Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117512Visninger
AA

23. Broken dreams of a perfect child

"We give up to give by

our dreams, our voices"

Carpark North feat. Stine Bramsen - 32

 

Da jeg vågnede op den næste morgen, vågnede jeg endnu en gang op alene. Men jeg kunne vel også have forudset det, siden jeg havde erfarret, at Niall ikke var typen man gik sammen i seng med og så også vågnede op med morgenen efter.

Jeg satte mig op og prøvede at kigge rundt, for at se om han havde lagt en seddel om hvor han mon nu var forsvundet hen. Dog var der ingen. Til gengæld lå hans tøj hen over min stol ved skrivebordet ved værelsets vindue, der hvor han selv havde lagt det sent i går aftes. Jeg rejste mig fra min seng og kiggede rundt efter ham og startede med at gå ud af mit værelse. Dog behøvede jeg ikke gå langt, før døren fra badeværelset lige fremme gik op og han kom ud.

”Oh… Jeg ville tage et bad, men ville ikke vække dig.” Sagde han, mens at hans hår stadig var fugtigt. Han havde sin t-shirt og normale stramme sorte, slidte jeans på.

”Det er okay… Jeg er vant til, at du aldrig er der når jeg vågner.” Sagde jeg og kiggede ned i jorden, da han kiggede op på mig.

”Er du okay?” Spurgte han efter et stykke tid, så jeg kiggede tilbage op på ham.

”Er du?” Spurgte jeg. Han svarede mig ikke, men gik bare frem og forbi mig og ind på mit værelse igen.

”Vil du fortælle mig, hvor alle dine nye skrammer kommer fra?” Spurgte jeg, da jeg gik efter ham. Han kiggede om på mig, og jeg savnede nærmest den gang, hvor jeg kunne kigge på hans ansigt uden de mange skrammer og sår, der efterhånden prægede det ellers flotte ydre. Han vendte sig om og lænede sig med ryggen mod min stol, inden han kløede sig i nakken.

”Jeg tog på en bar og overvejede at drikke hjernen ud, men da det ikke rigtigt så ud til at virke, prøvede jeg at finde en anden måde at… forsvinde på. Det var kun to fyre, og der skete ikke noget alvorligt med nogle af os. Det var kun et par slag og spark og så gik de, og råbte at de havde ondt af mig og…”

”Det er jeg ked af, Niall.” Afbrød jeg hurtigt, så han kiggede op på mig.

”Jeg har fortjent det.” Sagde han. Jeg ønskede ikke at se ham lide… og dog, var der stadig en lille bitte del af mig, som frydede mig over at se ham lide på den måde, som han selv havde udsat mig for. Men efter i går… Efter i går havde noget ændret sig.

”Ja… Ja, det har du.” Sagde jeg, så han fnyste og kiggede ned i jorden, inden jeg hurtigt sagde:

”Men intet menneske skulle nogensinde føle sig så trist som du gjorde i går. Ingen.” Han kiggede op på mig og det var som om hans ansigt ændrede følelse. Til hvilken kunne jeg dog ikke tyde.

”Du gik igennem det.” Sagde han stille. Jeg kiggede hen på ham og mærkede hvordan det stak inden i mig, inden jeg gned mig utilpas i nakken.

”Vi har vel begge fortjent at lide af det kaos vi begge skabte for os selv.” Sagde jeg forsigtigt, så han nikkede. Jeg kiggede ned i jorden, inden jeg gik væk fra det sted jeg ellers havde stået fast på og så gik hen og ryttede op. Mest en overspringshandling fra at undgå den underlige tavshed, der kom mellem os.

”Jeg er træt af kaosset.” Sagde Niall efter et stykke tid, så jeg kiggede om på ham.

”Måske er det bare uundgåeligt for os?” Han kiggede tænkende på mig.

”Jeg er ked af det, Ana… For det hele.”

”Det ved jeg.” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede op på mig og så trådte et skridt frem mod mig, mens jeg trådte et frem mod ham, så vi stod cirka en halv meter fra hinanden.

”Anastacia, jeg…”

”Anastacia?!” Blev Niall afbrudt af min mors råb, så jeg hurtigt kiggede hen mod døren. Niall sukkede og vendte sig om mod stolen med hans tøj, så det var min tur til at sukke tungt. Jeg vendte om og gik ud af værelset og ned i stuen til min mor.

”Hej.” Sagde jeg hurtigt og lagde mine arme over kors, da min mor smilede stort til mig fra sofaen af.

”Godmorgen, min egen. Du må undskylde det blev lidt sent i går, men du klarede dig jo?” Sagde hun hurtigt, så jeg straks kunne høre hendes manglende medlidenhed om, hvorvidt jeg reelt egentlig havde klaret mig okay.

”Ja ja, jeg bestilte en pizza og så film og sådan..” Sagde jeg, inden hun begyndte sin prædiken.

”Ja, jeg havde nu set, at du havde bestilt en salat eller et eller andet. Vi har jo massere af grøntsager i skabet, og du ved at pizza er en dårlig måde at tage på i vægt, hvis det ikke skal sætte sig de forkerte steder..”

”Jeg havde ikke rigtigt lyst til andet. Jeg havde en dårlig dag og…” Prøvede jeg, mens hun gik forbi mig og ud i køkkenet.

”Så er det jo ikke pizza du skal fodre dig med, så får du jo bare det forhold til det, at det trøster dig, når du er ked af det…” Jeg sukkede tungt.

”Måske havde jeg vitterligt bare lyst til en pizza, mor? Det betyder ikke at jeg var eller for den sags skyld er døende?” Forsvarede jeg hurtigt og hadede at hun endnu en gang så hver og en af mine handlinger som en supplerende skuffelse til de mange andre jeg allerede havde udsat hende for.

”Alt hvad jeg siger, Anastacia er, at du måske skulle…” Og så stoppede hun, så jeg hurtigt kiggede hen på hende og så, hvordan hun stirrede lige frem og nærmest kiggede helt forstenet.

”Mor…?” Spurgte jeg forsigtigt, inden hun afbrød med et chokeret toneleje:

”Hvad laver du her?” Jeg kiggede på hende, inden jeg kiggede bag ud og så at Niall var kommet ned af trappen.

”Niall…” Jeg kiggede straks hen på min mor, som allerede lignede en alarmerende orkan.

”Inden du overhovedet våger at åbne din mund, så tager du dine ting og forsvinder ud af mit hus… Nu!” Rasede hun, så jeg straks stillede mig mellem Niall og hende.

”Mor, rolig… han gør ikke noget.” Hun kiggede straks chokeret på mig.

”Du siger vel ikke til mig, at du selv inviterede ham her hen?” Spurgte hun kogende.

”Mor, jeg…”

”Mrs. Edwards, jeg kom selv forbi… Jeg havde ingen kontakt med Ana ellers..” Sagde Niall hurtigt bag mig, så jeg straks mærkede panikken over hans ord, mens at min mor kiggede hurtigt hen på ham.

”Men i har haft kontakt, siden du overhovedet tog her hen!”

”Mor, vi har nærmest ikke snakket sammen. Vi…” Forsøgte jeg.

”Er det hvad du har lavet, når du har været på arbejde og sovet hos Marie? Sammen med ham?”

”Nej, mor, jeg…” Prøvede jeg.

”Går du og lyver for mig, Anastacia? Går du og lusker rundt og lyver omkring hvor du er og hvad du skal? Er vi tilbage ved det?!” Beskyldte hun mig hurtigt, så jeg straks mærkede frygten for, hvor det her ville føre hen.

”Mor, jeg…”

”Mrs. Edwards, Anastacia ville aldrig…” Sagde Niall hurtigt, så jeg trak vejret tungt ind, da min mor straks gik nogle skridt frem mod os.

”Du vover at sige et eneste ord i mit forhør, er du med?!” Råbte hun nærmest, så jeg gik frem mod hende.

”Stop så! Han har ikke gjort noget!” Vrissede jeg, så hun kiggede rasende ned på mig.

”HAN SLOG DIG IHJEL, ANASTACIA!” Skreg hun nærmest ind i hovedet på mig, så Niall straks trak mig tilbage og min far kom løbende ud til os inde fra hans kontor af.

”Mor, du forstår det ikke!” Råbte jeg selv, inden at min far rev i Niall, så han også fik hevet mig tilbage.

”Hvad laver du her, dit usle svin!” Vrissede min far med det samme, så jeg hurtigt greb fat i Niall, inden min far hev ham væk.

”Lad ham være!”

”Hvor vover du at støtte ham. Efter alt hvad han gjorde mod dig og alt hvad der skete med dig? Efter alt hvad vi gik igennem?!” Råbte min mor og greb fat om mit håndled. Jeg kiggede chokeret på hende, mens vreden allerede pulserede i mine årer.

”Hvis du nu havde lagt en smule mærke til mig, så kunne du måske have set, at jeg led længe før jeg mødte Niall.” Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede med store øjne på mig.

”Hvad sagde du?” Spurgte hun, mens Niall og min far stod bag os og kiggede ventende på mig.

”Jeg led længe før, at Niall overhovedet kom ind i billedet. Men du har du vel været alt for optaget til at lægge mærke til, ikke?” Konfronterede jeg.

”Undskyld mig, Anastacia, men hvad er det du står og siger?” Spurgte min far hurtigt, mens at han gik hen til min mor. Jeg trak vejret tungt ind og kiggede på dem begge to.

”Jeg siger, at jeg har lidt længe før, at jeg mødte Niall og at jeg faktisk har lidt hele mit fucking liv!” Vreden pulserede i hele min krop og der gik ikke længe, før alle frustrationerne og den længe indeholdte vrede for alvor og én gang for alle, blev sluppet løs, som den ellers burde have gjort for længst.

”Anastacia?” Spurgte min far uforstående, så jeg trak vejret dybt ind.

”Tror i ikke godt jeg ved, at selv om i fortier og skjuler det, så vil jeg for altid være det barn i aldrig ønskede at få?” Niall trådte hurtigt frem og tog min hånd i det at min mor måbede.

”Anastacia Edwards, vil du i alle himmelens navn tage de ord i dig igen og tænke grueligt over hvad det er du spyder ud…”

”Nej, mor. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke tige mere… Jeg er træt af at tige, når jeg ikke skal.” Sagde jeg og kiggede kort på de to mennesker, der aldrig havde været det, men altid havde skullet forestille at ligne mine forældre.

”Okay, ved i hvad? Undskyld, Okay? Undskyld at jeg ikke er den perfekte datter, i altid har ønsket. Undskyld, jeg ikke kan styre mine følelser. Undskyld, at jeg undgår ansvarlighed. Undskyld, at jeg går jer i mod, at jeg knækker. Undskyld, at jeg ikke kan klare jer mere. Undskyld, at i elsker alle andre højere end mig. Undskyld, at jeg ikke klarede mig godt i skolen, at jeg stresser jer, at jeg skubber jer væk, at jeg opfører mig som jeg gør… Undskyld, at jeg ikke er god nok, men i ved ikke, hvordan det er. Jeg prøver og prøver. Jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan, for at gøre alle glade, men ligegyldig hvor meget jeg fucking gør, så vil alt det aldrig være nok. Der er intet af det, der aldrig nogensinde vil være nok, til at de mennesker man håber på, endelig kan elske en for den man er, og ikke den de ønsker man skal være, vil se det som nok. Det tager på et menneske. At prøve og prøve, men aldrig… aldrig nogensinde være den mindste smule tæt på. Og ved i hvad? Min største frygt er efterhånden, at jeg en dag skal se på mine egne børn og se på hvordan de kæmper, og prøver og fucking lider, for at kunne hamle op med mine forventninger. Det er det absolut værste, man nogensinde kan udsætte et barn for. At udsætte sit eget barn for de lidelser, som ens egne forældre udsatte en for… som de lidelser i udsatte mig for.” Niall trådte hurtigt frem og vendte mig om mod ham.

”Ana, jeg tror du er nødt til at passe på med, hvad du siger..”

”Nej, Niall! Jeg vil ikke tie mere. Jeg er træt. Jeg er fucking træt af det hele og jeg kan ikke længere holde det inde…” Fortalte jeg og mærkede hvordan det hele tog trættende på min krop og mit sind.

”Anastacia…” Lød det kort omme bag os, så jeg vendte mig om og kiggede på min mor, som kiggede ned i jorden, med armene over kors.

”Mor, jeg…”

”Nej, Anastacia. Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig.” Sagde hun hurtigt og kiggede hårdt op på mig, så jeg tav.

”Mor..” Prøvede jeg dog, men hun rystede bare straks på hovedet.

”Fra i dag af, er jeg ikke længere din mor, Anastacia. Og du er ikke længere min datter.” Jeg kiggede hurtigt op på hende og så hvordan min far trådte lidt bag ud. Åh nej!

”Mor, du kan da ikke…”

”Du har en’ time til at pakke dine ting, og så ser jeg helst at du ikke kommer tilbage.”

”Hør her, Mrs. Edwards, Ana mente det ikke så hårdt, hun ville bare..” Prøvede Niall hurtigt, så min mor straks kiggede med lynende øjne på ham.

”Det samme gælder dig, unge mand. Det er din skyld det hele. Hvis bare du havde holdt dig væk, var intet af det her nogensinde sket, og så havde du aldrig skubbet vores datter ud i alt det her kaos.”

”Det er ikke hans skyld!” Råbte jeg hurtigt forsvarende.

”Stop, Anastacia. Du er ikke længere velkommen i det her hus, og du er ikke længere vores datter.” Sagde min mor hårdt og kontant.

”Hvad fuck? Hør nu her…” Prøvede Niall igen.

Er det forstået?!” Rasede min mor, så jeg hurtigt vaklede på benene. Alt virkede til at forsvinde lige for øjnene af mig.

”Far, jeg beder dig…” Bad jeg inderligt og kiggede håbefuldt hen på ham, men han lagde bare sin hånd på min mors ryg og kiggede lige så bestemt på mig.

”Du forsvinder fra i dag af, Anastacia.” Fastslog han, så jeg mistede al luft. Det var ikke meningen det her skulle ske. Det var ikke meningen noget af det her overhovedet skulle ske. Det var ikke meningen det skulle ende sådan her…

”I kan ikke gøre det her mod hende… Hun er jeres eneste datter!” Råbte Niall hurtigt, da jeg trådte bag ud mod ham.

”Jeg har ikke nogen datter mere.” Sagde min mor hjerteknusende, så jeg straks trak vejret hyperventilerende ind og min far så gik ud i køkkenet for at hente min mors røde æggeur og dreje det om på 60 minutter.

”Far… jeg beder dig!” Bad jeg, mens tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Men så startede han bare uret, så tiden begyndte at gå og jeg så straks vaklede bag ud og Niall lige nåede at gribe mig, fordi at tårerne tog overhånd.

”Jeg er så ked af det, Anastacia.” Sagde han og lagde sine arme trøstende om mig, mens jeg hulkede ind i hans favn.

”I har én time.” Gentog min mor, inden hun gik ignorerende forbi mig og ind i stuen, mens hun efterlod mig og jeg én gang for alle, fandt ud af, at hun aldrig havde elsket mig på den måde, som en mor elsker sin datter. Det havde jeg fundet ud af i dag.

Hun var ikke min mor mere, og jeg var ikke længere hendes datter.

Jeg var alene.

Jeg var helt alene nu.

 

______________________________________________________________________________________________

Har jeg fortalt jer, at der i den her historie er samlet så meget kaos samme, at det nærmest er en helt katastrofe?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...