Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
100403Visninger
AA

28. Collapsing

”If I could, baby I’d give you my world.

How can I, when you won’t take it from me?”

Lissie – Go your own way (Fleetwood mac cover)

 

ANASTACIA P.O.V

Der var bom stille hele vejen hjem i bilen. Vi havde alle sammen hurtigt kigget chokeret rundt på hinanden, da Leah var stormet ud og nærmest efterladt os alle sammen helt mundlamme. Dog gik der ikke mange sekunder før at Niall også stormede hen mod døren, og i min frygt for om han mon ville tage efter Leah, var jeg hurtigt fuldt efter ham. Til mit held var han bare gået direkte over til bilen og ikke efter Leah. Desværre til mit uheld, sagde han ingenting men satte sig bare hurtigt ind i bilen og kiggede ret lige ud, så jeg hurtigt var løbet tilbage og havde betalt for vores nærmest uspiste mad og hurtigt undskyldt over for de andre, inden jeg var løbet ud til ham igen.

Jeg vidste straks at dette var stilheden før stormen.

Det nagede inden i mig hele vejen hjem, at Niall ingenting sagde eller gjorde. Han sad bare og stirrede stift ud i luften, mens at han kørte med høj fart tilbage til lejligheden.

Og selv der, kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte bankede advarende inden i mig, da han bare steg ud af bilen, efter at have parkeret nede foran opgangen og bare gik raskt ud, uden at vente på mig. Jeg smækkede hurtigt bildøren efter mig og løb op efter ham, mens han advarende bare smækkede samtlige døre efter sig og lige op i hovedet på mig.

”Niall, stop nu!” Bad jeg, da vi nåede halvvejs op ad trapperne og jeg nærmest tog to trappetrin ad gangen, for at følge efter hans faretruende høje tempo. Dog svarede han mig ikke, men jeg havde vel heller ikke forventet andet. Det var mere det der kom som efterfølger af hans kolossale vrede, som chokerede mig mere.

Jeg nåede kun lige at løbe efter ham og ind i lejligheden, inden jeg så, hvordan han stillede sig i midten af stuen og jeg tydeligt kunne se, hvordan han nærmest trak vejret så tungt og hurtigt, at det bevægede sig i hele kroppen på ham.

”Niall..?” Spurgte jeg forsigtigt, men udbrød så et højt gisp og trådte hurtigt til siden, da han hurtigt hev ud efter den vase med blomster, der stod på spisebordet og smed den ind i væggen, så vasen smadrede og dets blomster og vand smadrede ud over det hele.

”STOP!” Råbte jeg hurtigt og for frem mod stormen foran mig.

”Stop, Niall!” Råbte jeg, mens han for over mod kommoden i siden og begyndte at hive samtlige pyntegenstande og nipsting op og smide dem rasende omkring sig. Jeg prøvede at hive fat i hans arme, men han rev dem bare hurtigt til sig igen og jeg ønskede virkelig, at han bare for en gangs skyld, ikke nok ville lytte til mig og stoppe inden han ødelagde det hele.

”Niall, lyt til mig!” Råbte jeg og prøvede at få kontakt med ham. Han vrissede bare højt i det at han kastede en billedramme hårdt ned i gulvet, så der røg glasskår ud over det hele.

”Niall, tal nu til mig!” Bad jeg inderligt og prøvede at fange hans vilde blik. Men selv herfra kunne jeg se, at jeg havde tabt ham. Han var helt væk.

”NIALL!” Skreg jeg nærmest og maste mig så ind foran ham i det han hævede sin hånd op i luften med endnu en billederamme. Til mit held stoppede han inden kaosset brød løs.

”Flyt dig, Anastacia!” Vrissede han rasende.

”Ikke før du taler til mig!” Råbte jeg såret tilbage. Jeg skulle have vist, at den søde og omsorgsfulde Niall ikke ville vare for evigt. Niall havde for mange dæmoner til bare at kunne gemme dem væk, uden at de en dag skulle komme tilbage og hjemsøge ham igen. Jeg begyndte måske snart at realisere, at Niall nok aldrig ville kunne blive fri for alle de dæmoner.

”Jeg kan ikke tale med nogen!” Råbte han hårdt og vendte sig med det samme væk fra mig. Jeg løb hurtigt om på den anden side af ham og tog fat om kanterne på hans jakke.

”Du kan snakke med mig..” Prøvede jeg.

”Nej, Anastacia. Jeg kan ikke snakke med nogen om det her… Jeg er færdig, fatter du det?!” Råbte han sårende ind i hovedet på mig. Jeg tog mig frustreret til hovedet.

”Niall, der vil ikke ske dig noget… De ville aldrig…”

”Du hørte hende selv, Anastacia… De har ham.” Råbte han og vred sig ud af mit greb igen, så jeg kun følte, hvordan han trak sig mere og mere væk fra mig.

”Niall, de ville ikke gøre noget, de…” Prøvede jeg, så han hurtigt vendte sig rasende om mod mig igen.

”Fatter du det ikke, Anastacia?!” Råbte han højt og hårdt ind i hovedet på mig. Det gjorde altid ufatteligt ondt inden i mig, når Niall blev ondskabsfuld. Det mindede mig altid om alle de andre gange og så fik jeg det meget dårligt.

”Hvis de først har ham, så har de også mig! Ryger Zayn ind, så er der ingen chancer for, at han ikke fortæller om os andre også, og så ryger jeg ind. Fatter du det ikke?!”

”Niall, det er jo ikke sikkert…” Sagde jeg igen og håbede at han ville lytte til mig. Dog kiggede han bare hurtigt op på mig og kom med et advarende opgivende grin, inden bomben nærmest sprang.

”De har mig, Anastacia! Jeg har ingen chance nu. Har de mig nu, vil jeg aldrig kunne rette op på det hele, og så vil alle sandhederne bare komme frem. Hvis de får mig nu, giver de aldrig slip på mig igen! Jeg er resultatet af en menneskelig bombe, Anastacia. Jeg har gjort for mange forfærdelige ting til nogensinde at kunne slippe levende fra noget af alt det her! Jeg er en katastrofe, FATTER DU DET?!” Skreg han nærmest til sidst, så jeg trak vejret kort ind og så trådte nogle få skridt tilbage.

Han trak vejret tungt ind, inden han nærmest for ind i soveværelset og straks hev en taske op og begyndte at fylde i den med tøj. Mine alarmklokker ringede med det samme.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg hurtigt nervøst og kiggede på hans hurtige handlinger.

”Jeg skal væk.” Af hvad?

”Nej… Nej, det kan du ikke… Niall, hvad fanden er det du laver?!” Vrissede jeg hurtigt. Han kiggede bare hurtigt op på mig.

”Jeg er ked af det, Anastacia. Men det er det bedste jeg kan gøre.” Jeg mærkede straks hvordan vreden blussede op i mig.

”Du tager kraftedme gas på mig!” Råbte jeg vredt, så han kiggede op på mig.

”Jeg kan ikke ryge ind, Ana… Det hele vil falde til atomer!”

”Og det tror du ikke det vil, hvis du flygter fra det hele?!” Pointerede jeg hurtigt rasende.

”Niall, du er nødt til at konfrontere det, hvis du skal slippe levende ud fra det hele… du kan fandme ikke bare blive ved med at flygte!” Råbte jeg hurtigt.

”Anastacia, jeg for helvede ikke noget fucking valg!” Råbte han selv tilbage.

”Jo du har! Du har alle de samtlige valg man overhovedet kan tage i hele den her fucking verden. At du vælger det mest hykleriske af dem alle sammen vil kun føre dig ud i endnu større problemer, og det ved du fandme godt!” Vrissede jeg vredt, så han kiggede op på mig og så lukkede munden hårdt sammen. Jeg mærkede hurtigt håbet inden i mig for om han mon forstod hvad jeg mente, dog mærkede jeg bare hvordan håbet nærmest blev tilintetgjort, da han bare hurtigt lynede tasken sammen og så svang den over skulderen og gik forbi mig.

”Det gør du kraftedme ikke, Niall!” Råbte jeg rasende efter ham, så han hurtigt vendte sig om.

”Jeg er et monster, Anastacia. Jeg fører kun til mere kaos, det ved du…”

”Så lad mig hjælpe dig!” Bad jeg inderligt, mens at tårerne hobede sig op i mine øjne.

”Det kan du ikke!” Vrissede han hurtigt og vendte sig om, så jeg straks hev fat i ham.

”Det ved du ikke noget om!” Vrissede jeg.

”Anastacia lyt nu for helvede til mig!” Vrissede han hårdt tilbage.

”Så fortæl mig, hvorfor du flygter fra mig!” Rasede jeg efter ham, så han hurtigt kiggede tilbage på mig og råbte højt og hjerteskærende ind i hovedet på mig.

”JEG ENDER MED AT SLÅ DIG IHJEL!” Det var som om al luften blev sluget ud af mig, mes tårerne langsomt trillede ud af mine øjnekroge og ned af kinderne. Jeg kiggede op på Niall, som bare kiggede lige så knust ned på mig. Han rettede kort på remmen på tasken om hans skulder og sukkede så tungt.

”Jeg er ked af det, Ana… det er jeg virkelig.” Sagde han og efterlod mig så uden et enkelt ord mere, så jeg bare sank sammen ned på knæ og hulkede højt.

______________________________________________________________________________________________

Og når man lige troede at alt kunne forblive sukkersødt, så vil jeg gerne lige minde jer om, at det her er en meget kaotisk historie hvor glæde ikke lige er den største følelse, der er beskrevet...

Jeg synes i er lidt stille der ude, og det går lidt stille frem for sig med historien. Synes i den er kedelig og mangler den noget?

Kan vi sige at til næste kapitel må i meget gerne skrive, hvad i kan lide ved historien og/eller hvad i synes den mangler og sådan. Jeg savner lidt at høre jeres meninger, og gerne give den et like, hvis i ønsker. Det ville virkelig glæde mig meget :)

Skriver igen så hurtigt jeg kan XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...