Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99847Visninger
AA

30. Making up for the past

"I can't escape it now. Unless you show me how"

Imagine Dragons - Demons

 

Vi satte os direkte ind i bilen og jeg havde det stadig mærkeligt over alt det, der lige var sket inde i retten. Det hjalp dog ikke særligt meget, at Niall ikke havde sagt mere end det lige foran rådhuset. Han havde ikke sagt et ord lige siden og jeg frygtede allerede at der var et eller andet på færde. Specielt ud fra den meget hårde og stramme måde han holdt om bilrattet på. Jeg kiggede forsigtigt over på ham, men han kiggede ikke tilbage på mig, som han altid plejede, når jeg kiggede på ham og det så ud som om at han altid kunne fornemme, hvornår jeg gjord det. Han holdt bare sit blikket rettet lige ud mod vejen, mens vi kørte tilbage mod York. Vi skulle hen til fælleshuset i York, hvor vi skulle mødes med Marie og Harry, eftersom at Harry meget gerne ville snakke med os alle sammen.

Vi ankom til huset efter omkring et lille kvarters tid og Niall trådte hurtigt ud af døren, så jeg gik efter ham og ind i huset, hvor Marie og Harry allerede var. Marie sad inde i køkkenet oppe på en af køkkendiskene, mens Harry lignede en der grublede over den sværeste gåde om livets eksistens.

”Hvad sker der her?” Spurgte jeg forsigtigt, da Niall og jeg kom ind til dem. Harry kiggede hurtigt rasende op på os.

”Ja, hvad sker der ikke?” Spurgte han vrissende, så jeg kiggede overrasket på ham.

”Harry, rolig nu..” Prøvede Marie hurtigt, men så sprang Harry nærmest som en katastrofal bombe.

”Hvad fanden havde du tænkt dig, Niall? Jeg forstår at Zayn skal straffes, men har du overhovedet tænkt over, hvad fanden du egentlig sagde der inde?!” Vrissede han nærmest helt rasende.

”Harry, hør nu…”

”Nej, Niall! Nu må du sgu forstå det. Bare det at du åbnede munden kan ende med at rykke rundt på det hele. Dommeren kan ende med at trække dig ind i retten, når de analysere hvad fanden det var du sagde der inde. Du udgav jo nærmest dig selv der inde.” Sagde han helt ude af den. Marie sukkede tungt og hoppede ned fra køkkendisken og gik over til Harry.

”Niall er klog, han ved, hvad han gør.” Prøvede hun at forsikre Harry stille og roligt om. Harry rystede dog bare dybt på hovedet.

”Leah kommer til at slå os alle sammen ihjel…”

”Hvorfor?” Spurgte jeg hurtigt. Niall kiggede hurtigt hen på mig.

”Hun vidste det ikke… det er derfor hun flippede sådan ud på Zayn.” Sagde han hurtigt, så det hele slog klik og faldt på plads inde i mit hoved. Fuck.

”Vidste hun overhovedet noget som helst?” Spurgte Niall med et fnys. Marie kiggede hurtigt over på ham.

”Hun elskede ham, Niall.” Sagde hun hårdt. Harry kiggede fnisende på hende.

”Elske? Det er ikke en mulig følelse for Leah Richmund.” Sagde han. Marie rystede dog hurtigt på hovedet.

”Det synes i måske ikke… men jeg tror vitterligt noget andet. Jeg tror faktisk hun elskede Zayn, trods hans fejl.”

”Mange utallige fejl.” Indskød Niall, så Marie kiggede opgivende på ham.

”Zayn var ikke en fejlfri person, det ved vi alle. Men trods det, så elskede hun ham. Det ved jeg… Har i måske nogensinde set hende være sammen med andre i den tid hun har været sammen med Zayn? Nej… Leah er måske… ja, Leah. Men hun er tro. Og jeg tror, at når hun først er helt tro mod en, så elsker hun dig. Og Leah Richmund elsker Zayn Malik, lige meget hvad.” Fortalte Marie, så jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte faktisk gjorde helt ondt på hendes vegne, efter at Marie havde sat ord på det hele.

”Det er bare syndt, at Zayn Malik så ikke elskede hende…” Sagde jeg hurtigt, så de alle kiggede hen på mig og Marie så nikkede småt. Jeg kiggede hurtigt op og så at Niall kiggede på mig med et underligt blik i hans øjne, så jeg holdt vores øjenkontakt og så at blikket slet ikke ændrede sig, som om at han prøvede at finde ud af et eller andet ved mig.

”Er du okay?” Spurgte jeg forsigtigt. Han rømmede sig kort og afbrød så øjenkontakten og rystede lidt på sit hoved.

”Kan jeg ikke lige låne din mobil. Jeg skal lige ringe til nogen og min mobil er død.” Sagde han. Jeg nikkede en smule uforstående og trak så min mobil op af min taske og rakte ham den. Han tog den hurtigt i hånden og gik så ud af køkkenet og uden for, så vi nok ikke skulle høre samtalen. Jeg ville frygtelig gerne følge efter ham, for at stille min nysgerrighed og se hvem han skulle ringe til og så lige fra min mobil af. Dog holdt jeg mig tilbage. Det hele virkede stadig underligt og ukomfortabelt efter episoden inde ved retten, så jeg blev tilbage sammen med Harry og Marie, for at vente på at Niall kom tilbage.

Dog kom han tilbage hurtige 2 minutter efter og gav mig mobilen tilbage, som jeg bare puttede ned i min taske, inden han trak mig ind til sig og kyssede mig i håret igen.

”Hvem ringede du til?” Spurgte jeg forsigtigt. Han sukkede lidt.

”Bare vent og se, okay?” Sagde han forsigtigt tilbage. Jeg nikkede selv om jeg ville ønske, at han havde sagt det, men det var også kun fordi jeg var så fandens nysgerrig, som en lille hvalp.

”Hvad har du nu gjort, Horan?” Spurgte Marie og kiggede på ham allerede med dyb opgivelse i øjnene. Niall sukkede dog bare tungt og kiggede så tilbage på mig med en meget stor ærlighed i øjnene.

”Jeg ryder ud i problemerne.” Sagde han, så jeg rynkede mine bryn forvirret sammen og kun lige nåede at åbne min mund for at spørge ham igen om hvad han mente, da det bankede på henne ved døren. Vi kiggede alle spørgende på Niall, inden at Marie hoppede ned fra bordet og gik ud i entreen for at åbne døren. Personerne hun kom tilbage med, havde jeg dog aldrig nogensinde regnet med, ville komme her hen igen.

”What the…” Sagde Harry forsigtigt, da vores alles øjne landede på Liam og Louis.

”Hvad laver i her?!” Udbrød jeg dybt forvirret, så Louis kiggede fra mig og hen på Niall.

”Spørg ham der.” Sagde Louis og hentydede til Niall, så jeg kiggede forvirret op på ham.

”Jeg synes vi skal snakke… alle sammen.” Sagde han og kiggede så rundt på os alle.

”Hvorfor?” Spurgte Louis hurtigt.

”Fordi vi er nødt til det.” Sagde Niall igen. Louis trådte dog straks tilbage.

”Jeg er ikke nødt til noget… Jeg ønsker ikke at have noget med dig at gøre.” Sagde han og skulle allerede til at forlade huset igen. Dog greb Liam hurtigt ud efter ham og Marie gik hurtigt hen og gjorde det samme, så Louis kiggede tilbage på hende.

”Louis… Jeg beder dig.” Sagde hun, så han kiggede ned på sin tideligere bedste veninde, samtidig med at Harry også trådte hen til ham, og de så fik øjenkontakt.

”Jeg tror jeg er nødt til at starte…” Sagde Niall hurtigt, så vi alle kiggede hen på ham.

”Venner, jeg ved sgu godt, at jeg er en idiot.” Startede han så jeg hurtigt gik hen for at støtte ham, men han stoppede mig hurtigt ved at holde en hånd op for at stoppe mig, så jeg trådte hen til de andre, så vi alle kiggede hen på ham.

”Hør… Jeg ved sgu godt, at jeg er roden til mange af jeres problemer, samt at alle de dårlige ting, der er sket for jer alle kun er på grund af mig… Og jeg vil virkelig gerne fortælle jer alle sammen, at…” Han stoppede hurtigt for at trække vejret tungt ind, så jeg tog mig til brystet og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt og nervøst der inde.

”Jeg er fandme ked af det.” Niall Horan undskyldte lige. Ikke kun foran mig, men foran os alle. Niall undskyldte!

”Jeg ved at i alle ville have haft utroligt bedre liv, hvis det ikke var for mig. Jeg har bare indset, at jeg er et omvandrende kaos, og jeg sprænger alt i luften, som kommer tæt på, og jeg er ked af, at i er nogle af dem, der kom alt for tæt på.” Fortalte han bund ærligt.

”Niall, du skal ikke være alt for hård ved dig selv… Vi forstår..” Prøvede Marie.

”Men det vil jeg ikke have. Jeg vil ikke have at i skal forstå. Jeg vil have, at i er vrede på mig, og hader mig for alt det jeg har gjort ved jeg. Jeg fortjener ikke andet.”

”Men, Niall, vi er jo også nødt til at komme videre…”

”Hvordan kan du sige det, Harry? Jeg tvang dig væk fra dine venner og gav dig dårlige vaner og tvang dig til alt muligt lort… Jeg var en lorteven over for dig.” Sagde han helt selvbebrejdende. Harry sukkede tungt.

”Jeg kunne jo bare have sagt nej…” Sagde han forsigtigt.

”Det kunne vi alle sammen.” Prøvede Liam forsigtigt, så Niall sukkede tungt igen.

”Men det gjorde i. I sagde nej, flere tusinde gange endda, og alligevel lyttede jeg ikke. Og jeg er kraftedme virkelig ked af alle de ting jeg har gjort.” Sagde han igen og tog sig bedrøvet til hovedet og rodede rundt i hans uglede lyse hår.

”Marie og Harry… Jeg er sgu ked af, at jeg tvang jeg ind i alt det her som nogle af de første. Jeg havde allerede en masse problemer der og troede at jeg kunne fjerne dem fra mig selv, ved at føre dem over til nogle andre. Jeg er ked af, at i led under det… Jeg er et kæmpe fjols.” Marie nikkede forsigtigt og Harry kiggede bare taknemmeligt på Niall, inden at Niall kiggede over på Liam.

”Liam… Jeg er ked af alle de ting jeg også har gjort mod dig.”

”Du har jo ikke rigtig gjort så meget..” Prøvede Liam, men Niall rystede bare på hovedet alligevel.

”Jeg har allerede gjort noget ved også at indblande dig i alt det her. Jeg prøver virkelig at lade vær, men jeg er ked af, at jeg også har indblandet dig i alt det her…”

”Vi skal nok klare det.” Sagde Liam dog sikkert, så Niall prustede lidt ud og jeg så mærkede, hvordan jeg holdt vejret lidt, da Nialls blik mødte den person, der muligvis havde lidt meget mere end de andre i gruppen og som havde hadet Niall for det, de sidste 3 år.

”Louis…”

”Horan.” Sagde de begge to i munden på hinanden, så Niall rykkede en smule ukomfortabelt rundt på sig selv.

”Louis, jeg… Jeg ved sgu ikke lige, hvordan jeg…”

”Jeg synes du er en idiot, Niall. Det vil jeg nok altid synes.” Indrømmede Louis så jeg undlod at slippe det åndedræt jeg holdt inde, mens jeg kiggede nervepirrende mellem de to poler. Niall trippede lidt på fødderne.

”Det ved jeg godt. Jeg vil nok også altid være en idiot, lige meget hvad… Dog vil jeg dog gerne indrømme, at jeg godt ved, hvad der er rigtigt og forkert.”

”Det er måske bare lidt for sent at indse det, makker.” Sagde Louis hurtigt, så Niall kiggede op på ham.

”Du har enhver ret til at hade mig, Louis, det ved jeg. Jeg beder dig heller ikke om at blive min ven eller begynde at tilbringe flere timer sammen med mig hele tiden. Jeg beder bare om, at fjerne noget af al den smerte, som jeg har påført jer alle sammen. Specielt din. Jeg ved, at jeg har været en kæmpe røv, og jeg ved at du nok aldrig ville kunne tilgive mig for de horrible ting jeg gjorde mod dig eller udsatte dig for…” Prøvede Niall, så jeg nærmest kunne mærke, hvor rørt jeg blev over at han faktisk prøvede. Han prøvede virkelig at gøre det gode, at gøre tingene gode igen.

”Du har gjort rigtig meget skade, Horan. Det kan vi alle være enige om. Og jeg er sikker på, at der er mange andre mennesker, som du sikkert også burde skylde en kæmpe undskyldning…” Niall kiggede hurtigt over på mig og jeg kiggede på ham, inden at han kiggede over på Louis igen, da Louis efter et par lange sekunder åbnede munden og sagde:

”Men jeg er også glad for at du gør det her. Jeg er taknemmelig for, at du prøver… Jeg siger heller ikke, at vi med det samme er bedste venner… For det tror jeg nok aldrig at vi vil blive… Men jeg tilgiver dig.” Jeg kiggede nærmest helt chokeret på Niall og så hen på Louis, ligesom resten af gruppen gjorde. Hvad sagde han lige?

”Du gør hvad?” Spurgte Niall nærmest lige så paf som alle os andre. Louis sukkede tungt og kiggede så op på Niall igen.

”Jeg tilgiver dig. Måske ikke helt, og jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer til det helt… men for nu, så forstår jeg dig, selv om jeg inderst inde ikke burde. Men jeg hører på hvad du siger, og jeg tilgiver dig.” Sagde han så jeg endelig slap den smule luft jeg havde holdt på så længe lettet ud, mens at Niall kiggede taknemmeligt op på Louis.

”Men jeg gør det også for Anastacia skyld, bare så du ved det. Var det ikke for hende og hendes gode hjerte, så er jeg sikker på, at du nok aldrig var kommet så langt her. Så jeg tilgiver dig, på grund af hende. Men det er fordi jeg elsker hende, men jeg ved også at du elsker hende meget mere. Det forstår jeg i hvert fald nu at du gør, for hvis ikke, så havde vi aldrig stået her nu.” Afsluttede Louis, så Niall nikkede og jeg helt havde lyst til at tude over hele situationen. Dog lod jeg vær, men snøftede kun lige lidt. Den eneste, der faktisk kneb et par tårer, var Marie. Hun kiggede bare kort mellem Niall og Louis, inden at hun gik raskt hen mod Louis og så slog armene om ham i en lang omfavnelse. Og igen så virkede det kram, som et af den slags kram, som kunne få alle ens knuste dele til at falde på plads igen.

 

Niall og jeg kørte hjem til lejligheden den aften og havde egentlig ikke snakket meget med hinanden siden han havde snakket med alle de andre. Jeg gik bare ud af bilen og trådte op i lejligheden efterfulgt af Niall som låste døren efter sig, som vi altid gjorde om aftenen nu og lagde sine ting på plads. Jeg gik lidt frem i stuen og tænkte på, hvad jeg skulle gøre, da Niall trådte hen til mig og lagde armene om mig i en bagvendt omfavnelse.

”Jeg elsker dig… så meget.” Sagde han, så jeg smilede og mærkede mit hele hjerte banke.

”Jeg elsker dig.” Sagde jeg tilbage og vendte mig om mod ham.

”Jeg er ked af alle de ting jeg har gjort, Ana… det er jeg virkelig. Jeg er en kæmpe kujon..” Jeg tyssede hurtigt på ham og ville holde ham for munden, men han tog hurtigt min hånd væk.

”Alle de forfærdelige ting, der er sket med dig, ville aldrig nogensinde være sket, hvis jeg bare havde ladet dig være, lige fra starten af. Jeg ved at jeg har ødelagt dit liv, på så mange måder, og det er jeg virkelig virkelig ked af…” Sagde han og trak vejret tungt ind, så jeg virkelig kunne se, hvor meget det gik ham på.

”Niall, stop nu…” Bad jeg inderligt, men han rystede bare på hovedet.

”Men jeg er også super glad for at jeg fulgte efter dig alligevel. For hvis jeg ikke havde gjort det, så havde jeg aldrig stået her i dag. Og den person jeg er i dag ville jeg aldrig være blevet, hvis det ikke var for dig. Og det ville jeg ikke bytte for noget som helst.” Sagde han og kiggede mig ærligt i øjnene, så mit hjerte smeltede.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards og jeg elsker det du har gjort for mig. Og jeg håber at alle problemerne vil stoppe fra nu af, og at jeg måske en dag ville kunne slippe helt af med dem alle sammen.” Sagde han og lænede sig så ned og kyssede mine læber. Jeg lagde mine arme om hans hals og mærkede inderligheden i hans omfavnelse, hans kys og hans berøringer. Når man virkelig elskede nogen så meget, at man kunne mærke det helt ind til marven af sine knogler, så kunne man aldrig holde op med at elske dem. Det var jeg bund sikker på, for det var sådan jeg havde det med Niall.

Jeg kunne aldrig nogensinde holde op med at elske Niall. Det vidste jeg nu.

Derfor vidste jeg også, at hvis Niall virkelig skulle kunne leve sit liv igen, uden nogle problemer, så var der nødt til at blive taget hånd om dem alle sammen. Og måden på at få så mange af dem væk som muligt, var at gå til hovedkernen af dem alle sammen. Jeg vidste dog bare, at det at gå til hovedkernen, muligvis kunne ende med at skabe endnu flere problemer, men jeg ønskede kun at Niall skulle blive et rigtigt lykkeligt menneske igen.

Hvis jeg skulle være personen til at få problemerne til at forsvinde for ham, så gjorde jeg det. Koste hvad det vil. Og også selv om det skræmte mig fra vid og sans.

______________________________________________________________________________________________

Hey vennis og læsere! Jeg tager til udveksling til Bremen her frem til søndag, så der er nok en smule inaktivitet indtil da. Dog får i lige dette kapitel til at sunde jer lidt på.

Oven i det synes jeg det går lidt skævt med movellaen... den er gået lidt i stå, så hvis nu i kunne like den eller kommentere den, hvis i ikke allerede har gjort det, så ville jeg virkelig blive glad. jeres meninger betyder altså virkelig meget for mig! Så en kommentar og et like eller to, ville være dejligt :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...