Elsk igen

beskrivelse kommer

4Likes
8Kommentarer
271Visninger
AA

5. *FLASHBACK* 2

På en flyver - og senere i et hospital i London, foråret 2003.

Jeg sidder med mine forældre i flyveren, og kigger fascineret ud på de mange skyer, som vi flyver forbi. Nej, vi er ikke på vej på ferie, som I måske tror. Jeg skal opereres for min hjertefejl, og jeg har vidst det lige siden jeg fik det at vide i børnehaven, hvor jeg stoppede i begyndelsen af året - netop fordi jeg skulle opereres. Grunden til, at jeg først stopper nu som 8-årig, er selvfølgelig pga. min hjertefejl og min autisme og langsomme læringsprocess. Lægerne herhjemme kunne ikke operere mig, fordi min hjertefejl er så kompliceret, at de ikke turde. I stedet valgte de at sende mig til London, hvor en verdensberømt læge ville operere mig. Han hed vist Levale eller sådan noget, og var belgier. Men alt det er jeg ligeglad med. Jeg vil bare ikke opereres, men selvfølgelig kan jeg ikke slippe for det. Hospitaler, og alt hvad der har noget med det at gøre, er helt klart min største frygt.
Et par timer senere lander vi i lufthavnen, og vi går ind og får fat i vores kufferter. Derefter tager vi en taxa, der kører os til hospitalet, hvor jeg skal indlægges. Der går vi op til receptionen, og en læge kommer og fortæller mine forældre, hvor min stue er og henviser os til den. Da lægen er gået, siger min mor, at jeg skal tage mit almindelige tøj af og tage noget hvidt hospitalstøj på. Jeg hader det, men bliver desværre nødt til det, så jeg gør som hun siger. Min mor fortæller, at de desværre ikke kan være hos mig om natten, da det er en eller anden latterlig regel de har. Og jeg er i forvejen bange for at være på fremmede steder alene, så det bliver et problem for mig. Desuden kan jeg heller ikke tale engelsk, så nu er problemet endnu større.

Tiden går, og et par timer senere, kommer en læge og siger at det var på tide, at mine forældre skal tilbage til hotellet, så jeg kan få fred. Få fred!? Hvad bilder de sig ind?! Jeg er vant til at de er hos mig, hver gang jeg er indlagt. Og nu skal jeg ovenikøbet være indlagt alene om natten på et hospital i England - det værste er, at jeg slet ikke kan forstå eller tale sproget. Jeg krammer mine forældre farvel, og først efter et kvarter går de, eftersom lægerne bliver utålmodige. Jeg kan se på mine forældre, at de heller ikke er tilfredse med situationen, men sådan er hospitalskulturen åbenbart herovre. Og det må vi så acceptere, selvom det er uhyre svært. Jeg skal opereres kl. 7 næste morgen, og jeg må hverken få noget at spise eller drikke indtil da. Fedt. Hvor er det bare fantastisk. Jeg kommer garanteret til at dø af sult. 

Mine forældre kommer heldigvis næste morgen, men jeg får at vide, at kun af mine forældre må komme med mig ned på operationsstuen. Jeg vælger min mor - ikke fordi jeg ikke elsker min far, men fordi der altid har været et særligt bånd mellem min mor og jeg. Portøren kommer og kører sengen ud af stuen, ned ad gangen, ind i en elevator, og videre ned ad endnu en gang og til sidst havner vi så i operationsstuen. Det ser ud præcis som jeg har forventet. Der er en slags seng i midten, som jeg skal ligge på, og rundt omkring er der en masse mærkelige instrumenter, og læger med masker, der glor på mig. Portøren løfter mig op på den der seng, og jeg holder min mor i hånden, og hun siger, at jeg ikke skal være bange. Jeg når ikke at tænke over det, før jeg får en slags maske på, og efter ca. 20 sekunder lukker jeg øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...