Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
100403Visninger
AA

33. Lost

"Oh something good tonight, let me forget about you for now"

Alt-J - Something good

 

Jeg vidste godt, at det jeg havde gjort muligvis ikke, var det bedste jeg kunne have gjort for situationen i øjeblikket. Jeg indrømmede da også, at jeg nok havde fået øjnene op for ikke kun hvor seriøs, men også ganske alvorlig og brutal branchen var, som Niall var blevet trukket ind i for så længe siden. Rich var ikke lige en type person, som man glemte lige foreløbigt efter at have mødt ham.

Derfor var jeg muligvis også godt fuldt ud bevidst om Nialls store flip om, at jeg nok havde skubbet os alle sammen endnu dybere ned i det sorte hul, som vi nok allerede befandt os i. Desværre var jeg også bare super stædig og var også bare så træt af det hele. Jeg var så forbandet træt af, at Niall fik sin vilje i alle diskussioner eller skænderier vi havde sammen. Jeg var så forbandet træt af, at hver gang jeg kunne se, at jeg skubbede til nogle af hans grænser, som ville få ham til at afsløre og åbne sig selv op over for mig eller nogen som helst anden, så skete der det sammen hver gang. Niall blev sur, jeg blev såret, Niall ville råbe, jeg ville råbe, en af os ville gå i sidste ende og den anden ville side og tude i flere timer og ønske at den anden person aldrig ville komme tilbage, fordi de hadede dem, og alligevel savnede man dem og var nærmest helt ængstelig for om de mon kunne finde på at blive væk i hele to uger som sidst. Den sidste var som regel mig, og denne gang nægtede jeg, at lade det ske endnu en gang.

Jeg nægtede simpelthen at lade Niall træde mig over tæerne endnu en gang. Jeg nægtede at være den der kæmpede for en allerede tabt sag endnu en gang, og stadig være den, der blev forladt i sidste ende. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud mere. Så denne gang nægtede jeg, at tage offerrollen igen. Så jeg skred og forlod Niall i hans mest sårbare tilstand, ligesom han havde gjort med mig så mange gange.

Og alligevel havde jeg godt, men desværre også dårligt med mig selv.

”Hvordan kan du stene så meget?” Jeg glippede lidt med øjnene og kiggede så op, så jeg fik øje på at Harry sad med et fjoget grin rettet mod mig. Liam sad med en halv burger inde i munden og kiggede uforstående på mig, som om han ikke forstod en dyt, hvilket han som regel aldrig gjorde, og Marie kiggede bare trist og medfølende på mig.

”Lad hende lige være lidt, okay.” Sagde Marie hurtigt til Harry, som fik et opgivende skub på skulderen af hende.

”Jeg har det altså fint.” Sagde jeg hurtigt, så Marie kiggede op på mig og Liam sank sin bid, mens Harry prustede.

”Siger hende, der som regel altid sidder og stener, når noget går hende på. Helt ærligt, vi kender dig, babydoll.” Sagde han og sendte mig et skævt smil, så jeg ikke helt kunne lade vær med at grine.

”Og alligevel kalder du mig stadig det navn.” Sagde jeg med et opgivende grin. Harry kiggede dog bare uforstående mellem Marie og jeg.

”Må jeg da ikke det?” Spurgte han hurtigt, så Marie og jeg grinede sammen.

”Jeg er glad for, at selveste Harold Styles siger til mig, at han kender mig så godt, og alligevel stadig kalder mig det kælenavn, som jeg hader allermest i hele verden.” Sagde jeg. Liam grinede lidt.

”Det er altså også lidt sært.”

”TAK!” Huede jeg nærmest af glæde over Liams støtte, så Harry og Marie bare himlede med øjnene af mig.

”Jeg er dog glad for, at du nu ser mig som ven alligevel, Styles.” Pointerede jeg hurtigt, så Harry smilede.

”Jeg tænkte det var på tide, efter at have kendt dig i… hvad… 6 måneder?” Marie grinede hurtigt.

”Prøv at sig cirka 11.” Vi kiggede alle sammen hurtigt på hinanden.

”Er der virkelig gået så længe?” Spurgte jeg nærmest helt chokeret. Marie nikkede.

”Af hvad jeg kan huske kom du her til i Juli… så vi har vel kendt hinanden i godt og vel 10 og en halv måned, for at være helt præcis.” Fortalte hun. Jeg følte mig nærmest helt nostalgisk.

”Tiden går hurtigt, synes jeg.” Alle nikkede sig enig.

”Hvad gør i for resten efter dimissionen?” Spurgte Liam hurtigt. Vi kiggede alle sammen hurtigt på hinanden.

”Øhh.. det ved jeg ikke. Jeg regner med at jeg skal på college, eller et eller andet?” Sagde Liam hurtigt.

”Jeg har et år tilbage, så tak for at du spørger og minder mig om, at jeg ikke behøver tænke på det samme endnu.” Sagde Marie og sendte Harry et stort smil. Han skubbede bare blidt til hendes skulder.

”Hvad med dig?” Spurgte Liam hurtigt til Harry, som bare endte med at trække på skuldrene.

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil. Jeg tror jeg tager et år fri, for ligesom at finde mig selv.” jeg kiggede hurtigt op på ham.

”Så poetisk du dog er.” Grinede Marie hurtigt efterfulgt af Liams hurtige fnys også, så jeg forstod at de nok ikke var helt med på ideen.

”Jeg troede du var sådan en slem fyr.” Sagde Liam, så Harry straks kiggede på ham.

”Det er jeg også!” Argumenterede han hurtigt, så Marie bare grinede igen og så lænede sig op ad ham.

”Men lidt blød er du alligevel lidt, hva?” Grinede hun. Jeg fremtvang også hurtigt et falsk grin, bare for at sige eller gøre et eller andet.

”Hvad med dig, sunshine?” Blev der hurtigt spurgt, så jeg kiggede op og så, at Marie kiggede på mig.

”Jeg ved det ikke helt endnu…” Indrømmede jeg hurtigt.

”Er det ikke snart tid til at vi skal sende ansøgninger rundt?” Spurgte Liam hurtigt. Jeg nikkede.

”Jeg overvejer stadig.” Sagde jeg.

”Så burde du nok overveje lidt hurtigere.” Sagde Marie og sendte mig et skævt smil, som jeg sendte et lige så tilbage af. I realiteten så ville jeg virkelig ønske, at jeg var en af dem, der nærmest allerede havde hele deres fremtid planlagt foran dem. Men sådan var det ikke. Jeg havde efterhånden fundet ud af, at mit liv havde en tendens til at ændre sig hele tiden for øjnene af mig, og det sidste stykke tid, havde jeg ikke følt at jeg helt kunne følge med tiden, og at den ligesom rendte fra mig og ændrede sig hele tiden, så jeg til sidst blev helt rundforvirret.

Derfor virkede Harrys ide også som noget godt for mig. Jeg følte lidt, at jeg måske godt kunne have brug for et år, hvor jeg fik styr på det hele, og måske kunne finde ud af hvad der skulle ske, når jeg var færdig her i high school. Skulle jeg på universitetet? College? Skulle jeg arbejde i stedet? Skulle jeg flytte? Hvis ja, hvor så hen? Og med hvem? Skulle jeg flytte væk sammen med nogen? Skulle jeg blive her? Og hvad med Niall? Hvad med os? Jeg kunne mærke hovedpinen snige sig på vej hen til mig og jeg syntes det begyndte at blive lidt for uoverskueligt.

Til min endnu større frustration ringede skoleklokken, så min ellers elskede daglige frokostpause med mine venner sluttede og vi nu var nødsaget til at gå tilbage til timerne. Vi tog hurtigt vores ting og smed vores madskrald ud og begyndte at gå ud af kantinen, for at nå hen til vores klasser på de sidste 5 minutter af vores resterende pause, da klokken altid ringede for at advare os om, at vi skulle nå til time, inden den ringede igen som den sidste afsluttende gang.

Jeg vinkede farvel til Marie og gik så over mod mit skab, for at lægge min taske af, da det var nemmere og lettere bare at tage den enkelte bog med til hver given time, i stedet for hele min taske med alle bøgerne i på en gang. Dog da jeg lukkede lågen i til mit skab og i en utænkt handling, fik drejet mit hoved mod venstre, så jeg hende.

”Leah..” Sagde jeg hurtigt, da jeg hurtigt så hendes skikkelse længere nede af gangen. Problemet var bare, at det var Leah, men så igen, så var det ikke. Hun så slidt og brugt ud, og var klædt i en stor grå hættetrøje, mens hendes hår hang slasket ned over hendes ansigt. Det var Leah, men slet ikke Leah. Dog i det at jeg sagde hendes navn højt satte hun hurtigt i løb væk fra mit syn, så mine alarmklokker hurtigt ringede inden i mig. Inden i så vidste jeg, at mit forhold til Leah aldrig havde været godt, men det eneste jeg kunne fokusere på var at hun så hærens ud, hvilket overhovedet ikke lignede hende, så jeg reagerede nærmest før jeg tænkte.

”Leah, vent!” Kaldte jeg efter hende og satte i løb og var sikker på, at jeg tabte min bog undervejs, men jeg havde nærmest kun fokus på at komme hen til Leah. Dog fandt jeg hende hurtigt i en mørk krog til en af siddegangene, hvor hun sad helt krummet sammen med sit hoved gemt dybt ned mellem sine knæ. Jeg sank en usikker klump i min hals og bevægede mig langsomt over mod hende.

”Leah?” Spurgte jeg forsigtigt.

”Gå din vej, babydoll!” Vrissede hun bare hurtigt, men jeg lagde hurtigt mærke til hæsheden i hendes stemme. Hun var helt fra den.

”Leah, hvad sker der?” Spurgte jeg stædigt. Det var den eneste måde jeg vidste jeg kunne få hende til at tale på.

”Alting!” Råbte hun hurtigt og kiggede op på mig, så jeg kunne se tårerne, der trillede vildt ned af hendes kinder. Hun græd.

”Leah, hvad sker der?” Spurgte jeg hurtigt og satte mig ned ved siden af hende, men hun trak sig bare hurtigt væk fra mig.

”Fortæl mig det. Fortæl mig sandheden.” Sagde hun hurtigt, så jeg kiggede uforstående på hende.

”Sandheden..?” Spurgte jeg, så hun kiggede knust tilbage på mig.

”Gjorde han det? Er det sandt det Niall sagde i retten. Om det Zayn gjorde ved dig? Er det rigtigt?” Spurgte hun hurtigt, så jeg mærkede, hvordan jeg blev slået lidt tilbage.

”Leah, jeg…”

”Er det?!” Råbte hun nærmest ind i hovedet på mig, så jeg bare kiggede chokeret tilbage på hende, mens min hjerne så småt genovervejede hendes ord. Dog endte jeg bare med at kigge stift på hende og så til sidst med en klump i min hals, nikke på mit hoved. Det fik bare et par enkelte tårer til at trille ned af Leahs kinder, inden hun lukkede sine øjne hårdt i og lagde sit hoved tilbage mod væggen.

”Tænk, at jeg kunne være så dum..” Sagde hun lavt, så jeg hurtigt vendte mig om mod hednde.

”Leah, det er jo ikke din skyld..” Prøvede jeg, så hun bare hulkede kort.

”Men hvis skyld er det så?” Spurgte hun og kiggede uforstående på mig.

”Hvis skyld er det så, at min kæreste er røget i fængsel, for en forbrydelse han slet ikke var alene om. Hvis skyld er det, at han er gået bag min ryg i begge de to år vi har været sammen? Hvis skyld er det, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal gøre? Kan du fortælle mig det, lille mus?” Spurgte hun og kiggede vredt på mig.

”Kan du fortælle mig, hvad jeg nu skal gøre med det lille barn inde i mig?!” Råbte hun, mens de sidste tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg kiggede lidt lamslået tilbage på hende. Åh gud… hun var gravid.

”Leah, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre… Jeg kan ikke engang selv få det hele til at hænge sammen mere…” Sagde jeg undskyldende. Det fik hende bare til at kigge rasende på mig, inden hun brat rejste sig op.

”Jeg hader dig.” Sagde hun og kiggede helt koldt og tomt ned på mig, så jeg mærkede, hvordan mit hjerte nærmest stoppede lidt.

”Du har ødelagt mig liv, er du klar over det?” Spurgte hun koldt. Jeg ville sige noget, men det var som om, at ordene sad fast i halsen på mig.

”Leah, jeg…”

”Nej. Der er ikke noget, der kan redde dig nu, din lille mær… Du skulle aldrig være kommet her til.” Sagde hun som det sidste, inden hun vendte om og så forlod mig helt alene på den tomme gang. Dog nåede jeg ikke at reagere særligt meget, inden jeg mærkede, hvordan jeg begyndte at miste vejret og tårerne trillede ud over mine øjenkroge. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne vitterligt ikke mere.

Hun havde ret. Jeg skulle aldrig nogensinde være taget til York.

______________________________________________________________________________________________

Hvad tror i der sker nu, mon Leah vil gøre noget dumt? Og hvad mon det betyder at hun har et barn i maven? Hvad betyder det for hele gruppen, og kan det blive meget værre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...