Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99635Visninger
AA

12. Missing pieces

"Jeg prøver at skjule det, men jeg elsker dig"

JEEN - Jeg savner dig

 

ANASTACIA P.O.V

Når jeg så Niall, var der noget inden i mig, som rørte på sig. Jeg prøvede at skubbe følelsen af had tilbage på den plads, som den så langsomt blev skubbet væk fra. Sygeplejerske Sam havde selv sagt, at Niall ikke var rar og jeg havde brug for rare ting, for at blive glad igen. Jeg kunne ikke tillade Niall at manipulere med mig mere, som jeg havde tilladt ham før. Den tid var ovre, og det var på tide at jeg handlede ud fra mine egne handlinger og behov og ønsker, og ikke lod dem alle styre af den høje fyr, med det lyse hår og fortryllende blå øjne.

Og dog. Alligevel så var der noget inden i mig, som skubbede til den følelse af had og foragt, som havde plantet sig så godt fast i mig, mod ham, den aften. Noget havde rørt sig inden i mig, da jeg så Nialls rasende øjne over Zayns bekendelser, og hvordan han efter det havde smidt alle hæmninger og mistet kontrollen.

Jeg ønskede ikke, at jeg skulle være grunden til at Nialls mistede sin fatning og sin elskede kontrol. Der var en gang, hvor mit højeste ønske var, at han endelig kunne slippe kontrollen over sine følelser og bare vise mig hvad han reelt følte for mig. Men sådan var det ikke mere. Jeg ønskede ikke, at være kilden til alt hans kaos. Eller at være kilden til at lade hans kaos blande sig med mit.

Niall var et kaos, og det havde taget mig for lang tid at indse, at hans kaos langsomt spredte sig og fordoblede den smule kaos, der allerede fandtes inden i mig selv. Det ville jeg ikke lade ham gøre længere. Jeg ønskede ikke længere, at have noget med ham at gøre. Jeg havde alligevel fra starten af, vidst at hvis jeg nogensinde skulle slippe levende væk fra Niall, så var jeg nødt til at holde mig væk.

Og dog. Den aften henne i huset, hvor jeg havde set smerten i Nialls øjne, var der noget, der havde erstattet hadet inden i mig. Jeg havde efterhånden kommet mig over min smerte, men jeg kunne alligevel godt mærke den en smule en gang i mellem, når fortiden kom for tæt på. Men den aften, hvor jeg for første gang kiggede ordentligt ind i Nialls øjne og endelig så bag hans høje mur, der skjulte for hans hvirvar af følelser, så forstod jeg. Jeg var ikke den eneste, der led. Jeg havde hele tiden troet, at det hele bare have været et spil for ham, som han aldrig ville lade sin hemmelige følelser blive en del af, men efter den aften, vidste jeg, at jeg havde taget fejl. Jeg kunne ikke tyde, hvornår det var sket, eller hvorfor det var sket… Men det var sket. Den aften, da jeg kiggede ind i Nialls øjne og så smerten, vidste jeg at han på et eller andet tidspunkt, havde ladet sin mur falde og ladet sine følelser tage over. En så følelsesmæssig beskyttet fyr som Niall Horan ville aldrig have ladet hadet tage så grueligt over i en så kontrolleret situation, hvis det ikke omhandlede noget specielt for ham. Niall Horan havde den aften i en kort stund vist mig, at jeg ikke var den eneste der led.

Det var i hvert fald det jeg prøvede at bilde mig selv ind.

Derfor var jeg så splittet, da jeg sad med min telefon i hånden og havde indtastet det nummer, som jeg egentlig troede at jeg havde glemt, men nærmest kunne huske bedre end noget andet oppe i modtagerens felt, mens beskeden stadig var tom.

Jeg vidste ikke om det jeg skulle til at gøre, eller håbede på at gøre, måske ønskede at gøre, bare ville være at tage et skridt frem, men så gå 100 skridt tilbage, eller om det ville være at gå 100 skridt tilbage, men så gå 1000 frem.

Nogle gange ønskede jeg virkelig, at jeg ikke tænkte så meget over tingene.

”Hey, smukke!” Lød en velkendt stemme hurtigt bag mig, så jeg vendte mig halvt om, og smilede velkommende til Marie, som kom gående hen til mig med sin madbakke og satte sig over for mig ved vores sædvanlige bord i kantinen.

”Hvad så, hvorfor hænger du sådan med mulen?” Spurgte hun, da hun satte sig ned og tog sin budding op fra sin bakke og rakte over til mig. Jeg havde min egen i forvejen, men som Marie nu er, og fordi hun havde fulgt med i mit forløb på hospitalet, og kendte til lægernes advarsler om mit helbred, samt at jeg ikke kunne sige noget til hende, så var det nu aftalt, at jeg fik hendes dessert hver anden dag i skolen. I dag var der budding, som egentlig var det Marie elskede mest, når der var lidt sødt med i dagens menu, men fordi hun var Marie, og Marie var mit livs engel, så gav hun den til mig uden nogle former for beklagelser.

Efter jeg havde forladt hospitalet havde jeg også taget 4 kilo på. Da jeg fortalte Marie det, havde jeg nærmest grinet lidt af hende, da jeg kunne se, at hun nærmest blev helt rørt af det.

”Ikke for noget.” Sagde jeg hurtigt og vendte tilbage til samtalen og lagde hurtigt min mobil fra mig.

”Hvem skrev du til?” Spurgte hun hurtigt, med sine irriterende synske evner til at gennemskue alt, hvad jeg nærmest foretog mig.

”Ikke nogen.” Sagde jeg og vendte hurtigt min mobil om, med skærmen ned ad. Dog vigede Marie bare hurtigt med sit ene øjenbryn, inden hun i en hurtigt bevægelse lænede sig over og tog min mobil i sin hånd hurtigere end jeg kunne tage den tilbage.

”Marie!” Udbrød jeg nervøst, da hun som den irriterende og igen totalt synske bedste veninde, låste min mobil op uden at tænke, så den gik ind på den uafsluttede handling jeg var i gang med. Hun kiggede straks op på mig.

”Hvad ville du skrive?” Spurgte hun forsigtigt. Jeg sukkede tungt.

”Ikke noget… Det var bare en dum ide..” Indrømmede jeg. Hun sukkede ligesom mig.

”Hvis du vil skrive til ham, så skriv til ham. Jeg synes bare ikke..”

”Det ved jeg godt.” Afbrød jeg hende, så det var min tur til at være synsk, da jeg godt vidste, hvad hun ville sige. Hun kiggede tænkende på mig.

”Hvad tænker du om det der skete i fredags?” Spurgte hun og kiggede overvejende på mig. Jeg tænkte lidt, men endte så med at trække på skuldrene.

”Du kommer aldrig nogen vejne, hvis du bliver ved med det der, Anastacia.” Sagde hun hurtigt, så jeg kiggede op på hende.

”Det er måske hårdt, men måske trænger i til at snakke sammen. Og ikke, hvor i ender med at råbe og skrige af hinanden.” Sagde hun, så den der mærkelige følelse bulrede inden i mig igen.

”Men så igen, det er dig og Niall vi taler om. I ender altid med at råbe og skrige af hinanden.” Sagde hun med et forsigtigt grin til sidst. Jeg grinede også, men jeg følte på en måde, at det var et ærgerligt og lidt halv påtvunget grin, fordi hendes udtalelse faktisk sårede mig en smule. Jeg svarede hende ikke.

”Jeg kan ikke lade vær med at se jer lidt som Ying og Yang.” Sagde hun lidt efter, så jeg kiggede op på hende igen og kiggede mig lidt halv alvorligt i øjnene.

”Du er den hvide og rene, mens han er den sorte og mørke, men alligevel, så har han en lille snært af det det hvide og rene i sig, ligesom du har en snært af det sorte og mørke. Han har en del af dig, ligesom du har en del af ham.” Jeg rettede mig i ryggen så jeg sad rankt, mens hendes ord gentog sig inden i mig.

”Et eller andet sted, tror jeg i ender med at snakke med hinanden igen. Om i så bliver kærester eller om det hele bare bliver lige så kaotisk som før, ved jeg ikke. Men jeg tror i kommer til at tale igen… men selv hvis i ikke gør, så vil i ikke kunne glemme hinanden.” Jeg kiggede forstående på hende.

”I var specielle for hinanden, det vidste vi alle. Derfor tror jeg også, at selv hvis i ikke kommer til at snakke sammen igen, så vil i altid have hinanden i jeres baghoveder. I har begge haft en kæmpe indflydelse på hinanden, og det tror jeg ikke, nogen af jer kan løbe uden om, eller forhindre.” Sagde hun, så jeg inderst forstod helt fuldt og holdent hvad hun gerne ville nå frem til.

”Anastacia, var jeg dig, så holdt jeg mig langt væk fra ham og så aldrig noget til ham igen… Men jeg er ikke dig, for du er anderledes end mig. Derfor ved jeg også, at selv om det ville være værst for mig, at se ham igen, hvis jeg havde din situation, så ville det være det bedste for dig.” Jeg kiggede hurtigt overrasket op på hende.

”Hvad…”

”Jeg mener det, Anastacia. Lægerne kan sige lige hvad de vil, og du kan snakke med så mange psykologer og psykiatere om det hele, som alle kan hjælpe dig med at tage toppen af problemerne, men ingen af dem vil nogensinde kunne nå ind til kernen af det hele..”

”Men hvem kan så?” Spurgte jeg lidt nervøst og en smule bekymret for hendes endelige svar.

”Jeg tror, at de eneste som vil kunne ophøre alle jeres problemer er hinanden.” Sagde hun, så jeg godt vidste at alle brikkerne faldt på plads, og jeg selv godt vidste hvad jeg skulle gøre, efter hendes udtalelse. Jeg var bare stadig meget splittet.

”Jeg tror du har brug for at tale med ham, Anastacia. Sådan rigtigt, hvor der er mulighed for at det bare er ham. Måske kan det også redde ham.” Sagde hun, så jeg holdt vejret ind et par sekunder, inden jeg kiggede op på hende igen.

”Har du snakket med ham her for nylig?” Spurgte jeg og håbede på, at hendes synske evner forstod hvad jeg mente og hvem jeg hentydede til. Hun kiggede hurtigt ned i bordet.

”Han ringede her den ene dag, og for første gang tillod jeg mig selv, at tage den og ikke bare lade ham gå på telefonsvareren endnu en gang.” Indrømmede hun, så jeg nærmest kiggede helt forbløffet på hende.

”Hvordan har han det?” Spurgte jeg.

”Harry?” Spurgte Marie, så jeg nikkede.

”Vel lige så dårligt som alles os andre. Vi snakkede ikke så længe, han sagde bare undskyld, og så spurgte jeg hvordan det gik med ham. Han er stoppet med at drikke og kommer nok i skole igen i næste uge, fordi bestyrelsen havde ringet til hans mor. Han har åbenbart løjet om at være i skole, og nu vil skolen snart smide ham ud, hvis han ikke dukker op.” Fortalte hun og stikkede til sin mad.

”Hvordan går det ellers med ham?” Spurgte jeg forsigtigt, så hun kiggede op på mig.

”Han er ensom… Og han vil gerne have, at vi finder sammen igen.. Men jeg tror bare, at jeg skal have lidt tid.” Sagde hun, så jeg fik helt ondt i hjertet over hendes situation. Hele det her store kaos havde skabt så meget smerte, ikke kun for mig selv, men også for mange andre. Flere end jeg faktisk først havde regnet med, måtte jeg indrømme.

”Han talte om Niall.” Sagde hun, så jeg kiggede op på hende, og mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over ved lyden af hans navn.

”Hvad sagde han?” Spurgte jeg forsigtigt og frygtede svaret.

”Harry har ikke set ham siden… den aften. Nogle siger, at han bare løb og ikke kom tilbage. Harry mener dog, at han nok er der hjemme hos Lilly, men andre siger også, at han vist efterhånden er så fraværende fra alting, at det ikke engang er sikkert, at han er hjemme hos Lilly.”

”Hvor er hun så?” Spurgte jeg hurtigt og mærkede angsten for, hvad der mon så blev af Nialls lille 4-årige søster.

”Hun har nogen gange boet hos den der babysitter i et par dage, når Niall har lavet noget i længere perioder med os. Det er i hvert fald det vi håber på, er det der sker.” Sagde hun, så jeg hurtigt gemte mit hoved opgivende i mine hænder og ønskede for guds skyld at det hele snart ville stoppe og kaoset omkring os ville få en ende, så det ikke sårede flere mennesker.

”Jeg hader det her.” Sagde jeg efter et stykke tid.

”Hvordan vi regerer på tragedier definerer meget hvem vi er.” Sagde Marie hurtigt, så jeg trak mine hænder væk og så kiggede på hende. Hendes udtalelse var noget af det, der havde givet mest mening det sidste stykke tid. Vi var alle påvirket af det her store rod og hver af os, var endt ud på hver vores kaotiske og problematiske måde. Selv dem af os, som jeg hele tiden havde troet havde været totalt uberørt af det hele.

Mit hjerte gjorde ondt og jeg følte mig mere splittet end før.

Dog før at Marie og jeg kunne tale videre, ringede skoleklokken ind til time igen, og vi måtte stoppede snakken og rejse os for at komme videre i dagens program. Marie krammede mig hurtigt farvel og forsikrede mig om, at det hele nok snart skulle ordne sig, selvom jeg troede mere på det komplet modsatte. Jeg gik bare i et stille og roligt tempo ned mod der, hvor jeg skulle have time, da jeg huskede på mobilen i min lomme. Jeg kiggede længe på skærmen og den uskrevne besked, som stadig viste sig på min skærm. Jeg trak vejret tungt ind, da jeg trykkede på send og bare sendte beskeden tom og så gik ud fra besked-funktionen og slukkede min mobil helt og lagde den ned i bunden af min taske.

Jeg havde været ret træt, da jeg kom hjem fra skole den dag. Det hjalp heller ikke meget, at jeg nærmest havde fået halvanden times lektier for i spansk. Dog havde min mor været lidt elskværdig og kommet op med et fad med mad til mig, da det blev aftensmadtid, fordi hun vidste jeg ikke havde tid til at holde pause. Dog havde jeg alligevel lige holdt fem minutters pause fra lektierne, da lægerne havde anbefalet at jeg gjorde mad til en god ting, som jeg tog mig tid til, for at vænne mig til det.

Da jeg dog havde taget mine første bidder mindede jeg mig selv om den slukkede mobil nede i min taske, så jeg hurtigt fiskede den frem og tændte for den. Jeg lagde den ved siden af mig og spiste ellers min mad stille og roligt, mens jeg lod den tænde for sig selv i sit eget langsomme tempo. Dog da den så småt begyndte at starte op, lagde jeg hurtigt mærke til de mange vibrationer, som kom fra den, samt alle de beskeder om missede opkald, som bimlede ind. Jeg lagde hurtigt min gaffel fra mig, og tog mobilen i hånden, for at se, hvad der skete med den, da mine øjne spærrede sig chokerede op.

Jeg tog hurtigt mobilen op til mit øre, for at lytte til den sidste besked på telefonsvareren, som var blevet lagt til mig, mens at mit hjerte hamrede for fuldt drøn i mit bryst:

"Øhm… Det er mig… Jeg ved at det her er omkring den 14. besked jeg lægger hos dig, og at der sikkert kommer mange flere… Men please, Ana… Ring til mig. Jeg beder dig.”

Niall.

______________________________________________________________________________________________

jA, jeg brugte en MGP-sang som kapitel sang, men den er cute og den passer til kapitlets mood!

Hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...