Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
696Visninger
AA

2. Mareridtet

Jeg havde mareridt i nat. Jeg blev kidnappet, skudt og til sidst tæsket ihjel af personer, jeg ikke havde nogen ide om hvem var.

    Sveden haglede af mig, da jeg vågnede. Var jeg blevet vækket af mareridtet? Nej. Jeg kunne høre skrig, og denne gang kom de ikke fra mine mareridt. Jeg kom straks i tanke om Alexandra. Hvorfor skreg hun? Måske havde hun også mareridt.

    Jeg vidste ikke, hvor hendes værelse var, så jeg løb bare i retning af skrigene.

    "Please!" skreg hun.

     "Du er bare så fandens dum!" råbte en mandestemme. "Hvilken del af: 'Du skal ikke gå udenfor,' er det du ikke forstår?!"

Jeg bøjede mig ned og kiggede gennem nøglehullet. En karseklippet, muskuløs mand i fyrrene stod og ruskede voldsomt i Alexandra. Blod løb ned fra hendes næse og hun græd.

    "Jeg ville jo bare have lidt frisk luft,"

Han rullede med øjnene og løftede hånden til endnu et slag. Alexandra tog hænderne op foran ansigtet. Alle mine instinkter fortalte mig, at jeg bare skulle liste væk. Alligevel bras jeg ind af døren.

    "Alexandra!" råbte jeg.

Manden lod armen dumpe ned langs siden. Alexandra kiggede nervøst og samtidig taknemmeligt på mig.

    "Den nye dreng er vist kommet dig til undsætning. Lad os håbe, at det ikke ender som sidst,"

Manden brølede af grin, som om at han lige havde fortalt verdens sjoveste joke. Alexandra græd igen. Manden forlod værelset, som om intet var sket.

    "Skrup i seng med jer, rollinger!" råbte han.

Alexandra satte sig på sengen og græd voldsomt. Hun skjulte ansigtet i hænderne. Jeg satte mig ved siden af hende og lagde armen om hendes skulder. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

    "Giedrius... Han er en dem..." sagde hun.

Ingen af os sagde noget et stykke tid.

    "Hvad mente han med, at han ikke håbede, at det endte ligesom sidst?"

    Alexandra begyndte at græde igen. "For et halvt år siden kom en dreng til. Han var også blevet kidnappet. Han hed Matti og var kun elleve år gammel og kom fra Norge. Nå, men vi blev venner. Ja, jeg blev næsten som en mor for ham. Jeg beskyttede ham mod deres slag og trøstede ham, når de truede ham. Jeg lovede ham..." Endnu en tåre trillede ned ad hendes kinder. "Jeg lovede ham, at vi sammen en dag nok skulle komme væk fra det her grusomme sted. Men for fire måneder siden, da jeg vågnede og ville hente ham på hans værelse, var han væk. Kun hans tørklæde lå tilbage. Det ligger nu under min hovedpude. Jeg har nemlig beholdt det. Nå, men så kom Giedrius og en anden ved navn Paulius hen til mig og sagde, at nu var de endelig kommet af med ham..."

    Hun kiggede mig dybt i øjnene. "Jeg så ham aldrig igen. Jeg ved ikke, om han er blevet dræbt eller om han er i sikkerhed..."

Jeg fjernede min arm og gav hendes hånd et klem.

"Jeg lover, at vi kommer ud herfra i live. Og jeg holder altid, hvad jeg lover,"

Hun sagde ikke mere, og jeg tænkte derfor, at jeg ville gå.

"David," sagde hun.

Jeg vendte mig om.

"Kan du huske, at du spurgte, hvor vi var?"

Jeg nikkede.

"Vi er langt hjemmefra. Jeg har ved hjælp af solen kunne finde ud af, hvor lange de forskellige dage er. Vi er ikke i Danmark, men i Østeuropa. At dømme efter kidnappernes navne, er mit bedste bud, at vi er i Litauen,"

"Tak... Du er klog i øvrigt,"

Hun smilede. Der var første gang, jeg havde set det...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...