Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
693Visninger
AA

6. Venskab

Jeg vågnede op i fodenden af sengen. David lå i modsatte ende i en fosterlignende stilling. Jeg satte mig op i sengen og opdagede, at min næse havde blødt lidt på sengetøjet. I går nat havde sandelig været hård. Tidligere havde de flere gange slået mig, men dette var anden gang på under en uge. Men aldrig havde de rørt David. Måske turde de ikke. Hvad han skulle bruges til, havde de aldrig fortalt mig. Hvad jeg skulle bruges til, havde de heller aldrig fortalt. Jeg skulle bare gøre som de sagde, ellers ville de slå hele min familie ihjel... Hvem min familie så end var.

    Jeg kiggede hen på David, der stadig sov fredeligt. Tænk at han hoppede på den med, at jeg blev kidnappet i en lufthavn. Jeg havde ikke lyst til at lyve for ham mere. Og det gav et stik i mit hjerte, hver gang jeg var nødt til det. Men jeg gjorde det jo blot for min egen overlevelses skyld. For én ting var sikker: Hvis jeg fortalte ham sandheden, så dræbte de både mig, min familie og sikkert også David.

    Jeg kiggede ud af vinduet, hvor det trak op til blæst og hvor mørkegrå skyer truede med regn. Jeg tænkte på Davids ord i går. Han sagde, at vi nok skulle komme væk herfra, om vi så skulle dø i forsøget. Men hvordan skulle vi nogensinde kunne forlade dette gudsforladte sted? Det her sted, hvor der ikke var bare det mindste spor af glæde. Her hvor selv solen nægtede at skinne. Det at komme væk herfra var som en drøm. En drøm, der forhåbentlig aldrig ville komme til at gå i opfyldelse...

 

Hen på formiddagen lavede jeg ingenting. Jeg tuldrede lidt rundt i salen, mens jeg ventede på, at David skulle vågne. Jeg ville nødig vække ham. 

    Da jeg første gang kom hertil, troede jeg, at jeg med tiden ville vænne mig til at lave ingenting. Men det gjorde jeg aldrig. Det er et mirakel, at jeg ikke er blevet deprimeret endnu, især med alt det, som de har puttet mig igennem. 

 

Da det blev middag, sad jeg foran vinduet og kiggede på fuglene, der fløj forbi oppe på himlen. I årevis havde jeg forsøgt ved hjælp af de forskellige fugleracer at finde ud af, hvor vi var. Men de fleste fugle var bare duer og skader og om sommeren og vinteren fløj nogle trækfugle forbi, hvilket var almindeligt over hele Europa. 

    "Hej,"

Jeg spjættede, da Davids stemme rungede i salen. 

    "Skræmte jeg dig?" spurgte han smilende

    "Ja, lidt," sukkede jeg. 

Han kiggede spørgende på mig.

    "Jeg står bare og kigger lidt på fugle..."

    "Aha..."

Han gik hen og satte sig ved bordet og begyndte at spise den mad, som jeg havde lavet til ham. Han troede, at Paulius eller Giedrius havde lavet det til ham. Men han vidste ikke, at jeg udover salen her også havde adgang til køkkenet. Der var meget, som han ikke vidste. Og meget som helst skulle forblive hemmeligt. For eksempel vidste han heller ikke, at jeg smagte på hans mad, før jeg serverede det, kun for at være sikker på, at vores kidnappere ikke havde forgiftet maden. For jeg holdt jo af ham. Jeg var begyndt virkelig at holde af ham - ikke som en kæreste, men som en god, omsorgsfuld og beskyttende ven.

     Jeg betragtede ham som han sad fredeligt og spiste af sit franskbrød. Han mindede mig om et uvidende bytte, hvor vores kidnappere var rovdyrene og hvor jeg ufrivilligt var deres hjælper, der skulle hjælpe med at få ram på ham. Men hvad jeg skulle bruges til, vidste jeg ikke. Jeg havde kun fået besked på én ting: at få nogle informationer ud af ham. Det gjorde ondt på mig, at jeg skulle udnytte nogens tillid, at jeg skulle udnytte en god ven.

 

 

 

    "David?" spurgte Alex.

Jeg vendte mig om på stolen og kiggede på hende. Hun stod stadig ved vinduet.

    "Hvis nu jeg en dag skulle blive forhindret i at flygte, men at du havde chancen... Ville du så tage den? Også selvom det ville blive din eneste chance nogensinde?"

Mærkeligt spørgsmål med et indlysende svar.

    "Selvfølgelig ville jeg da ikke det,"

    "Er det bare noget du siger, for at gøre mig glad?" spurgte hun skeptisk og løftede øjenbrynene.

    "Nej," lo jeg. "Jeg ville da aldrig efterlade dig her. Ikke i min vildeste fantasi. Du er jo min ven,"

Hun smilte og vendte sig eftertænksomt mod vinduet igen.

    "Og desuden..." sagde jeg.

Hun vendte sig atter om igen og kiggede spørgende på mig.

    "Selv hvis jeg slap væk, ville jeg ikke kunne klare mig uden dig. Du er den klogeste person, jeg nogensinde har mødt. Hvordan skulle jeg kunne nå ind til byen alene? Jeg ville aldrig kunne overleve i skoven på egen hånd. På et eller andet tidspunkt ville Paulius og Giedrius indhente mig..."

Hun blev rød i kinderne, sikkert smigret over min kompliment. Så vendte hun sig igen mod vinduet. I spejlbilledet kunne jeg se hendes bekymrede og urolige ansigtsudtryk.

    "Jeg håber, at du holder fast i den beslutning. Når du har været her længe nok, vil du muligvis skifte mening..."

Hun sukkede og forlod sin plads fra vinduet, hvorefter hun langsomt spadserede ind på sit værelse. Jeg holdt af hende, men hun var en anelse sær i dag måtte jeg indrømme...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...