Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1280Visninger
AA

11. Epilog

Væsken var blevet sart lyserød efter din sidste ingrediens. Den var blevet suget op i sprøjten, som nu lå i tasken, gemt i en avis, som forhåbentlig ikke ville blive gennemsøgt. Det var med bankende hjerte, at hun steg ud af taxien og gik ind på hospitalet. Hun nikkede smilende til receptionisten, som kendte hende i forvejen. 

"Hej, frk. Verne," smilede blondinen venligt. 

"Hej, Louisa. Hvordan står det til deroppe?" spurgte Aghonie - præcis som hun plejede.

"Helt fint. Han sidder oppe mere og mere."

"Det er dejligt, at høre. Jeg smutter lige derop."

"Vi ses," smilede receptionisten og vinkede, da Aghonie stille sig over og ventede på elevatoren. 

Vagten ved siden af nikkede til hende en enkelt gang, og hun nikkede venligt tilbage. Hun havde jo ikke noget at skjule. Alligevel pustede hun lettet ud, da døren til elevatoren gik op med et ding, og hun kunne komme væk fra vagten. Hun trykkede på tredje etage og ventede utålmodigt, på at de lysende tal over døren skulle vise hendes stoppested. 

Der var ro på gangen, da hun nåede derop. Enkelte snakkede i et hjørne ved et bord, patienter med deres pårørende. 

Hun startede ved stuen, hvor han normalt lå i sin seng og stirrede op i loftet, men der var han ikke. Louisa havde haft ret - han var mere og mere oppe, heldigvis. 

Den fælles opholdsstue lå for enden af gangen og havde udsigt ud over en park, der altid var i ulastelig stand. Hun var dog i tvivl om, hvor meget af den han så. Hun fandt ham siddende i en kørestol, meget lig den hun havde set ham i, første gang hun mødte ham. Han var vendt, så han kunne se ud af vinduet, men hans blik var fjernt. 

Hun trak en stol hen og satte sig ved siden af ham. Hun lagde en hånd på hans arm og klemte den blidt, men der var ingen reaktion - som sædvanlig. Og det smertede hende atter, at han var endt sådan igen. 

"Hej, Blay," sagde hun stille og så på ham. Det stærke ansigt var frosset fast i en hård, eftertænksom mine, som ikke havde ændret sig i over to år. Men han var stadig lige så bjergtagende flot, som dengang. Og mærkeligt nok var hendes følelser for ham, bare blevet stærkere over årene. 

"Jeg har været på indkøb i dag," sagde hun og kiggede ud af vinduet sammen med ham. Hun kom hver dag og besøgte ham, sad nogle gange bare og holdt hans hånd, snakkede, eller græd ud ved ham. Det var så uretfærdigt, at han påtog sig denne byrde igen. Og han havde gjort det for at redde hende. Hvis ikke han var sprunget i gabet på den helvedesdæmon, der havde holdt hende fanget, ville hun ikke være i live nu. 

Af en eller anden grund, havde den bare valgt at tage bolig i ham igen. Hun havde ingen idé om hvorfor, men det gav hende et spinkelt håb om, at han stadig var et eller andet sted derinde.

"Jeg har også snakket med en fælles bekendt," sagde hun lidt ligegyldigt, selvom Blay aldrig havde mødt den kvinde, som havde fortalt Aghonie, hvordan hun skulle blande en gift, der var stærk nok til at uddrive monsteret i ham. 

Hun knugede om sprøjten i tasken. Den sidste ingrediens, som havde farvet væsken, som var den vigtigste, som skulle binde ham til denne verden og forjage dæmonen, var en dråbe af hendes eget blod. 

Kvinden havde sagt noget om ægte kærlighed - noget tosset Disney-pjat, som Aghonie ikke troede på. Men hun var desperat for at få Blay tilbage, så hun var villig til at prøve det. Hun elskede ham, det var hun ikke i tvivl om. Men om hans følelser stak lige så dybt... Hun kunne kun håbe. 

Hun rejste sig og drejede hans stol over mod sig, så de sad ansigt til ansigt.

"Blay," startede hun.

"Jeg er Blay," hviskede han uden at se på hende. Han så nærmest lige igennem hende, og hun bed sig i læben for ikke at komme til at græde.

"Du er Blay," sagde hun og tog hans hånd. "Og vi skal nok få dig tilbage igen. Dig og mig, Blay." Hun tog diskret sprøjten op af tasken og strakte hans arm ud. 

"Jeg håber virkelig, det her virker," hviskede hun og stak nålen i hans åre. 

Han fortrak ikke en mine, og hun skyndte sig at gøre det færdigt, bøjede hans arm, for at standse den lille blødning og så intenst på ham. Håbede på en forandring, som ikke så ud til at vise sig. Da han stadig efter et kvarter bare sad og stirrede ud i ingenting, sukkede hun og klemte klumpen i halsen ned. 

"Det er okay." Hun sagde det mest for at berolige sig selv. "Vi bliver ved med at prøve. Jeg finder på noget andet - igen. Det lover jeg."

Hun rejste sig, bøjede sig ind over ham, lukkede øjnene og lagde sine læber mod hans. Det var et ensidigt kys, men det var det eneste hun kunne give ham. Hun tillod sig at dvæle ved det, tillod sig at bilde sig ind, at han besvarede hende. 

Det gav et sæt i hende, da et par hænder lagde sig om hendes liv og trak hende ned. Hendes øjne fór op, og hun så ind i et stålfast blik, som hun ikke havde set i lang tid. 

"Blay?" stammede hun mod hans læber.

"Aghonie..." Det var en udånding mere end det var et rigtigt ord, men hun kunne tydeliget høre ham sige hendes navn. 

"Åh, Gud, Blay. Er du der?" Det var umuligt for hende at holde tårerne tilbage nu. 

"Min... smukke Aghonie," hviskede han og blev ved med at holde fast i hende. Og så begyndte kramperne. Han vendte det hvide ud af øjnene, lagde hovedet tilbage, mens hele kroppen rystede i stolen. 

Aghonie fik vristet sig fri af ham, og styrtede ud på gangen, mens hun råbte på hjælp.

Sygeplejerkser og læger kom farende ind, fik lagt ham på gulvet og forsøgte at få hans anfald under kontrol. 

Aghonie stod lidt bag dem og holdt nervøst begge hænder op for munden. Det havde virket. 

"Pulsen bliver svagere," sagde en eller anden.

"Få ham om på siden. Hurtigt!"

"Frigør luftvejene!"

"Han trækker ikke vejret."

Aghonie sank ned på knæ, tung om hjertet og med vantroen malet i ansigtet. Han klarede det da, ikke ? Han skulle nok klare den. Ikke? 

"Blay...?" hviskede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...