Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99657Visninger
AA

11. Crazy

"Fred. Ikke gøre flere folk fortræd.

ikke stikke stoderen en flad

og ikke skrige ligegyldigt hvad"

Bo Evers - Fred

 

Jeg kunne nærmest mærke hvordan raseriet brusede igennem min krop, da jeg så Zayn træde ind af døren. Mit had til den fyr havde aldrig været større, og hans fremtræden var ligesom hvis der blev puttet olie på et allerede brændende og kaotisk bål. Bålet inden i mig voksede sig kun større og større.

”Hvad fuck laver du her?” Spurgte jeg og kiggede rasende hen på ham, så han sendte mig et overvejende blik og så tog et stort hiv af sin cigaret og så pustede ud, så jeg hurtigt så, hvordan Anastacia trådte usikkert og nervøst hen mod Marie. Rolig, Niall. Prøv at tag det helt roligt.

”Jeg har vel ret til at være her? Eller du har måske fået ejerfornemmelser over stedet her, fordi jeg ikke lige har været til stede, det sidste stykke tid?” Sagde han og kiggede udfordrende på mig. Jeg trak vejret tungt ind og prøvede at bevare min kontrol.

”Du har ingen ret til at være her.” Sagde jeg koldt og kiggede hårdt på ham, så hans øjne mødte mine og alt vendte sig inden i mig.

”Sikke en voldsom påstand du spyder ud der, hva?” Sagde han med et kort grin.

”Fuck af med dig, Zayn. Vi ønsker dig ikke her længere.” Sagde jeg og trådte frem mod ham. Han kiggede op på mig og smilede stort.

”Hvad er der sket med dig, dude? Du plejer da aldrig at åbne munden på den måde.” Sagde han med et grin, så jeg hurtigt kiggede på ham og ikke vidste om jeg skulle sige noget igen, eller tie stille. Jeg havde dog ikke tænkt mig at tie stille, men hvis jeg først åbnede munden helt, så kunne det kun gå en vej. Og den vej var ikke god.

”Fik jeg lukket munden på dig nu?” Spurgte han hurtigt og trådte et skridt provokerende frem mod mig, så jeg straks hev vejret hårdt ind igen. Rolig, Niall. Rolig!

”Har jeg skræmt dig helt til hvid og sans nu, måske? Jeg ved godt, at du ikke tør sige en skid til mig, dit skvat.” Sagde han og kiggede smilende ned på mig, mens hans ord brændte sig ind i mig.

”Hold kæft…”

”Hvad sagde du der?” Sagde han hurtigt og bed læberne sammen, så jeg kunne mærke kaoset bruse op, inden at Anastacia straks råbte op:

”Lad ham være!” Jeg kiggede hurtigt nervøst hen på hende, da Zayn vendte sig om mod hende og hun straks kiggede ængsteligt op på ham.

”Wow, musen kan tale.” Sagde han og kiggede fnysende på hende, så hun straks trådte et skridt tilbage, men så ramte ind i gelænderet til trappen.

”Gå væk fra hende, Zayn!” Sagde jeg hurtigt, mens Zayn førte sin hånd op til hendes kind, så hun gispede højt ind, da han lagde hånden lige ved hendes kæbe.

”Hvorfor gisper du sådan, lille mus? Jeg mindedes ikke, at du gispede sådan første gang jeg rørte dig sådan her.” Sagde han, så Marie og Harry hurtigt kiggede stivne hen på Zayn, mens at mit hjerte sprang et slag over.

”Zayn, jeg beder dig…” Sagde Anastacia lavt, så Zayn grinede igen.

”Jeg havde det ellers sjovt sidst, babydoll. Det var ærgerligt, at du ødelagde morskaben lidt med alt det tuderi, men så igen, så var det et ret godt knald…”

”Hvad fuck sagde du?!” Sprang jeg nærmest, så han hurtigt kiggede bag ud på mig.

”Vidste du det ikke?” Spurgte han hurtigt, mens realiteterne ramte mig og jeg kiggede chokeret mellem Zayn og Anastacias. Zayns ord fra den aften spillede sig straks inde i hovedet på mig.

Jeg havde gået op af trappen, da Zayn i helt åben skjorte kom ud fra et af værelserne.

”Hvor er hun?” Havde jeg spurgt og kigget rundt. Zayn havde bare grint, inden han havde sagt:

”Bare rolig, makker. Jeg har sørget for, at hun er langt henne i drømmeland nu.” Jeg havde nærmest banket forbi ham og hen mod værelset han lige var kommet ud af, da jeg til min store skræk, lige nåede at se, at han viftede med en nøgle i sin hånd, som indikation på, at døren var låst. Jeg havde banket min skulder ind i den dør så utallige mange gange og kaldt efter hende, indtil at jeg endelig nåede ind, og kun lige så, hvordan glasset med piller faldt ned fra hendes hånd uden indhold. Mine øjne havde kun lige nået hendes, inden hendes sidste tårer trillede ned af hendes kinder, og min engel kollapsede foran mig.

Det hele gav mening nu. Det var ikke mig, der havde ødelagt hende den aften. Den aften var ikke min skyld. Det var ikke mig, der havde skubbet hende ud over kanten.

Jeg kiggede kun lige hen på Marie og Harry, da jeg så hvordan tårerne trillede ned af Anastacias kinder i samtiden med at Marie tog sin hånd chokeret op til sin mund. Sandheden var kommet frem nu.

”Jeg slår dig ihjel.” Sagde jeg lavt, så et højt fnys hurtigt kom fra Zayn igen.

”Slap af, Horan. Vi er venner, husker du nok? Og for dets uden, så var hun jo ikke din. Hun var aldrig din.” Sagde han så jeg kiggede rasende op på ham og knyttede mine hænder i det han sagde:

”Og nu er hun min.”

Det var som om alt blev sort og jeg slog kontrollen fra, for inden jeg havde set mig om for jeg frem mod Zayn i det, der lignede et skridt og bankede hele min krop og vægt ind i ham, så vi begge røg til jorden. Jeg lod kaosset tage over og ødelægge den ro jeg havde prøvet at opretholde inde i mig selv. Jeg var ligeglad med alt. Zayn skubbede Anastacia ud over kanten, og så længe han levede, ville raseriet aldrig stoppe inden i mig.

”JEG SLÅR DIG I FUCKING IHJEL!” Råbte jeg højt, mens mine knoer bankede ned i hans ansigt og jeg hørte hvordan flere råbte højt omkring os.

”NIALL!” Skreg Anastacia hulkende, mens at Marie og Harry hev og flåede i Zayn og jeg.

”JEG GJORDE DIG EN FUCKING TJENESTE!” Råbte Zayn lige så vredt tilbage, mens han hev og bankede til mig.

”Du ødelagde alting!” Råbte jeg, da Harry fik revet mig op at stå og Zayn også kom på benene.

”Jeg ødelagde alting? Buddy, lyt til mig, du vil kun slæbe hende med ned i din store pøl af fejltagelser og dumheder. Du har gravet din egen grav lige siden dag 1 og du var allerede i gang med at trække hende med dig!”

”Du ved ikke en skid om noget!” Råbte jeg hårdt og bankede hårdt til hans bryst.

”Stop så, i to!” Råbte Harry og prøvede at stille sig i mellem os, men Zayn skubbede ham hurtigt hårdt væk, og trådte truende frem mod mig.

”Du er en idiot, Horan. Den største af slagsen. Du aner ikke, hvordan man er en mand.”

”Jeg er en bedre mand, end du overhovedet nogensinde bliver!” Råbte jeg rasende tilbage.

”Se på hende, Niall! Se på os alle sammen!” Skreg han mig dog nærmest ind i hovedet, så alles øjne hurtigt lagde sig på Zayn.

”Jeg gjorde hende en tjeneste, inden du ville ødelægge hende til atomer ligesom du gør med alle. Indse det, makker. Hvis ikke jeg havde, så havde en anden 100 procent nok gjort det i stedet.” Jeg kiggede hurtigt hen på Anastacia, som kiggede nærmest ventende på mig efter en afklarende respons. Havde Zayn ret? Ville jeg aldrig være i stand til at elske hende på den måde, hun fortjente? Og hvis ikke Zayn havde skubbet hende over kanten, ville jeg så have taget hende med i mit endeløse fald og så aldrig ladet hende få chancen for et godt liv?

”Se selv, du ved jeg har ret.” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede på ham og vidste at han havde ret. De havde alle sammen ret. Anastacia og jeg ville aldrig nogensinde være blevet til noget, jeg ville kun have ødelagt hende endnu mere, ved at fortsætte med at holde på hende. Anastacia gjorde det rette ved at give slip på mig. Et valg hun burde have taget for længe siden, inden det fik så fatale følger. Jeg havde aldrig fortjent hende. Aldrig i en million år.

Men alligevel, så er det mig, Niall Horan, vi taler om. Og Niall Horan er et fjols, og når jeg først så sort, så var der ingenting der længere kunne redde mig.

”Dit store forpulede røvhøl! Råbte jeg og bankede ind i Zayn igen så kaosset kun kalosserede til det dobbelte, og endnu en gang af mine handlinger. Al kaos i denne verden blev skabt af mig, og hvis jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle rette op på det, så kunne jeg vil kun skabe så meget kaos, at der vel til sidst ikke længere kunne skabes mere kaos?

”Niall, please!” Råbte Anastacia, men jeg blokerede hende stemme ude og fokuserede kun på de slag jeg gav og fik af Zayn, mens jeg som den værste beslutning længe, lod min vrede tage over. Jeg slog og slog og slog, indtil Zayns næse var dækket af blod, sammen med mine knoer og jeg trak desperat efter vejret. Mine kræfter svandt hen og da jeg ville rejse mig, for at bruge kræfterne i mine ben, løb Harry hurtigt over og tog fat i mig.

”Stop, Niall. Bare stop.” Sagde han, mens jeg nærmest sank sammen af udmattelse. Dog slog jeg kun lige øjnene op for at se Marie holde trøstende rundt om Anastacia, som kiggede på mig med så hjerteknusende og tårervædede øjne, så jeg straks kiggede rundt og indså hvad jeg lige havde gjort.

”Kom Anastacia, det her er ikke længere et sted vi bør være.” Sagde Marie kort, inden hun lagde armene om min hulkende Anastacia og tog sine ting og gik ud af døren.

”Nej, Marie, du må ikke gå!” Råbte Harry hurtigt, men døren nåede at smække i, så jeg straks faldt sammen.

”Jeg sagde det, makker. Du vil kun trække hende længere og længere ned i dit endeløse hul… vær glad for at det her var dråben og at det nok er sidste gang vi nogensinde ser noget til dem igen.” Sagde Zayn helt forblødt ovre fra det ene hjørne, så jeg bare kiggede chokeret på ham, inden hans ord fangede sig ind på nethinde og jeg så fumlede op på mine ben og ikke kunne løbe for hurtigt efter dem.

”Niall, for helvede!” Råbte Harry efter mig, men jeg havde kun ét mål, og det var efter hende. Jeg gav ikke slip på hende. Gav jeg først slip på hende nu, så var hun væk for evigt. Jeg kunne ikke give slip på hende. Gav jeg slip på hende, gav jeg slip på mig selv.

”Ana!” Råbte jeg ned af vejen, men nåede kun lige at se hende stige ind i en bil længere nede af vejen, som så førte hende væk. Nej… nej, ikke det!

Jeg satte i så hurtigt og spurtende tempo som jeg overhovedet kunne efter hende. Men lige meget hvor meget jeg løb, så kom bilen og Anastacia længere og længere væk fra mig. Og efter kun et halvt minuts tid, slog det mig at jeg aldrig ville kunne indhente hende igen. Mine ben kollapsede under mig, så jeg faldt til jorden og mærkede mit hjerte gå i tu, og kun lige hørte Harry komme løbende råbende efter mig, inden jeg skreg over mit knuste hjerte. Det knuste hjerte jeg selv havde forårsaget og som ingen nogensinde ville kunne hele igen.
____________________________________________________________________________________________​_

Jeg skriver igen i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...