Kære Forår

Da soldaten Vinter vender hjem efter at have været i krig, regner han med, han kan komme hjem til sin elskede Prinsesse Forår. Men hjemme i landsbyen finder han ud af at hun er gift med en anden. Efter deres møde skriver de hver et brev til hinanden.

1Likes
2Kommentarer
327Visninger
AA

1. Vinters brev

 

7. maj 1854

Til min kære Forår.

Jeg husker så tydeligt, den dag jeg drog i krig. Den sidste dag i april måned, hvor bøgen stod så skønt og grønt, og svajede over vort kære Danmark. Jeg husker hvordan skovbunden, var dækket af hvide anemoner, der mindede os alle om hvordan vinteren var tættere på end vi troede. Men når vi så igen, rettede vores øjne mod himlen, mindedes vi atter om det lyse forår, der gjorde alting smukt igen. Men min kære Forår, vinteren er altid tæt på.

Var krigen et chok for nogen af os? Måske? Måske vidste vi godt, at der var en vinter på vej. En vinter der skulle ruske, og jage i os, og til sidst splitte os ad. Den længste vinter af dem alle.

Husker du den dag vi blev forlovede? Det var det eneste minde, der holdt mig varm ved fronten. Det var i begyndelsen af foråret. Ikke Marts måned, hvor der er slud, og mørke nætter omgivet af kulde. Det var det rigtige forår. Starten af april. Vi var begge så unge. Du ingen gang fyldt 18 år, og jeg blot i starten af mit tyvende år. Vi var fulde af lysegrønt håb, og mod. Mod man kun har, når man er ung og uerfaren. Før man virkelig lærer hjertets såre at kende. Du var og er min sorg.

Du satte dybe spor i mig. Så dybe, af blot ved tanken af dig kan jeg dufte dig. Den søde duft af forår, der kun lige titter frem et par dage, her i vores kolde Danmark. Men med dig blev foråret hos mig foreviget.

 

Når jeg tænker på den dag vi blev forlovede, er det første jeg tænker på dit svar. Dit svar, der ingen steder hørte hjemme i det spirende forår. Dit svar som jeg ikke forstod dengang, da vi sad blandt de lysegrønne bøgetræer, mens vi spiste det søde brød, du havde stjålet fra din faders spisekammer.

”Men det er snart vinter” sagde du trist. Naive jeg, unge jeg, forstod det ikke. Det var forår, det var lyst. Du havde vilde skovblomster i håret. Dit smil lyste hele skoven op. Jeg så ingen vinter. Kan du huske hvad jeg svarede til dig? ”Sammen er vi et evigt forår”. Dit ansigt blev lysere. Du, ligesom jeg ung og naiv, troede på den lykkelige løgn. Du kyssede mig. Og tænk hvad vi gjorde der blandt skovens gamle guder. Det forbudte. Det vi vidste vi ikke måtte. Begæret vores mødre havde advaret os over. Vi syndede.

Det klareste minde, var bagefter vi elskede. Der hvor vi blot lå lykkelige sammen, i stilhed. Fuldkommende. Jeg tror vi begge tænkte på vores fremtid sammen. Der fandt jeg på mit kælenavn til dig. Forår.

 

Så kom den. Vinteren. Den søde søvn, foråret havde lullet os i, blev brat afbrudt af en kold storm, der kom flyvende fra København. Krig. Alle unge kampdygtige mænd skulle i krig. Jeg en af dem. Jeg kan stadig føle din varme, fra vores sidste omfavnelse. Mærke salte tåre fra din kind, mod min. Føle lykken, da du lovede aldrig at gifte dig med en anden imens jeg var væk. Et falsk løfte.

”Den gang jeg drog af sted, min pige ville med, min pige ville med, JA! Min pige ville med.” Ville du nogensinde følge mig ind i krigen? Jeg ville aldrig i krig. Det var aldrig et ønske at kæmpe for fædrelandet. Jeg drog i krig for dig. Som jeg gik er blandt de andre soldater, med en maske af stolthed og mod på, tænkte jeg kun på ansvaret overfor vores børn. De børn vi skulle få sammen. Jeg havde altid dig i tankerne, mens vi gik gennem de danske byer, hvor modet var højt, ligesom fanen.. I Fredericia mødte jeg  turens eneste ven. Rasmus.. Men han var ikke ældre en 15 år. Stadig så ung, og dog med sådan en iver, for at kæmpe for Danmark. Han havde også en pige. Signe. Han pludrede ivrigt om hende og hendes ynde. At jeg selv senere skulle se denne skønne kvinde vidste jeg intet om der.

 

Fronten var ikke et rart sted. Vi skulle side i voldene, 24 timer af gangen. Her skulle vi blot skyde på fjenden. Håbe at ramme dem med vores dødelige skud, og bede til vi ikke blev ramt af deres kugler.  Min første vagt var jeg så mange at jeg tissede i bukserne. Noget jeg kun, vil indrømme for dig Forår. Der var mænd der var mere bange end mig. En besvimede, en anden tog  geværet i munden og trykkede på aftrækkeren. Svage ville nogen sige. Jeg befandt mig et ildelugtende, beskidt helvede. Jeg var magtesløs. Vinteren rev i mig. Den satte endnu dybere spor end dig.

Jeg vil gerne, indrømme over for dig, at jeg ikke altid var dig tro. Slesvig var fuld af billige ludere. Og et minde er ikke nok til at holde en mand varm. Ikke efter at have dræbt en anden mand., og set rædsler nok for resten af livet. Men jeg elskede aldrig end anden end dig. Og selv sammen med luderen, var de dig der stod klarest for mig. Det vil du altid.

I krigens sidste år, var Rasmus blevet en ung mand. Stadig med sin Signe i tankerne kæmpede han for os alle. Også den sidste nat.

Kuglerne fløj om hovedet på os. Høje brag, og skrig fra mænd overdøvede alle tanker og minder af din bløde stemme. Den aftnen var du ikke med mig. Det var aftenen hvor jeg mistede dig. Aftenen hvor vinteren rigtig greb fat. Vi gjorde klar, til at løbe frem mod tyskernes vold. En lille gruppe mænd og jeg, ledt frem af vores officer der blomstrede af krigsglæde i sit livs efterår.  Jeg tror jeg var nervøs. På min egen måde. Det smertede mig  ikke at dræbe. ”Til angreb” råbte officeren. Brølende løb vi frem. En en dårlig parodi på et angreb. Jeg så mine kammerater falde en efter en. Officeren først. Så et par unge. Så de gamle. Rasmus løb stadig frem, selv efter tyskernes kugler havde ramt ham. Mellem røg om damp kunne jeg se hans ansigt, forvredet i smerte, da han faldt. Jeg følte et ansvar for denne unge soldat. Jeg kan ikke beskrive med ord hvordan han gjorde min tid ved fronten lidt bedre. Hvis du havde været med mig, da jeg løb frem for at rede ham. . .

 

Jeg lå på et krigshospital i lang tid. Her var rædslerne værre end ved fronten. Rædsler jeg ikke vil fortælle en kvinde om. Du er stadig skrøbelig. Sådan har nogen valgt du skal være. Du er lavet af det fineste porcelæn, skabt af foråret. Jeg er støbt af tin, smedet af vinteren. Det var mens jeg lå på det hospital at jeg forstod hvad du mente. ”Men det er snart vinter”. Foråret er den blide søvn. Sommeren er en lykkelig drøm, efteråret er tiden før du vågner, og vinteren er blot den hårde afslutning på en lang og fredfyldt søvn. Vi vågnede begge efter krigen. Vi kan ikke sove foreviget. Selvom jeg håbede du ventede på mig, føler jeg den allermindste lykke ved at vide du ventede fire år. Dybt ind i mig selv ved jeg du håbede på jeg var i live. Det håbede jeg også selv da jeg lå på krigshospitalet. Sjovt hvordan du ikke ved om du er levende eller død. Vågen eller stadig begravet i søvnen. Samme følelse havde jeg, da jeg så dig som brud. Jeg troede først jeg var i himlen og du var min. Så så jeg ham. Vinteren vendte tilbage.

 

Lykken kan komme til den der mindst venter det. Både for dig og for mig. Jeg tror aldrig jeg vender tilbage til Fyn. Det vil smerte mig at se dig med ham. Men jeg ved at du er glad. Jeg ved at du er lykkelig. Jeg håber alt godt for din nye familie.

Signe er også gravid. Jeg elsker hende ikke på samme måde som jeg elskede dig. Men jeg føler et ægte ansvar over for hende. Det er min skyld Rasmus er død.

Jeg tror jeg altid vil leve i marts måned. Der vil altid være et minde om det evige forår med dig. og vinteren der fulgte efter.

Jeg har vedlagt penge til din lille nye. Man tjener overraskende godt, ved at arbejde med skibe.

Din Vinter

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...