Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
694Visninger
AA

3. Indbrud

Jeg lænede mig op ad terassedøren, mens jeg ventede på David. Udenfor fløj flok fugle på himlen. De var frie og de kunne tage hen, hvor end de ville. Gid jeg kunne sige det samme om mig selv.

    Haven var smuk. Træernes kroner svajede let i vinden og blomsterne nærmest lyse haven op i alle regnbuens farver. Men et eller andet sted derude lå snigskyttere på lur. Haven lignede ét stort idyl. Men hvis man kiggede godt efter og fik øje på snigskytterne, forsvandt idyllen. Det var ligesom med huset her. Det var smukt og indrettet i gammel, luksuriøs victoriansk stil. Men i virkeligheden var det et helvede.

"Godmorgen," sagde David så muntert man nu kunne, når man var blevet kidnappet.

Jeg drejede om på hælen og fik øje på ham. Han havde mørke rander under øjnene.

"De har sat morgenmad frem til os," sagde jeg og pegede med øjnene hen på det lange træbord.

De havde sat det sædvanlige tørre hvide brød frem og smørren, der havde stået så længe ude af køleskabet, at det var helt smeltet. Men det var bedre end slet ingen morgenmad. 

    David satte sig hen til bordet og jeg gjorde det samme. Vi spiste i tavshed. Brødet knaste og man måtte nærmest rive i det med tænderne for at få et stykke løs. Gad vide, hvordan jeg egentlig så ud. Jeg havde de tynde nylonstrømper, de slidte shorts og den krøllede, sorte top på, som jeg havde fået af de to mænd. Jeg var ikke specielt køn i det her tøj, men jeg måtte jo lære at leve med det.

"Det er mandag i dag..." mumlede jeg til mig selv.

"Ja?" spurgte David.

"Jeg kom lige i tanke om det. Det er om mandagen, at de kører ud og henter forsyninger,"

Jeg slugte resten af brødet i én mundfuld, rystede krummerne af mine hænder og gik hen til tersasedøren. Jeg kunne mærke Davids blik i nakken. Udenfor gassede Giedrius' sorte sportsvogn op, lavede hjulspind og forsvandt så mellem træerne. David rejste sig og kom hen til mig.

"Kører de begge to?"

Jeg nikkede. "Men vi kan stadig ikke flygte. Snigskytterne holder stadig vågent øje med os,"

Jeg gik væk fra vinduet og ind på mit værelse, hvor jeg fandt en hårnål.

"Vi har kun adgang til et meget lille område i palæet," forklarede jeg. "Nemlig vores værelser og spisesalen her. Med nogle 'skills' kan vi nok godt komme igennem den dør, der fører andetsteds hen,"

Jeg holdt hårnålen op og bad David trække gardinerne for, så snigskytterne ikke ville kunne se os.

"De gør ikke noget i starten. Der vil gå lidt tid, før de kommer ind,"

Så bøjede jeg mig ned og lirkede låsen op med hårnålen. Det føltes lidt som en scene i en kliché film, men døren gik op. Bag den var en lang gang med en masse døre. For enden var der en vindeltrappe. 

"Kig gennem nøglehullerne efter noget, vi kan bruge," sagde jeg og bukkede mig ned ved den første dør. 

Bag døren var der intet at se. Rummet var mørkt og lignede et depot. Der var hylde efter hylde med dåsemad, medicin og toiletpapir. På gulvet var der stablet en masse papkasser ovenpå hinanden. 

"Jeg tror, at jeg har fundet deres kontor," sagde David. 

Jeg rejste mig og gik hen til den dør, David stod ved siden af. Jeg lirkede låsen op og trådte indenfor. Det var rigtig nok deres kontor. Op ad hele den ene væg stod en bogreol fuld af bøger. I hjørnet af rummet stod et skrivebord og et til i modsatte ende. Skrivebordet til venstre var rent og pænt og der lå en lille bunke mapper i hjørnet af det. Skrivebordet til højre var til gengæld så rodet, at man ikke kunne se, hvad farve det var.

"Gå ikke for tæt på vinduet," advarede jeg. "Det kan være, at de får øje på os,"

David bevægede sig langsomt hen mod skrivebordet med orden. Han skimmede hurtigt papirerne i de forskellige mapper. Jeg selv gik hen til det rodede skrivebord, og opgav med det samme at lede alt rodet igennem. I stedet trak jeg de forskellige skuffer ud. Der lå en masse ting: en hjerteformet nøglering, en pakke blyanter, tonere... En nøgle! Den kunne være vigtig, så jeg lod den glide ned i lommen.

Pludselig hørte jeg en lyd. Uden at tænke over det, gik jeg hen til vinduet og så ud. Snigskytterne havde forladt deres gemmesteder. En af dem gik forvirret rundt på gårdspladsen og kiggede op på de lukkede gardiner.

"David, vi skal ud nu, "

"Jeg tror, at jeg har noget..." mumlede han.

"David!" sagde jeg.

Han stak hurtigt et par papirer ned i sine lommer. Så tog jeg ham i armen, og vi løb ud. Vi smækkede begge døre og kom ind i spisesalen i nøjagtig samme sekund, som en af snigskytterne kom ind fra terrassen.

"Hvad fanden laver I?" spurgte han.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...