Elsk igen

beskrivelse kommer

4Likes
8Kommentarer
274Visninger
AA

4. *FLASHBACK*

Efteråret 2007, idrætshallen på min folkeskole

Jeg står midt på banen og venter på, at de andre skal til at løbe fra den ene ende af idrætshallen til den anden. Vores lærer har nemlig bedt os om at lege 'alle-mine-kyllinger-kom-hjem' og jeg fatter ikke, hvorfor de synes det er så sjovt. Måske fordi jeg ikke kan løbe ligesom dem. Pga. min hjertefejl. Jeg når ikke at tænke videre over det, før de andre begynder at løbe. Jeg går bare, fordi vores vikar siger at jeg skal følge med i undervisningen. For mig er det ikke undervisning. Det er tortur. Det føles forfærdeligt at være den eneste, der ikke kan følge med. Det har jeg aldrig kunnet, og kommer nok heller aldrig til det. Bedst som jeg tror det ikke kan blive meget værre, blæser vikaren i fløjten og beder os om at stille nogle mål op, så vi kan spille fodbold. Jeg går op og forklarer vikaren, at jeg ikke kan pga. min hjertefejl, men han siger bare, at jeg skal stå på mål. Fedt nok. Tortureret igen. Da de andre har stillet målene op, beder vores vikar om at stille os i en rundkreds. Alaa, en af drengene fra min klasse, som jeg er bange for, får muligheden for at vælge hold først. Jeg bliver ikke selvfølgelig ikke valgt. Derefter er det en anden dreng fra parallelklassens tur til at vælge, men heller ikke der bliver jeg valgt. Selvfølgelig. Jeg er udstødt fra fællesskabet. At have en hjertefejl er åbenbart ene og alene grunden til, at jeg ikke er en del af det. Vores vikar beder mig om, at gå ned til målet, der tilhører Alaa's hold. Derefter går fodboldkampen løs. Det skal jeg lige love for. Boldene bliver nærmest tyret mod målet, og jeg når ikke engang at registrere at de havner i målet, da vores vikar meddeler, at der står 2-0 til de andres hold. Hvis ikke det havde været for, at vi skulle havde klassens time bagefter, så havde jeg uden tvivl stukket af og ville være ligeglad med ballade efterfølgende. Jeg havde stået så meget i mine egne tanker, at jeg ikke har bemærket at kampen er ovre. Vi taber med 6-0. Og det er min skyld, fordi jeg store idiot ikke kan finde ud af at gribe en bold. Det er så simpelt. Så let. Men så svært for én, der har en hjertefejl. Bagefter meddeler vores vikar, at idrætstimen var slut. Jeg sukker lettet, og begiver mig ud af idrætshallen. Men jeg ved, at jeg ikke slipper så billigt.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...