Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99866Visninger
AA

23. Broken dreams of a perfect child

"We give up to give by

our dreams, our voices"

Carpark North feat. Stine Bramsen - 32

 

Da jeg vågnede op den næste morgen, vågnede jeg endnu en gang op alene. Men jeg kunne vel også have sagt det selv, siden jeg efterhånden havde erfarret, at Niall ikke var typen man gik sammen i seng og så også vågnede op sammen med morgenen efter.

Jeg satte mig op i min seng og prøvede at kigge rundt om mig, for at se om han havde lagt en seddel om hvor han mon nu var forsvundet hen. Dog var der ingen. Til gengæld lå hans tøj hen over min stol henne ved skrivebordet ved værelsets vindue, der hvor han selv havde lagt det sent i går aftes. Jeg kiggede rundt igen og rejste mig så fra min seng for at kigge rundt efter ham og startede med at gå ud af mit værelse. Dog behøvede jeg ikke gå så langt, før at døren fremme fra badeværelset gik op og Niall kom ud.

”Oh… Jeg ville tage et bad, men ville ikke vække dig.” Sagde han, mens at hans hår stadig var fugtigt, men han havde en t-shirt og sine normale stramme sorte, slidte jeans på.

”Nahh, det er okay… Jeg er vant til, at du aldrig er der når jeg vågner, alligevel.” Sagde jeg og kiggede ned i jorden, da han hurtigt kiggede op på mig.

”Er du okay?” Spurgte han dog efter et stykke tid, så jeg kiggede tilbage op på ham.

”Er du?” Spurgte jeg forsigtigt. Han svarede mig dog ikke, men gik bare frem og forbi mig og ind på mit værelse igen.

”Vil du fortælle mig, hvor alle dine nye skrammer kommer fra?” Spurgte jeg, da jeg gik efter ham. Han kiggede hurtigt om på mig, og jeg savnede nærmest den gang, hvor jeg kunne kigge på hans ansigt uden de mange skrammer og sår, der efterhånden prægede det ellers flotte ydre mere og mere. Det ærgrede mig.

Niall vendte sig om og lænede sig så tilbage med ryggen mod min stol, inden han kløede sig lidt i nakken og så kiggede tænkende op på mig.

”Jeg tog på en bar og overvejede at drikke hjernen ud, men da det ikke rigtigt så ud til at virke, prøvede jeg at finde en anden måde at… forsvinde på. Det var kun to fyre, og der skete ikke noget alvorligt med nogle af os. Det var kun et par slag og spark og så gik de, og råbte at de havde ondt af mig og…”

”Det er jeg ked af, Niall.” Afbrød jeg ham hurtigt, så han kiggede op på mig.

”Det skal du ikke være… Jeg har fortjent det.” Sagde han. Jeg ønskede at se ham lide sådan… og dog. Alligevel så var der stadig en lille bitte del af mig, som frydede mig over at se ham lide på den måde, som han selv havde udsat mig for, men efter i går… Efter i går havde noget ændret sig.

”Ja… Ja, det har du.” Sagde jeg, så han fnyste og hævede sine øjenbryn lidt og kiggede ned i jorden, inden jeg hurtigt sagde:

”Men intet menneske skulle nogensinde føle sig så trist som du gjorde i går. Ingen overhovedet.” Han kiggede hurtigt op på mig igen og det var som om at hans ansigt på en måde ændrede følelse. Til hvilken kunne jeg dog ikke tyde.

”Du gik igennem det.” Sagde han stille. Jeg kiggede hurtigt hen på ham og mærkede så hvordan det stak lidt inden i mig, inden jeg gned mig lidt utilpas i nakken.

”Vi har vel begge fortjent at lide af det kaos vi begge skabte for os selv og andre.” Sagde jeg forsigtigt, så han nikkede lidt. Jeg kiggede lidt ned i jorden, inden jeg gik væk fra det sted jeg ellers havde stået fast på og så gik hen og ryttede lidt op. Mest en overspringshandling fra at undgå den underlige tavshed, der kom mellem Niall og jeg.

”Jeg er træt af kaosset.” Sagde Niall dog efter et stykke tid bag mig, så jeg kiggede om på ham og endte med at trække lidt på skuldrene.

”Måske er det desværre bare uundgåeligt for os.” Han kiggede lidt tænkende på mig.

”Jeg er ked af det, Ana… For det hele.” Jeg kiggede lidt op på ham og tænkte lidt.

”Det ved jeg.” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede op på mig og så trådte et skridt frem mod mig, mens jeg trådte et frem mod ham, så vi stod cirka en halv meter fra hinanden.

”Anastacia, jeg…”

”Anastacia?!” Blev Niall afbrudt af min mors råb, så jeg hurtigt kiggede hen mod døren. Niall sukkede lidt og vendte sig så om mod stolen med hans tøj, så det var min tur til at sukke tungt, inden jeg vendte om og gik ud af værelset og ned i stuen til min mor.

”Hej.” Sagde jeg hurtigt og lagde mine arme over kors, da min mor smilede stort til mig fra sofaen af.

”Godmorgen, min egen. Du må undskylde det blev lidt sent i går, men du klarer dig jo.” Sagde hun hurtigt, så jeg straks kunne høre hendes manglende medlidenhed om, hvorvidt jeg reelt egentlig havde klaret mig okay, da jeg kom hjem og så at begge mine forældre var væk.

”Ja ja, jeg bestilte bare en pizza og så film og sådan..” Sagde jeg, inden hun begyndte sin prædiken.

”Ja, jeg havde nu set, at du havde bestilt en salat eller et eller andet. Vi har jo massere af grøntsager i skabet, og du ved at pizza er en dårlig måde at tage på i vægt, hvis det ikke skal sætte sig de forkerte steder..”

”Ja, men jeg havde ikke rigtigt lyst til andet. Jeg havde en dårlig dag og…” Prøvede jeg, mens hun gik forbi mig og ud i køkkenet.

”Så er det jo ikke pizza du skal fodre dig med, så får du jo bare det forhold til det, at det trøster dig, når du er ked af det…” Jeg sukkede tungt.

”Måske havde jeg vitterligt bare lyst til en pizza, mor? Det betyder ikke at jeg var eller for den sags skyld er døende?” Forsvarede jeg hurtigt og hadede at hun endnu en gang så hver og en af mine handlinger som endnu en skuffelse til de mange andre jeg allerede havde udsat hende for.

”Alt hvad jeg siger, Anastacia er, at du måske lige…” Og så stoppede hun, så jeg hurtigt kiggede hen på hende og så, hvordan hun stirrede lige frem og nærmest kiggede helt forstenet.

”Mor…?” Spurgte jeg forsigtigt, inden hun sagde:

”Hvad laver du her?” Jeg kiggede hurtigt på hende, inden jeg kiggede bag ud og så at Niall var kommet ned af trappen.

”Niall…” Bekræftede min stemme mine øjne, inden jeg kiggede hen på min mor, som allerede lignede en opblæsende orkan.

”Inden du overhovedet våger at åbne din mund, så tager du dine ting og forsvinder ud af mit hus… Nu!” Rasede hun allerede, så jeg straks stillede mig ind mellem Niall og hende.

”Mor, rolig… han gør ikke noget.” Hun kiggede straks chokeret på mig.

”Du siger vel ikke til mig, at du selv inviterede ham her hen, vel?” Spurgte hun hurtigt kogende.

”Mor, jeg…”

”Nej, Mrs. Edwards, jeg kom selv forbi… Jeg havde ingen kontakt med Ana..” Sagde Niall dog hurtigt bag mig, så jeg straks mærkede panikken over hans ord, mens at min mor kiggede hurtigt hen på ham.

”Men i har haft kontakt, siden du overhovedet tog her hen!”

”Mor, vi har nærmest ikke snakket sammen. Vi…” Forsøgte jeg.

”Er det hvad du har lavet, når du har været så tit på arbejde og sovet hos Marie? Er du sammen med ham?”

”Nej, mor, jeg er ikke…” Prøvede jeg.

”Går du og lyver for mig igen, Anastacia? Går du og lusker rundt og lyver omkring hvor du er og hvad du skal? Er vi tilbage ved det igen?!” Beskyldte hun mig hurtigt, så jeg kunne mærke frygten for, hvor det her ville føre hen.

”Mor, jeg…”

”Mrs. Edwards, Anastacia ville aldrig…” Sagde Niall hurtigt bag os, så jeg trak vejret tungt ind, da min mor straks gik nogle skridt frem mod os.

”Du vover at sige et eneste ord i mit forhør, er du med?!” Råbte min mor nærmest, så jeg straks gik frem mod hende.

”Stop så, mor! Han har ikke gjort noget!” Vrissede jeg hurtigt, så hun straks kiggede rasende på mig.

”HAN SLOG DIG IHJEL, ANASTACIA!” Skreg hun nærmest ind i hovedet på mig, så Niall straks greb fat i mig og trak mig tilbage, mens at min far kom løbende ud til os inde fra hans kontor af.

”Mor, du forstår det ikke!” Råbte jeg selv, inden at min far rev i Niall, så han også fik hevet mig lidt tilbage.

”Hvad laver du her, dit usle svin!” Vrissede min far straks, så jeg vendte mig om og greb fat i Niall, inden min far hev ham helt væk.

”Lad ham være!” Råbte jeg hurtigt.

”Hvor vover du at støtte ham. Efter alt hvad han gjorde mod dig, efter alt hvad der skete med dig. Efter alt hvad vi gik igennem?!” Råbte min mor hurtigt og greb fat om mit håndled. Jeg kiggede hurtigt chokeret på hende, mens vreden begyndte at pulsere i mine årer.

”Hvis du nu havde lagt en smule mærke til mig, så kunne du måske have set, at jeg led længe før, at jeg mødte Niall.” Sagde jeg hurtigt, så hun straks kiggede med store øjne på mig.

”Hvad sagde du lige?” Spurgte hun hurtigt, mens at Niall og min far stod bag os og kiggede ventende på mig.

”Jeg led længe før, at Niall overhovedet kom ind i billedet. Men du har du vel altid været alt for optaget til at lægge mærke til, ikke?” Konfronterede jeg hurtigt.

”Undskyld mig, Anastacia, men hvad er det du står og siger?” Spurgte min far hurtigt, mens at han gik frem bag og hen til min mor. Jeg trak vejret tungt ind, mens jeg kiggede på dem begge to.

”Jeg siger, at jeg har lidt længe før, at jeg mødte Niall og at jeg faktisk har lidt hele mit fucking liv!” Vreden pulserede i hele min krop og der gik ikke længe, før alle frustrationerne og den længe indeholdte vrede for alvor og en gang for alle, blev sluppet løs, som den ellers burde havde gjort for længst.

”Anastacia?” Spurgte min far uforstående, så jeg trak vejret dybt ind.

”Tror i ikke godt jeg ved, at selv om i fortiger og skjuler det så meget i kan, så vil jeg for evigt være det barn i aldrig ønskede at få?” Niall trådte hurtigt frem og tog min hånd i det at min mor måbede stort.

”Anastacia Edwards, vil du i alle himmelens navn tage de ord i dig igen og tænke grueligt over hvad det er du spyder ud til os…”

”Nej, mor. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke tige mere… Jeg er træt af at tige, når jeg ikke skal.” Sagde jeg og kiggede kort på de to mennesker, der aldrig havde været det, men altid havde skullet forestille at ligne mine forældre.

”Okay, ved i hvad? Undskyld, Okay? Undskyld at jeg ikke er den perfekte datter, i altid har ønsket. Undskyld, jeg ikke kan styre mine følelser. Undskyld, at jeg undgår ansvarlighed. Undskyld, at jeg går jer i mod, at jeg knækker. Undskyld, at jeg ikke kan klare jer mere. Undskyld, at i elsker alle andre meget højere end mig. Undskyld, at jeg ikke klarede mig godt i skolen, at jeg stresser jer, at jeg skubber jer væk, at jeg opfører mig sådan som jeg gør… Undskyld, at jeg ikke er god nok, men i ved ikke, hvordan det er. At man bare prøver og prøver. Man prøver virkelig alt hvad man kan, for at gøre alle glade, men ligegyldig hvor meget man fucking, så vil alt det alligevel aldrig være nok. Der er intet af det, der aldrig nogensinde vil være nok, til at de mennesker man håber på, endelig kan elske en for den man er, og ikke den de ønsker man skal være. Det tager virkelig på et menneske. At prøve og prøve, men aldrig… aldrig nogensinde være den mindste smule tæt på, at det bare er nok eller tæt på. Og ved i hvad? Min største frygt er efterhånden, at jeg en dag skal se på mine egne børn og se på hvordan de kæmper, og prøver og fucking lider, for at kunne hamle op med mine forventninger. Det er det absolut værste, man nogensinde kan udsætte et barn for. At udsætte sit eget barn for de lidelser, som ens egne forældre udsatte en for… som de lidelser i udsatte mig for.” Niall trådte hurtigt frem og vendte mig om mod ham.

”Ana, jeg tror du er nødt til at passe på med, hvad du siger..”

”Nej, Niall! Jeg vil ikke tie mere. Jeg er træt. Jeg er fucking træt af det hele og jeg kan ikke længere holde det inde…” Fortalte jeg og mærkede hvordan det hele tog energi-tagende på min krop og mit sind.

”Anastacia…” Lød det dog kort efter omme bag os, så jeg vendte mig om og kiggede på min mor, som kiggede lidt ned i jorden, med armene over kors.

”Mor, jeg…”

”Nej, Anastacia. Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig.” Sagde hun hurtigt og kiggede hårdt op på mig, så jeg tav.

”Mor..” Prøvede jeg dog, men hun rystede bare straks på hovedet.

”Fra i dag af, er jeg ikke længere din mor, Anastacia. Og du er heller ikke længere min datter.” Jeg kiggede hurtigt op på hende og så hvordan min far trådte lidt bag ud. Åh nej!

”Mor, du kan da ikke…”

”Du har en’ time til at pakke dine ting, og så ser jeg helst at du aldrig nogensinde kommer tilbage.”

”Hør her, Mrs. Edwards, Ana mente det ikke så hårdt, hun ville bare..” Prøvede Niall hurtigt, så min mor straks kiggede med lynende øjne på ham.

”Det samme gælder dig, unge mand. Det er din skyld det hele. Hvis bare du havde holdt dig væk, var intet af det her nogensinde sket, og så havde du aldrig skubbet vores datter ud i alt det her kaos.”

”Det er ikke hans skyld!” Råbte jeg hurtigt frustreret.

”Stop så, Anastacia. Du er ikke længere velkommen i det her hus, og vi ser dig ikke længere som vores datter.” Sagde min mor hårdt.

”Hvad fuck? Hør nu her…” Prøvede Niall igen.

Er det forstået?!” Rasede min mor, så jeg hurtigt vaklede lidt på benene.

”Far, jeg beder dig…” Bad jeg inderligt og kiggede hen på ham, men han lagde bare sin hånd på min mors ryg og kiggede lige så bestemt på mig.

”Du forsvinder fra i dag af, Anastacia.” Fastslog han, så jeg straks mistede luften. Det var ikke meningen det her skulle ske. Det var ikke meningen noget af det her overhovedet skulle ske.

”I kan da ikke gøre det mod hende… Hun er jeres eneste datter!” Råbte Niall hurtigt, da jeg trådte usikkert bag ud mod ham.

”Jeg har ikke nogen datter mere.” Sagde min mor hjerteknusende, så jeg straks trak vejret hyperventilerende ind og min far så gik ud i køkkenet for at hente min mors røde æggeur og dreje det om på 60 minutter.

”Nej, far… jeg beder dig!” Bad jeg, mens at tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Men så startede han bare uret, så tiden begyndte at gå og jeg så straks vaklede bag ud og Niall lige nåede at gribe mig, fordi at sorgen og tårerne tog overhånd.

”Jeg er så ked af det, Anastacia.” Sagde han og lagde sine arme trøstende om mig, mens jeg hulkede ind i hans favn.

”I har en’ time.” Gentog min mor, inden hun gik ignorerende forbi mig og ind i stuen, mens hun efterlod mig og jeg en gang for alle, fandt ud af, at hun nok aldrig havde elsket mig på den måde, som en rigtig mor elsker sin datter. Det havde jeg i hvert fald fundet ud af i dag.

Hun var ikke min mor mere, og jeg var ikke længere hendes datter.

Jeg var helt alene.

______________________________________________________________________________________________

Har jeg fortalt jer, at der i den her historie er samlet så meget kaos samme, at det nærmest er en helt katastrofe?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...