelig trukket mig op til overfladen igen. Det var som om, at jeg endelig kunne se klart. Det hele var blevet klarere for mine øjne igen, og jeg kunne endelig se det, der hele tiden havde været for øjnene af mig. Jeg kunne endelig se og forstå hvad Anastacia hele tiden havde betydet for mig. Nu var hun hos mig igen, og endelig værdsatte jeg det.

Det er vel det der sker, når man indser hvilken værdifuld ting man har mistet. Dog vidste jeg også, at Anastacia ikke bare var en eller anden ting for mig. Hun var meget mere.

Jeg havde endelig forstået, at den dag jeg mødte Anastacia, så havde hun for evigt plantet en del af sig selv i mig. Og jeg vidste også, at jeg nok aldrig nogensinde ville kunne komme af med den del, eller give slip på den. Jeg forbød mig selv, at give slip på den del af hende inden i mig igen. Ikke en gang til.

”Ad for helvede, kan i ikke stoppe lidt med det der!” Udbrød Harry kvalmt, da jeg hev Anastacia over til mig og hun så grinede højt på den der engle-agtige måde som kun hun kunne.

”Slap dog af! Jeg synes det er så sødt!” Komplimenterede Marie dog hurtigt, så Ana blinkede taknemmeligt til hende med hendes smukke blå øjne.

”Se ham dog, han er helt væk.” Klagede Harry endnu mere, så jeg hurtigt kiggede på ham.

”Slap af, makker. Jeg har det fint.” Sagde jeg og vendte mig så mod mit menukort, inden at Ana lænede sig ind mod mig og læste med.

”Jeg synes det er ulækkert!” ”Brækkede” Harry sig igen, så jeg gav ham fingeren og Marie slog ham hårdt på skulderen.

”Du har heller aldrig haft en kæreste, så du ved alligevel ingenting om kærlighed.” Sagde hun.

”Det har du sgu heller ikke, miss hellig engel.” Svarede Harry igen, så Marie kiggede på ham og så rullede med sine øjne af ham.

”Turtelduer.” Sagde jeg hurtigt, så det nu var Harrys tur til at give fingeren til mig.

”Opfør jer pænt!” Rettede Ana hurtigt, så jeg fnyste lidt og så kyssede hende på panden.

”Eww, de kysser.” Brækkede Harry sig igen, så Marie slog ham hårdt på skulderen igen.

”Din kæmpe spade!” Brokkede hun sig, så Ana og jeg ikke længere kunne holde hele det åndssvage scenarie ud og så endte ud med at grine af vores to venner.

Jeg måtte vel indrømme, at jeg lidt havde levet mig ind i en lykkelig bobbel sammen med Anastacia de sidste to ugers tid. Men jeg klagede ikke. For første gang føltes det nærmest som en hel befrielse, at der ikke var nogen skade og ulykker omkring mig, men at jeg bare kunne nyde lykken sammen med hende. Hun var mit lille lykkelige mirakel.

”Kan vi venligst bestille maden nu? Jeg er døende og skide træt og sikker på, at jeg kunne æde en halv ko.” Sagde Marie bedende, så Anastacia kiggede uforstående på hende.

”Hård dag på arbejdet?” Spurgte hun. Vi var taget ud for at spise aftensmad sammen eftersom vi alle havde haft lidt travlt med skole og arbejde (og kærester) det sidste stykke tid, så vi havde faktisk ikke set hinanden længe. Marie havde dog skullet arbejde først, så vi havde hentet hende nede ved blomsterbutikken, for så at tage hen til den sædvanlige diner, for at spise en god middag sammen.

Marie sukkede tungt og nikkede så på hovedet, så Harry kiggede bekymret på hende og så nussede hende forsigtigt på ryggen. Der var tider, hvor jeg ikke forstod deres forhold. Der var en gang, hvor alle troede at de var kærester, men så skete der alt det i december, og jeg kunne sværge, at jeg ville have troet, at Marie aldrig nogensinde ville kunne have tilgivet Harry som hun ellers gjorde. Og dog alligevel sad de her nærmest 4 måneder efter, og havde nærmest lige stordiskuteret, for så derefter at vise stor omsorg for hinanden. Jeg havde enkelte gange snakket om dem med Anastacia, men hun sagde at de bare var venner, og det virkede til, at der på en måde altid var noget i mellem dem, som holdt dem begge tilbage og at det var grund nok til, at de aldrig udviklede sig mere.

”Jeg aner simpelthen ikke, hvorfor at han ikke bare kan snakke med dig, i stedet for mig om alle jeres problemer. Vi ender alligevel bare ud i en stor diskussion, hvor jeg kan mærke, at han er ved at bringe fortiden op igen og så er jeg ved at sprænge, fordi jeg gerne vil snakke med ham om tingene, for at slette fortidens spøgelser. Men så lukker han bare totalt af, og det hele bliver så anstrengende og sygt akavet, fordi han så bare tier stille resten af tiden…” Beklagede hun træt.

”Hvem snakker du om?” Spurgte jeg hurtigt, men Anastacias dybe suk besvarede hurtigt mit spørgsmål.

”Louis?” Spurgte hun sin veninde, som hun konkluderede spørgsmålet, ved at nikke på hovedet. Anastacia prustede tungt ud.

”Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til ham.”

”Ditto.” Sagde Marie opgivende. Harry sukkede tungt.

”Han overreagerer.” Marie kiggede hurtigt om på Harry.

”Harry, tænk over det. Han er også en kæmpe del af alt det her…” Prøvede hun. Harry kløede sig bare i nakken, mens jeg også mærkede akavetheden. Specielt da Ana kiggede på mig med det der blik, der fortalte mig, at hun skulle til at spørge om noget meget seriøst, som jeg sikkert ikke ville syntes om.

”Nej.” Sagde jeg bare hurtigt.

”I bliver nødt til at snakke sammen, Niall. Det var dig, der puttede ham i den situation.” Sagde hun hurtigt, så jeg straks trak vejret tungt ind.

”Jeg gider ikke snakke om det…” Sagde jeg forsigtigt. Af alt i hele verden, så hadede jeg konfrontationer. Specielt fordi at hver gang noget skulle konfronteres i en eller anden form, så dukkede mine indre dæmoner op i mig og jeg hadede det. Jeg hadede de dæmoner og hadede mig selv for at have skabt dem for mig selv i det hele taget.

Anastacia sukkede tungt af mig, så jeg kiggede op på hende og hun så bare kiggede fjernt ned på menukortet. Jeg ønskede at sige noget, men jeg klappede i stedet bare i. Det var som regel den nemmeste løsning, for at komme uden om problemerne.

Efter det fortsatte det bare med at vi alle bestilte det vi skulle og begyndte på dagligdagssnakken igen om alt mellem himmel og jord. Vi fik vores mad efter et kvarter-20 minutter og grinede alle over Maries lettede dybe suk, da hun tog den første bid Spaghetti Carbonara.

Der kom dog et tidspunkt, hvor Anastacia skulle på toilettet og jeg så lod hende komme ud og fulgte med hende der op, for at bestille noget mere at drikke, da vi gerne ville dele en vand. Jeg valgte dog at vente på hende, fordi jeg tænkte at jeg ikke ville ende med at skændes med hende, når vi kom hjem, men så hellere tage den stille og roligt nu. Hun kiggede også overrasket på mig, da hun kom tilbage igen og jeg gik lidt hen mod hende.

”Hvad så?” Spurgte hun forsigtigt. Jeg sukkede lidt.

”Ana, hør lige. Jeg vil…” Dog blev vi straks afbrudt, da døren ind til dineren nærmest blev banket op, så alles opmærksomhed, inklusiv vores røg hen på, hvad der havde forårsaget det høje brag. Dog mærkede jeg straks, hvordan min hals snørrede sig en smule sammen, da Ana hurtigt greb stramt fat og tryghedssøgende om min arm, da stormen brasede lige hen i mod os.

”Leah..” Bekræftede jeg, i det at hun stormede hen mod mig og endte med at svinge sin hånd hårdt mod min kind, så Anastacia gispede højt og Harry og Marie straks løb over mod os.

”Det er din skyld det hele!” Råbte Leah lige i hovedet på mig, mens hun farede frem mod mig, men heldigvis blev hevet tilbage af Harry med det samme.

”Leah, hvad sker der?!” Råbte Marie hurtigt, for at få ord ud af Leah. Hun lignede virkelig ikke sig selv. Hun så nærmest helt hærens ud, med røde øjne, kruset hår, tøj der sad forkert og skævt, hun var lidt snusket og snavset nogle steder. Hun lignede nærmest en hel katastrofe og stik modsat det hun plejede.

”Det er din skyld det hele. Du har ødelagt alt!” Råbte hun og prøvede at fare frem mod mig igen, men Marie hjalp hurtigt Harry med at holde hende tilbage, så der kom mere modstand mod hendes vrede.

”Leah, hvad sker der?” Spurgte Anastacia nervøst, så Leah hurtigt kiggede på hende.

”Hvad der sker? Jeg skal fandeme fortælle dig, hvad der sker! Der sker det, at han er røget ind!” Råbte hun, så jeg straks mærkede, hvordan det slog klik inden i mig. Åh nej.

”Hvem er røget ind? Hvad fabler du om?” Spurgte Harry hurtigt.

”Zayn. Han er på stationen… de har beviser på ham og han ryger i retten på mandag!” Fuck. Hvad fanden skulle jeg gøre nu!

”Hvad?!” Udbrød Anastacia.

”De har endelig fået samlet alle vidnerne. De gav et ansigt på ham, og politiet ankom til huset i weekenden. Selvfølgelig løb vi med det samme, men de fik os trukket op i krog, og nu har de ham… Han ryger ind. Han ryger fucking ind nu!” Hakkede hun, så man kunne se hvordan sorgen sad ordentligt plantet i hende. Specielt da hun kiggede dræbende på mig og råbte:

”På grund af dig!” Anastacia trådte straks frem, men jeg maste hende hurtigt tilbage bag mig.

”Hvis du bare havde holdt dig til fucking planen og ikke begyndt at afvige sådan for at være sammen med den skøge, så…”

”Leah!” Advarede Marie hurtigt, så Leah kiggede rasende om på hende.

”Fatter du det ikke! Min kæreste ryger i fængslet på grund af ham. Han har fucking taget Zayn fra mig!” Tårerne trillede ned af hendes kinder og jeg mærkede, hvordan Anastacias greb om min arm strammedes lidt.

”Leah, please…” Prøvede jeg, så hun vendte sig rasende om mod mig igen.

”Det burde være dig… ikke ham, men dig! Det er din skyld, Niall. Du har gjort alt det her!” Råbte hun og skubbede hurtigt til mig, så Marie skubbede hende tilbage.

”Stop så, Leah! Det er lige så meget Zayns skyld som det er Nialls!” Råbte hun. Anastacia og Harry trak dog hurtigt i Marie og jeg, så vi kiggede på dem og kunne se, at de kiggede rundt i Dineren, fordi alle folk nu kiggede stirrende på os. Jeg vidste allerede, at vi havde trukket os selv for meget opmærksomhed.

”Du ryger ind! Jeg får ham ind, og så ryger du ind, Horan! Det lover jeg dig.” Sagde hun og pegede faretruende på mig, mens hun begyndte at bakke bag ud mod døren igen.

”Det gør du fandme ikke, Leah!” Vrissede Marie hurtigt, mens jeg mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Jo, det kan du fandme lige tro, jeg gør. Du ryger ind, Niall Horan. Om jeg så fandme selv skal sørge for det!” Vrissede Leah som sin afsluttende sætning, inden hun satte i løb ud af dineren, mens mit hjerte begyndte at banke panikslagent og jeg tog mig til hovedet og mærkede, hvordan alt faldt sammen omkring mig igen.

________________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder så mange gange for, at der gik så lang tid med at dette kapitel blev publiceret siden det sidste! Sagen er at jeg er startet i skole igen, og denne gang i 3.g og jeg vil virkelig gerne gøre mig umage i år og få de dårlige karakterer op igen, så Movellas har desværre været sidsteprioritet de sidste dage. Jeg har dog lidt ekstra timer til overs denne uge, og har fået disponeret min tid på en måde, så jeg burde kunne skrive ordentligt igen. Endnu en gang tusinde gange undskyld! xxx

- Men ud over det, hvad siger i så? Hvad tror i der sker nu, og mon Leah gør noget alvorligt ud af sine trusler, og hvordan vil de forhindre dem? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...