Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
402Kommentarer
102310Visninger
AA

14. Accept

”She lost him, but she found herself

And somehow that was everything”

Taylor Swift – Out Of The Woods

 

Jeg tror at når kaoset er slut og stormen er ovre, så forsøger man at leve igen. Man prøver at leve videre. Det er ligesom man ser, at alle gør i filmene, hvor de lige har overlevet den store katastrofe. Mange tænker nok, at livet nok bare slutter, når kaosset slutter, men sådan er det ikke. Der er et liv efter kaosset.

Der er et liv efter orkanen. Stormen lægger sig altid igen, og selv om man ikke troede det i mellemtiden, så overlevede man og er nu klar til at leve videre, eller starte på ny. Det tager selvfølgelig ikke og forsvinder fra den ene dag til den anden. I starten er smerten der og den føles ulidelig. Det føles som om, at selv om stormen har lagt sig, så kører den stadig rundt og rundt i ring inde i dit inderste indre. Nogle vil måske aldrig komme sig efter stormen er forsvundet, fordi ventetiden er for lang for dem, men jeg er sikker på, at tilfældet er helt anderledes for mange andre. Ja, smerten er der stadig og forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden, men den forsvinder alligevel en smule for hver dag, der går. Og inden man har set sig om, så går man en dag og ender op med at indse, at smerten og minderne er væk, og at stormen ikke længere eksisterer inden i dig.

En dag forsvinder smerten og man husker ikke længere, at den har været der, og stormen har forladt hver en del af dig.

Efterhånden som tiden gik, fornemmede jeg at jeg fortrængte det hele mere og mere. Det var som om, at jeg lærte at accepterer det. Hvilken del af det, kunne jeg dog ikke helt finde ud af. Om det var enkelte brøkdele, eller om det bare var små, men meget betydningsfulde ting, som jeg accepterede, vidste jeg ikke. Det eneste jeg vidste var bare, at der en dag kom en morgen, hvor jeg havde sovet en hel nat uden at han ikke længere hjemsøgte mig.

Niall var væk, og det havde jeg accepteret.

På en måde vidste jeg vel også, at han et eller andet sted, måske aldrig rigtigt havde været der helt. Han havde på en måde altid været lige på kanten. Lige på den kant ved grænsen mellem at være der, og mellem ikke at være der. Niall sluttede noget, som nok aldrig rigtigt havde været der til at begynde med.

Det var det jeg efterhånden havde accepteret. Niall og jeg var ikke et vi mere.

De fleste vil måske kalde det her, for det punkt i et break-up, hvor den ene part er kommet videre og ikke længere tænker på den anden part som betydningsfuld mere.

Men ligesom teorien siger, så tog det mig selvfølgelig en rum tid, at accepterer hans endelige forsvinden fra mit liv. Men hvad kunne jeg egentlig også forklare det som? På en måde lød det bare så latterligt og patetisk at mig at sige, at jeg elskede en som jeg alligevel aldrig ville få en reel chance med. Mit forhold til Niall var kaotisk.

Desværre blev det bare til en hel ulykke, før jeg endelig indså at jeg burde flygte. Kaosset udviklede sig til det pureste mareridt, inden jeg indså, at jeg burde have gået min vej for længe siden.

Og nu havde jeg accepteret det hele. Jeg vidste nu, hvad det var der havde skabt alt det kaos, og hvordan det var endt så ulykkeligt for os begge to. Vi havde begge startet noget, der aldrig skulle være ment til at blive skabt, og det forstod jeg nu.

Jeg havde accepteret at Niall og jeg aldrig ville blive til noget.

Jeg havde accepteret at Niall ikke ville blive min.

Og jeg havde accepteret at jeg aldrig ville blive hans.

Jeg havde accepteret det hele og ønskede heller ikke længere at skjule det hele for mig selv længere. Jeg havde glemt det naturligt, i stedet for at tvinge det eller ulykkeligt fortrænge det hele. Jeg havde accepteret det hele og mærkede nu kun, hvordan den rigtige glæde langsomt vendte tilbage til mig.

Det er måske det, det hele handler om, når man kommer sig efter stormen og den langsomt forsvinder. At man accepterer, at den har været der, og at den havde nogle brutale efterfølger. Men med læring og accept indser man på et tidspunkt, at man ikke skal lade sig slå sig ned af stormen. Man kommer videre selv når stormen er ovre, og man indser at man overlever og accepterer det der skete. Jo hurtigere man accepterer det hele, jo lettere starter livet for en igen, og det ændrer sig endelig fra at være et rigtigt liv, i stedet for en overlevelse.

Det var det jeg havde accepteret.

Stormen var slut nu og jeg kunne leve videre.

Jeg overlevede ikke bare længere, jeg levede.

______________________________________________________________________________________________ Måske var det allerbedste der kunne ske, for at Ana kunne blive fikset, at hende og Niall for alvor gik fra hinanden? Men måske er det ikke kun Niall, som skal lære at elske sig selv, men også Ana, og hvad hvis hun nu har lært det?

grundet det korte kapitel får i et igen i morgen XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...