Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
692Visninger
AA

1. Kidnappet

Nattehimlen var oplyst af fuldmånen og de milliarder af lysende stjerner. Jeg betragtede dem, mens jeg gik hen ad den ensomme landevej på vej hjem. Rundt om mig svajede markerne i vinden. Foran mig lå byen. Den var oplyst af gadelamper, forlygter på biler og lys inde fra stuerne... Byen sov aldrig. Ikke engang på dette tidspunkt af døgnet.

    Jeg var heldigvis snart hjemme. Det havde været en lang nat og det var koldt udenfor. Pludselig blev noget koldt og vådt tvunget mod min mund og næse; En klud, der lugtede medicinsk. Måske var det kloroform. Jeg forsøgte desperat at vende mig om, men stærke arme holdt mig fast og pressede kluden hårdt mod mit ansigt. Jeg gjorde alt for ikke at trække vejret ind. Jeg fægtede med armene og prøvede at sparke personen bag mig. Men intet hjalp. Personen var for stærk. Jeg skreg, men kluden blokerede for lyden og ingen ville højst sandsynligt høre mig helt herude. Byen lå for langt væk til at nogen ville kunne få øje på mig. Jeg gjorde alt jeg kunne for at slippe fri. Men jeg kunne ikke få vejret og var til sidst nødt til at ånde ind. Alt blev underligt sløret. Jeg faldt sammen på det kolde fortov og nåede at tænke, at nu skulle jeg dø. Så blev alt sort. Sort som mørket. Sort som himlen uden måne og stjerner. Sort som byen uden lys...

 

Jeg forsøgte at åbne øjnene, men mine øjenvipper var nærmest klistret til hinanden. Jeg havde hovedpine, og da jeg endelig fik åbnet øjnene, var alting stadig en smule sløret. Jeg lå på noget blødt. En seng. Jeg satte mig op. Det hele snurrede rundt, men det stoppede heldigvis kort efter. Jeg var i et rum indrettet i victoriansk stil. Solens stråler, der kom fra et vindue lige ved siden af min seng, ramte mig lige i ansigtet og mine øjne skulle lige vænne sig til det skarpe lys.

    Hvor i hele verden var jeg? Jeg kom på benene og begyndte så småt at huske, hvad der var sket. Det ene øjeblik havde jeg været træt, da jeg var på vej hjem. Det næste var jeg blevet kidnappet. Men hvorfor var jeg blevet kidnappet? Jeg var jo bare en helt almindelig, gennemsnitlig teenagerdreng med en fuldkommen normal familie og nogle almindelige venner. Jeg var ikke noget særligt.

    Jeg havde nu forventet at vågne op i en mørk og fugtig kælder eller noget lignende. Et eller andet sted i en fjern krog i mine tanker, havde jeg endda forventet, at jeg aldrig nogensinde skulle vågne op igen. Men et fint hus havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle vågne op i...

    Gulvet knirkede, da jeg rejste mig og i et desperat forsøg løb hen og ruskede i dørhåndtaget. Til min store overraskelse, gav det sig, og jeg trådte ind i en stor sal. Den var udsmykket lige så antikt som værelset. Der var loftmalerier og vægmalerier af engle og nogle personer, der så betydningsfulde ud. På gulvet stod der fine og sikkert også dyre rokokomøbler. Der var ligesom på værelset store vinduer, der sendte kaskader af sollys ind i salen. I midten stod et langt træbord. Jeg fik et chok, da jeg så, at der sad nogen ved det. Hun drejede hovedet og kiggede lige så forskrækket tilbage på mig. Hun tabte skeen ned i sin suppe og sukkede derefter. Hendes gyldenbrune hår gled ned i hendes ansigt, da hun igen vendte opmærksomheden mod sin suppe.

    "Hvem er du?" råbte jeg. "Hvorfor er jeg her? Hvor er jeg?"

Hun kiggede neutralt på mig. Hendes store, chokoladebrune øjne var fyldt med uskyld... og var det også medlidenhed, jeg kunne spotte? Mine første indskydelser sagde mig, at hun intet havde med selve kidnapningen at gøre. Men hvem var hun så? Jeg begyndte at få lidt dårlig samvittighed over, at jeg havde råbt af hende.

    "Hvad hedder du?" spurgte hun lavt, som om jeg lige havde angrebet hende.

    "David..."

Hun nikkede og prikkede med sin ske til en grøntsag i sin suppe.

    "Jeg hedder Alexandra..."

Hun tog en slurk af suppen. Jeg rettede mit blik mod vinduet. Udenfor lå en have, der nærmest lignede en slotshave. Tårnhøje træer stod på ræd og række og udgjorde en allé. Der var en stor græsplæne og enkelte blomsterbede. Det gik op for mig, at der ingen mennesker var at se. Jeg fandt terrassedøren og derefter en trappe ned til haven.

    "Nej, lad være!" råbte Alexandra, der forhåbentlig havde indset, at mine intuitioner var at flygte.

Som jeg løb ned ad trinene, kunne jeg høre, at hun kom løbende efter mig. Men jeg var ligeglad. Jeg måtte bare væk.

    Pludselig rungede et skud gennem haven. Patronen landede for fødderne af mig, og jeg sprang tilbage af forskrækkelse. Jeg kom på benene igen og løb tilbage mod terrassen. Alexandra så på mig med et bekymret ansigtsudtryk, da hun smækkede døren i, efter jeg var kommet ind.

    "De holder vagt," sagde hun.

    Jeg havde stadig ikke fået vejret. "Hvem?"

    "Tredje træ til venstre for enden,"

Jeg kneb øjnene sammen og spejdede ud af vinduet. Så var det, at jeg fik øje på ham. En snigskytte lå gemt lige bag træet med geværet pegende lige mod os.

    "Til højre, femte blomsterbed,"

    "Jeg kan ikke se ham," sagde jeg og gik ud fra, at hun refererede til endnu en skytte.

    "Det er heller ikke meningen," sukkede hun.

Hun gik hen til bordet og tog et stykke brød, der lå på kanten af hendes tallerken. Så kom hun tilbage til mig.

    "Er du sulten?"

Hun rakte brødet frem mod mig. Jeg overvejede, om det var blevet forgiftet. Men hun virkede troværdig, og min mave knurrede, så man skulle tro, at det var løgn. Jeg var skeptisk, men tog alligevel imod det.

    "Hvem er du?" spurgte jeg og tog en stor bid af brødet.

    "Alexandra. Det har jeg jo allerede fortalt dig?"

    "Det er ikke det jeg mener. Hvad laver du her? Hvorfor er du her?" Jeg sukkede og proppede resten af brødet ind i munden. "Hvorfor er jeg her?!"

    "De tog mig, da jeg var fjorten - et år siden," sagde hun og ignorerede mit sidste spørgsmål.

    Jeg kiggede på hende med øjne, der sikkert var store og kuglerunde. "E-Er du også blevet..?"

    "Jeg var i lufthavnen på vej til Australien, fordi jeg skulle på ferie med mine forældre. Jeg skulle pludselig tisse og gik derfor ud på toiletterne. Der var ikke nogen. Det troede jeg i hvert fald ikke. Det ene øjeblik står jeg og vasker hænder og betragter irriteret min afskallede neglelak samtidig. Jeg er lykkelig og glæder mig til at se Australiens natur, møde nye mennesker og bare slappe af på stranden. Det næste øjeblik kæmper jeg imod bedøvelsen. Det sidste jeg husker, er følelsen af det iskolde, våde gulv, da jeg kollapser,"

    Jeg var målløs og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde behandlet hende dårligt i troen om, at hun ikke var på min side. I virkeligheden stod hun i nøjagtig samme situation som mig.

    "Jeg kan desværre ikke svare dig på, hvorfor du er blevet kidnappet," sagde hun.

    "De må have fået fat i en den forkerte. Jeg har ikke gjort noget. Jeg er ikke indblandet i noget som helst," svarede jeg

    Alexandra stirrede intenst på mig. "Tro mig... De kidnapper ALDRIG den forkerte..."

Så drejede hun om på hælen og forsvandt ud af salen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...