Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117099Visninger
AA

12. Missing pieces

"Jeg prøver at skjule det, men jeg elsker dig"

JEEN - Jeg savner dig

 

ANASTACIA P.O.V

Når jeg så Niall, var der noget inden i mig, som rørte på sig. Jeg prøvede at skubbe følelsen af had tilbage på den plads, som den blev skubbet væk fra. Sygeplejersken Sam havde selv sagt, at Niall ikke var rar, og jeg havde brug for rare ting, for at blive glad igen. Jeg kunne ikke tillade Niall at manipulere med mig mere. Den tid var ovre, og det var på tide jeg handlede ud fra mine egne behov og ønsker, og ikke lod dem styre af den høje fyr, med det lyse hår og fortryllende blå øjne.

Alligevel var der noget inden i mig, som skubbede til den følelse af had og foragt, som havde plantet sig fast i mig, mod ham, den aften. Noget havde rørt sig, da jeg så Nialls rasende øjne over Zayns bekendelser, og hvordan han efter det havde mistet kontrollen.

Jeg ønskede ikke, at være grunden til Niall mistede sin elskede kontrol. Der var en gang, hvor mit højeste ønske var, at han endelig kunne slippe kontrollen og vise mig hvad han reelt følte for mig. Sådan var det ikke mere. Jeg ønskede ikke, at være kilden til alt hans kaos. Eller lade hans kaos blande sig med mit.

Niall var et kaos, og det havde taget mig for lang tid at indse, at hans kaos fordoblede det kaos, der allerede fandtes inden i mig selv. Det ville jeg ikke lade ham gøre længere. Jeg ønskede ikke, at have noget med ham at gøre mere. Jeg havde alligevel fra starten af, vidst at hvis jeg nogensinde skulle slippe levende væk fra ham, så var jeg nødt til at holde mig væk.

Og dog. Den aften i huset, hvor jeg havde set smerten i hans øjne, var der noget, der havde erstattet hadet i mig. Jeg havde efterhånden kommet mig over min smerte, men jeg kunne alligevel mærke den en gang i mellem, når fortiden kom for tæt på. Den aften, hvor jeg for første gang kiggede ind i Nialls øjne og endelig så bag den høje mur, der skjulte hans virvar af følelser, så forstod jeg. Jeg var ikke den eneste, der led. Jeg havde hele tiden troet, at det hele havde været et spil for ham, som han aldrig ville lade sine elskværdige følelser blive en del af.  Efter den aften, vidste jeg, at jeg havde taget fejl. Jeg kunne ikke tyde, hvornår det var sket, eller hvorfor… Men det var sket. Den aften, da jeg kiggede ind i Nialls øjne og så smerten, vidste jeg at han havde ladet sine følelser tage over. En så følelsesmæssig beskyttet fyr som Niall Horan ville aldrig have ladet hadet tage så grueligt over i en så kontrolleret situation, hvis det ikke omhandlede noget specielt. Niall Horan havde den aften i en kort stund vist mig, at jeg ikke var den eneste der led.

Det var i hvert fald det jeg prøvede at bilde mig selv ind.

Derfor var jeg så splittet, da jeg sad med min telefon i hånden og havde indtastet det nummer, som jeg egentlig troede jeg havde glemt, men nærmest kunne huske bedre end noget andet, mens beskeden stadig var tom.

Jeg vidste ikke om det jeg skulle til at gøre, eller måske ønskede at gøre, ville være at tage et skridt frem, men så gå 100 skridt tilbage, eller om det ville være at gå 100 skridt tilbage, men så gå 1000 frem.

Nogle gange ønskede jeg virkelig ikke at tænkte så meget over tingene.

”Hey, smukke!” Lød en velkendt stemme bag mig, så jeg vendte mig halvt om, og smilede velkommende til Marie. Hun kom gående over til mig med sin madbakke og satte sig over for mig ved vores sædvanlige bord.

”Hvorfor hænger du sådan med mulen?” Spurgte hun, da hun satte sig ned og tog sin budding op fra sin bakke og rakte over til mig. Jeg havde min egen i forvejen, men som Marie nu var, og fordi hun havde fulgt grundigt med i mit forløb på hospitalet, og kendte til lægernes advarsler om mit helbred, (samt at jeg ingen ret havde til at sige hende imod), så var det nu aftalt, at jeg fik hendes dessert hver anden dag. I dag var der budding, som egentlig var det Marie elskede mest, men fordi hun var Marie, og Marie var mit livs engel, så gav hun den til mig uden beklagelser.

Efter jeg havde forladt hospitalet havde jeg taget 4 kilo på. Da jeg fortalte Marie det, havde jeg nærmest grinet lidt af hende, da jeg kunne se, at hun nærmest blev helt rørt af det.

”Ikke for noget.” Sagde jeg hurtigt og vendte tilbage til samtalen og lagde hurtigt min mobil fra mig.

”Hvem skrev du til?” Spurgte hun hurtigt, med sine irriterende synske evner til at gennemskue alt, hvad jeg nærmest foretog mig.

”Ikke nogen.” Sagde jeg og vendte min mobil med skærmen ned ad. Dog vigede Marie hurtigt med sit ene øjenbryn, inden hun i en hurtig bevægelse lænede sig over og tog min mobil i sin hånd, hurtigere end jeg kunne tage den tilbage.

”Marie!” Udbrød jeg nervøst, da hun som den irriterende og igen totalt synske bedste veninde, låste min mobil op uden at tænke, så den gik ind på den uafsluttede handling jeg var i gang med. Hun kiggede straks op på mig.

”Hvad ville du skrive?” Spurgte hun. Jeg sukkede tungt.

”Ikke noget… Det var bare en dum ide..” Indrømmede jeg. Hun sukkede ad mig.

”Hvis du vil skrive til ham, så skriv til ham. Jeg synes bare ikke..”

”Det ved jeg.” Afbrød jeg hende, så det var min tur til at være synsk. Hun kiggede grublende på mig.

”Hvad tænker du om det i fredags?” Spurgte hun og kiggede overvejende på mig. Jeg endte med at trække på skuldrene.

”Du kommer aldrig nogen vegne, hvis du bliver ved med det der, Anastacia.” Sagde hun hurtigt, så jeg kiggede op på hende.

”Det er måske hårdt, men i trænger til at snakke sammen. Og ikke, hvor i ender med at råbe og skrige af hinanden.” Sagde hun, så den der mærkelige følelse bulrede op i mig igen.

”Men så igen, det er Niall vi taler om. I ender altid med at råbe og skrige af hinanden.” Sagde hun med et forsigtigt grin. Jeg grinede også, men jeg følte på en måde, at det var et ærgerligt og lidt halv påtvunget grin, fordi hendes udtalelse faktisk sårede mig en smule. Jeg svarede hende ikke.

”Jeg kan ikke lade vær med at se jer lidt som Ying og Yang.” Sagde hun lidt efter, så jeg kiggede op på hende igen og kiggede mig lidt halv alvorligt i øjnene.

”Du er den hvide og rene, mens han er den sorte og mørke, men alligevel, så har han en lille snært af det det hvide og rene i sig, ligesom du har en snært af det sorte og mørke. Han har en del af dig, ligesom du har en del af ham.” Jeg rettede mig i ryggen så jeg sad rankt, mens hendes ord gentog sig inden i mig.

”Et eller andet sted, tror jeg i ender med at snakke med hinanden igen. Om i så bliver kærester eller om det hele bare bliver lige så kaotisk som før, ved jeg ikke. Men jeg tror i kommer til at tale igen… men selv hvis i ikke gør, så vil i ikke kunne glemme hinanden.” Jeg kiggede forstående på hende.

”I var specielle for hinanden, det vidste vi alle. Derfor tror jeg også, at selv hvis i ikke kommer til at snakke sammen igen, så vil i altid have hinanden i jeres baghoveder. I har begge haft en kæmpe indflydelse på hinanden, og det tror jeg ikke, nogen af jer kan løbe uden om.” Sagde hun, så jeg inderst forstod helt fuldt og holdent hvad hun ville nå frem til.

”Anastacia, var jeg dig, så holdt jeg mig langt væk fra ham og så aldrig noget til ham igen… Men jeg er ikke dig. Derfor ved jeg også, at selv om det ville være værst for mig, at se ham igen, så er det det bedste for dig.” Jeg kiggede hurtigt op på hende.

”Hvad…”

”Anastacia, lægerne kan sige lige hvad de vil, og du kan snakke med så mange psykologer og psykiatere om det hele, som alle kan hjælpe dig med at tage toppen af problemerne, men ingen af dem vil nogensinde kunne nå ind til kernen af det hele..”

”Men hvem kan så?” Spurgte jeg og kiggede så ventende op på hende.

”Jeg tror, de eneste som vil kunne ophøre alle jeres problemer er jer selv.” Sagde hun, så alle brikkerne faldt på plads, og jeg selv vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg var bare stadig splittet.

”Jeg tror du har brug for at tale med ham, Anastacia. Sådan rigtigt. Hvor der er mulighed for at det kun er ham og dig. Måske kan det også redde ham?” Sagde hun, så jeg holdt vejret ind et par sekunder, inden jeg kiggede op på hende. Mine tanker gik straks i gang med at gruble videre, men jeg nægtede at lade dem skubbe mig ud af kurs.

”Har du snakket med ham for nylig?” Spurgte jeg hurtigt og håbede, at hendes synske evner forstod hvad jeg mente og hvem jeg hentydede til. Hun kiggede hurtigt væk.

”Han ringede her den ene dag, og for første gang tillod jeg mig selv, at tage den og ikke bare lade ham gå på telefonsvareren.” Indrømmede hun, så jeg kiggede helt forbløffet på hende.

”Hvordan har han det?” Spurgte jeg.

”Harry?” Jeg nikkede.

”Vel lige så dårligt som alles os andre. Vi snakkede ikke længe, han sagde bare undskyld, og så spurgte jeg hvordan det gik med ham. Han er stoppet med at drikke og kommer nok i skole i næste uge, fordi bestyrelsen har ringet til hans mor. Han har åbenbart løjet om at være i skole, og nu vil skolen snart smide ham ud, hvis han ikke dukker op.” Fortalte hun og stak til sin mad.

”Hvordan går det ellers med ham?” Spurgte jeg, så hun kiggede op på mig.

”Han er ensom… Og han vil gerne have, at vi finder sammen igen.. Men jeg tror bare, at jeg skal have lidt tid.” Sagde hun, så jeg fik helt ondt i hjertet over hendes situation. Hele det her store kaos havde skabt så meget smerte, ikke kun for mig selv, men også for mange andre. Flere end jeg først havde troet.

”Han talte om Niall.” Sagde hun, så mit hjerte sprang et slag over ved lyden af hans navn sagt højt.

”Hvad sagde han?” Spurgte jeg og frygtede allerede svaret.

”Han har ikke set ham siden… den aften. Nogle siger, at han løb og ikke kom tilbage. Harry mener dog, at han nok er hjemme hos Lilly, men andre siger også, at han vist efterhånden er så fraværende fra alting, at det ikke engang er sikkert, at han er hjemme hos hende.”

”Hvor er hun så?” Spurgte jeg hurtigt og mærkede angsten for, hvad der mon egentlig var sket med Nialls 4-årige søster.

”Hun har nogen gange boet hos den der babysitter i et par dage, når Niall har lavet noget i længere perioder med os. Det er i hvert fald det vi håber på, er det der sker.” Sagde hun, så jeg gemte mit hoved opgivende i mine hænder og ønskede for guds skyld at det hele snart ville stoppe og kaosset omkring os ville få en ende.

”Jeg hader det her.” Sagde jeg.

”Hvordan vi regerer på tragedier definerer meget hvem vi er.” Sagde Marie hurtigt, så jeg kiggede op på hende. Hendes udtalelse var noget af det, der havde givet mest mening det sidste stykke tid. Vi var alle påvirket af det her store rod og hver af os, var endt ud på hver vores kaotiske og problematiske måde. Selv dem af os, som jeg hele tiden havde troet havde været totalt uberørt af det hele.

Mit hjerte gjorde ondt og jeg følte mig mere splittet end før.

Før Marie og jeg kunne tale videre, ringede skoleklokken til time, og vi måtte rejse os for at komme videre i dagens program. Marie krammede mig farvel og forsikrede mig om, at det hele snart skulle ordne sig, selvom jeg troede mere på det komplet modsatte. Jeg gik i et stille og roligt tempo ned mod, hvor jeg skulle have time, da jeg huskede på mobilen i min lomme. Jeg kiggede længe på skærmen og den uskrevne besked, som stadig viste sig på skærmen. Jeg trak vejret tungt ind, da jeg trykkede send og bare sendte beskeden tom og så gik ud fra besked-funktionen og slukkede min mobil helt.

Jeg var virkelig træt, da jeg kom hjem fra skole den dag. Det hjalp heller ikke meget, at jeg nærmest havde fået halvanden times lektier for i Engelsk. Dog havde min mor været elskværdig og kommet op med et fad med mad til mig, da det blev aftensmadtid, fordi hun vidste jeg ikke havde tid til pause. Dog havde jeg alligevel lige holdt fem minutters pause fra lektierne, da lægerne havde anbefalet at jeg gjorde mad til en ting, jeg tog mig tid til, for at vænne mig til det.

Da jeg havde taget mine første bidder mindede jeg mig selv om den slukkede mobil, så jeg hurtigt fiskede den frem fra min taske og tændte for den. Jeg lagde den ved siden af mig og spiste min mad videre, mens jeg lod den tænde for sig selv i sit eget langsomme tempo. Da den så småt begyndte at starte op, lagde jeg hurtigt mærke til de mange vibrationer, som kom fra den, samt alle de beskeder om missede opkald, som bimlede ind. Jeg lagde min gaffel fra mig, og tog mobilen op i hånden, så mine øjne spærrede sig chokerede op.

Jeg tog hurtigt mobilen op til mit øre, for at lytte til den sidste besked på telefonsvareren, som var blevet lagt til mig, mens mit hjerte hamrede for fuldt drøn:

"Det er mig… Jeg ved at det her er omkring den 14. besked jeg lægger hos dig, og at der sikkert kommer mange flere… Men please, Ana… Ring til mig. Jeg beder dig.”

Niall. 

 

______________________________________________________________________________________________

jA, jeg brugte en MGP-sang som kapitel sang, men den er cute og den passer til kapitlets mood!

Hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...