Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
99137Visninger
AA

32. Escaping the Demons

“Every whisper, every sigh

Eats away at this heart of mine”

Florence + the machine – Sweet Nothing
 

Hjertet pumpede stadig voldsomt inde i brystet på mig, lige indtil Niall og jeg kom hjem til lejligheden, hvor Niall kun lige nåede nærmest at smække døren i efter sig, inden han vendte sig eksploderende om imod mig.

”Hvad fanden tænkte du på?!” Råbte han ind i hovedet på mig, så jeg hurtigt prøvede at lede efter ordene, som desværre bare så ud til at forsvinde fuldstændigt fra mig.

”Jeg… Jeg… Jeg troede at… jeg troede..”

”Du troede hvad, Anastacia?!” Råbte han helt rasende. Jeg trådte lidt forskrækket tilbage. Jeg indrømmede gerne, at jeg ikke havde troet, at Niall ville blive så sur på mig.

”Jeg troede bare, at jeg kunne hjælpe.. Jeg…”

”Hjælpe?! Anastacia, er du klar over, hvad du lige har gjort? Han kommer aldrig til at stoppe nu!” Vrissede Niall hurtigt og tog sig frustreret til hovedet.

”Vi skal bare true ham nok jo…”

”Nej, Ana! Det kan vi ikke. Der er intet, der kan stoppe den mand! Intet, forstår du det ikke? Vi har lige gjort ham 1000 gange stærkere!” Vrissede Niall fortvivlet.

”Gjort ham stærkere? Niall, vi har svækket ham. Vi har sat foden i gulvet jo.” Prøvede jeg. Ja, jeg vidste godt, at det nok havde været en dårlig ide at tage hen til Nialls mafiaboss og konfrontere ham. Men jeg fokuserede alligevel på de gode ting. Vi havde konfronteret ham, og i min optik var jeg sikker på, at vi faktisk havde skræmt ham lidt. Havde vi ikke?

”Niall, vi fører!” Prøvede jeg, så Niall bare kiggede fra gulvet af og op på mig.

”Er du virkelig så dum?” Spurgte han helt koldt og hårdt, så jeg hurtigt kiggede op på ham.

”Er du virkelig så latterligt dum, at du virkelig tror, at det du gjorde der, var godt?” Spurgte han igen, så jeg kiggede op på ham, og ærgerligt talt, så følte jeg mig… ramt.

”Jeg troede bare, at…”

”Men du troede forkert.” Sagde han hurtigt, så jeg bare kiggede op på ham igen og mærkede, hvordan en klump samlede sig i min hals.

”Du behøver ikke være så grov…” Sagde jeg hurtigt, så han straks kiggede med store vide øjne på ham. Jeg kunne straks se, hvordan raseriet, nærmest brændte i hele kroppen på ham.

”Hvorfor kan du aldrig forstå det, Ana? Hvorfor skal du altid være så fucking naiv?” Vrissede han, så jeg hurtigt kunne mærke, at det var min tur til at blive vred.

”Jeg er ikke naiv!”

”Hvad fanden vil du så kalde det der?!” Vrissede Niall hurtigt tilbage, så jeg kiggede ildevarslende på ham.

”Jeg ville hjælpe dig!” Forsvarede jeg mig selv.

”Ved nærmest at kaste dig selv for ulvene?” Spurgte han hurtigt. Jeg kiggede forvirret på ham.

”Niall, jeg prøvede at redde dig. Jeg prøvede at fjerne dine problemer!” Prøvede jeg ihærdigt. Hvorfor kunne han slet ikke se det gode, jeg havde gjort for ham.

”Fjerne mine problemer? Hvad fuck tror du jeg er? Et eller andet psykologisk projekt, som du vil få 12 for, hvis du redder?!” Råbte han hurtigt rasende.

”Nej! Sådan har det aldrig været, det må du fandme ikke tro. Du ved, at jeg ikke er sådan!” Råbte jeg selv tilbage.

”Hvad fanden er det så du prøvede på, Anastacia?!”

”Jeg ville redde dig!” Råbte jeg hurtigt, men nåede kun lige at se ham træde et stort skridt frem mod mig, inden han nærmest skreg mig ind i hovedet:

”JEG KAN IKKE REDDES!” Jeg gispede af forskrækkelse over hans råbende stemme lige ind i mit hoved. Der blev stille mellem os i et par sekunder og Nialls brystkasse hævede sig hurtigt op og ned i takt med hans vilde åndedræt

”Jeg er en tabt sag, Anastacia… Det har jeg altid været. Der er ingen, der kan redde mig. Ikke engang du.” Sagde han og vendte sig hurtigt væk fra mig og gik over mod køkkenet, mens det begyndte at brænde op inden i mig.

”I det mindste forsøger jeg at gøre noget.” Sagde jeg hurtigt, uden at have tænkt over de konsekvenser, der sikkert ville komme af mine udtalelser. Men lige nu, var jeg efterhånden så træt af det hele, at jeg var død lige glad. Med alt.

”Hvad?” Spurgte Niall hurtigt og vendte sig halvt om mod mig igen. Jeg trak vejret tungt ind.

”I det mindste gør jeg noget… I det mindste prøver jeg.” Sagde jeg hurtigt, så han bare rynkede sine bryn sammen i en forvirret og uforstående mine.

”I det mindste tør jeg se dæmonerne i øjnene.” Sagde jeg hårdt tilbage mod ham, så han langsomt begyndte at gå over mod mig.

”Hvilke dæmoner snakker du om?” Spurgte han hurtigt, så jeg ikke kunne holde et opgivende grin inde.

”Er du seriøs?” Spurgte jeg hurtigt, mens den evigt tikkende bombe inde i mig, så faretruende ud til at sprænge når som helst.

”Niall, du er så fuld af dæmoner, der hver dag jagter dig… og du siger til mig, at du ingen ide har om, hvad jeg snakker om?” Spurgte jeg hurtigt.

”Jeg er ikke fyldt med dæmoner!” Forsvarede han sig selv hurtigt, så jeg bare kom med endnu et opgivende grin.

”Siger drengen, der stadig lyver omkring sig selv. Og får hver gang man finder ud af noget, selv, omkring dig, så dukker endnu en af dine dæmoner frem?” Forklarede jeg hurtigt, så han bed sammenbidt sammen,

”Hvad mener du?” Spurgte han hurtigt, som om man skulle tro, at han virkelig ingenting forstod. Det mindede mig dog bare om, at det endnu en gang, var en a de diskussioner mellem Niall og jeg, hvor begge parter aldrig forstod hvad den anden part sagde.

”Du er fuld af dæmoner, som plager dig, hver dag, Niall. Og jeg er bange for, at du er for svag til at stå i mod dem og konfrontere kernen af dine problemer.” Sagde jeg og følte nærmest, at jeg fik lidt selvtillid over at åbne min mund. Dog ændrede Nialls forvirrede udtryk sig dog hurtigt til et vredt et igen.

”Og det var, hvad du gjorde i dag? Besøgte den inderste kerne af mine problemer?” Jeg valgte for min egen skyld ikke at svare på hans spørgsmål, men stod bare stille og så til, mens at orkanen foran mig endelig tog til og smadrede det hele.

”Jeg er ikke dit eller nogens fucking projekt. Jeg er en fucked up unge, der aldrig nogensinde har ønsket at have noget med nogen som helst af jer alle sammen at gøre!” Råbte han rasende, så jeg bare trak vejret tungt ind og prøvede at synke klumpen i min hals.

”Og alligevel bliver du her hjemme i din egen lille komfort zone, hvor problemerne indhenter dig en efter en, indtil du ikke længere kan bunde.”

”Jeg har aldrig bedt dig, eller noget andet menneske om at hjælpe mig. Jeg kan klare mig selv.” Sagde han.

”Og alligevel konfronterede jeg problemerne. En handling du aldrig nogensinde har kunnet turde kaste dig ud i.” Sagde jeg vredt og stødt over, at den fyr, der stod foran mig, nok aldrig kunne realisere, at tingene kun kunne blive bedre, hvis han selv gjorde noget ved det.

”Måske fordi jeg er klog nok til at vide, at hvis jeg konfrontere problemerne, så vil jeg ikke leve om en måned.”

”Og alligevel så kaster du dig selv ud i flere og flere problemer, som får dig ud på dybere og dybere vand…” Sagde jeg lavt, men blev afbrudt, da Niall hurtigt koldt og kontant sagde:

”Jeg har aldrig kunnet bunde, Anastacia. Jeg er fyldt med problemer, som jeg ikke kan slippe ud af… Jeg er ude på så dybt vand, at jeg er ved at dø. Forstår du det?” Spurgte han, så jeg hurtigt kiggede op på ham og ikke længere kunne kende den fyr, jeg så længe havde troet jeg kendte. Fyren foran mig, var ikke den fyr, jeg troede jeg elskede. Den selviske og modbydelige fyr var ikke ham jeg elskede. Det var ham jeg hadede. Det var hans dæmoniske side, og jeg nægtede og stå til endnu en gang og lade ham smadre mig, som den orkan han var.

”Ja, Niall… Det forstår jeg. Jeg nægter bare, at lade dig hive mig med ned til bunden igen.” Sagde jeg og tog en hurtigt beslutning og gik direkte forbi ham, og var ligeglad med den måde, vores skuldre stødte hårdt ind i hinanden og hvordan han hurtigt prøvede at gribe fat i mig, men ikke var hurtig nok, før jeg i et par hurtigt skridt gik ud mod gangen og ud gennem døren.

”Ana!” Hørte jeg ham bare kalde efter mig, men jeg nægtede simpelthen at lade ham vinde over mig endnu en gang.

Jeg elskede Niall Horan, men samtidig så hadede jeg ham også.

______________________________________________________________________________________________

Et kort, men dramatisk kapitel! Jeg tænkte at det her lidt skulle fremstå som det kapitel, hvor Ana forklarer Niall, at han er nødt til at få styr på sig selv, hvis han skal slippe levende igennem det hele. Synes i det fungerede?

Var det for resten en god ide at konfrontere Rich eller vil det måske ende i noget slemt? Og hvad tror i der sker mellem Niall og Ana nu?

Jeg er rigtig ked af, at det går ned af med historien. Jeg kan se at folk unliker og ikke kommenterer, og det er jeg selvfølgelig ked af, da jeg virkelig føler at Crazy/madness er noget af det mest gennemførte jeg har skrevet siden Summer Love. Skriv gerne jeres ærlige mening, om hvordan i synes det ser ud med historiens gang indtil videre, så jeg kan se, hvad jeg skal ændre. Det ville virkelig betyde meget for mig!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...