Indespærret

David vågner op i et gammelt palæ. Han er blevet kidnappet - Han ved bare ikke hvorfor. I palæet møder han Alex, som også er taget til fange. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor de er blevet kidnappet samt lægge en flugtplan. De finder efterhånden ud af, at de er et led i en plan, der er meget større end de kan forestille sig. Historien er inspireret af min yndlingsserie 'Missing'. Plottet er ikke det samme, men det er lidt af handlingen. Billedet på forsiden tilhører ikke mig ^.^

2Likes
5Kommentarer
696Visninger
AA

4. Afsløret

"Hvorfor trak I gardinerne for?" spurgte snigskytten. Hans næsebor vibrerede, mens han snakkede.

Jeg trak vejret tungt, og David stod som naglet til jorden, helt ubevægelig.

    "Svar!"

Vi spjættede begge to idet han råbte. Jeg prøvede på en måde at blive mere rolig, ved at kigge David i øjnene. Han kiggede tilbage et kort øjeblik, og så vendte han igen ansigtet mod snigskytten.

    "Vi syntes bare, at det var alt for lyst. Vi var lige stået ud af sengen og vi var trætte, så vores øjne havde ikke vænnet sig..." 

Han stoppede sig selv og kiggede nærmest bedende på snigskytten. Det der hjælper ikke noget, tænkte jeg. Snigskytten kiggede på David, som om at han var dum. Så blødede han lidt op og blev bare ved med at kigge alvorligt på os. Det meste af hans vrede var aftaget.

    "Lad gå for nu. Men jeg vil ikke have mere pis med jer,"

Og med de ord drejede han om på hælen og forsvandt ud af døren lige så hurtigt som han var kommet. Vi hørte ham råbe noget til de andre på litauisk, og derefter hørte vi lyden af skridt gå hen ad grusstien. Så blev der helt stille igen. Katastrofen var afværget og vi havde fået noget værdifuldt. Jeg mærkede på nøglen i min lomme og smilede.

 

Da det blev aften, gik jeg mig ind i Davids værelse. Jeg satte mig i skrædderstilling på sengen ved siden af ham. Han havde allerede foldet de papirer ud, han havde fundet.

    "Fandt du noget?" spurgte han, mens han skimtede papirerne. 

    "Ikke andet end en nøgle," sagde jeg.

Jeg tog den op af lommen og viste ham den. 

    "Jeg ved ikke, om vi overhovedet kan bruge den til noget," 

    "Forhåbentlig kan vi," sagde han, trak på skuldrene og smilede.

    "Jeg har forhåbentlig fundet noget interessant her,"

Jeg lænede mig frem og kiggede på det papir, han havde fundet. Men fordi det fra min vinkel stod på hovedet, opgav jeg at læse og ventede, til han havde gjort det.

    "Jeg kan næsten ikke tro det," sagde David. Hans øjne var spærret helt op.

    "Hvad?"

David svarede mig ikke. Han bladrede videre i bunken og skimtede hurtigt det, der stod. Så smed han papirerne fra sig på sengen.

    "Det her er alt sammen e-mails fra... meget onde personer,"

    "Onde personer? Hvad mener du med det?"

Igen ignorerede han mit spørgsmål.

    "De her mennesker i palæet... de er kidnappere, lejemordere og smuglere. De får store sum penge for at gøre beskidte jobs for andre mennesker. Primært bandemedlemmer og mafiabosser. Det er nærmest en hel virksomhed,"

    "Står der noget om os?" spurgte jeg.

    "Nej, overhovedet ikke," svarede han. "Ved du hvad det her betyder?" spurgte han og samlede stakken af papirer op.

    "At det ikke er de her mennesker, som ville kidnappe os fra starten af. Nogle andre har betalt dem for at gøre det,"

David tænkte sig om et kort øjeblik. Så kiggede han hurtigt alle papirerne igennem igen.

    "De har kidnappet både voksne og børn... og de blevet er placeret i forskellige steder i Bosnien, Rusland... og Litauen,"

Jeg sukkede og lagde mig ned på sengen med hovedet i fodenden. Så tog jeg en dyb indånding og lukkede øjnene.

    "Her er også en liste..." mumlede David.

    "Med hvad?"

    "Det er... deres indtægter og hvem, der har bestilt hvad,"

Jeg rejste mig straks. David flyttede sig lidt, så der var plads til, at jeg kunne sidde ved siden af ham og læse med. Jeg skimtede hurtigt listen. Priserne varierede fra 250.000 kr. helt op til 7.000.000 kr.

    "Hvorfor er vi ikke på listen?" spurgte jeg.

    "Måske er det ikke den nyeste?"

Jeg rystede på hovedet og pegede på den øverste person på listen og en lidt længere nede: Daniella Monique, 23 år og bortført til Rusland og Arjan Van Der Meer, 34 år og myrdet i Holland.

    "Hun er blevet kidnappet lige efter mig, og han er blevet dræbt lige efter at du er blevet kidnappet. De har undladt at skrive os på med vilje. Hvilket betyder..?"

    "De har selv villet kidnappe os..." sagde David.

    "Eller også, nok mere sandsynligt, har de gjort arbejdet for en ven eller flere venner..."

Vi kiggede begge hinanden dybt i øjnene. Vi var kommet et skridt tættere på svaret, men alligevel rejste der sig bare endnu flere spørgsmål.

    "Vi skal nok komme væk herfra," sagde David og gav min hånd et klem.

Jeg smilede taknemmeligt. Men smilet forsvandt, da der blev banket hårdt på døren. David skyndte sig at smide papirerne ind under sengen.

    "Alexandra?" brummede Paulius.

    "Ja?" svaredejeg.

    "Du skal skrubbe i seng nu!"

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til døren.

    "Godnat," smilede jeg.

    "Vent..." sagde David. "Hvor er den skrøbelige, forsigtige og følsomme pige blevet af? Du er lige pludselig blevet så... sej," sagde han og grinte.

    "Jeg er ikke nær så skrøbelig, når man først lærer mig at kende,"

Jeg åbnede døren og trådte ud. Paulius stod med den ene hånd hvilende i bukselommen. Han så træt og udmattet ud. Jeg spekulerede på, om snigskytten mon havde fortalt ham, hvad der var sket.

    Jeg spankulerede langsomt hen til min værelsesdør og ventede på, at Paulius skulle sige noget. 

    "Hvordan går det med ham drengen?" spurgte han.

    "Jeg er ved at vinde hans tillid," sagde jeg og sendte ham et lusket smil, før jeg lukkede døren bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...