Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
401Kommentarer
101111Visninger
AA

7. Heart breaking

"Collecting pictures of a flood that wrecked our home, it was a flood that wrecked this heart

and you caused it"

Daughter - Youth

 

”Hey Ana…” Lød hans stemme forsigtigt, mens min mave knugede sig sammen og min hals tørlagte sig som Saharas ørken. Jeg kiggede op på ham, mens panikken spredte sig i mig. Ikke nu. Ikke ham.

”Niall.” Sagde jeg lavt, for at bekræfte hans tilstedeværelse hos mig. En tilstedeværelse jeg så længe havde forberedt mig på, at jeg ikke skulle forberede mig til.

Vi kiggede bare på hinanden i det, der svarede til en evighed, før jeg endelig opdagede, at Louis havde rejst sig og var gået mellem Niall og jeg.

”Skrid hjem med dig.” Sagde han hårdt, så jeg hurtigt ville sige noget, men der kom intet ud af min mund.

”Jeg har lige så meget ret til at tale med hende, som alle i andre har.” Vrissede Niall hurtigt af ham.

”Du har intet at sige eller gøre her. Fuck af med dig!” Vrissede Louis lige så hårdt tilbage. Liam rejste sig straks.

”Louis...” Prøvede han og kiggede bedende på ham, men Louis rystede bare vredt på hovedet.

”Du har ingen ret til at være her, Horan. Så gå, inden vi tilkalder vagterne.” Protesterede Louis koldt.

”De vagter jeg lige har sneget mig forbi?” Sagde Niall lige så flabet tilbage, så jeg hurtigt brød min tavshed.

”Stop så!” De kiggede alle tre bag ud på mig og tavs, mens mit hjerte hamrede i mit bryst.

”Louis… Liam… Niall… Jeg er her også.” Sagde jeg og kiggede mellem dem alle tre. Niall kiggede hurtigt mig i øjnene, så jeg mærkede kvalmen i min hals og måtte kigge væk fra ham.

”Please, Ana…” Bad han inderligt, så jeg måtte trække vejret dybt ind.

”Anastacia?” Spurgte Louis kort efter, så jeg sukkede tungt ud. Du er nødt til at få det ud af verden! Du skal have det rart! Skreg stemmen inde i hovedet på mig, så jeg kiggede op på dem igen.

”Louis og Liam, vil i gå ud, mens jeg taler med Niall?” Lettelsen ramte nærmest Niall, mens at Louis bare kiggede sukkende ned i jorden og Liam så hurtigt lagde en hånd over hans skulder.

”Vi er lige udenfor.” Lovede han, mens ham og Louis gik ud og efterlod mig med mit livs største mirakel, men også værste katastrofe.

”Jeg ved godt, at jeg er den allersidste person du nogensinde vil snakke med..” Startede Niall ud, så jeg kiggede op på ham.

”Stop.” Bad jeg ham hurtigt, så han tav. Han sagde intet efter det, men kiggede så bare rundt i stuen.

”Er det her det eneste sted du befinder dig?” Spurgte han og kiggede lidt kvalmt rundt.

”Ja. Jeg kan lide det sådan her.” Sagde jeg og rettede lidt på mine trøjeærmer. Niall kiggede hurtigt på mig.

”Det ligner jo et fængsel?” Sagde han mistroisk og kiggede med vrænget næse rundt i rummet.

”Det behøver ikke ligne rod.” Sagde jeg fornærmet.

”Det sjove er faktisk, at det her ser mere rodet ud end et almindeligt rodet værelse.” Sagde han hurtigt og lagde sine arme bestemt over kors.

”Her er rart, og rart er godt lige nu.” Sagde jeg og kiggede brændende op på ham. Han vidste ingenting. Hvorfor skulle han altid spille så forbandet bedrevidende? Jeg havde ikke brug for ham til at bestemme over mig, og hvordan jeg skulle leve. Ikke mere.

”Er det hvad lægerne siger til dig?” Spurgte han og kiggede hurtigt forfærdet på mig. Jeg kiggede lige så fornærmet tilbage på ham.

”De hjælper mig…”

”De har dig fanget, Ana!” Råbte han chokerende, så jeg mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Ana, det her er slet ikke hvad du har brug for. De hjernevasker dig. De får dig til at tro, at det her er godt for dig!”

”Som om du ved, hvad der er godt for mig!” Vrissede jeg rasende tilbage, mens at mit blod så småt begyndte at koge inden i mig.

”Ana, du kan ikke blive her. De får dig til at tro, at du lever i en verden af festøv… det her hjælper dig ikke!”

”Hvorfor skal du altid spille fucking klog på alt i hele verden. Du ved ikke noget som helst om, hvad der er godt for mig!” Vrissede jeg rasende. Han kunne ikke bare komme her og sætte ord på alt og nedgøre mig. Det var jeg færdig med.

”Ana, lyt nu til mig. Du hører ikke til her, du hører til hos…”

Dig?” Afsluttede jeg hurtigt hans sætning, så han tav og kiggede mig i øjnene. Jeg fnyste hurtigt.

”Det er sjovt. Er det ikke? Ja, ironisk nærmest. Du sagde altid til mig, at du ville være der… men i sidste ende, så løj du. Du løj hver gang.” Sagde jeg så han trådte lidt tilbage.

”Ana, jeg..” Prøvede han, men jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Min største fejl var ikke at falde for dig. Min største fejl var at tro, at du også faldt for mig.” Indrømmede jeg, så han trak vejret tungt ind.

”Jeg…”

” Alt hvad jeg ønskede var, at du skulle kæmpe for mig… og det gjorde du ikke!” Sagde jeg hurtigt og kiggede op på ham, og ærgrede mig over, hvordan mit stemmeleje knækkede over til sidst af den gråd, der pressede på inden bag min kolde facade af følelsesløshed.

”Alt hvad jeg ønskede, var at du skulle elske mig. Jeg forgabte mig så meget i dig og troede på alle dine løgne. Jeg troede på hvert et ord du sagde, og opdagede aldrig, hvor meget du egentlig løj for mig. Jeg prøvede at gennemskue dem, det gjorde jeg… men du svækkede mig.. Du…”

”Ana, jeg lover…” Prøvede han, så jeg vendte mig knust om mod ham.

”Du knuste mig!” Jeg kunne se, hvordan han trådte lamslået tilbage, mens at hans underlæbe begyndte at skælve og de første tårer trillede ned af mine kinder.

”Du knuste mig, Niall Horan. Du knuste mig til det allersidste. Du knuste hver en del af mig indtil der ikke var noget tilbage…”

”Jeg prøvede at redde dig!” Råbte han skælvende tilbage.

”Jeg var ved at drukne, og det eneste du gjorde, var at skubbe mig længere og længere ned indtil luften røg ud af mig… Men ved du hvad? Det er ikke engang det værste!” Sagde jeg med tårerne trillende ned af mine kinder.

”Nej. Det værste er ikke engang at du gjorde det… Det værste er, at jeg lod dig gøre det. Jeg stolede blindt på dig og elskede dig, da det eneste du gjorde var at være den eneste person jeg nogensinde ville tage en kugle for, men du var ham, der stod bag triggeren.”

”Jeg elskede dig! Ana, jeg ved at jeg fuckede op i det hele, men jeg prøvede! Jeg prøvede at redde dig… Jeg prøvede alt for at redde den eneste, der kunne dæmpe mine dæmoner og få mig til at se lyset. Der er ingenting, som er noget som helst værd, hvis du ikke er her…” Han stoppede hurtigt og trak så vejret dybt ind.

”Jeg lover, at jeg vil fortælle dig alt… Jeg fortæller dig det hele.. hver eneste lille detalje. Hvis bare…”

”Hvis bare hvad?” Afbrød jeg hurtigt, så han kiggede ned på mig. Jeg vidste, at det var fejt af mig at mærke hvordan det gjorde ondt i mit hjerte, da jeg så hans røde og knuste øjne. Det var forkert. Jeg kunne ikke bukke under nu.

”Anastacia, jeg vil gøre alt for dig. Lige meget hvad det er eller hvad du beder om, så vil jeg gøre det, hvis bare du vil tilgive mig. Jeg vil gøre hvad som helst, jeg vil..”

”Nej, Niall.” Sagde jeg bare hurtigt, så han stoppede.

”For satan, Ana! Så vågn dog op! Du ved, at jeg gjorde alt for at redde dig… du ved, hvem der puttede dig her ind.” Råbte han frustreret af mig.

”Det eneste grund til jeg er her, er på grund af dig!”

”Jeg prøvede at redde dig!” Råbte han igen, inden jeg nærmest eksploderede i hovedet på ham.

”Du dræbte mig, Niall!” Det var som om, at al luften blev hevet ud af rummet og vi måtte begge to trække vejret tungt ind, for at skabe ilt til vores lunger. Tårerne rendt ned af mine kinder, mens mit hjerte bankede hårdt og ustyrligt for den eneste person, som kunne få det til at slå sådan, men som også var den eneste, der kunne stoppe det på et minisekund.

”Jeg døde hver dag, Niall… Jeg døde hver dag du ikke var der. Jeg elskede dig så meget, at det knuste mig.” Snøftede jeg kort ind.

”Jeg knuste mit eget hjerte af at elske dig.” Sagde jeg og vidste med det samme, at jeg lige havde opsummeret for mig selv, alt det der skete mellem Niall og jeg. Der kom aldrig noget godt ud af det, det vidste jeg nu. Jeg elskede ham, mens han ingen intentioner havde om nogensinde at elske mig tilbage igen.

”Anastacia, lyt til mig!” Bedte han hurtigt, inden han satte sig ned på hug foran mig, så jeg kiggede sorgfuldt ned på ham, da han tog mine hænder i sine.

”Kom med mig. Jeg kan hjælpe dig… du kan blive glad igen… vi kan være sammen igen, vi kan…” Bad han desperat, mens han kiggede bønfaldende op på mig og jeg igen fandt mig selv troende på hans tryllebindende ord. Men ikke mere. Aldrig igen.

”Du kan ikke fikses af den samme person, som knuste dig.” Sagde jeg og skubbede hans hænder af mine og mine sidste tårer for drengen Niall Horan trillede ned af mine kinder.

”Ana, nej… Nej, du må ikke gøre det her… Jeg kan ikke overleve det her uden dig…”

”Jeg døde for dig en gang, men aldrig igen.” Sagde jeg og satte mig så tilbage fra ham i min seng. Han lænede sig straks frem mod mig.

”Ana, tag nu med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg..”

”Gå din vej, Niall.” Sagde jeg bare koldt og kynisk.

”Nej, Ana… Du må ikke gøre det her. Alt andet end det her, jeg bønfalder dig…”

”Gå din vej!” Råbte jeg hurtigt, så han straks sparkede hårdt til sengens ene ben.

”JEG KAN IKKE UDEN DIG!”

”GÅ VÆK, NIALL!” Skreg jeg, så Louis hurtigt for ind i mit værelse og straks rev fat i Niall

”Skrid med dig, din usle slange!” Råbte han og skubbede hårdt til Niall. Liam gik hurtigt over til mig og lagde sine arme beskyttende om mig, mens jeg langsomt hulkede ind i hans skulder.

”Slip mig!” Råbte Niall højt, så jeg kunne høre, hvordan en masse sygeplejesker kom løbende hen mod os.

”Du gjorde det her mod hende! Du ødelagde hende, din store kryster.” Råbte Louis, mens ham og Niall slog hårdt til hinanden og kaoset spredte sig for øjnene af mig.

”Lad mig tale med hende!” Vrissede Niall rasende.

”Du skal forsvinde her fra og aldrig nogensinde komme tilbage, fatter du det?!” Råbte Louis rasende, mens man nærmest kunne se, hvordan vreden pulserede ud fra hver en lille del af hans krop.

”Ana!” Skreg Niall højt efter mig, inden sygeplejeskerne kom hen og tog hånd om situationen og tog fat i ham for at føre ham væk.

”ANA!” Skreg han højt efter mig.

”Du holder dig væk!” Råbte Louis efter ham, mens at jeg bare hulkede ind i Liams skulder og ønskede for alt i hele verden, at jeg aldrig nogensinde havde mødt Niall i nogen del af mit liv. Aldrig nogensinde.

______________________________________________________________________________________________​
Jeg undskylder meget. Madness er ikke helt i samme kategori som Crazy, desværre :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...