Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
402Kommentarer
101826Visninger
AA

19. Despair

Jeg havde ikke hørt fra Niall siden den aften, hvor han efterlod mig der på gaden sammen med Lilly. Jeg havde ringet og skrevet til ham et par gange, men han havde ikke svaret på noget som helst af det. Jeg hadede det.

Faktisk hadede jeg det hele. Jeg hadede, at han ikke svarede mig tilbage når jeg vidste at han havde det skidt. Det gjorde virkelig ondt inden i mig, at vide at han gik og havde det skidt, og at jeg ikke kunne hjælpe ham. Jeg hadede det virkelig. Og alligevel så hadede jeg også følelsen af at hade det. Der var stadig små enkelte dele inden i mig, som hadede Niall for alle de ting han havde gjort og sagt til mig. Dog var det ikke sådan så jeg hadede ham. Jeg hadede ikke Niall, jeg…

Jeg sukkede opgivende af mig selv og tog mig så tungt til hovedet og overvejede virkelig at tage hjem fra skole og melde mig syg.

”Er du dårlig?” Hviskede Liam til mig i historie-timen, så jeg hurtigt kiggede hen på ham over min skulder, fordi han havde lænet sig over til mig fra sin plads over for min. Vi var for en af de første gange ikke blevet sat i gruppe sammen, da vi skulle lave gruppearbejde om Den kolde krig, men alligevel sad vi lige bag hinanden.

”Jeg har ondt i hovedet.” Hviskede jeg tilbage til ham, mens vi hurtigt kiggede hen på vores lærer, for at se om han havde fået øje på os. (det var strengt forbudt at kommunikere med de andre grupper, nemlig.)

”Har du drukket nok vand? Det er trods alt ved at blive varmere uden for.” Sagde Liam, så jeg fnyste lidt af hans bekymrede tone.

”Jeg tænker bare for meget. Og i har svaret forkert på spørgsmål C.” Jeg hviskede det sidste lavere til ham, så han skulede hen til sit papir og så kiggede hen på mit.

”Men i var allerede forkerte i A.” Hviskede han tilbage, så jeg selv kiggede på mit papir.

”Miss Edwards og hr. Payne, hold jer til jeres egne grupper!” Lød det hurtigt fra vores lærer oppe fra en gruppe ved det forreste bord i klassen, så Liam og jeg satte os tilbage og fokuserede på vores gruppearbejde. Jeg ønskede nærmest bare, at have fortsat med at snakke med Liam. Lige så snart jeg fik tankerne over på noget andet, svandt smerterne i min hjerne væk, men lige så snart at stilheden kom tilbage, råbte alle stemmerne inde i mit hoved igen, så smerten kom tilbage.

Jeg anede vitterligt ikke, hvad pokker jeg skulle gøre.

Da klokken ringede ud cirka 45 minutter senere, kunne jeg endelig gå til frokost. Jeg var hammer sulten og glædede mig faktisk til dagens frokost-menu. En følelse som jeg engang hadede, men nu var underlig for mig, faktisk at have positive og glade fornemmelser omkring. Jeg havde altid troet, at når man først følte noget for en ting eller nogen, så kunne det aldrig ændre sig. Men her på det sidste var jeg begyndt, at indse at det til tider kunne svinge i forhold til hvad det var… eller hvem det var.

”Anastacia, vent på mig!” Kaldte Liam hurtigt bag mig, så jeg standsede henne ved døren og sendte Liam et smil, da han luntede over til mig og vi kunne gå til frokost.

”Kommer Marie og spiser med os i dag?” Spurgte han. Jeg svarede ham ikke, men nikkede bare. Der var kommet lidt rutiner i det nu. Det at Marie og Harry var blevet venner igen havde gjort, at Marie spiste sammen med Harry nogle dage, men også spiste sammen med Liam og jeg nogle andre dage. De dage hvor Louis kom over til os og spiste i sine pauser, spiste hun sammen med os og så spiste Harry sammen med nogle andre venenr. Marie og jeg havde godt snakket om, om det kunne være muligt endda at spise sammen alle fem. Men det ville Louis nok aldrig gå med til. Louis’ had til Harry og de andre fra den modstående gruppe ville nok aldrig ændre sig. Jeg var dog blevet overrasket, da han faktisk begyndte at snakke med Marie igen. Hvis han kunne det, kunne det være, at han efterhånden også kunne lære at snakke med de andre igen? Men det var måske også bare et barnligt håb jeg havde?

”Hey, Venner!” Lød Maries glædelige jublen lidt længere bag os. Liam vinkede hurtigt smilende til hende, inden hun gav mig et stort kram.

”Kom nu, jeg er døende af sult!” Klagede jeg til dem, så Marie bare grinede og så lagde sin ene arm om mine skuldre, mens vi gik sammen hen mod cafeteriaet for at få frokost.

”Jeg håber de har budding.” Sagde Liam, da vi stillede os hen i køen for at få mad. Jeg sukkede tungt.

”Jeg vil bare have mad.” Klagede jeg, så Marie grinede højt af mig.

”Jeg havde aldrig nogensinde troet, at du var typen, der skulle blive smågnaven, når du blev sulten.” Sagde hun og ruskede i mine skuldre bag mig.

”Jeg er ikke gnaven! Jeg er sulten.” Forsvarede jeg mig selv og kiggede om på Marie, der kiggede om på Liam, som kiggede grinende på hende.

”Hun er gnaven.” Sagde Marie, så Liam nikkede og jeg stampede i gulvet.

”Jeg er ikke gnaven. Jeg er skide sulten!” Sagde jeg frustreret.

”Jep. Du er gnaven.” Sagde Liam, så Marie grinede og jeg bare rykkede mig frem i køen. De var så dumme en gang i mellem.

”Yes! De har budding!” Frydede Liam sig, da det blev vores tur til at tage vores mad. Jeg mærkede nærmest hvordan jeg allerede savlede, da jeg fik en portion pasta bolognese og en juice og en frugtpose.

”Kommer Louis egentlig i dag og spiser med?” Spurgte Marie bag mig, da vi gik ud af køen. Liam svarede ikke, men pegede bare lige frem for sig i salen, så vi alle kiggede hen og så Louis sidde henne ved vores normale bord, hvor han sad med en sandwhich i hånden og vinkede smilende til os. Vi gik alle over og satte os, og jeg tog straks en stor gaffelfuld pasta i munden og stønnede tilfredst.

”Nåårh, skulle Anastacia pigen have noget mad, hva?” Sagde Marie ved siden af mig, med en dum pattet baby stemme, så jeg kiggede fornærmet på hende, og Louis og Liam grinede.

”Hvad er der med dig?” Spurgte Louis grinende og tog en bid af sin medbragte sandwhich. Jeg sukkede tungt.

”Jeg var bare sulten..” Prøvede jeg, men Liam kom mig i forkøbet.

”Hun var gnaven, fordi hun var sulten.” Louis grinede.

”Altså Hangry?” Marie nikkede stort.

”Ja! Hun klagede hele vejen her ned!” Louis grinede igen.

”Jeg havde aldrig troet, at du var typen til at blive sur over sult.” Jeg sukkede opgivende.

”Jeg magter jer simpelthen ikke!” Klagede jeg, så de alle hurtigt kiggede kort på hinanden, inden de sammen brød ud i fælles latter over min fortvivlelse. Dog varede det heldigvis ikke så længe, kun lige tre gaffelfulde paste bolognese.

”Måske var du bare irritabel, fordi du var dårlig og havde et lavt blodsukker?” Foreslog Liam lidt efter, da latterudbruddet havde lagt sig. Jeg trak på skuldrene.

”Var du dårlig?” Spurgte Marie hurtigt og kiggede tænkende på mig.

”Jeg har bare sovet dårligt i nat. Ikke andet end en slem hovedpine.” Sagde jeg og spiste videre.

”Er det så ikke nemmest, hvis du så tager hjem, når du er dårlig?” Spurgte Louis hurtigt. Jeg rystede dog på hovedet og sank min bid mad.

”Det kan mit fravær ikke tåle, hvis jeg skal gennemføre det her år. Jeg må bare hænge i.” Sagde jeg hurtigt. Marie sukkede opgivende af mig, som hun altid gjorde, når jeg sagde noget, der ikke passede til hendes mening.

”Da ikke, hvis du er dårlig.” Jeg kløede mig bare fraværende i nakken og spiste videre uden at svare nogle af dem.

”Hvad er det så, der har holdt dig vågen?” Spurgte Liam hurtigt. Jeg fik en klump i halsen.

”Jeg tænker bare for meget her for tiden.” Sagde jeg og tog hul på min juicebrik. Marie kiggede tænkende på mig. Jeg prøvede dog at ignorere hendes underlige og mistroiske blik.

”Så må du bare slå dem lidt fra.” Sagde Louis med et forsigtigt grin, så jeg også bare kom med et kort grin, selv om jeg virkelig ønskede at jeg kunne bruge hans forslag til noget. Problemet var jo bare, at når først tankerne havde overtaget min hjerne og var begyndt at hægte sig fast og formere sig, som en edderkops edderkoppespind, så var det meget svært at komme af med de søvnløse aftentanker igen.

Vi fortsatte med frokosten og på et tidspunkt blev fokusset heldigvis taget fra mig og lagt over på Liam, som klagede over hans manglende endeløse budding. Det endte med at Louis bare klappede ham på skulderen.

”Tro mig, mate. Så lækker en budding der, gad jeg også godt have mig, hvis jeg skulle være i den fortvivlelse, som du er i nu.” Vi alle sammen grinede lidt, indtil Marie tog sin budding fra sin bakke og holdt hen mod Louis.

”Du må gerne få min.” Sagde hun, så Louis hurtigt kiggede på hende. Jeg kiggede også hurtigt mellem Marie og Louis, og så hvordan Louis kiggede på en eller anden underlig måde på hende, inden at han forsigtigt tog i mod buddingen fra hende og hun så (lidt for hurtigt) gik i gang med sin egen frokost igen. Jeg smilede dog lidt for mig selv og så også at Liam også kort gjorde det. Efter et par minutter ringede klokken og Marie sukkede tungt.

”Jeg gider ikke have Engelsk nu.” Sagde hun, så Liam grinede lidt.

”Det er bedre end biologi.” Jeg gjorde mig enig med Liam, mens Marie sukkede tungt og Louis sagde farvel til os, mens at vi smed resterne af vores frokost ud og så begyndte at gå ud af cafeteriaet og hen til der, hvor vi hver i sær skulle have time, mens Louis forlod os og tog hen på sin egen skole igen. Dog inden jeg nåede at dreje af sammen med Liam for enden af gangen, greb Marie hurtigt fat i mig.

”Fortæller du mig, hvad det er du går og tænker på?” Spurgte hun mig hurtigt. Jeg kiggede bag ud for at se om Liam ventede på mig, men han fortsatte bare, så jeg tog Maries hånd og trak hende hen til et sted, hvor vi kunne snakke uden at alle andre kunne høre det lige midt på gangen.

”Jeg tog hjem til Niall..” Indrømmede jeg hurtigt, så hun straks gjorde store øjne til mig.

”Af hva?” Jeg tog mig hurtigt til hovedet. Jeg kunne vel lige så godt bare sige det til hende.

”Han er virkelig ude i en masse lort, Marie… og jeg… Jeg er virkelig bange for at han er så langt ude, at han ikke længere kan bunde.” Sagde jeg, så Marie sukkede tungt.

”Hvad handler det om?” Kunne jeg virkelig fortælle det hele til hende? Åh gud, hvor jeg dog hadede hele det her fortvivlelses-spil, der kørte rundt i hovedet på mig døgnet rundt. Jeg hadede vitterligt, at jeg nærmest ikke vidste noget som helst om noget eller nogen. Jeg hadede, at jeg ikke vidste om jeg skulle fortælle Marie det hele. For hvad ville Niall så sige? Jeg ville hade hvis mine familiehemmeligheder kom ud til alle folk. Men hvorfor ringede han ikke og fortalte mig, hvad der skete? Hvorfor hørte jeg ikke fra ham? Åh gud, hvor jeg dog hadede alt og alle.

”Myndighederne vil måske fjerne Lilly fra ham, fordi hendes babysitter fandt Niall der hjemme, efter at han nærmest var blevet tævet halvt ihjel, fordi han skylder penge til en fyr, som har nogle virkelig grimme ting på ham, og..”

”Anastacia, du er nødt til at passe på, hvad du roder dig ud i.” Sagde Marie hurtigt, så jeg sukkede tungt.

”Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, Marie… Jeg tænker og tænker, og det føles som om, at jeg har vendt hver en sten, hvor der kunne lægge en mulighed under, men uanset hvad jeg gør, så er det som om, at ingenting går op, og jeg hele tiden roder mig selv mere og mere ind i en dyb labyrint..” Sagde jeg opgivende.

”Har du ringet til ham, eller hørt fra ham siden?” Spurgte hun.

”Jeg har ikke hørt fra ham siden.” Sagde jeg og kiggede bedrøvet på hende. Hun kiggede lidt på mig, inden hun lagde armene om mig i en tæt omfavnelse.

”Pas nu på dig selv, Anastacia. Jeg vil nødigt se ham såre dig på nogen som helst måde igen. Det fortjener du ikke.” Sagde hun, så jeg bare sendte hende et taknemmeligt smil, men alligevel følte mig mere forvirret end nogensinde.

Og følelsen gik overhovedet ikke væk efter det. Hele de sidste timer af skoledagen sad jeg bare i en tyk tåge af tanker og edderkoppespind i mit hoved, og det stoppede ikke engang, da jeg kom hjem, og heller ikke i løbet af aftenen, hvor jeg ellers havde prøvet at stoppe dem. Jeg hadede det. Jeg hadede det virkelig. Jeg hadede at jeg ingenting forstod. At der var ingenting, der gav mening. At der var ingenting, der gik op. At der var ingenting, der så ud til at løse sig for mig, eller for noget af alt det kaos, der så ud til at hobe sig op omkring mig. Jeg hadede det. Jeg hadede det vitterligt virkelig meget.

Jeg hadede det. Jeg hadede det. JEG HADEDE DET!

Dog sent den aften, da jeg havde sat mig med min dyne og havde sat Netflix på, på min computer og sat mig med en skål snacks, fordi det nu endelig var weekend og det var den 1. Marts i morgen, hvilket betød at vinteren var væk og det nu ville blive forår, selv om vejret ikke føltes sådan, så det så ikke så sort ud mere. Dog gik der ikke længe, før at jeg blev forskrækket over lyden af min telefon der brummede højt grundet et opkald. Jeg tog den hurtigt op og kunne nærmest mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, da jeg så opkalderen.

”Hallo?” Sagde jeg forsigtigt og mærkede, hvordan jeg nærmest holdt vejret, inden jeg hørte hans hæse stemme sige:

”Please… Kan du komme?” Jeg kiggede på klokken. 23.41.

”Nu?” Spurgte jeg chokeret.

”Ja, please.. Anastacia, jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, jeg…” Jeg satte mig hurtigt op.

”Niall, hvad snakker du om? Hvad sker der?” Spurgte jeg og mærkede hurtigt nervøsiteten i mig over hans hyperventilerende stemme og oprevede tone.

”Hun tager hende!” Sagde han, så jeg holdt vejret kort ind.

”Hvad?”

”Hun tager hende. Hun tager Lilly… Ana, hun tager Lilly fra mig…” Lød hans fortvivlede stemme højt, inden at det slog mig, hvad han havde sagt og mit hjerte nærmest gik i stå.

______________________________________________________________________________________________

Ligesom Ana er der også mange ting, jeg hader ved dette kapitel... </3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...