Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117090Visninger
AA

34. Crushed

”Right now I need a miracle

Hurry up now, I need a miracle”

The Chainsmokers ft. Daya – Don’t let me down

 

 

NIALL P.O.V

Der er dage, hvor mennesker føler sig større og mere betydelige end deres livs eksistens. Dage, hvor man føler, man kan alt. Du kan sige det du altid har villet sige. Gøre de ting du altid har ønsket ville gøre. Score pigen, du har haft en crush på siden hun første gang trådte ind til den fest for et år siden og du har tænkt på hende siden. Du kan sige nej til det, der plager dig. Sige ja, til det du lyster. Du kan mærke, hvordan du nærmest får vinger og har følelsen af, at uanset hvad du gør, så er det stort og godt.

Det er sådan nogle dage, hvor du føler dig udødelig. Dage, hvor hele verden kan komme an, for intet kan stoppe dig og din udødelighed.

I dag var det komplet modsatte.

Jeg havde før troet, at jeg havde nået bunden. For eksempel vidste jeg, at jeg ikke kunne ramme bunden dybere, da jeg meldte mig ind hos Rich. Så ødelagde jeg en uskyldig piges liv ved at drugge hende, for at smide hende ind hos hendes død fulde bedste ven, så de ville ende i seng sammen, bare fordi deres ydmygelse var sjov. Og alligevel var det ikke engang bunden. Jeg troede jeg nåede bunden den dag, jeg fandt Anastacia liggende bevidstløs nytårsaften og vidste at jeg ikke længere kunne redde hende, fordi det var min egen skyld, at hun lå der.

Og alligevel sad jeg her nu.

Nu vidst jeg klart og præcist at nu var det. I dag var den dag, hvor jeg officielt havde ramt bunden.

Jeg havde nået bunden så dybt, at jeg vitterligt ikke kunne se andet end det bitre og dunkle mørke, og det var helt min egen skyld, at det hele var endt sådan her. Det var det, der var så tragisk og dog ironisk. Jeg havde nået den allerdybeste bund, som et menneske kunne nå, og det var min egen skyld. Jeg kunne ikke engang undskylde for det. Ikke en gang over for mig selv.

Alt var brudt sammen til den største omgang lort, og der var ingen vej tilbage nu.

Jeg gik rundt inde i det store hus og endte så nede i stuen, hvor Louis var den sidste tilbage. Det hele var kørt galt, så til sidst var alle flygtet fra den storm jeg havde startet. Nogle gange tænkte jeg, at Ana virkelig havde ret, når hun kaldte mig en orkan.

”Er du den sidste?” Spurgte jeg lavt, så Louis kiggede op på mig og nikkede.

”Jeg tænkte jeg lige ville rydde den smadrede lampe op, inden jeg gik.” Sagde han og hentydede til det kaos, der var sket i stuen.

”Louis, jeg…” Startede jeg, men så kom han mig i forkøbet.

”Jeg synes ikke Anastacia fortjener dig.” Jeg stoppede min sætning og kiggede op på ham.

”Du fortjener faktisk ikke hende, nærmere sagt.” Sagde han og kiggede helt koldt på mig.

”Det har du ytret.” Pointerede jeg og kiggede ned i gulvet igen.

”Jeg kommer nok aldrig til at skifte mening, desværre. Ikke efter det her.” Sagde han, så jeg kiggede hen på ham igen. Han sukkede tungt og kløede sig opgivende i nakken.

”Hør, Niall… Jeg vil virkelig gerne forstå alt det her, men sandheden er bare…”

”Hvis du skal give mig endnu en lektion, ligesom de andre, så…”

”Måske fordi du aldrig lytter.” Sagde han. Jeg kiggede uforstående på ham.

”Jeg lytter altså!” Forsvarede jeg hurtigt. Louis sukkede igen.

”Hvorfor bliver du så ved med at såre alle omkring dig?” Spurgte han hurtigt. Jeg mærkede allerede vreden inden i mig.

”Jeg sårer hende ikke…” Dagens største løgn.

”Niall, tag dig nu sammen, for helvede. Har du været væk på crack hele dagen, eller hvad? Før dig var Anastacia en uskyldig pige, men nu skal hun tage stilling til ting, som ingen nogensinde kunne ønske at en person skulle tage stilling til. Du har vitterligt ødelagt hele hendes liv!” Sagde han og bed sine læber vredt sammen. Mit hjerte sprang et slag over.

”Hvis du ikke er klar over det, Louis.. så prøver jeg. JEG FUCKING PRØVER!”

”SÅ PRØV HÅRDERE!” Råbte han selv tilbage, så jeg faktisk måtte indrømme, at jeg blev en smule tilbageslået.

”Hør her, Niall. Jeg tror ikke, at du forstår, hvor alvorligt det her er. Jeg kender lykkeligt vis ikke til hele historien mellem dig og ham Richard fyren, eller hvad fanden det er, der er sket mellem jer. Og jeg ønsker faktisk heller ikke at vide noget som helst om det. Det eneste jeg virkelig gerne vil vide noget om, er hvorfor du har så et inderligt og trængende behov for at trække så uskyldige mennesker, som dine venner og Anastacia med i dit dyb… for fanden, Niall, Anastacias forældre har smidt hende på gaden på grund af dig, og når hun vitterligt kun har et ønske om at være sammen med dig, så kan du ikke engang opfylde det. Hvorfor har du sådan et inderligt behov for at ødelægge hende og alle andre omkring dig? Har du problemer med følelser eller sådan noget?!”

”HOLD KÆFT!” Jeg måtte virkeligt bore mine negle hårdt ind i min håndflade for at afholde mig selv fra at fyre ham en lige ind i ansigtet, bare for at få ham til at holde kæft. Jeg orkede ikke at høre på ham mere. Jeg orkede ikke at høre på flere sandheder, der blev kastet lige ind i hovedet på mig.

”JEG FUCKING PRØVER?!” Råbte jeg så højt jeg kunne, så Louis faktisk kiggede overrasket på mig.

”Jeg fucking prøver alt hvad jeg kan, for at få det hele til at fungere, men jeg har bare truffet for mange dumme valg i mit liv, til at jeg kan løse dem, okay? Jeg ønsker alt godt der overhovedet findes i den her lorte verden, for Anastacia, er du med? Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre det, fordi alt hvad jeg nogensinde kommer i nærheden af, bliver smadret til atomer. Jeg fucking prøver! Jeg fucking prøver, at vise jer alle sammen, at jeg faktisk prøver. Men samtidig er jeg fucking bange for, at hvis jeg nærmer mig jer og Anastacia for meget, så slår jeg jer alle sammen ihjel, og det ønsker jeg ikke!” Forsøgte jeg at sige. Han rystede bare på hovedet.

”Jamen så har jeg da kun og sige tillykke til dig, Niall. Det er præcis, hvad du har rodet os alle sammen ud i. På grund af dig, kan vi nu alle sammen leve i frygt for, at dine problemer ender med at tage livet af os alle sammen…” Sagde han og kiggede så alvorligt på mig, så jeg nærmest følte mig som en lille dreng, der først nu indså at det han havde gjort var det dummeste i hele verden, og at han ikke ville gøre sin mor sur, så hun begyndte at råbe af ham igen.

Jeg endte dog med at kigge på Louis, som kiggede tilbage på mig, inden han trak vejret tungt ind og stak sine hænder ned i lommerne på hans denim-jakke.

”Jeg håber du finder ud af det, inden det er for sent, Horan.” Sagde han og gik så hen mod døren, hvor han smækkede døren efter sig. Jeg stod tavs tilbage. Det gør jeg også. Tænkte jeg hurtigt, inden jeg gned mig frustreret om mine tindinger og kiggede rundt.

En uskyldig pige som Anastacia fortjener ikke sådan et monster som dig! Mit hoved skød en masse dårlige tanker rundt i hele kroppen på mig. Jeg vidste, at det var for sent, at flygte nu. Mine mareridt havde omsider indhentet mig. Desværre var det bare for tidligt til at jeg kunne have nået at forberede mig.

Jeg tog mig til hovedet og bankede mig selv i knolden. Hvorfor kunne jeg aldrig lære det, det var så nemt for alle andre, men for mig, var det som om, at det bare aldrig kunne fungere. Alting blev altid smadret for øjnene af mig, og som regel var det min egen skyld. Jeg var så forbandet træt af. Så forbandet træt af min evige forbandelse.

Inderst inde vidste jeg jo godt, at det de alle altid sagde til mig, var rigtigt. Jeg var en altødelæggende forbandelse, som kun kunne ødelægge alt omkring sig og efterlade det hele i ruiner bagefter. Lige meget hvor træt jeg var af det hele, så vidste jeg, at jeg ikke kunne flygte fra det længere. Mareridtet havde indhentet mig og der var ikke længere noget jeg kunne gøre, end at se det i øjnene og lade realiteterne printe sig ind på min nethinde.

Jeg sukkede tungt og endte med at rode frustreret rundt i mit hår, inden jeg tog mine ting fra knagen ved døren og besluttede mig for at tage hjem ad. Jeg gik ud og satte mig ind i min bil, som jeg var kørt i på vej her over og kørte af sted med det samme. Selv om jeg dog vidste, at det var ulovligt og jeg rent faktisk ikke kunne koncentrere mig ordentligt om min kørsel når jeg gjorde det, så trak jeg min mobil frem for at gå ind på Anas kontakt og skrive til hende.

#Er du der hjemme? Jeg tror jeg havde skrevet den samme besked til hende mindst tre gange dagligt de sidste dage. Jeg hadede tanken om, at hun ikke var der hjemme. Jeg havde det altid dårligt i kroppen, når jeg ikke vidste hvor hun var, eller hvordan hun havde det. Jeg havde det endnu dårligere, når jeg var grunden til, at hun var væk.

Turen hjem til min lejlighed tog kun omkring 20 minutter fra fælleshuset i York. Jeg parkerede min bil og trak min mobil op igen, for at ringe til Anastacia endnu en gang. Desværre, men som jeg måske også havde forudset, gik den direkte over på telefonsvaren. Jeg trådte ind i opgangen, da det kendte bib hørtes.

”Hey Ana, jeg ville bare lige høre hvor du tog hen… Jeg tænkte på om du snart kommer hjem. Jeg kan lave noget mad til os… Eller bare bestille en pizza eller sådan noget, hvis du heller vil det…” Jeg stoppede lidt, da jeg mærkede en klump i min hals, mens jeg gik op af trapperne.

”Hør… Jeg ved godt, jeg er en idiot, og at du fortjener meget bedre end mig. Rigtig meget faktisk… Jeg forstår ikke engang, at du overhovedet gider være sammen med mig. Jeg ødelægger dig jo bare og…” Jeg kom op til døren ind til min lejlighed og trak ned i håndtaget, fordi jeg faktisk havde glemt at låse døren, i min rus over mod York et par timer tideligere.

”Alt jeg bare vil sige er, at jeg elsker dig… og jeg er så fucking ked af alt det her, men jeg elsker dig, og…”

Mere nåede jeg ikke at sige før noget hårdt ramte mig og jeg faldt til jorden og alt blev mørkt. ______________________________________________________________________________________________

Jeg er spændt nu og jeg kan kun afsløre, at næste kapitel har jeg glædet mig til meget længe. Hvis man kan tillade sig at sige det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...