Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
695Visninger
AA

5. Haven

Pigen, der før havde virket genert, virkede pludselig meget mere modig. Jeg havde forsøgt at danne mig et billede af hendes personlighed, men det var næsten umuligt. Det eneste jeg var kommet frem til, var at hun var meget mystisk og yderst intelligent. 

    Jeg lagde papirerne fra mig. Jeg havde siddet og læst dem næsten hele natten i håb om at finde endnu et spor. Men nu kunne jeg ikke længere koncentrere mig. Jeg rejste mig, gemte papirerne under sengen og så gik jeg ud i salen. Alex var allerede stået op. Hun sad på en af stolene med krum ryg vendt væk fra mig. Da hun hørte mine skridt, vendte hun sig om. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, hvad hun havde gang i. Hun sad med en sprøjte og var ved at stikke sig selv i højre underarm. Var hun ved at tage stoffer eller hvad?!

    "Åh... Hej, David. Jeg havde slet ikke set, at du var her,"

Hun tørrede en dråbe blod væk fra underarmen og lagde sprøjten fra sig på bordet.

    "Hvad laver du?"

    "Det er ingenting," sagde hun.

Hun gav sig til at pille ved sine negle. Jeg satte mig ned overfor hende. Min morgenmad stod allerede klar på bordet; tørt brød med smør.

Mens jeg sad og spiste, kiggede jeg ud af vinduet og ud på haven. Blomsterne nærmest dansede i den milde vind og egetræerne svajede let i vinden. Himlen var helt skyfri og solen lyste haven op. Så smuk en have havde jeg aldrig set før.

    "Den er pæn ikke?" sagde Alex og smilede så meget, som man nu kan, når man er taget til fange.

    "Jo," svarede jeg. "Må vi gå en tur i den?"

Hun trak på skuldrene.

    "Det må vi nok godt. Jeg går lige ud og spørger Giedrius,"

Hun rejste sig, gik hurtigt ind på værelset og hentede sin slidte læderjakke. Derefter gik hun ud af terrassedøren og ned ad trapperne. Jeg tænkte, at Giedrius nok var udenfor.

    Mens jeg ventede, sad jeg og betragtede havens stisystem. Det så ud som om, at der var tre hovedstier og mindst syv små stier. Men det var svært at se for alle træerne. Bortset lige fra langs alléen stod alle træerne nærmest hulter til pulter på græsplænen og blandt blomsterbedene. Det var næsten som om, at nogen bare havde placeret dem helt tilfældigt.

    Jeg fik en ide og gik ind på værelset og hentede papir og blyant - noget af det eneste, vi ejede. Så satte jeg mig ned igen i salen og begyndte at tegne et kort over haven og de mulige flugtveje.

    Jeg blev hurtigt færdig, men alligevel endte nogle stier helt pludseligt, da jeg jo ikke kunne se dem hele. Men nu havde jeg i det mindste en form for kort. Det kunne blive nyttigt, hvis vi en dag skulle finde muligheden til at flygte.

    Alex kom tilbage kort efter. Jeg krøllede kortet sammen og puttede det i lommen sammen med blyanten. Måske kunne jeg tegne lidt videre ude fra haven.

    "Hvad tog dig så lang tid?" spurgte jeg smilende.

    "Jeg skulle jo lige overtale ham," sagde hun.

 

Da vi gik udenfor sad Giedrius i en havestol lige foran terrassen. Han sad og spiste stykke wienerbrød. Kaffen stod på det lille havebord ved siden af. Han havde solbriller på og ved siden af ham stod et langt gevær.

    "Våbenet er kun for at skræmme," hviskede Alex.

Giedrius drejede hovedet og kiggede på os, da han hørte Alex' stemme. Alex tog mig i armen og førte mig hen til en lang række blomsterbede. Vi satte os på en bænk, hvor vi var skjult for Giedrius.

Jeg kiggede mig omkring, for at se, om jeg kunne få øje på nogle af snigskytterne. Men det var uden held. Alligevel vidste jeg at de kunne være hvor som helst, endda få meter fra mig. Alligevel tog jeg varsomt papiret op af lommen og viste det til Alex.

    "Jeg har tegnet havens sti-system... Eller noget af det," hviskede jeg.

Alex nikkede.

    "God ide. Vi kan bruge det, når vi på et tidspunkt skal flygte,"

Hun virkede ikke selv specielt varsom. Siden hun vidste, hvor snigskytterne lå placeret, tog jeg hendes afslappede humør som om, at der ikke var nogen i nærheden. Jeg kiggede på hende ud af øjenkrogen og bemærkede, at hun var travlt optaget af at kigge på nogle gule tulipaner, der stod i et bed ved siden af bænken. Jeg sukkede inden i mig selv og så begyndte jeg at tegne videre på kortet.

 

Midt om natten blev jeg vækket af en skrabende lyd, der bevægede sig tættere og tættere på min dør. Jeg tænkte i et splitsekund, at nu kom de to mænd og ville dræbe mig. Men tanken forsvandt med ét, da Alex kom ind på værelset. Hun var blot en skygge i mørket, men jeg kunne høre at det var hende, fordi hun stønnede. 

    "Alex?" spurgte jeg.

Hun lukkede klodset døren bag sig og lænede sig lidt op ad væggen, før hun langsomt synkede sammen og endte siddende på gulvet. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, at hun var fuld eller på stoffer eller noget i den retning.

    Jeg rejste mig fra sengen og famlede mig frem i mørket for at finde frem til stikkontakten, der var forbundet til den lille og svagtlysende pære i loftet. Endelig fandt jeg frem til den og jeg var lige ved at skrige, da jeg fik øje på Alex. Blod løb ud af hendes næse og hendes venstre øje var blåt. Hendes bare ben og arme var helt forslået og hun havde en stor hudafskrabning på det ene ben. Det var ikke svært at gætte sig frem til, hvem var skyld i det.

    Jeg tog fat under hendes arme og løftede hende forsigtigt op i sengen. Så gik jeg ud på badeværelset, vådgjorde et håndklæde og kom tilbage og lagde det på Alex' ben. Hun sad chokeret og stirrede på sin forslåede krop.

    "Jeg kom op at skændes med Paulius..."

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Jeg tog bare hendes hånd og klemte den en anelse. Endelig fik jeg øjenkontakt med hende.

    "Vi er nødt til at komme ud herfra, om det så er det sidste vi gør. Om vi så dør i forsøget,"

Hun gav mig et halvhjertet og svagt smil. Så lagde hun sig ned på sengen og faldt til sidst i søvn...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...