Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
98305Visninger
AA

18. Consequences of a mad man

”He says that he got in trouble and if she doesn’t mind

He doesn’t want the company”

Hurts – Wonderful life

 

Jeg havde aldrig troet at nogens kaos kunne være større end mit. Måske fordi jeg altid havde troet, at mit kaos ikke kunne være større end nogen andens, fordi at ingen da på nogen måde kunne komme så langt ud, som jeg havde gjort?

Men så tog jeg jo bare utroligt og rigtig meget grueligt fejl. Det havde jeg troet var verdens største kaos, tilhørte ikke mig. Det tilhørte Niall.

Den første gang jeg mødte Niall Horan virkede han som en fyr med en masse problemer som han ikke gav en skid for. Han havde et ry, det vidste alle, men alligevel så så folk også op til ham. Han var lidt den type person, som jeg selv altid på en måde havde ønsket at være. Mens at jeg altid havde været hende den generte, som aldrig rigtigt turde gøre eller sige nogen i mod og bare holdt mig helt stille og roligt i baggrunden, mens jeg nærmest bare så til, mens mit liv passerede, så var han det komplet modsatte. Niall Horan var typen, der ikke gav en skid for nogle. Niall Horan gav ikke en skid omkring de ting folk sagde om ham, eller omkring de problemer som livet muligvis kunne skabe for ham. Niall var den type, der var ligeglad og ikke lod sig holde tilbage af livets komplikationer, lige meget hvor problemfyldige eller komplicerede de så end endte med at være for ham. Niall Horan havde på en måde altid været den type person jeg altid havde ønsket jeg selv skulle være.

Derfor gjorde det nærmest helt ondt inden i mig, at se ham sådan der. Med ryggen mod mig, mens han stod bukket ind over håndvasken ude på badeværelset og kiggede på hvordan kaosset omsider havde indhentet ham. Jeg kunne nærmest ikke lade vær med at kigge på de blå, lillae mærker, der prægede hans overkrop, samtidig med at han stadig kunne skylle blod ud fra sin næse. Han tørte sit ansigt, inden at han lænede sig frem og bare kiggede på sig selv inde i det selvreflekterende spejl, mens at han holdt stramt om håndvaskens kanter. Jeg flyttede mine øjne op til spejlet og kiggede på, hvordan han kiggede tomt på sig selv, inden vores øjne mødtes i spejlets glas.

Niall Horans kaos havde omsider ramlet ind over ham, og jeg var allerede bange for, om han overhovedet ville kunne være i stand til at slippe levende igennem det, som jeg havde gjort med mit. Jeg tvivlede meget på det.

”Jeg har ryttet op der inde.” Sagde jeg og hentydede til hans lejlighed, som bare havde været et tegn på nogle af de efterfølger som kaosset havde bragt med sig til Niall. Han nikkede hurtigt, inden han rettede sig op og gik ind i sit soveværelse for at tage en ren trøje over sig. Jeg prøvede at se bort fra de mange blå mærker og buler på hans krop, men det fik mig bare til at lægge mærke til en anden uhyggelig ting.

”Du har tabt dig.” Konstaterede jeg, så han stoppede sine handlinger i det han hev en skuffe ud. Han svarede mig ikke, men kiggede bare et par lange sekunder ned i skuffen, inden han tog en trøje op. Jeg fik et lille stik i hjertet, i det at han skar et smertefuldt ansigtsudtryk, i det at han tog trøjen på. Jeg kunne slet ikke forestille mig de smerter han gik igennem lige nu.

”Jeg har ikke været så sulten her for tiden.” Forsvarede han bag efter og gik forbi mig og ind i stuen. Mine øjne fulgte med ham, mens at min krop blev hvor den stod i dørkarmen mellem værelset og stuekøkken-alrummet. Niall gik over mod køkkenbordet og tog sin mobil op, som han havde lagt der og kiggede lidt på den, inden jeg kunne se, at han tastede et nummer ind.

”Hvem ringer du til?” Spurgte jeg forsigtigt, mens han holdt sit blik rettet fast ned mod mobilens skærm.

”Ellen. Jeg vil vide, hvor Lilly er.” Sagde han kort, så jeg trak vejret kontrolleret ind og bare kiggede på, mens han begyndte at gå utålmodigt rundt i stuen.

”Er det overhovedet en god ide?” Spurgte jeg hurtigt, mens jeg mærkede bekymringen stige op i mig over hans kaos og dets brutale konsekvenser.

”Nej.” Svarede han bare og rettede sig så op, da den gik igennem og jeg kunne høre, at de startede deres samtale. Jeg kiggede forsigtigt rundt, inden jeg gik over og satte mig ned i sofaen og kiggede ventende op på Niall, mens at han traskede frem og tilbage. Jeg kunne høre at personen han snakkede med i telefonen nærmest råbte i den anden ende af røret, mens Niall bare stillede sig nervøst og bed i sin ene fingernegl. På et tidspunkt endte han dog med hurtigt at kigge over på mig, så jeg trak mine ben nervøst op til mig, for at se om han ville komme med en respons. Men så sukkede han bare tungt og sagde noget ind i røret, inden han gik ind på Lillys værelse og lukkede døren efter sig, så jeg trak vejret tungt ind.

Jeg kiggede bare lige ud i luften, mens jeg for en gang skyld, men nok også for første gang i alt for lang tid, skubbede alle tanker væk, og så bare sad og kiggede ned i jorden. Og dog så var det også som om, at der nærmest ikke var tid til tanker. I hvert fald ikke lige nu.

Det føltes som om at der nærmest var gået flere timer før at Niall kom ud fra værelset igen. Jeg rejste mig straks fra sofaen og gik over til ham, da han gik ud mod gangen og begyndte at tage sin jakke og sko på.

”Hvor skal du hen?” Spurgte jeg og blev nærmest helt overrasket over hvor lille og musse-agtig min stemme lød.

”Jeg skal hen og hente Lilly.”

”Skal jeg tage med?” Spurgte jeg forsigtigt.

”Det behøver du ikke.” Sagde han og holdt sit blik ned mod sine hænder, som bandt snørrebåndene på hans sko.

”Niall, du skal ikke være alene. Ikke nu!” Insisterede jeg i det han rejste sig op og så kiggede forsigtigt hen på mig.

”Jeg har ikke brug for selskab, Anastacia.” Sagde han koldt, så det skar i mit hjerte.

”Niall… please, du kan ikke være alene..” Prøvede jeg og fulgte efter ham hen til døren.

”Anastacia, jeg kan ikke..”

”Stop, Niall.” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede bag ud på mig.

”Jeg tager med dig. Okay?” Sagde jeg og kiggede insisterende på ham, så han kiggede på mig på en underlig tænkefuld måde.

”Okay.” Sagde han lavt, inden vi begge to gik ud af lejligheden og ned ad trappeopgangen og ned til gaden.

”Ellen bor kun et par gader henne, så vi kan sagtens gå der hen.” Fortalte han, så jeg kun nikkede forstående og så bare fulgte lydløst med ham, den kilometer vej, der cirka var hen til det hus, som Ellen boede i.

Niall stoppede hurtigt op og jeg lagde godt mærke til, hvordan han trak vejret tungt og hakkende ind, inden han lagde sine arme over kors. Et kropssprog jeg kun havde set fra Nialls side af ganske få gange, hvis ikke det var så få, at det kun kunne tælles på en halv hånd. Niall var bange.

”Hvad sagde hun til dig i telefonen?” Spurgte jeg forsigtigt, mens Niall kiggede tænkende ned i jorden.

”Hun råbte mest bare af mig.” Sagde han og trak vejret kort ind, så jeg selv sukkede lidt.

"Hvad snakkede i om?" Spurgte jeg, så han hurtigt kiggede ned på mig, og jeg nærmest kunne mærke klumpen i min hals med det samme, da jeg kunne se sorgen i hans øjne.

"Om hvorvidt jeg er egnet til at Lilly må blive ved med at bo hos mig." Sagde han, så jeg sank klumpen og straks mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over, mens at han lænede sig frem og bankede på døren. Han lod derefter sin hånd hænge nervøst ned langs sin side, og jeg prøvede at modstå trangen til at række min hånd frem for at lade ham vide, at det hele nok skulle gå. Måske fordi at jeg inderst inde godt vidste, at det jo ikke var okay det hele.

Døren blev åbnet og Ellen viste sig straks i døråbningen, så Nialls hånd hurtigt så ud til at række nervøst ud efter min, og jeg skulle lige til at tage den, da et par små børnefødder kunne høres og en velkendt smuk lille pige kom løbende ud til os.

”Nially!” Råbte hun, så Niall satte sig ned på hug, så Lilly kunne løbe ind i sin storebrors favn og Niall kunne lægge sine store arme omkring hende.

”Hey, Prinsesse. Er du okay?” Spurgte han og kyssede hendes pande, mens han nussede hendes kinder. Hun nikkede bare, mens hun legede lidt med hætten på hans jakke, og så kiggede over på mig. Jeg smilede forsigtigt til hende, inden hun gik over til mig og jeg så trak hende op i min favn, så hun smilede stort til mig.

”Miss Edwards, hvis du tager plads inde i stuen, så kan jeg gå ind på mit kontor og snakke med Niall.” Sagde Ellen hurtigt, så Niall og jeg kiggede på hinanden, inden jeg kiggede hen på Ellen og så nikkede, mens alvoren forsigtigt ramte mig. Vi gik ind og jeg blev guidet ind i stuen sammen med Lilly, som vist allerede var i gang med at se en tegnefilm, mens at Niall nussede hende i håret og chattede lidt med hende.

”Niall!” Advarede Ellen dog hurtigt bag os, så Niall bare kiggede stift ned i jorden, inden han vendte om og så fulgte med Ellen ind på sit kontor, hvor hun smækkede højt med døren, så jeg blinkede mine øjne kort af forskrækkelsen. Jeg kunne sagtens høre Ellens høje råbende stemme, men prøvede bare at lukke hende ude. Lilly kiggede forsigtigt tilbage på mig, inden hun gik over og kravlede op til mig. Jeg lagde bare smilende mine arme omkring hende, men mærkede så hurtigt overraskelsen ramme mig, da hun lagde sine arme knugende om min hals og krammede sig ind til mig. Men hvem kunne også bebrejde hende for lidt søgen efter omsorg. Lilly havde været udsat for alt for meget i sine korte 4 år allerede, og mit hjerte gjorde helt ondt på hendes vegne. Efter det læggede hun sig bare ind til mig, mens hun så tegneserien inde i fjernsynet og jeg bare prøvede at lukke hele verden ude og de tanker, der faretruende så ud til at ville prøve at overtage min hjerne.

Der gik omkring 20 minutter før at Niall kom brasende ud af døren ovre fra Ellens kontor af, så jeg rejste mig alarmerende og satte Lilly ned på jorden.

”Hent jeres ting!” Rasede Niall hurtigt, så Lilly straks tog fat i min hånd og jeg så kiggede nervøst op på Niall, inden at jeg hjalp Lilly med at pakke sine ting. Ellen kiggede bare vredt på os alle fra sidelinjen, mens at jeg gik over til Niall sammen med Lilly.

”Vi ses, tante Ellen.” Sagde Lilly venligt, så Ellen vinkede til Lilly.

”Vi kommer snart til at se meget mere til hinanden, min skat, det lover jeg..”

”Du får hende ikke!” Råbte Niall hurtigt, så jeg straks gik over og lagde min hånd betryggende på hans kind. Hele hans krop pulserede nærmest af ren vrede og jeg vidste, at alt hans kaos snart ville sprænge omkring ham.

”Vi ses i retten, Niall.” Sagde Ellen bare, inden at Niall tog min og Lillys hånd og stormede ud af huset med os. Lilly kiggede bare skræmt op på mig, da Niall slap hendes hånd og hamrede døren i efter sig og nærmest bare stormede ned af vejen. Jeg kiggede ned på Lilly, som fumlede lidt med at lyne sin gule dunjakke, så jeg satte mig ned og prøvede alt hvad jeg kunne, for at smile for hendes skyld, men angsten omkring Nialls vrede bankede allerede tæt i mig.

”Niall, vent lige.” Kaldte jeg efter ham og begyndte at gå, mens at Lilly gik bag os. Jeg rakte min hånd bagud til hende, som hun prøvede at række ud efter, samtidig med at Niall bare stormede videre.

”Niall, stop.” Prøvede jeg, mens jeg prøvede på både ikke at slippe ham og Lilly af syne.

”Niall, stop!” Kaldte jeg efter ham og kiggede bag ud på Lilly, som var begyndt at småløbe efter mig, fordi hun ikke kunne nå min hånd. Jeg kiggede nervøst frempå Niall, mens han gik stift fremad. Hans ansigt var stenkoldt. Lilly snøftede mere og mere og begyndte også at tørre sine øjne. Jeg kiggede hurtigt bagud på hende, inden at hendes små fødder ramte en skæv fortovsflise, og hun så faldt fremover. Hun græd højt og hjerteskærende og jeg var sikker på, at jeg selv var på randen til at græde over hendes ulykkelige tilstand.

”Niall, please…” Råbte jeg hurtigt og satte mig ned til hende, men hun var utrøstelig. Niall stoppede endelig op og tog så to store skridt tilbage til os og tog Lilly op i sine arme, så hun straks klamrede sine små arme rundt om hans skuldre og græd knust ind i hans skulder.

”For helvede, Niall, tal til mig!” Råbte jeg af ham, så han vendte sig om mod mig og kiggede med røde øjne på mig.

”Hun har ringet til myndighederne… Jeg skal i retten på fredag.”

”Men du har jo ikke gjort noget?!” Prøvede jeg og kiggede hjerteknust på kaosset foran mig.

”Jeg er mig, Anastacia. Jeg kan ikke tage mig af hende… Det er jeg ikke i stand til.” Sagde han hårdt.

”Du er den eneste hun vil være hos, de kan ikke bare tage hende. Niall, jeg forsikrer dig..” Han gik bare hurtigt over og lagde sin hånd om i min nakke og kyssede min pande, så hele min krop nærmest stivnede og jeg mærkede et kæmpe stød i hver en del af mig.

”Tak, Ana… men der er ikke noget at gøre.” Sagde han og vendte sig så om med Lilly i sin favn.

”Kom prinsesse, det er på tide, vi tager hjem.” Sagde han og strøg hende forsigtigt over håret og gik hjem. Jeg blev stående lige der, hvor han efterlod mig og mærkede bare knuden vokse sig større inden i mig. Her havde jeg gået så længe og troet at jeg havde det værst af alle mennesker, når der lige for næsen af mig voksede sig et kaos så meget større end mit, at jeg sikkert aldrig nogensinde ville have kunnet overleve det. Garnnøglet filtrede sig sammen til en kæmpe klump endnu en gang inden i mig. _____________________________________________________________________________________________​Hvad siger i så? kan det bliver mere sindssygt og kaotisk endnu?
Jeg synes i kan være en smule stille der ude til tider. Keder jeg jer?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...