Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1283Visninger
AA

6. Borte

Hun talte til ham hele vejen ned til genoptræningslokalet, men han hørte ikke efter. Selvom hendes stemme havde en fortryllende effekt på ham, var han alt for fokuseret på, om der var nogle skygger, der fulgte efter dem - fulgte efter hende. Skygger, som ikke burde være levende. Hver gang han fangede bare den mindste bevægelse ud af øjenkrogen, gjorde han, hvad han kunne for at stille sig imellem - og forsøgte samtidig at få det til at virke umistænksomt. Oftest var det bare naturlige skygger fra andre mennesker eller fra træerne udenfor, der legede med ham, og han åndede lettet op hver gang det viste sig, at han havde taget fejl. 

"Blay?"

Han standstede overrasket op og vendte sig om, da hun sagde hans navn. Hun stod et stykke længere nede af gange med hånden på et dørhåndtag og så spørgende på ham. Han mødte hendes blik, der gjorde ham helt varm om hjertet.

"Det er her," smilede hun og pegede på døren ind til lokalet, som han totalt havde overset på grund af sin iver for at holde hende beskyttet mod en fare, som kun han kunne se. Inden han nåede at standse hende, åbnede hun døren og han skyndte sig at mase sig forbi hende og tændte for lyset. 

Var der ikke noget, der trak sig tilbage ovre i hjørnet?

"Er alt iorden, Blay?" spurgte hun, da hun gik forbi ham.

Duften af hendes parfume var euforiserende, og han lukkede øjnene i et split sekund for at nyde den og lyden af hendes stemme.

"Jeg har det fint," sagde han med en stemme, der alt for tydeligt afslørede noget andet. 

Hun så på ham med rynkede bryn. "Lad os starte ud i det små."

Så bevægede hun sig hen til en bagdør, hvor han vidste at redskaberne lå. Og hvor han vidste, at der ville være helt mørkt.

Han fór over til hende, hurtigere end han havde regnet med at hans svage ben kunne bære ham, og puffede hende væk lige i det hun greb fat om håndtaget. 

"Hey," udbrød hun forbavset over hans pludselige håndgemæng.

"Lad mig," sagde han tøvende, og håbede at det bare så ud som om, han ville være en gentleman.  

"Hvad er det, du har gang i?" Hun så vred ud, og selvom det var forkert, kunne Blay ikke lade være med at smile, for hun var stadig fantastisk smuk.

"Forsøger bare at hjælpe," sagde han forsigtigt.

"Ved at skubbe til mig? To gange!"

"Det var ikke min mening -"

"Èn gang til, og så melder jeg dig for upassende opførsel." Hun havde sin pegefinger stukket helt op til hans næse, og hendes blik og tonefald fortalte tydeligt, at hun ikke tog pis på ham. "Jeg er her for at arbejde, så hvis du vil være så venlig at sætte dig over på bænken derovre,-" hun pegede  mod den anden ende af lokalet uden at fjerne sit blik fra hans,"- så kommer jeg lige lidt."

"Om forladelse," undskyldte Blay og traskede over til sin anviste plads. Han sørgede dog for at have hende inden for synsvidde hele tiden. 

Øjeblikket efter kom hun ud med en tung polstret måtte, som hun smed på gulvet foran ham.

"Læg dig på ryggen," kommanderede hun, og han turde ikke andet end adlyde. Da han lå for hendes fødder stillede hun sig med hænderne i siden og så på ham med et smalt blik. 

"Får jeg ballade med dig?" spurgte hun.

Forvirret så han op på skønheden og rystede på hovedet. "Nej."

"Godt." Hun gik ned til hans fødder. "Bøj knæene."

Han gjorde som hun bad om.

"Fint. Nu tager jeg fat i det højre ben, stækker det ud og løfter det op. Du skal holde det andet ben bøjet og holde armene ned langs siden. Sig til, hvis det begynder at gøre ondt."

"Javel," smilede han for sig selv. Han var ikke vant til at blive kommanderet sådan rundt med, men det var en fornøjelig afveksling. - måske fordi det kom fra hende, og ikke fra hans sædvanlige fysioterapeut, Martin, som kun var ansat for at holde Blays krop igang, så den ikke svandt fuldstændig hen. 

Hendes hænder lagde sig om hans lægmuskel, og nænsomt førte hun hans ben ned mod måtten. Hendes berøring var blid, men fast. Han stolede fuldt og fast på, at hun vidste præcis hvad hun gjorde. Langsomt blev hans ben løftet opad i strakt stilling.

"Du husker at sige til, hvis det gør ondt," sagde hun og kiggede ned på ham.

"Det skal jeg nok."

Som hun stod er og støttede hans ben, hvilede hans hæl mod hendes skulder. Hun var lille, spinkelt bygget, men virkede stærkere end de fleste, han kendte - hvilket egentlig ikke sagde så meget, taget i betragtning, at omgangskreds var en flok sindssyge mennekser, der var afskåret fra resten af verdenen.

"Hm," sagde hun med rynkede bryn og lagde hans ben ned. "Vi prøver med det andet. Samme stilling som før, tak."

Han bøjede begge ben, lagde armene på måttet og lod hende gøre præcis det samme ved venstre ben, mens han bare nød at have hende så tæt på.

"Gør det ikke ondt?" Hun lød overrasket. 

Blay så op på hende og måtte blinke et par gange, da han så hvor højt hun havde skubbet hans ben op. Martin havde aldrig presset ham så meget. 

"Nej," sagde han og lød lige så overrasket som hende. 

"Jeg forstår det ikke." Hun lagde forsigtigt hans ben ned igen. "Du har ikke brugt din krop i tretten år, men alligevel virker du langt mere smidig end de fleste mænd i din alder."

"Tak, tror jeg," smilede Blay.

Hun lagde undrende hovedet på skrå. "Vi prøver lige igen."

"Som du vil." Blay lagde sig i den kendte position, og Aghonie løftede hans højre ben så langt op, at det næsten lagde sig op af hans mave. 

"Utroligt," sagde hun svagt.

I det samme gik lyset ud. Rummet blev totalt mørklagt, og Blays adrenalin hamrede med det samme rundt i hele kroppen som et stempel, der satte maskineriet igang. Han rakte straks ud efter Aghonie, greb hende om armene - hvilket udløste et hvin -  og trak hende ned på måtten, hvor han lagde sig over hende, klar til at kæmpe mod det bæst, der lurede i mørket.

Hun er vores... 

Den velkendte stemme var hæs og raspende, fuld af råddenskab og fordærv, og Blay vendte sig straks i retningen mod den.

Øjeblikket efter tændtes lyset igen.

Der var ingen andre i lokalet. Ingen mystiske skygger, ingen monstre, ingen flabet Josef, der kunne have slukket lyset for at få et billigt grin.

Kun Blay. Og Aghonie, der lå under ham. 

Hendes åndedræt var varmt mod hans hals, og han drejede hovedet ned mod hendes. Deres næser rørte næsten hinanden, og hvis han ikke var sådan en kryster, kunne han have kysset hende lige nu. Hvis ikke det ville have krænket hende, gjort hende vred, kunne han have kysset hende. Hendes hjerteslag kunne mærkes mod hans eget, og det slog lige så hurtigt som hans. Men efter et enkelt sekund af anspændt tavshed og gispende vejrtrækning, blev hendes blik isnende, hendes mund blev presset hårdt sammen, og med en kraftanstrengelse satte hun begge hænder mod Blays brystkasse og skubbede ham af sig. 

Han føjede hende uden at kny. Han lod sig blive skubbet tilbage og satte sig på gulvet.

"Hvad i helvede, tror du, du har gang i?" hvæsede hun.

"Lyset..." sagde han fåret og pegede op mod lamperne.

"Lyset, min bare røv! Der er sensorer på. Sidder vi stille for længe går det ud, og det udnytter du straks! Hvor vover du?!"

Blay bed sig selv i underlæben for ikke at komme til at smile. Hvor var hun dejlig. Om end uvidende om, hvilken fare, der reelt havde været der. Hun troede fejlagtigt, at det var Blay, der var monsteret her. 

"Jeg melder det til ledelsen," fortsatte hun arrigt. "Jeg advarede dig, jeg gav dig en chance, men du - sig mig lige, sidder du og griner af mig?" Hun var helt oppe i det røde felt, og selvom han virkelig prøvede på at tage hende seriøst, var det virkelig svært.

"Undskyld," smilede han. 

"Hvad fanden er der galt med dig?"

"Du ser bare så sød ud," smilede han endnu bredere. 

"Hvad fanden..." Hun rystede opgivende på hovedet. 

"Undskyld, Aghonie." Blay tog sig sammen og rejste sig. Han var en hel del højere end hende, og han kunne godt forstå, hvis hun ville føle stig truet af ham. 

Men hun overraskede ham igen, ved at gå helt tæt ind på ham og glo vredt op på ham. "Jeg er her for at gøre mit arbejde; ikke for at blive forulempet af en eller anden psykopat. Du kan være helt sikker på, at det her går videre." Derpå marcherede hun forbi ham.

"Aghonie," sagde han undskyldende. "Hvor skal du hen?"

Det svar han fik var en løftet finger - og ikke en af de pæne af slagsen. Hun var en fyrrig kvinde, det måtte man lade hende, og Blay fandt sig selv smilende igen. 

Lige indtil lyset gik ud igen. 

Søde Aghonie...

"Nej..." hviskede han og så sig om i det sorte rum. Men der var ikke noget bemærke. Dæmonen var ikke til at se eller fornemme. Den var borte.

Og det måtte betyde, at den var fulgt efter hende.

"Fuck." Blay styrtede ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...