Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
402Kommentarer
102310Visninger
AA

8. Back

"Now it's my time to depart and I just had a change of heart"

The 1975 - Change of heart

 

Jeg blev udskrevet da vi nåede starten af februar.

Det var en underlig følelse, at komme hjem igen. Alt var som det plejede og alligevel var det så anderledes, at det føltes helt fremmed.

Ligesom forventet, kom jeg hjem til et nærmest helt tomt værelse. Der var ingen tegn på nogle tideligere minder, som kunne ødelægge mig mere. Bare et tomt værelse med en seng, et nærmest halvtomt klædeskab og et skrivebord placeret samme sted foran vinduet. Helt enkelt og ganske normalt. Det var måske også det, der i sidste ende var bedst?

Jeg havde kun en lille taske med hjem fra hospitalet af, som nærmest kun bestod af de efterhånden gennemlæste blade fra Marie, samt lidt tøj og nogle bøger. Jeg blev faktisk en smule overrasket over, hvor lidt ting jeg faktisk havde brugt der henne. Og hvor lidt ting jeg faktisk havde tilbage.

Jeg havde faktisk taget mig selv i her til morgen, at lede efter noget lidt mere spændende at tage på i mit klædeskab. Jeg havde ledt efter noget af det gamle. Bare en enkel spraglet bluse, eller et par hullede jeans, eller noget med læder at gøre. Jeg havde faktisk stået og ledt efter det. Jeg havde dog alligevel taget en lidt oversize sort trøje på og et par almindelige blå cowboybukser. Normalt var bedst. (Outfit findes i kommentar). Jeg havde efterhånden været væk fra civilisationen i godt og vel en måned og jeg havde aftalt med lægerne, at jeg nu godt måtte begynde at starte i det små igen. Så i dag, ville jeg gå en tur alene ned gennem byen, for at tage ned til cafeen og mødes sammen med Louis og Liam.

Det var meningen, at Liam og jeg skulle mødes, for så at gå hen og hente Louis i blomsterbutikken. Med hensyn til mit arbejde, havde der været meget tvivl om, hvad pokker det var, at jeg skulle sige til Maries forældre. Lægerne havde dog fortalt mig, at min mor havde været nede og sige, at jeg var blevet syg, men nok skulle komme så snart jeg var frisk igen.

Jeg glædede mig faktisk til at starte med at arbejde igen. Jeg glædede mig i alt bare til at komme ordentligt i gang igen. Til at starte igen. Starte på ny.

Jeg havde trukket et halstørklæde om halsen, da der rundt omkring lå kæmper bunker af sne, som ikke var tøet endnu. Vinterens kulde lå stadig hen over Englands arealer, og ifølge vejrprognoserne var de langt fra færdige endnu. Jeg var som regel ret glad for sne, fordi jeg syntes at det var så flot, men lige pt ventede jeg bare på at det skulle blive varmere og bedre i vejret. Det ville være meget rart.

Jeg blev mødt af et kæmpe smil, da jeg nede ved vejhjørnet til butikspromenaden, blev mødt af Liam. Han havde ligesom mig også pakket sig godt ind både med hue, stor jakke, halstørklæde og vanter.

”Do you want to build a snowman?” Sang han nærmest helt lavt inde fra det store lag af blåt halstørklæde, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt af ham.

”Du ligner lidt selv en, nu når du selv siger det.” Pointerede jeg, så han hurtigt trak på skuldrene.

”Det er da også klart i den kulde her.” Sagde han og krammede varmende om sig selv, så jeg grinede opgivende af ham, inden vi gik hen til blomsterbutikken, hvor vi blev mødt af en prustende Marie, der satte små pyntegrantræer ud på vejen i små metalspande.

”Hold kæft, hvor er det koldt!” Klagede hun og klappede om sig selv. Nu var hun også, dum som hun var, kun gået udenfor i sit tynde arbejdstøj.

”Jeg troede man godt måtte have sweater på, på arbejde?” Spurgte jeg hende, da vi efter at have smilt og vinket til hinanden, gik med hende indenfor.

”Tror du ikke, at jeg kom for sent ud af døren i morges og så glemte den?” Sagde hun og sukkede tungt.

”Bor du ikke lige ovenpå?” Spurgte jeg hurtigt med et lidt uforstående grin af hende. Hun sukkede lidt.

”Jeg har sovet hos en ven i nat, så jeg havde ikke tænkt på ekstratøj.” Sagde hun og rystede på sit hoved. Sikkert af sig selv og sin egen klodsethed.

”Er Louis her inde?” Spurgte Liam og trak ned i sit tørklæde, så vi måske havde en chance for at høre, hvad han sagde. Marie nikkede og pegede så over mod de bagerste rækker hylder med blomsternips-ting, hvor Louis kom gående ud fra. Vi hilste hurtigt på hinanden, så han hurtigt luntede ud bag ved for at lægge sit arbejdstøj og tage sine ting.

”Har du ikke også fri nu?” Spurgte jeg og kiggede på Marie, som stod og rettede lidt på sin pjuskede mørkhårede hestehale. Hun nikkede og gav mig et forsigtigt smil.

”Hvem tager så over?” Spurgte Liam nysgerrigt.

”Mine forældre tager altid over her sidst på dagen, så os unge en gang i mellem kan få lidt fritid.” Sagde hun.

”Så hvad skal du nu?” Spurgte jeg, da hun jo så også fik fri.

”Ikke rigtig noget. Jeg tænkte at gå i gang med en stil, men den er først til i næste uge eller sådan, så måske gå op på mit værelse og gøre mig lidt lækker med ansigtsmaske og Netflix?” Sagde hun med et grin. Dog kom Louis hurtigt ud bag fra og spurgte:

”Ellers har du ikke andre planer?” Marie rystede på hovedet.

”Du kan tage med os, hvis du vil?” Foreslog han, så både Liam og jeg kiggede ret overraskede hen på Louis. Marie kiggede hurtigt mellem os alle tre.

”Altså jeg vil ikke forstyrre, og jeg har en opgave…”

”Tag nu med. Det kunne være hyggeligt.” Sagde Louis insisterende, så jeg kunne se, hvordan Marie selv kiggede ret overrasket på ham. Lige indtil, at en lille glød kom frem i hendes kinder og hun så kiggede, ja, tro det eller lad vær, ret genert tilbage på ham. Generthed var ikke en egenskab jeg troede Marie ejede.

”Det vil jeg da meget gerne.” Louis nikkede smilende til hende, inden hun Marie kiggede på Liam og jeg og vi så smilede lige så stort tilbage til hende.

”Så lad os gå! Jeg er død sulten!” Sagde Liam, så Louis rystede opgivende på hovedet af ham.

”Skal vi have det sædvanlige?” Spurgte han sin bedste ven.

”Selvfølgelig! Hvorfor spørger du overhovedet?” Sagde Liam forarget tilbage. Marie lænede sig hurtigt ind til mig.

”Hvad er det sædvanlige?” Spurgte hun hurtigt. Jeg fnyste lidt.

”Det lærer du.” Hun nikkede og så grinede jeg lidt. Det her kunne kun blive godt.

 

Det virkede nærmest mærkeligt. Jeg var vant til at sidde og grine mig sammen med Louis og Liam og jeg var vant til at sidde og grine og hygge mig med Marie, men aldrig samtidig. Jeg hyggede mig altid sammen med dem, hver for sig. Men nu var det blevet ændret. Nu var vi sammen.

Det var en mærkelig følelse, men den var god. Det skabte faktisk en god følelse inden i mig, at sidde med både Louis, Liam og Marie samtidig. Det var slet ikke akavet som jeg først havde troet det ville blive, da Louis tilbød Marie at tage med os. Det var godt. Det var rart.

Det var rart at se Marie og Louis sidde og grine sammen mest. Det var rart, at muren mellem dem på en måde begyndte at brydes ned. At muren mellem os alle begyndte at brydes ned. Hvis vi alle kunne ende med at snakke sammen som en stor helhed, var jeg sikker på, at det hele nok skulle blive godt.

Så var der ikke længere noget, der kunne forhindre mig i, at blive glad igen. Nu var der ikke længer noget, jeg ville tillade at trække mig ned i det mørke hul igen. Ingenting. Intet.

Ikke nogen.

______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i til, at Marie kommer med i gruppen igen? Og at historiens første outfit nu er uploadet? ;)

tror i det hele bliver godt nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...