Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
99144Visninger
AA

35. Crushed

”Right now I need a miracle

Hurry up now, I need a miracle”

The Chainsmokers ft. Daya – Don’t let me down

 

NIALL P.O.V

Der er dage, hvor mennesker føler sig større og mere betydelige end selve deres livs eksistens. Det er de dage, hvor man føler, at man kan alt. Du kan sige det du altid har ønsket at ville sige. Gøre de ting du altid har ønsket du ville gøre. Score hende pigen, du har haft en crush på siden hun første gang trådte ind til den fest for et år siden og du har tænkt på hende siden. Du kan sige nej til det, der plager dig. Sige ja, til det du lyster. Du kan mærke, hvordan du nærmest får vinger og har følelsen af, at uanset hvad du gør, så er det stort og godt.

Det er sådan nogle dage, hvor du føler dig udødelig. Dage, hvor hele verden bare kan komme an, for intet kan stoppe dig og dine uendelige udødelighed. Dage hvor du kan flyve.

I dag var ikke sådan en dag.

I dag var det komplet modsatte.

Jeg havde før troet, at jeg havde nået bunden mange gange. For eksempel vidste jeg, at jeg ikke kunne ramme bunden dybere, da jeg meldte mig ind hos Rich. Så blev det til at jeg ødelagde en uskyldig piges liv ved at drugge hende, for at smide hende ind hos hendes død fulde bedste ven, så de ville ende i seng sammen, bare fordi deres ydmygelse var sjov nok. Og alligevel så var det ikke bunden. Jeg troede jeg nåede bunden den dag, jeg fandt Anastacia liggende bevidstløs nytårsaften og vidste at jeg ikke længere kunne redde hende, fordi det var min egen skyld, at hun lå der.

Og alligevel sad jeg her nu.

Nu vidst jeg klart og præcist at nu var det nu. I dag var den dag, hvor jeg officielt havde nået bunden.

Jeg havde nået bunden så dybt, at jeg vitterligt ikke kunne se andet end det bitre og røvbidende mørke, fordi det var min egen skyld, at det hele var endt sådan her. Det var det, der var så tragisk og dog så ironisk. Jeg havde nået den allerdybeste bund, som et menneske nogensinde kunne nå, og det var min egen skyld. Og jeg kunne ikke engang undskylde for det. Ikke en gang over for mig selv.

Alt var bare brudt sammen til den største omgang lort, og der var ingen vej tilbage nu.

Jeg gik lidt rundt inde i det store hus og endte så nede i stuen, hvor Louis var den sidste tilbage af dem alle sammen. Det hele var kørt galt, så til sidst var alle flygtet fra den storm jeg havde startet. Nogle gange tænkte jeg, at Ana virkelig havde ret, når hun kaldte mig en orkan.

”Er du den sidste tilbage?” Spurgte jeg lavt, så Louis kiggede op på mig og så nikkede.

”Jeg tænkte jeg lige ville rydde den smadrede lampe op, inden jeg gik.” Sagde han og hentydede til det kaos, der havde sket inde i stuen.

”Louis, jeg…” Startede jeg, men så kom han mig i forkøbet.

”Jeg synes ikke Anastacia fortjener dig.” Jeg stoppede min sætning og kiggede hen på ham.

”Du fortjener faktisk ikke hende, rettere sagt.” Sagde han og kiggede helt neutralt på mig.

”Ja, det har du ytret.” Sagde jeg og kiggede så ned i gulvet.

”Jeg kommer nok aldrig til at skifte mening.” Sagde han, så jeg kiggede hen på ham igen, og så på at han rejste sig for at gå over mod mig.

”Hør, Niall… Jeg vil virkelig gerne forstå alt det her, men sandheden er bare…”

”Hvis du skal give mig endnu en lektion, ligesom så mange andre har gjort…”

”Måske bliver folk ved, fordi du aldrig lytter.” Sagde han, så jeg kiggede uforstående på ham.

”Jeg lytter skam!” Forsvarede jeg hurtigt mig selv. Louis sukkede hurtigt.

”Hvorfor bliver du så ved med at såre alle omkring dig?” Spurgte han hurtigt. Jeg mærkede hurtigt vreden inden i mig.

”Jeg sårer hende ikke…” Jeg vidste godt, at jeg løj.

”Niall, tag dig nu sammen for helvede. Har du været væk på crack hele dagen? Før dig var Anastacia en sød og uskyldig pige, men nu skal hun tage stilling til ting, som ingen nogensinde kunne ønske at en person skulle tage stilling til. Du har vitterligt ødelagt hele hendes liv, ligesom du har gjort med alles!” Sagde han og bed sine læber vredt sammen. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Hvis du ikke er klar over det, Louis.. så prøver jeg. JEG FUCKING PRØVER!”

”SÅ PRØV HÅRDERE!” Råbte han selv tilbage, så jeg faktisk måtte indrømme, at jeg blev en smule lamslået.

”Hør her, Niall. Jeg tror ikke, at du forstår, hvor alvorligt det her er. Jeg kender lykkeligt vis ikke til hele historien mellem dig og ham Richard fyren, eller hvad fanden det er, der er sket mellem jer. Og jeg ønsker faktisk heller ikke at vide noget som helst om det. Det eneste jeg virkelig gerne vil vide noget om, er hvorfor du har så et inderligt og trængende behov for at trække så uskyldige mennesker, som dine venner og Anastacia med i dit dyb… for fanden, Niall, Anastacias forældre har smidt hende på gaden på grund af dig, og når hun vitterligt kun har et ønske om at være sammen med dig, så kan du ikke engang opfylde det. Hvorfor har du sådan et inderligt behov for at ødelægge hende og alle andre omkring dig? Har du problemer med følelser eller sådan noget?!”

”HOLD KÆFT!” Jeg måtte virkeligt bore mine negle hårdt ind i min håndflade for at afholde mig selv fra at fyre ham en lige ind i ansigtet, bare for at få ham til at holde kæft. Jeg orkede ikke at høre på ham mere. Jeg orkede ikke at høre på flere sandheder, der blev kastet lige ind i hovedet på mig.

”JEG FUCKING PRØVER, OKAY?!” Råbte jeg højt, så Louis faktisk kiggede en smule overrasket på mig.

”Jeg fucking prøver alt hvad jeg kan, for at få det hele til at fungere, men jeg har bare truffet for mange dumme valg i mit liv, til at jeg bare kan løse dem, okay? Jeg ønsker alt godt der overhovedet findes i den her lorte verden, for Anastacia, er du med? Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre det, fordi at alt hvad jeg nogensinde kommer i nærheden af, bliver smadret til atomer. Så ja, jeg fucking prøver, jeg fucking prøver, at vise jer alle sammen, at jeg faktisk prøver. Men samtidig så er jeg så fucking bange for, at hvis jeg nærmer mig jer og Anastacia for meget, så slår jeg jer alle sammen ihjel, og det ønsker jeg ikke!” Forsøgte jeg, at sige til ham, men han endte bare med at ryste på hovedet.

”Jamen så har jeg da kun og sige tillykke til dig, Niall. For det er præcis, hvad du har rodet os alle sammen ud i. På grund af dig, kan vi nu alle sammen leve i frygt for, at dine problemer ender med at tage livet af os alle sammen…” Sagde han og kiggede så alvorligt på mig, så jeg nærmest følte mig som en lille dreng, der først indså at det han havde gjort var det dummeste i hele verden, og at han ikke ville gøre sin mor sur, så hun begyndte at råbe af ham igen.

Jeg endte dog bare med at kigge på Louis, som bare kiggede tilbage på mig, inden han trak vejret tungt ind og så stak sine hænder ned i lommerne på hans denim-jakke.

”Jeg håber du finder ud af det, inden det er for sent, Horan.” Sagde han og gik så hen mod døren, hvor han gik ud og smækkede døren efter sig. Jeg stod bare tavs tilbage. Det gør jeg også. Tænkte jeg hurtigt, inden jeg gned mig frustreret om mine tindinger, inden jeg kiggede rundt om mig.

En uskyldig pige som Anastacia fortjener ikke sådan et monster som dig! Mit hoved skød en masse dårlige og forfærdelige tanker rundt i hele kroppen på mig. Jeg vidste, at det var for sent for mig, at flygte fra dem nu. Mine mareridt havde omsider indhentet mig, desværre var det bare for tidligt til at jeg kunne have nået at forberede mig.

Jeg tog mig hurtigt til hovedet og bankede mig selv i knolden. Hvorfor kunne jeg aldrig lære det, det var så nemt for alle andre, men for mig, var det som om, at det bare aldrig kunne fungere. Alting blev altid smadret for øjnene af mig, og som regel var det min egen skyld. Jeg var så forbandet træt af. Så forbandet træt af min evige forbandelse.

Inderst inde vidste jeg jo godt, at det de alle altid sagde til mig, var rigtigt. Jeg var en altødelæggende forbandelse, som kun kunne ødelægge alt omkring sig og efterlade det hele i ruiner bag efter. Og lige meget hvor træt jeg til tider var af det hele, så vidste jeg, at jeg ikke kunne flygte fra det hele længere. Mareridtet havde indhentet og der var ikke længere noget jeg kunne gøre, end bare at se det hele i øjnene og bare lade realiteterne printe sig ind på min nethinde.

Jeg sukkede tungt for mig selv og endte bare med at rode frustreret rundt i mit hår, inden jeg tog mine ting fra knagen over ved døren og besluttede mig for at tage hjem ad. Jeg gik ud og satte mig ind i min bil, som jeg var kørt i på vej her over og kørte af sted med det samme. Selv om jeg dog vidste, at det var ulovligt og jeg rent faktisk ikke kunne koncentrere mig ordentligt om min kørsel når jeg gjorde det, så trak jeg min mobil frem for at gå ind på Anas kontakt og skrive til hende.

#Er du der hjemme? Jeg tror jeg havde skrevet den samme besked til hende mindst tre gange dagligt de sidste dage. Jeg hadede virkelig også tanken om, at hun ikke var der hjemme, fordi jeg så ikke havde styr på hvor hun var. Jeg havde det altid dårligt i kroppen, når jeg ikke vidste hvor hun var, eller hvordan hun havde det. Jeg havde det dog endnu dårligere, når jeg selv var grunden til, at hun var væk.

Turen hjem til min lejlighed tog kun omkring 10 minutter fra fælleshuset i York. Jeg parkerede min bil og trak min mobil op igen, for at ringe til Ana denne gang. Desværre, men som jeg måske også lidt havde forudset, gik den direkte over på telefonsvaren. Jeg trådte ind i opgangen, da det kendte bib hørtes.

”Hey Ana, jeg ville bare lige høre hvor du tog hen… Jeg tænkte på om du snart kommer hjem. Jeg kan lave noget mad til os… Eller bare bestille en pizza eller sådan noget, hvis du heller vil det…” Jeg stoppede lidt, da jeg mærkede en klump i min hals, mens jeg gik op af trapperne.

”Hør… Jeg ved godt, at jeg er en kæmpe idiot, og at du fortjener meget bedre end mig. Ja, det gør du faktisk… Jeg forstår slet ikke, at du gider være sammen med mig en gang i mellem. Jeg ødelægger dig jo bare mere og mere og…” Jeg kom op til døren ind til min lejlighed og trak ned i håndtaget, fordi jeg faktisk havde glemt at låse døren, i min rus over mod York et par timer tideligere.

”Alt jeg bare vil sige er, at jeg elsker dig, Ana… og jeg er så fucking ked af alt det her, men jeg elsker dig, og…”

Mere nåede jeg ikke at sige før noget hårdt ramte mig og jeg straks faldt til jorden og alt blev mørkt.

______________________________________________________________________________________________

Jeg er spændt nu og jeg kan kun afsløre, at næste kapitel har jeg glædet mig til meget længe. Hvis man kan tillade sig at sige det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...