Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
690Visninger
AA

7. Mistænksom

Noget var forkert. Jeg havde hele tiden haft det på fornemmelsen. Men jeg fik det først bekræftet, da jeg rodede lidt i de papirbunker, Alex og jeg havde fundet. Jeg havde ikke før fundet dem interessante. Men da jeg kiggede på listen fra 2010 og så navnet Alexandra, blev papirerne lige pludselig interessante. Det kunne ikke være et tilfælde. Hvad var chancen for, at de havde kidnappet en anden ung pige fra Danmark ved navn Alexandra? Hvorfor havde hun løjet for mig? Og skulle jeg konfrontere hende med det?

    Da jeg kom ud i salen, stod hun ved sin plads ved vinduet og betragtede solen, der langsomt stod op over haven. Hun havde vel ikke andet at lave. 

    "Hvordan skal vi komme videre?" spurgte jeg.

Hun fjernede ikke blikket fra vinduet. Hun sukkede bare og blev stående og kiggede eftertænksomt.

    "Vi kan jo prøve at finde ud af, hvilken dør nøglen passer til," mumlede hun.

Jeg havde helt glemt alt om nøglen. Mine tanker havde været andetsteds. Jeg betragtede Alex, som hun stod der og nød solens stråler mod sit ansigt. Hun virkede så sød og uskyldig og desuden var hun også klog... meget klog. Men kunne jeg stole på hende? Hun havde jo tydeligvis løjet overfor mig.

    "Er du sikker på, at du kun har været her ét år?" spurgte jeg.

Hun drejede ansigtet og kiggede undrende på mig. Endelig havde jeg fået hendes fulde opmærksomhed.

    "Ja, jeg er pænt sikker... Hvorfor?"

Jeg trak på skuldrene og vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Hvis hun fandt ud af, at jeg vidste, at hun havde løjet, ville hun måske ikke længere hjælpe mig med at flygte. Men måske havde hun narret mig hele tiden. Måske samarbejdede hun endda med mine kidnappere. Jeg forsøgte at slå den forfærdelige tanke hen, men det var næsten umuligt uanset, hvor meget jeg nægtede at tro på det. Men nu var der ingen vej tilbage.

    "I papirerne stod der, at du blev kidnappet i 2010, hvilket er en del flere år end bare ét,"

Hun kiggede på mig med et glimt af panik i øjnene. 

    "Det må bare have været en trykfejl," sagde hun og trak på skuldrene.

Men jeg troede ikke på hende. Jeg havde set panikken i hendes øjne. Og hun kunne også se, at jeg ikke troede på hende. Hun kiggede undskyldende på mig og hendes øjne bad om tilgivelse.

    "Undskyld," hviskede hun.

    "Hvad med historien om lufthavnen. Var den også løgn?" spurgte jeg og lagde armene over kors.

Hun nikkede og pludselig og uventet fik hun tårer i øjnene. Legede hun med mig igen? Det virkede ikke sådan. Tårerne så ægte nok ud.

   "Jeg blev kidnappet i 2010. Min adoptivmor havde taget mig med på legepladsen. Ja, jeg er adopteret og har aldrig kendt eller mødt mine rigtige forældre. Men det gør ikke noget. Mine adoptivforældre var de perfekte forældre. Tilbage til historien. Jeg var på legepladsen, da min mor skulle på toilettet. En mand kom hen til mig. Jeg kan ikke huske, hvordan han så ud. Han spurgte, om jeg ville have noget slik. Jeg sagde nej, for mine forældre havde utallige gange sagt, at jeg ikke måtte tage imod slik fra fremmede,"

Hun smilede et kort øjeblik, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Smilet stivnede hurtigt igen.

    "Pludselig tog han fat om livet på mig og løftede mig op fra jorden. Jeg skreg alt, hvad jeg kunne. Men der var ingen, der hjalp. De fleste forældre på legepladsen kiggede op, men Ingen af dem hjalp. Hvorfor var der ikke nogen, der hjalp?" græd hun.

Jeg tog en dyb indånding. Så gik jeg hen til hende og krammede hende. Hun lagde sit hoved lige under min hage og begyndte at græde endnu mere. 

   Jeg fattede heller ikke selv, hvorfor ingen havde hjulpet lille Alexandra. De troede nok ikke på, at manden virkelig kidnappede hende. Det var for surrealistisk for dem. Men de burde have grebet ind. Hvis nogen havde gjort det, bare én, havde Alex forhåbentlig siddet trygt hjemme i Danmark lige nu sammen med sine forældre.

   "Han bar mig hen til en øde parkeringsplads og smed mig ind på bagsædet. De næste par år var jeg sexslave for ulækre, perverse mænd, der kunne lide sex med små piger. Mine kidnappere tjente gode penge på mig. Det var forhåbentlig derfor, at de kidnappede mig. Men jeg løj ikke helt..." sagde hun og frigjorde sig af vores kram.

Jeg kiggede undrende på hende.

   "Jeg har kun været her et år. Og historien med den norske dreng, Matti, var rigtig nok. Men jeg forstod aldrig, hvorfor jeg blev bragt hertil. Få måneder før du kom, fik jeg at vide, at du snart ville komme. Jeg skulle lokke nogle informationer ud af dig," 

   "Hvilke informationer?" spurgte jeg hurtigt.

Hun rystede på hovedet og tørrede sit ansigt med bagsiden af sin hånd.

   "Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke engang, at de selv ved, hvad de fisker efter..." svarede hun.

Vi sagde ikke noget et stykke tid. Mit hoved var ved at eksplodere af de mange tanker, der kørte rundt i hovedet. Hvis Paulius og Giedrius ikke engang selv vidste hvilke informationer, de ledte efter, så kunne de umuligt være dem, der så mig som deres mål. Det måtte være en anden i organisationen.

   "Undskyld," sagde hun. "Hvis jeg ikke gjorde, som de sagde, så ved jeg virkelig ikke..."

Hun stoppede midt i sætningen.

   "Det er okay. Jeg havde nok gjort det samme,"

Hun smilede og hendes ansigt fyldtes med lettelse. En stor byrde var vist blevet fjernet fra hendes skuldre. Jeg satte mig ned til min morgenmad og begyndte at spise. Jeg var efterhånden begyndt at vænne mig til smagen af det det tørre brød og kedelige vand. Alex havde vist allerede spist, for der var ingen tallerken til hende.

   "Du har været her siden 2010 og du har stadig ikke fundet en flugtvej," sukkede jeg.

Jeg kunne langsomt føle håbet forsvinde og mulighederne svinde ind.

   "Faktisk har jeg fundet en flugtvej... En sikker én endda!" smilte hun.

Jeg kiggede chokeret på hende.

   "Nede i køkkenet, som jeg i øvrigt også har adgang til, har jeg opdaget en form for nødudgang. I hjørnet af rummet under gulvtæppet, er en lem. Jeg kravlede engang igennem den og endte ude i en nåleskov..."

   "Hvad venter vi så på?!" spurgte jeg og sprang op fra stolen.

   "Der er et stort problem og derfor har jeg ikke forsøgt at flygte," sukkede Alex. "Kan du huske, da jeg sad og sprøjtede mig selv ind i armen? Jeg tog min diabetes medicin. Uden den dør jeg efter få timer,"

   "Og lad mig gætte..." sukkede jeg. "De har din medicin?"

   "Jep, inde på det lager, som vi så, da vi stjal nøglen fra deres kontor,"

Jeg sukkede og lagde brødet fra mig.

     "Men måske..." sagde Alex og tænkte sig om. "Måske er det også bedst, at vi bliver her lidt endnu. Så er chancen for at finde ud af, hvorfor du blev kidnappet større, og så har vi også mere tid til at planlægge vores flugt,"

Hun gik om bag mig og lagde hånden på min skulder.

    "Vi skal nok komme ud herfra på et eller andet tidspunkt,"

Hun smilte trøstende og gik derefter hen til vinduet igen, for at fortsætte med at kigge på solopgangen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...