Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99858Visninger
AA

22. Hidden

”So if you don’t mind, I walk the line

Stuck on the bridge between us”

Troye Sivan – Talk Me Down

 

​ANASTACIA P.O.V

11 dage.

Og det var ikke engang en rekord. Jeg havde en gang gået i hele to måneder, hvor jeg intet havde hørt fra Niall Horan. Dog føltes de her 11 dage, nærmest som 11 år. Jeg havde ikke hørt fra Niall i 11 dage. Det betød at jeg ikke var blevet besvaret på en enkelt opringning, sms eller mine mange bank på hans dør og rusken i den låste dør i 11 dage.

11 dage var lang tid, hvor jeg ikke vidste hvad han lavede, eller hvor han var. Jeg prøvede at få mine tanker over på en masse andet, men jeg kunne ikke få ham væk. Specielt fordi, at hver dag der gik, så blev jeg mere og mere panisk for, om der mon var sket ham noget alvorligt. Som for eksempel at han var gået til Rich og havde gjort noget dumt. Jeg håbede inderligt, at han var okay. Og dog så modsagde min sunde fornuft og intuition også, at den tanke var helt forskruet og forkert på den.

”Du er godt nok langt væk i dit tankespind de her dage, hva?” Vækkede en stemme mig, så jeg blinkede et par gange med mine øjne og kiggede over på Louis, som lænede sig op ad den kost han var i gang med at feje butikken med. Louis og jeg var på arbejde sammen i dag, og der var cirka en time tilbage, før vi endelig havde fri, og jeg måske kunne håbe på at det voldsomme regnvejr, der var uden for stilnede af til den tid. Efter indbruddet sidste år havde butikken vejret i ret dårlig stand og det havde også taget cirka halvanden uge, før den kom helt op at køre igen og Marie og hendes forældre fik ordentligt styr på det hele igen. Dog her cirka 3 måneder efter, var det faktisk blevet meget okay igen.

”Jeg tror aldrig rigtigt, at jeg slipper fri for alle de mange tanker.”  Sagde jeg og gned mig træt mod mine tindinger. Louis fnyste lidt.

”Måske du bare skulle lære, ikke at lade dem overtage din hjerne?” Foreslog ham, så jeg hurtigt kiggede over på ham og det nu var min tur til at grine af ham.

”Så prøv at vær mig, så kan du se hvor ufatteligt let det ikke er.” Sagde jeg. Han trak bare på skuldrene.

”Du kan da bare lade vær med at tænke på ham? Han fortjener alligevel ikke dine tanker.” Sagde Louis, dog lagde jeg godt mærke til, at den sidste del af hans udtalelse, kom ud lidt lavere end det første.

”Men det gør du?” Sagde jeg hurtigt lav for mig selv, men han hørte det dog alligevel.

”Hvorfor dropper du ham ikke bare? Han kommer jo alligevel ikke til at ringe til dig alligevel.” Sagde han og fejde videre, så jeg kiggede opgivende over på ham og allerede frygtede samtalens udvikling.

”Du forstår det ikke.” Sagde jeg hurtigt og begyndte at rydde lidt op omkring disken. Han fnyste hurtigt, og det lød allerede irriteret i mine ører.

”Han har behandlet dig som lort, og alligevel er du allerede ved at smide dig for hans fødder igen?” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Som sagt, du forstår det ikke.” Gentog jeg mig selv og prøvede at ignorere ham. Louis ville aldrig nogensinde kunne forstå det. Jeg havde selv svært ved at forstå, hvorfor det var så svært for mig at glemme Niall og bare komme videre. Derfor var der absolut ingen chance for, at Louis nogensinde ville kunne komme til at forstå det, fordi han var… ja, Louis, og stik modsat mig.

”Jeg tror ærligt talt bare, at du er forblændet af hans dårlige ry og bad-boy look.” Sagde Louis hurtigt, så jeg kiggede over på ham og straks mærkede vreden.

”Til din orientering, Louis, så er jeg ikke en eller anden dulle, der kun kom her til, for at finde en fyr, der kunne rykke til mine grænser. Det var jo ikke med vilje, at jeg kom i kontakt med Niall, vel?” Sagde jeg spydigt.

”Men du søgte alligevel hans selskab ret meget, synes jeg at huske?” Sagde han selv lige så spydigt tilbage, så jeg sukkede tungt.

”Hvad hvis jeg så noget i ham?”

”Som hvad? Noget anderledes? Så du en gruppe bad people, men så lagde mærke til ham, fordi at han skilte sig ud fra mængden og var anderledes på den gode måde. Var det en lille prinsessedrøm, der gik i opfyldelse for dig, da du så ham og så tænkte at han ville ændre sig for din skyld, fordi i begge to var anderledes, og så ville i leve til jeres dages ende? Helt ærligt, mere kliche kan det da ikke blive.” Sagde han og fejede sin bunke snavs sammen, så han kunne feje det op.

”Du er tarvelig.” Sagde jeg hurtigt.

”Jeg er realistisk, Anastacia. Måske skulle du også tage at blive det?” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede over på ham og mærkede, hvordan vreden blussede op i mig.

”Du er forkert på den så.” Sagde jeg vredt. Han kiggede hurtigt op på mig.

”Hold nu op med at spille uskyldig, Anastacia. Du ved jo selv inderst inde, at det er komplet idiotisk af dig, at gå tilbage til ham.” Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg går ikke tilbage til ham!” Vrissede jeg hurtigt.

”Hvad fanden laver du så?” Spurgte han så selv med et ophævet toneleje. Jeg kiggede rasende på ham nu.

”Jeg snakker aldrig med dig om det her igen.” Sagde jeg hurtigt.

”Hold nu op med at benægt det over for dig selv.” Sagde han.

”Benægt hvad, kære Louis?” Vrissede jeg hurtigt af ham.

”At du er ved at begå dit livs største fejltagelse, hvis du går tilbage til ham.” Sagde han hårdt.

”Måske du bare kunne lære ham at kende, ligesom jeg har gjort!” Forsvarede jeg hurtigt og blev mere og mere frustreret over, at Louis bare aldrig nogensinde ville lære at forstå hele situationen fra min side af.

”Måske du kunne lære ikke at være så naiv, og stole på hvad andre advarer dig i mod om andre mennesker.”

”Måske vil jeg bare gerne lære folk at kende og selv bedømme dem i stedet for at lytte til andre!” Han var virkelig ved at gå mig på nerverne, og jeg frydede mig allerede over, at der kun var ganske få minutter tilbage af vores vagt, inden vi skulle lukke og kunne gå hjem.

”Kan du for fanden da ikke bare lære at lytte til, hvad det er jeg siger til dig? Jeg prøver, at hjælpe dig, Anastacia.” Forsøgte han, men jeg orkede bare ikke at lytte til ham mere. Jeg var virkelig blevet træt af ham nu. Derfor kiggede jeg også hurtigt op på klokken og så at der var fem minutter tilbage og tænkte om jeg kunne tillade mig at gå de enkelte minutter før, for ellers ville jeg sikkert ende med at skille hele butikken ad igen af ren raseri over Louis.

”Forstå nu bare, at jeg har ret. Du ved jeg tit har ret..” Sagde han så jeg hurtigt kiggede på ham.

”Hvis du virkelig var min ven, ville du prøve at forstå det fra min side af.” Prøvede jeg en sidste gang, og syntes at de sidste resterende fem minutter gik ufatteligt langsomt.

”Du ved jo godt, at jeg kun vil… og er det bedste for dig, Anastacia.” Sagde han som det sidste, så jeg kiggede op på ham og hurtigt tog mine ting. Jeg var nødt til at gå de sidste fire minutter før i dag.

”Men jeg er ikke din kæreste, Louis.” Sagde jeg og forlod ham og butikken og gik ud i det øsende våde regnvejr, men det føltes som om, at det nærmest fordampede for al den vrede der pumpede inden i mig. Louis havde valgt den forkerte dag at lægge sig ud med mine tanker og grublerier. Specielt når jeg ikke engang selv havde styr på dem.

Og så igen, hvornår havde jeg overhovedet styr på nogle af de tusind tanker, der altid kørte igennem mit hoved? Aldrig.

Da jeg kom hjem var der en elskværdig seddel på min dør om, at mine forældre arbejdede sent og var til middag hos en veninde, så jeg var mutters alene. Hvilket aldrig viste sig at være særlig rart, når jeg havde det sådan her. Jeg valgte derfor at bestille en pizza og bare holde en chill aften for mig selv. Det indebar bare, at jeg tog et langt bad, bestilte pizzaen, hoppede i mit grimmeste jogging/slumretøj, som mest bare var gammelt tøj jeg enten ikke kunne passe, eller ikke nænnede at smide ud. (Outfit findes i kommentar). Jublede Over at min pizza kom, for så at sætte mig ind foran fjernsynet i stuen med dyne, pizza og de værste Chick flicks.

I aften virkede alle film dog bare som en tro kopi og åndssvag reminder af mit liv, som jeg ellers prøvede at glemme lige for tiden. Så jeg endte med at sætte en thriller på, der havde så lidt med ulykkelig kærlighed og knuste drømme at gøre som muligt. Men en far, som man troede var uheldig, men efter tredje film, måske viser sig bare at være en dårlig beskytter for sin familie, virkede lige så dårlig som en film om to elskede på en stor båd, der til sidst ville skille dem ad til døden.

Jeg sukkede lidt for mig selv over alle films dårlige manuskript og plot, da et højt bank kunne høres ude fra entreen. Hvem bankede på hos folk klokken halv 12 en lørdag aften? Jeg rejste mig hurtigt og gik ud mod entreen og hen mod døren. Jeg åbnede den forsigtigt, da et rædselsfuldt syn mødte mig:

Han havde blod rendende ned fra to åbne sår ved hans læbe og hans øjenbryn, samt han havde et kæmpe blå lillat mærke omkring sit højre øje. Hans hår var i vildrede, mens at blod og jord var smurt ud over hans tøj. Jeg kiggede lidt ned af ham, og så hvordan hans hænder rystede og var helt forslåede ved knoerne.

"Niall..?" Sagde jeg forsigtigt, så han kiggede fra jorden og op på mig.

"Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen..." Sagde han helt hæst. Jeg kiggede bare nærmest lamslået op på ham, så jeg fik hans rystende krop og skælvende kæbe helt ind på nethinden.

”Jeg ved godt jeg nok er den sidste person du vil snakke med…” Startede han.

”Vær ikke dum, du er den eneste person jeg vil snakke med.” Afbrød jeg ham dog hurtigt, så han kiggede op på mig og hans rødsprængte øjne kiggede knust ind i mine.

”Jeg er så ked af det, Ana… Jeg er så ufattelig ked af det.” Skælvede han, så jeg rakte armen ud til ham.

”Kom nu ind, Niall. Du er drivvåd og fryser!” Sagde jeg og prøvede at trække ham ind, men han gik ikke med.

”Jeg fucker alting op, Ana, og jeg er så fucking ked af det.. Jeg aner ikke længere, hvad jeg skal gøre…”

”Niall, stop nu.” Prøvede jeg igen, inden han kiggede op på mig og han klemte sit ansigt forpint sammen.

”Jeg har ikke nogen tilbage, Ana… Jeg har fucket så meget op, at alle omkring mig er forsvundet nu. Jeg har ødelagt alting.” Hans underlæbe skælvede vildt, inden han med tårer ned af sine kinder kiggede op på mig.

”Jeg savner hende så meget, at det gør ondt, Ana. Jeg savner Lilly så fucking meget, at jeg ikke længere tror at jeg kan leve videre uden hende… jeg savner hende og det hele er min skyld!”

”Niall, hold nu op. Det er ikke din skyld det hele, du…”

”Og jeg savner dig, Ana. Jeg savner dig så fucking meget, og jeg er så ked af det hele. Jeg er så ked af det fucking hele og det gør så forbandet ondt inden i mig, hver gang jeg tænker på alle de ting jeg gjorde mod dig, og jeg fortryder det hele så satans meget. Og jeg vil så gerne have det hele tilbage. Alt det gode, fra den gang hvor det var lyst og jeg ikke var fanget i det her forbandede hul af fortrydelse og smerte… Alt jeg ønsker, er at du bliver hos mig, Anastacia… Lige gyldig, hvor hårdt det er at blive hos mig… Jeg kan ikke klare det mere. Jeg kan ikke mere, Anastacia… Jeg er færdig. Jeg er drænet nu… Jeg kan ikke mere…” Jeg gik hurtigt frem i det at han trådte hulkende frem, så jeg slog mine arme om hans våde skuldre og knugede ham ind til mig.

”Rolig, Niall, tag det roligt.” Sagde jeg trøstende ind i hans ører, mens hele hans krop skælvede i min favn. Jeg prøvede at knuge hårdere om ham, men han blev bare ved med at skælve over hele kroppen, indtil hans vejrtrækning også begyndte at skælve og han startede med at hyperventilere.

”Niall, stop!” Prøvede jeg, mens at han kiggede sammenklemt ned i gulvet.

”Niall, kig på mig! Det skal nok gå… Hey… Kig på mig!” Prøvede jeg. Han kiggede forsigtigt på mig, så vores øjne mødtes, og jeg blev ved med at tysse forsigtigt, mens jeg lagde mine hænder på hans kinder.

”Det er okay… Jeg er lige her.. Det er okay. Bare kig på mig.” Tyssede jeg, mens han dybe vejrtrækninger blev roligere, indtil han til sidst åndede normalt igen og hans pupiller skrumpede til normalere størrelse igen.

”Undskyld..” Sagde han hurtigt, så jeg sukkede.

”Det er okay, Niall. Det hele skal nok blive okay.” Sagde jeg og aede hans kinder. Han sukkede tungt og snøftede kort ind, inden jeg krammede ham igen.

”Undskyld jeg er sådan en fucking idiot.” Sagde han og lagde armene om mig, så jeg lagde mine arme stramt om ham og knugede mig selv ind i hans favn.

”Det er okay… Det hele er okay.” Sagde jeg og krammede den dreng, som nok altid ville være min idiot. Min fucking idiot. Men det var ligemeget, for det eneste, der betød noget, var at Niall og jeg stod der og krammede hinanden i sådan et langt og knugende og inderligt kram, som inderst inde føltes som et af de få, men store kram i livet, som kunne få alle ens knuste dele, til at falde tilbage på plads igen.

______________________________________________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...