Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
396Kommentarer
97786Visninger
AA

5. Awaken

”My Ghost, where’d you go?”

Halsey – Ghost

 

ANASTACIA P.O.V

Der var noget specielt ved at vågne op efter et forsøg på, hvor jeg ikke skulle være vågnet op. I starten følte jeg mig nærmest… ærgerlig? Skuffet over at jeg var blevet reddet? Det var ikke meningen, at jeg skulle være vågnet. Jeg skulle være blevet i mørket, hvor alt var godt, og der ingen pinsler var tilbage.

Dog var jeg alligevel lettet. Jeg var ikke lettet over den underlige følelse jeg havde i hele kroppen, da jeg vågnede op. Hvordan alt føltes tåget og hele min krop føltes ufatteligt tungere end normalt. Det var underligt, men jeg var bare så lettet. Jeg følte mig meget flov over, at jeg var nået så langt ud, før at jeg endelig fik noget hjælp. Men nu hvor episoden havde hændt, kunne jeg måske endelig få den hjælp, som jeg så længe reelt havde haft brug for.

Nu, da jeg vidste, hvad det ville sige at dø, kunne jeg måske leve igen?

Jeg havde efterhånden været på hospitalet i to uger. Jeg havde fået det bedre, nu var det bare det psykiske, som lægerne arbejdede med. Jeg havde faste planlagte skemaer, som jeg fulgte til punkt og prikke, hver dag.

Jeg blev vækket klokken 9, hver morgen, hvor jeg fik morgenmad, bestånde af havregryn og frugt. Bagefter var der morgengymnastik, hvor jeg godt nok var den yngste, da det stort set var et genoptræningshold for ældre mennesker, men lægerne havde informeret mig om, at jeg var blevet så undervægtig til sidst, at det nu handlede om, at få nogle kilo tilbage på mig igen og få styrket mine led og muskler. De kan godt få et stort svæk, hvis man udsætter sin krop, for sådan et stort press, som jeg gjorde. Efter træning, havde jeg fritime, hvor jeg enten læste, sov lidt, så fjernsyn eller gik over i aktivitetsrummet sammen med nogle af de andre indlagte patienter.

Der er mange forskellige slags mennesker på et hospital, havde jeg erfaret. Der var for eksempel Victor, som var en 9-årig dreng, som nærmest boede her, fordi han havde stadie fire af leukæmi, men han var den mest livsglade person jeg nogensinde havde mødt. Så var der Kristen, en ældre dame på 84, som kom her dagligt, for at gå til genoptræningen, fordi hun led af slem ledgigt. Ud over det, var der Sven, men han sad bare og mokkede for sig selv i den samme sofa dag ud og dag ind. Ham talte jeg ikke med, men han var her også hver dag. Der var rutiner i det hele.

Klokken 12 var der frokost, som spistes mens jeg så fjernsyn. Klokken 13 hver dag, skulle jeg ned i kælderen og snakke med en ”Specialist” som min overlæge Johnson, så fint kaldte det. Han snakkede med mig om mig. Mig og mine følelser, mig og min krop, og mig og alt. Han hed Sam, og Sam havde fortalt mig, at jeg havde lidt af depression, som forklarede hvorfor jeg endte som jeg gjorde. Jeg havde lidt af en spiseforstyrrelse, som forklarede, hvorfor jeg endte nede på 53 kilo, hvilket var alt for lidt til en pige som mig, og også var noget jeg nu kæmpede hårdt for, at komme væk fra. Ud over det, havde jeg en snert af Skizofreni, som kunne forklare stemmerne i mit hoved. Jeg fik nogle piller nu, som hjalp med at holde stemmerne væk og humøret oppe.

Jeg kunne godt lide Sam, for Sam forstod og snakkede gerne om tingene, uden at konkludere med det samme. Sam var rar, og lige nu var rart godt.

Jeg var hos Sam indtil klokken 14, hvorefter jeg så skulle op og have taget de daglige prøver, hvor de målte blodtryk, mærkede på muskler og led, vejede mig, talte om ændringer og snakkede lidt med mig. Lægerne var søde. Det bliver ved i cirka halvanden times tid, hvorefter der var te og et stykke kage. Det var sygeplejerske Terry, der kom med te og kage. Hun havde efterhånden lært, at jeg bedst kunne lide te med mælk og en citronskive. Hun havde sågar en speciellavet kop med til mig en dag, hvor der var blomster på, og stod Anastacia. Det fik man, når man var ved at blive fast inventar, sagde hun    glædeligt til mig, da hun gav mig den. Terry gav mig også altid det største stykke af kagerne. Ligesom hun gav mig lidt ekstra jordbær i dessert-frugtkoppen om aftenen, når det var te-tid igen.

Mine forældre kom klokken 17, hvor de spiste aftensmad med mig. Vi snakkede lidt og så fjernsyn sammen, mens mor havde skiftetøj med til mig, hver dag. Jeg ville helst bare have sweatre, eller cardigans på. Det var rart, og rart var godt.

Om aftenen, havde jeg lov til at se film inde på min stue, hvor jeg tit så en film, inden jeg skulle sove. Mor og far tog som regel hjem, når jeg skulle sove, og gav mig kys og kram og ”Jeg elsker dig”-er med på vejen, så det hele føltes lidt rare.

Det var faste rutiner, og lige nu kunne faste rutiner godt virke mærkeligt og noget man lige skal vænne sig til. Jeg var også glad for rutiner, for rutiner var gode og rare, og rart var bedst for mig lige nu, sagde Sam.

Men når nattetimerne faldt på, så sov jeg ikke.

Der var mange nætter, hvor jeg ikke kunne sove og bare lå og lyttede. Lyttede efter nye lyde, eller nye stemmer. Lyttede efter noget genkendeligt. Lyttede efter nogen. Lyttede efter nogen jeg kendte. Lyttede efter ham.

Jeg havde fortalt Sam om Niall. Sam sagde Niall ikke var rar, og uare ting var ikke godt. Urare ting kunne gøre mig ked af det, og kunne gøre, så jeg fik det dårligt igen. Urare ting skulle blive væk.

Jeg havde besøgstider hver tirsdag og fredag, for dem, der gerne vil komme og sige hej. Mor og far var familie, så de måtte komme hver dag, men ellers havde alle en liste, med folk, som kun måtte komme på de øvrige dage. Jeg spurgte de første dage om hvem jeg måtte få på listen. Mor sagde ingen, men lægerne sagde, at så længe jeg var glad og de personer, der kom var rare, at være sammen med, så måtte jeg godt skrive dem på. I starten stod der kun to navne, Louis Tomlinson og Liam Payne.

Efter en uges tid spurgte jeg, om jeg måtte skrive endnu et navn på. Det blev nøje overvejet, men til sidst måtte jeg godt skrive Marie Dreux på. Det synes jeg var rart.

Når Louis, Liam og Marie var her snakkede vi om rare ting. Vi snakkede om, hvordan det gik for dem i skolen. Liam kom med lektier til mig, som jeg måtte lave, når jeg ikke lavede noget andet. Marie havde sneget et par blade med til mig og Louis havde købt et tegnesæt til mig.

Der hjemme var alt forandret. Mor havde fået besked på, at alt det urare skulle væk, og at der kun måtte være gode ting tilbage, når jeg kom hjem. Jeg havde spurgt om, hvornår jeg kom hjem, men lægerne sagde, at vi kun fokuserede på nu, og ikke fremad. Det var bedst.

Inderst inde vidste jeg ikke, om jeg overhovedet ville hjem. Her var rart, og rart var bedst. Men nogle gange kunne jeg heller ikke lade vær med, at tænke om det nu var det?

For når nattetimerne faldt på, havde jeg svært ved at sove. Her var tomt, og natten var så stille og her var underligt at være alene. Jeg savnede det der hjemme. Jeg savnede nogle gange, at se Louis, Liam og Marie mere end jeg gjorde. Jeg savnede noget genkendeligt. Jeg savnede noget jeg kendte til og kunne lide.

Lægerne sagde, at rutiner var gode, og i starten elskede jeg dem, fordi jeg vidste at de var bedst for mig, men efterhånden så savnede jeg noget mere og mere. Desværre vidste jeg bare ikke, hvad det var.

Når jeg så endelig faldt i søvn om natten, var mine nætter fyldt med skræmmende mareridt om lyshårede fyre med mørke, blå øjne, fortryllende stemmer og erklæringer om falsk kærlighed, som vækkede med mig hastige åndedræt og til tider våde tårefyldte kinder. Det var værst i starten. Jeg holdt mig nærmest så vågen, som jeg overhovedet kunne, for at mareridtene ikke ville få mig. Efterhånden lod jeg mig selv sove mere og mere, fordi mareridtene formindskedes. Efterhånden var de bare fyldt med slørrede skikkelser og hviskende ord, som jeg glemte lige så snart, at jeg vågnede.

Mareridtene var det eneste jeg holdt for mig selv.

Det var kun mig selv, der kendte til den reelle sandhed bag mareridtenes betydning. Inderst inde kunne jeg stadig fornemme ham omkring mig en gang i mellem. Fornemme hans nærvær og måden han fik mit hjerte til at banke hårdt i brystet på mig og min mave til at knude sig sammen.

På en måde var der en del af mig, som inderst inde skreg efter at løbe væk herfra og hen til ham, men jeg vidste også godt at det var den del, hvis abstinenser efter min krops gamle drug var ved at køre på det sidste. Jeg vidste godt, at hvis jeg løb tilbage til Niall nu, så ville det hele være spildt og han ville igen fange mig i sit lille spil af løgne og fylde mig med et stof jeg muligvis ikke ville kunne slippe af med igen uden at miste mig selv i det.

Niall var det drug jeg så længe havde været besat af, hvis fejl jeg så lykkeligt overså eller så helt forbi. Havde jeg ikke stoppet havde Niall taget mig helt med i hans endelige fald og jeg ville ikke være sluppet levende derfra.

Han var den sværeste lektion jeg nogensinde skulle lære, og nu hvor jeg endelig havde lært den lektion var jeg klar til at leve igen. Drugget kunne stadig mærkes inden i mig, men efterhånden tog min afvænning mere fat og jeg mærkede hvordan han langsomt forsvandet helt fra min krop og mit sind.

Jeg var i gang med at fjerne Niall en gang for alle. Og denne gang for evigt.

______________________________________________________________________________________________

Madness er nu i gang og jeg håber i alle er spændte! Hvad siger i til det hele?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...