Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1277Visninger
AA

1. B-man

"Wallah, jeg sværger, B-man. Hun vil have dig. Tro mig, jeg kan mærke sådan noget." Josef var irriterende tæt ved Blays øre, og selvom manden kun hviskede, var hans stemme stadig alt for skinger.

"Har du prøvet at tale med hende?" blev Josef ved. 

Blay havde mest af alt lydt til at skubbe ham væk, men vidste, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Istedet greb Josef fat i kørestolen og vendte Blay om, væk fra vinduet, væk fra solen, væk fra den virkelige verden, som han på ingen måde længere var en del af.

"Se på hende, for helvede," jublede Blays irritationsmoment lavmeldt. "Se lige de hofter. Se, hvordan de svinger fra side til side, fra side til side, fra side til side..." Han tog fat i Blays skuldre og vuggede ham i takt til kvindens hofter - hvilket gjorde Blay søsyg.

Havde det ikke været for hans indre dæmon, havde han skubbet idioten fra sig, var gået sin vej. Men han vidste at skyggen ville gribe den mindste åbning for at belejre hans legeme igen. Derfor var det bedre - sikre - at sidde stille. 

"Stop," sagde han istedet bestemt og lukkede øjnene, for at holde kvalmen i skak. Når man ikke havde bevæget sig i over ti år, var det voldsomt at skulle forholde sig til en bølgegange, der fik hele ens verden til at gynge. Samtidig sendte han en stille tak for den mentale styrke han havde fået gennem årene. En styrke, der havde befriet talens brug uden, at han skulle frygte dæmonens indvirkning.

"Lad nu være, B-man. Vi har ikke meget at more os med, men lad os da for fanden bruge det vi har. Hey, frk. Morris!" råbte Josef efter sygeplejersken, der vendte sig om mod dem med et blidt og velkendt smil. 

"Hvad kan jeg føre for dig, hr. Ali?" spurgte hun tålmodigt.

Josef stillede sig an ved siden af Blays kørestol og bukkede dybt. Havde det ikke været for hospitalstøjet, lignede han en helt gentleman. "Den æreværdige B-man ønsker at invitere Dem til te i havepavillonen. Foruden Deres skønne tilstedeværelse, vil den Gale Hattemager og Filurkatten beære os med deres besøg."

"Ellers tak," smilede plejersken, rystede overbærende på hovedet og vendte ryggen til dem, mens hun gik ned af gangen.

"Du er gal," mumlede Blay.

"Jeg er gal," sagde Josef med et skuldertræk. "Du er gal. Hun er gal." Så kastede han sig dramatisk på knæ foran Blay og lagde hænderne på kinderne med et chokeret udtryk. "Du godeste! Det er jo et galehus, det her!"  

Hans chokerede blik ændrede sig, da han brød ud i sin sædvanlige hysteriske latter, der kunne høres på det meste af hospitalet. Han hoppede op, kyssede Blay i panden og løb efter plejersken. 

Vi sulter...

Blay klemte øjnene i. Nægtede at lade skyggen trænge igennem, nægtede at lade den hæse stemme fylde for meget.

Vi har brug for føde... 

"Jeg er Blay. Jeg er Blay," messede han. Et mantra, som var det eneste, der umiddelbart kunne holde bæstet nede.

Ja, ja, JA! Den ER feset ind!

Den ækle stemme blev dybere, mere dyrisk og forsvandt med et brøl, der skar sig gennem hele Blays krop. Da ekkoet endelig forstummede, var det kun for at blive erstattet af en indre flænsen i han lemmer. Skyggen rev og flåede i ham for at få kontrollen igen. Men det skulle ikke lykkes det. Aldrig. 

"Jeg er Blay," sagde han og klemte øjnene i, koncentrerede sig om at holde sit mørke nede.

Da han åbnede dem igen, lå han i sin seng og stirrede op i loftet. En eller anden havde lagt ham i seng - igen. Nu håbede han bare på en rolig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...