Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99644Visninger
AA

20. Lost Baby

”Uhh Baby, baby, it’s a wild world

It’s hard to get by just upon a smile, girl”

Skins Cast – Wild World (Cover)

 

”Skal vi på eventyr?” Sprudlede Lilly glædeligt, da jeg hjalp hende med at tage hendes sko og jakke på.

”Ja, det kan man godt sige, at vi skal.” Sagde jeg og smilede så overbevisende jeg kunne til den lille lyshårede fire årige engel foran mig. Hun smilede bare stort til mig, inden jeg rejste mig og kiggede frem og prøvede at få øjenkontakt med Niall. Han havde stået i hvad der havde lignet en time og bare stirret ud af vinduet, mens at Lilly og jeg havde pakket hendes kuffert. Jeg havde slet ikke lyst til at forestille mig det kæmpe kaos, der ventede i horisonten foran Lilly og Niall om halvanden times tid. Det virkede så surrealistisk, uvirkeligt.

”Hvornår kører vi?” Spurgte Lilly og kiggede nysgerrigt op på mig. Jeg smilede forsigtigt til hende.

”Du kan sige til din storebror, at vi skal køre nu.” Sagde jeg og nussede hende i håret, inden hun løb over til Niall og jeg bare så til, mens han kiggede smilende ned på hende og hun bare spurgte ind til, hvorfor hans øjne var så røde og han bare svarede at han ikke havde sovet i nat. Ingen af os, havde slet ikke sovet rigtigt i nat.

Jeg var taget her over, så hurtigt jeg kunne i går aftes og var også glad for, at jeg var kommet så hurtigt, i forhold til det, der ventede mig. Niall var ved siden af sig selv. Han var bogstaveligt talt helt ude af den. Desværre føltes det bare som om, at jeg var den eneste tilbage som kunne se igennem hans facade, og se at han rent faktisk led helt vildt, ved tanken om at vi skulle aflevere Lilly i lufthavnen til Ellen.

”Kommer du?” Spurgte Lilly og kiggede op på Niall, så han bare nikkede kort til hende og så tog hendes ting og hendes hånd, så vi kunne tage af sted.

Mit hjerte gjorde allerede helt ondt.

Vi gik ud af lejligheden og ned ad trapperne i opgangen, til vi kom ud på gaden og ud i det metaforiske triste regnvejr, inden vi kom ind i Nialls bil. Lilly kunne selv klikke sig fast i sit barnesæde, men det var som om at Niall var den, der trængte til pleje og hjælp. Han fumlede med alting og selv da han startede bilen stoppede den flere gange eller han hakkede lidt i sin kørsel. Og Niall var ellers en fremragende billist.

”Er du okay?” Hviskede jeg forsigtigt til ham, da vi havde kørt lidt og Lilly allerede sov omme i bagsædet.

”Jeg har det fint.” Sagde han hurtigt, så jeg vidste, at han løj.

”Niall, jeg..”

”Jeg har det fint, Anastacia.” Sagde han hårdt, så jeg tav og så kiggede ned i mit skød. Ingen af os sagde mere resten af den lange tur hen til lufthavnen. Først da regnen havde taget endnu mere til og Niall parkerede på en ledig parkeringsplads tæt på indgangen, startede samtalen igen. Det var bare mere mellem Lilly og Niall, eller Lilly og mig. Men ikke mellem mig og Niall. Niall hjalp Lilly ud af sit sæde. Hun hang træt op ad ham, mens han holdt hende tæt ind til sig, og hun dinglede lidt med sit hoved. Jeg tog Lillys ting, mens jeg kiggede på de papirer, der var blevet sendt til Niall omkring mødet i dag. Hvor jeg dog hadede den her dag.

”Hvad skal vi her?” Spurgte Lilly hurtigt, da vi kom indenfor i lufthavnens store hal. Niall satte hende ned, mens hun vågnede lidt op.

”Skal vi flyve?” Spurgte hun og kiggede nysgerrigt op på sin storebror. Niall nikkede bare til hende.

”Har du fløjet før, Lilly?” Spurgte jeg hurtigt, for at snakke lidt med hende, og her ikke var så satans stille. Hun nikkede energisk på hovedet.

”Niall siger jeg har, men jeg kan ikke huske det. Jeg fløj med min mor.” Sagde hun, så Niall nikkede.

”Og hvor gammel var du der, prinsesse?” Spurgte han og satte sig ned på hug til hende. Lilly grinede og viste so to fingre til Niall, så han smilede stort til hende.

”Hvornår skal vi af sted, Niall?” Spurgte hun og kiggede hurtigt hen på en stor flok mennesker, der kom gående med en masse kufferter. Niall samlede hende hurtigt op fra gulvet og kiggede lidt rundt.

”Ellen er her om små fem minutter, så tager vi af sted. Okay?” Spurgte han, så Lilly kiggede smilende på ham.

”Kommer tante Ellen?” Spurgte hun glædeligt. Niall snøftede lidt og nikkede så.

”Ja.. Men hun er her sammen med et par andre også, og dem kender vi ikke. Men hun har lovet, at de er søde.” Fortalte han, så jeg kunne mærke hvor kvalmt og dårligt jeg fik det i kroppen af hele situationen. Niall kiggede hurtigt over på mig så jeg kiggede op på ham og vi begge to sukkede tungt. Han kiggede mig lidt i øjnene, inden han rakte sin hånd ud til mig, så jeg gik hen til ham og flettede mine fingre sammen med hans og håbede at den beroligende varme kunne vare lang tid. Vi gik bare lidt rundt i lufthavnen og Lilly fik en kæmpe kage fra et bageri, hvor Niall og jeg grinede af at hun havde flødeskum ud over det hele, så Niall måtte tørre det af hende, så hun grinede højt af os begge to.

Lige indtil at Nialls telefon brummede fra hans lomme og vi dukkede op til virkeligheden igen. Han tog kort mobilen op, så jeg så hvordan alt farve og følelse forsvandt fra hans ansigt, så jeg godt vidste, at tiden var rendt ud og det var tid til at gå. Lilly kiggede hurtigt mellem Niall og jeg, inden at vi rejste os fra bordet og Lilly så straks rakte ud efter mig, for at jeg kunne tage hende og hjælpe hende ned og holde hende i hånden, mens at vi alle gik hen til gaten. Mit hjerte bankede så svagt som overhovedet muligt.

Jeg mærkede det dog kun skippe et enkelt slag, da Niall trak vejret tungt ind, da han så Ellen lige fremme for os med to mænd i jakkesæt og en kvinde med langt lyst hår og velkendte blå øjne.

”Niall, er det..”

”Ja.” Nåede han dog at svare, da han sikkert godt kunne forudse mit spørgsmål. Lilly besvarede dog bare spørgsmålet endnu mere ved at kalde højt:

”MOAR!” Hun slap min hånd og løb over til kvinden, som satte sig ned på hug og slog armene omkring sin yngste datter. Niall stoppede op.

”Hvorfor er hun her. Ellen har ikke nævnt min mor… hvorfor er hun her?” Sagde han lavt for sig selv, så jeg hurtigt gik hen til ham og kiggede bekymret op på ham.

”Hej Niall.” Lød kvindens stemme frem for os, inden jeg selv nåede at sige noget. Jeg kiggede hurtigt hen på hende. Det var tydeligt, at hun var Lillys mor. De lignede hinanden, allerede nu hvor Lilly kun var sølle fire år gammel. De havde samme hårfarve, samme øjenfarve, samme ansigtsform og samme smilehuller. Det var dog ikke lige så meget med Niall. Ja, hun var Nialls mor, det kunne man godt se, men det var også kun ud fra ansigtsformen, smilehullerne, som nok sås sjældnere og sjældnere hos Niall og så øjenfarven. Ja, Niall var også blond lige som sin mor, men det var ikke hans naturlige hårfarve.

Jeg kan huske den dag jeg fandt ud af, at han faktisk farvede det. Det var den dag på festivalen. Han havde taget sin cap af, og jeg var faktisk blevet ret overrasket, da jeg havde set de tydelige mørkebrune udgroninger i siderne på ham, hvorefter han havde afsløret, at han faktisk farvede sit hår. På en måde havde jeg den dag altid haft et stort ønske om at se ham uden den lyse velkendte hårfarve, men med sin naturlige nøddebrune farve. Den dag virkede så langt væk nu, og var nærmest også en helt anden tid og nærmest et helt andet univers end det vi levede i nu. Lige nu ville jeg gøre alt for, at komme tilbage til den dag igen.

Jeg blev vækket fra mindet, da Niall trådte frem fra pladsen ved siden af mig og hen til Ellen.

”Hvorfor er min mor her?” Spurgte han hårdt, så jeg straks lagde mærke til hans opbrussende vrede.

”Hun har hele tiden meldt klart ud, at hun gerne ville overtage Lilly igen. Hun var førsteprioriteten for Lillys overførsel.” Sagde en af mændene ved siden af Ellen.

”Jeg er hendes førsteprioritet!” Rasede Niall straks så jeg tog fat om hans arm for at hive ham tilbage. Ellen sukkede.

”Niall, vi har diskuteret den her sag. Indtil du har fået styr på dine problemer, er du ikke længere egnet til at have Lilly boende hos dig.” Sagde hun, mens at Niall trådte tilbage. Nialls og Lillys mor rejste sig op, mens at de to mænd mellem hende og Ellen snakkede lidt sammen og den ene lagde nogle papirer i en mappe.

”Kom skattepige, vi skal hjem nu.” Sagde Lillys mor og rakte ud efter Lillys hånd. Lilly kiggede hurtigt mellem sin mor og sin storebror, inden hun gik over og tog Nialls hånd.

”Kom.” Sagde hun og trak i mig. Men til hende forundring, gik han ikke med.

”Jeg kan ikke gå med dig… Ikke denne gang, prinsesse.” Sagde han, så Lilly hurtigt kiggede uforstående op på ham.

”Vi skal på eventyr.” Sagde hun og klappede energisk i sine hænder. Niall sukkede lidt og satte sig ned på hug.

”Lilly, du skal tage af sted med mor nu, mens Niall må blive her. Niall må ikke tage med.” Sagde Ellen hurtigt ovre fra hjørnet af, så både Niall og jeg kiggede hadskt over på hende. Dog kiggede Lilly hurtigt på Niall.

”Skal du ikke med?” Spurgte hun helt forvirret, så mit hjerte allerede gjorde helt ondt. Niall rystede på hovedet, så Lilly kiggede forvirret mellem os alle sammen.

"Hvorfor må du ikke komme med mig?" spurgte hun helt fortvivlet.

"Tingene er lidt komplicerede, prinsesse. Men du får det godt, det lover jeg! Du skal på eventyr.” Sagde han og prøvede at smile til hende, men vi kunne alle sagtens se, at han havde meget svært ved at smile til hende.

”Men vi skal på eventyr!” Udbrød hun, men denne gang var det en blanding af lidt glæde, men også fortvivlelse.

”Nej. Jeg bliver her.”

”Nej, du skal med!” Råbte hun hurtigt, så frustrationen så småt havde ramt hende.

”Det kan jeg ikke...”

”Hvorfor!?” Vrissede hun hurtigt og slog Niall vredt på knæet.

”Jeg skal blive her, Lilly. Sådan er det bare.”

”Du skal med!” Vrissede hun, så Niall lagde sine hænder beroligende på hendes små skuldre.

"Det ved jeg... Men nu skal du hjem til din mor.” Lilly kiggede over på sin mor, inden hun kiggede tilbage på Niall igen.

”Hvor skal du bo?” Spurgte hun helt uforstående.

”Jeg skal bo her. Du skal bo hos mor.” Prøvede han. Hun kiggede uforstående på ham.

”Nej. Jeg skal bo hos dig.” Sagde hun hurtigt.

”Nej, Lilly, det skal du ikke.” Sagde Niall, så man kunne se hvordan afslaget ramte den lille stakkels pige.

”Jo!” Råbte hun hurtigt og stampede vredt i gulvet.

”Nej, Lilly. Du skal ikke bo hos mig, du skal bo hos mor.” Prøvede Niall at forklare hende, men det fik hende bare til at stampe hårdt i gulvet, inden hun skreg:

”Nej!” Og så blev hendes ansigt nærmest helt vådt af tårer.

"Jeg vil bo hos dig!" Græd hun.

"Det kan du ikke... du skal hjem nu.." Sagde Niall helt hæst.

"Jeg vil være hos Nially." Hulkede hun allerede og klamrede sig straks til Niall.

"Baby, hold nu op..." Prøvede Niall og trak hende væk fra sig, men hun klamrede sig bare helt tæt ind til sin storebror.

"Jeg vil bo hos dig!" Græd hun højt og søgte inderligt efter den tryghed, som kun han kunne give hende. Niall trak hun dog forsigtigt væk fra sig, så hun skreg højt og Ellen hurtigt gik over og tog hende op i sin favn, så den lille pige straks skreg hjerteknusende efter sin storebror.

"Hun er allergisk over for hasselnødder, så husk at kig på ingredienserne i brødet. Hun sover bedst, hvis I lige synger ”You’ll be in my heart” for hende først... Hun er vant til dyreformet pasta!" Råbte Niall nærmest, men der havde Ellen allerede overdraget Lilly til hendes mor, som allerede var på vej væk med den grædende lille pige.

Jeg vil gerne sige, at jeg ikke blev påvirket af situationen, men jeg måtte indrømme, at mit hjerte brast, da Niall hurtigt vendte sig om og tog min hånd i sin, for at få mig til at følge med ham, da et højt og ulykkeligt skrig lød:

"Nially!" Jeg kiggede sorgfuldt efter hende, men Niall traskede hurtigt af sted så vi efter lidt tid ikke længere kunne høre hendes hjerteskærende hulken. Jeg vendte min opmærksomhed mod Niall, men han kiggede bare lige ud, mens vi kom ud i det brussende regnvejr og skyndte os over til bilen, så vi kunne køre hjem. Vi satte os hurtigt ind og Niall tændte for bilen… men han kørte ikke.

”Niall?” Spurgte jeg forsigtigt. Han havde sat sig, men han kiggede bare lige ud i regnen gennem ruden. Jeg kiggede nervøst på ham.

”Niall?” Dog nåede jeg ikke at sige mere, før han begyndte at hamre sine næver hårdt ind i rattet, mens han vrissede højt og arrigt af det hele, så jeg veg tilbage og bare ventede til han stoppede med at råbe af det hele.

”Jeg..” Startede jeg.

”Lad os komme hjem.” Sagde han bare og startede bilen, så vi kunne køre hjem. Endnu en gang i ensom stilhed, som langsomt dræbte mit halvt bankende hjerte.

 

Cirka en times tid efter satte Niall mig af hjemme ved mit hus. Hele bilturen hjem havde ingen af os sagt noget eller rørt en eneste muskel. Det havde været så kvælende at kunne se ham lide og ikke kunne hjælpe ham. Jeg trådte ud af bilen, mens at Niall også stillede sig ud, og så lænede sig op ad sin bil. Han sukkede tungt, inden at han stak hånden i lommen og hev cigaret pakken frem og så tændte en, som så få sekunder efter blev omdannet til røg og nikotin i hans lunger.

”Vil du ikke med ind?” Spurgte jeg forsigtigt. Han rystede dog straks på hovedet.

”Jeg vil helst være alene lige nu.” Sagde han hurtigt, så jeg mærkede nervøsiteten ramme mig.

”Please Niall… Bare kom med ind, jeg kan ikke lade dig være alene. Ikke nu.”

”Det er ligemeget, okay? Det er fucking ligemeget.” Sagde han og sparkede hårdt til en sten nede på vejen. Jeg sukkede frustreret.

”Niall, du kan ikke lukke mig ude nu… Ikke nu. Kom nu ind med mig. Jeg lover dig, at…”

”At hvad?” Spurgte han hurtigt og kiggede mig i øjnene, så jeg trak vejret ind og holdt det.

”At alting nok skal blive okay? Nej, Anastacia, ingenting vil nogensinde blive godt igen. Jeg har ingenting tilbage nu, okay. Jeg har intet.” Sagde han hårdt, så mit hjerte brast.

”Du har mig..” Prøvede jeg, så han hurtigt kiggede op på mig, så vores øjne mødtes. For cirka 8 måneder siden, da jeg første gang så Niall Horan, havde jeg aldrig troet at han ville blive den knuste person jeg så lige foran mig nu. Han trådte et skridt frem og tog fat om mit hoved for at presse sine læber mod min pande, så jeg straks mærkede længslen stige op i mig efter ham.

”Nej… Jeg har ikke engang dig. Jeg vil aldrig nogensinde få dig tilbage… Jeg er for knust til at nogensinde kunne elske dig på den måde du fortjener at blive elsket på..” Sagde han og trådte væk og hen mod sin bil igen.

”Niall stop! Du må ikke gå!” Bad jeg ham inderligt, så han kiggede kort om på mig, men så rystede på hovedet.

”Jeg er ked af det, Ana… Måske jeg bare skulle have lyttet til dig, da du sagde jeg ødelagde alt. Vi ville alligevel aldrig være blevet til noget. Det sagde du jo selv.” Sagde han og satte sig så ind i sin bil, for at forlade mig. Jeg hulkede kort og lagde så armene om mig selv, mens at mit hjerte endelig gjorde ondt for en anden end mig selv, og jeg for første gang mærkede, hvordan nogle kunne have et større kaos end mit eget.

______________________________________________________________________________________________

Hvad tror i der sker nu? Gør Niall noget slemt? Og virker det til at Ana endelig har tilgivet Niall? Og har han fortjent at blive tilgivet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...