Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117568Visninger
AA

27. Collapsing

”If I could, baby I’d give you my world.

How can I, when you won’t take it from me?”

Lissie – Go your own way (Fleetwood mac cover)

 

ANASTACIA P.O.V

Der var bom stille hele vejen hjem i bilen. Vi havde alle sammen kigget chokeret på hinanden, da Leah var stormet ud og efterladt os alle sammen stumme. Dog gik der ikke mange sekunder før Niall stormede hen mod døren, og i min frygt for om han mon ville tage efter Leah, var jeg hurtigt fuldt efter ham. Til mit held var han bare gået direkte over til bilen og ikke efter Leah. Desværre til mit uheld, sagde han ingenting men satte sig bare hurtigt ind i bilen og kiggede ret lige ud, så jeg hurtigt var løbet tilbage og havde betalt for vores nærmest uspiste mad og hurtigt undskyldt over for de andre, inden jeg var løbet ud til ham igen.

Jeg vidste straks at dette var stilheden før stormen.

Det nagede inden i mig hele vejen hjem, at Niall ingenting sagde eller gjorde. Han sad bare og stirrede stift ud i luften, mens at han kørte med høj fart tilbage til lejligheden. Selv der, kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte bankede advarende, da han steg ud af bilen, efter at have parkeret nede foran opgangen og bare gik raskt ud, uden at vente på mig. Jeg smækkede hurtigt bildøren efter mig og løb op efter ham, mens han advarende bare smækkede samtlige døre efter sig og lige op i hovedet på mig.

”Niall, stop nu!” Bad jeg, da vi nåede halvvejs op ad trapperne og jeg nærmest tog to trappetrin ad gangen, for at følge efter hans faretruende høje tempo. Dog svarede han mig ikke, men jeg havde vel heller ikke forventet andet. Det var mere det der kom som efterfølger af hans kolossale vrede, som chokerede mig mere.

Jeg nåede kun lige at løbe efter ham og ind i lejligheden, inden jeg så, hvordan han stillede sig i midten af stuen og jeg tydeligt kunne se, hvordan han nærmest trak vejret så tungt og hurtigt, at det bevægede sig i hele kroppen på ham.

”Niall..?” Spurgte jeg, men udbrød et højt gisp og trådte hurtigt til siden, da han rev ud efter den vase med blomster, der stod på spisebordet og smed den ind i væggen, så vasen smadrede og dets blomster og vand smadrede ud over det hele.

”STOP!” Råbte jeg hurtigt og for frem mod stormen foran mig.

”Stop, Niall!” Råbte jeg, mens han for over mod kommoden i siden og begyndte at hive samtlige pyntegenstande og nipsting op og smide dem rasende omkring sig. Jeg prøvede at hive fat i hans arme, men han rev dem hurtigt til sig igen og jeg ønskede virkelig, at han bare for en gangs skyld, ikke nok ville lytte til mig og stoppe inden han ødelagde det hele.

”Niall, lyt til mig!” Råbte jeg og prøvede at få kontakt med ham. Han vrissede højt i det han kastede en billedramme hårdt ned i gulvet, så der røg glasskår ud over det hele.

”Niall, tal til mig!” Bad jeg inderligt og prøvede at fange hans vilde blik. Men selv herfra kunne jeg se, at jeg havde tabt ham. Han var helt væk.

”NIALL!” Skreg jeg nærmest og maste mig så ind foran ham i det han hævede sin hånd op i luften med endnu en billederamme. Til mit held stoppede han inden kaosset brød løs.

”Flyt dig, Anastacia!” Snerrede han rasende.

”Ikke før du taler til mig!” Råbte jeg såret tilbage. Jeg skulle have vist, at den søde og omsorgsfulde Niall ikke ville vare for evigt. Niall havde for mange dæmoner til at kunne gemme dem væk, uden at de ville komme tilbage og hjemsøge ham. Jeg begyndte snart at realisere, at Niall nok aldrig ville kunne blive fri for alle dæmonerne.

”Jeg kan ikke tale med nogen!” Råbte han hårdt og vendte sig med det samme væk fra mig. Jeg trådte bare om på den anden side af ham og tog fat om kanterne på hans jakke.

”Du kan snakke med mig..” Prøvede jeg.

”Nej, Anastacia. Jeg kan ikke snakke med nogen om det her… Jeg er færdig, fatter du det?!” Råbte han ind i hovedet på mig.

”Niall, der vil ikke ske dig noget… De ville aldrig…”

”Du hørte hende, Anastacia… De har ham.” Råbte han og vred sig ud af mit greb igen, så jeg kun følte, hvordan han trak sig mere og mere væk fra mig.

”Niall, de ville ikke gøre noget, de…” Prøvede jeg, så han vendte sig rasende om mod mig igen.

”Fatter du det ikke?!” Råbte han hårdt ind i hovedet på mig. Det gjorde altid ufatteligt ondt inden i mig, når Niall blev ondskabsfuld. Det mindede mig altid om alle de andre gange og så fik jeg det dårligt.

”Hvis de først har ham, så har de også mig! Ryger Zayn ind, så er der ingen chancer for, at han ikke fortæller om os andre også, og så ryger jeg ind. Fatter du det ikke?!”

”Niall, det er jo ikke sikkert…” Sagde jeg og håbede at han ville lytte. Dog kiggede han bare hurtigt op på mig og kom med et advarende grin, inden bomben sprang.

”De har mig, Anastacia! Jeg har ingen chance nu. Har de mig nu, vil jeg aldrig kunne rette op på det hele, og så vil alle sandhederne komme frem. Hvis de får mig nu, giver de aldrig slip på mig igen! Jeg er resultatet af en menneskelig bombe, Ana. Jeg har gjort for mange forfærdelige ting til at kunne slippe levende fra alt det her! Jeg er en katastrofe, FATTER DU DET?!” Skreg han nærmest til sidst, så jeg trak vejret kort ind og trådte nogle få skridt tilbage.

Han trak vejret tungt ind, inden han for ind i soveværelset og straks hev en taske op og begyndte at fylde den med tøj. Mine alarmklokker ringede med det samme.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg nervøst og kiggede på hans hurtige handlinger.

”Jeg skal væk.”

”Hvad? Nej… Nej, det kan du ikke… Niall, hvad fanden laver du?!” Vrissede jeg. Han kiggede bare tomt op på mig.

”Jeg er ked af det, Anastacia. Det er det bedste jeg kan gøre.” Vreden blussede op i mig.

”Du tager kraftedme gas på mig?!” Råbte jeg vredt, så han kiggede op på mig.

”Jeg kan ikke ryge ind, Ana… Det hele vil falde til atomer!”

”Og det tror du ikke det vil, hvis du flygter fra det hele?!” Pointerede jeg hurtigt rasende.

”Niall, du er nødt til at konfrontere det, hvis du skal slippe levende ud fra det hele… du kan fandme ikke bare blive ved med at flygte!” Råbte jeg hurtigt.

”Anastacia, jeg har for helvede ikke noget fucking valg!” Råbte han tilbage.

”Jo du har! Du har alle de valg man overhovedet kan tage. At du vælger det mest hykleriske af dem alle sammen vil kun føre dig ud i endnu større problemer, og det ved du!” Vrissede jeg vredt, så han kiggede op på mig og lukkede munden hårdt sammen. Jeg mærkede håbet inden i mig for om han mon forstod hvad jeg mente. Håbet svandt dog, og blev endda næsten tilintetgjort, da han hurtigt lynede tasken sammen og så svang den over skulderen og gik forbi mig.

”Det gør du kraftedme ikke, Niall!” Råbte jeg rasende, så han hurtigt vendte sig om.

”Jeg er et monster, Ana. Jeg fører kun til mere kaos, det ved du…”

”Så lad mig hjælpe dig!” Bad jeg inderligt, mens tårerne hobede sig op endnu en gang, over Niall.

”Det kan du ikke!” Vrissede han og vendte sig om, så jeg straks hev fat i ham.

”Det ved du ikke noget om!” Vrissede jeg.

”Anastacia lyt nu til mig!” Vrissede han hårdt tilbage.

”Så fortæl mig, hvorfor du flygter´?!” Rasede jeg efter ham, så han hurtigt kiggede tilbage på mig og råbte højt og hjerteskærende ind i hovedet på mig.

”FORDI JEG ENDER MED AT SLÅ DIG IHJEL!” Det var som om al luften blev slået ud af mig, mens tårerne trillede ud over mine øjenkroge og ned af kinderne. Jeg kiggede op på Niall, som kiggede lige så knust på mig. Han rettede kort på remmen på tasken om hans skulder og sukkede tungt.

”Jeg er ked af det, Ana… det er jeg virkelig.” Sagde han og efterlod mig uden et enkelt ord mere, så jeg bare sank sammen ned på knæ og hulkede højt.

 

______________________________________________________________________________________________

Og når man lige troede at alt kunne forblive sukkersødt, så vil jeg gerne lige minde jer om, at det her er en meget kaotisk historie hvor glæde ikke lige er den største følelse, der er beskrevet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...