Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1273Visninger
AA

10. Blod

Blay strammede sit greb om Aghonie, holdt hende tæt ind til sig, selvom deres læber ikke længere rørte hinanden.

"For helvede, Josef," bandede han indædt. Idioten havde sprunget sikringerne, hvilket betød at dæmonen ville have langt flere skygger at boltre sig i nu. Han kiggede ud gennem vinduet på en regnvejrsdag, der ikke bød på meget naturligt lys. 

"Hvad sker der?" spurgte Aghonie og så op på ham, med et blik, er var langt mere ømt, end han fortjente.

"Vi har travlt," sagde han og kørten en finger ned over hendes bløde kind. Han havde ikke lyst til at slippe hende. "Du har selv set den. Den bevæger sig i skyggerne, og dem vil der kun blive flere og flere af nu. Vi skal ud."

Hun nikkede beslutsomt, tog hans hånd og førte dem gennem opholdsstuen. De sørgede for at liste sig fra lysplet til lysplet, selv om der ikke var mange af dem. Gangen var næsten totalt mørklagt, så de måtte bevæge sig forsigtigt, for ikke at vække for megen opmærksomhed. Rundt omkring var der stadig høje jubelråb og lyde af tumult, som Blay havde svært ved at sætte fingeren på. Noget af det lød grusomt, og han klemte hårdere om Aghonies hånd.

Giv mig pigen!

Den raspende stemme var dyb og altoverskyggende. Den hamrede til Blays sind, gjorde ham døv for alt andet og forårsagede en fysisk smerte, der tvang ham i knæ med et brøl.

"Blay?" Aghonie var ved ham med det samme. Begge hendes fine hænder blev lagt om hans ansigt, og hun tvang ham til at fokusere på hende. "Se på mig, Blay. Se på mig."

Han rystede over det hele. Dæmonen var ikke i ham, men dens stemme kunne tydeligvis stadig trænge ind i hans sind og gøre stor skade. 

"Løb." Det blev ikke til andet end en hæs hvisken fra ham.

"Jeg går ingen steder uden dig." En spinkel arm blev vredet ind under hans. Hun førte hans arm over hendes skulder, og hun pressede af med knæene for at få dem op og igang igen. Hun var for lille til at skulle slæbe på ham, men alligevel blev hun ved. 

"Giv mig... to sekunder..." pustede han og lænede sig ind mod væggen. Han var stærkere end dæmonen. Han var stærkere. 

"Jeg er Blay," hviskede han til sig selv. "Jeg er Blay. Jeg er Blay." Og det var som om den rasen og brølen, der hærgede i hans sind forstummede en smule og forsvandt. Han blinkede et par gange for at klare hovedet, klare tankerne. Så vendte han sig om mod Aghonie, der stod og ventede tålmodigt lige ved hans side. 

"Du er så smuk," hviskede han og håbede, at hun ikke hørte det.

Hun lagde en hånd mod hans kind. "Er du klar igen?"

Han nikkede, rettede sig op og tog hende i hånden. 

"Mine nøgler ligger i min taske i personalerummet.," sagde Aghonie, mens de arbejde sig videre ned forbi nedlagte stole og bordere.  

"Ind og ud," sagde Blay hårdt og førte dem tilbage til garderoben, hvor han havde indviget hende i alle sine problemer. 

"Ind og ud," gentog hun med et hurtigt nik. 

De nådede uden problemer frem til døren, som Aghonie åbnede med et snuptag.

Med et skrig veg hun tilbage, tumlede ind i Blay, der øjeblikkeligt greb hende, drejede sin krop så han ville tage skraldet hvis noget sprang på dem. Men intet kom ud af lokalet. Ikke andet end en stank, som Blay ikke helt kunne placere, før han så ned. På gulvet foran dem lå resterne af en mandlig sygeplejerske. Det var lugten af hans blod, lugten af død, som havde været så svær at få greb om. Plejerskens hoved var slået ind i siden, hvilket havde resulteret i en hurtig død.

"Fuck," mumlede Blay for sig selv. Det kunne være dæmonen, men det kunne lige så vel være nogen af de gale patienter, der lige nu havde frit spil på hele hospitalet. Da Josef havde lukket ned for lyset, havde han samtidig kortsluttet samtlige låse i hele bygningen. 

"Nøglen til dit skab," forlagte Blay. 

Aghonie stod med ryggen til rædslen, fumlede i lommen efter nøglen og rakte den med et snøft til Blay.

"Nr. 4," sagde hun stille.

Han havde mest af alt lyst til at knuge hende ind til sig, men det måtte vente, til de var kommet ud. Det her var gået fuldstændig over gevind. Han stak nøglen i skabet og hev alle hendes ting ud. 

"Kom," sagde han og tog hendes hånd for at løbe igen. Men hun stod frosset fast på stedet. Hendes skuldre rystede, og det blev tydeligt for Blay, at hun stod og græd. 

"Aghonie," sagde han ømt og trak hende ind til sig. Han lagde sine arme om hende, og hun hulkede ind mod hans bryst. Hans stædige, flabede pige var ikke længere så stærk. Og hun var hans. Om det betød noget for hende, var ligegyldigt for ham. Hun var hans, og han var villig til at sætte sit eget liv på spil for at få hende sikkert ud af det her rod.

"Du bliver nødt til at komme med, søde Aghonie," hviskede han stille i hendes øre.

Hun nikkede ind mod hans bryst, men snøftede stadig. Han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt op. 
"Hey," smilede han. "Vi skal nok klare det her."

Hun nikkede igen. og pegede på sin taske. "Der er en lommelygte i den."

Han smilede bredere. Hans stædige, flabede, kloge pige. 

"Find den, mens vi løber. Vi har ikke tid til at dvæle for længe her."

Han blev ved med at holde fast i hendes arm, mens de løb, og hun arbejde hurtigt nede i tasken og hev en lille lygte op af den. Hun rakte den til ham, og han tændte den straks, så de bedre kunne navigere i det mørke, der efterhånden var taget til i styrke. 

De var nået så langt, at der kun var et par døre mellem dem og friheden, da de pludselig hørte et skrig, der var mere dyrisk angst end menneskeligt. 

"Josef," tænkte Blay højt og satte hælene i. Selvom han var skideirriterende, selvom han var bindegal, selvom han var farlig og utilregnelig, var han stadig den eneste, som Blay kunne kalde sin ven. Hans menneskelighed bød ham at gøre noget, men han var samtidig uhyggelig bevidst om, at han havde Aghonie i hånden og var så tæt på at have hende ude. 

Josef skreg igen.

"Vi må gøre noget," sagde Aghonie, da Blay ikke selv kunne træffe en beslutning. Og hun havde selvfølgelig ret. 

"Jeg får dig ud til bilen, og så vender jeg tilbage til ham." Blay tog et skidt i retningen af døren, men Aghonie bremsede ham, da Josef kunne høres igen. 

"Det er nu, Blay." Hun så alvorligt på ham. Da han ikke gjorde mine til noget, slap hun hans hånd og styrtede i retningen af lyden.

"Aghonie!" skreg han og satte øjeblikkelig efter hende. Bandende indvendigt indhentede han hende hurtigt, og fulgte hende ind i kantinen, hvor Josef stod naglet til stedet midt på gulvet. Der var ingen omkring ham, der var ikke noget at se, men han stod helt stille med armene bredt ud til siderne og hovedet hængende tungt på skuldrene. I det svage lys var det svært at danne sig et ordentlig overblik, men Blay kunne se, at samtlige bordre og stole var blevet flået til side, så der var plads til den nøgne muslim i midten af lokalet.

Blay lagde en arm ind foran Aghonie, da hun tog et skridt frem. Hun sendte ham et vredt blik, men han brynede tilbage og lod istedet lyskeglen fra lommelygten sondere terrenet først. Han lyste over mod sin ven og opdagede de mange flænger, der skar sig ned over hans krop. Det rislede roligt med blod ned på gulvet, og det gav Blay en knugende fornemmelse i maven.

"Josef" hviskede han og så sig om i rummet. 

Der kom ingen reaktion, så han tog et par ekstra skridt ind og lod Aghonie stå i døråbningen. "Josef, for helvede!"

Den ranglede mand kæmpede for at få sit hoved op og så på Blay med uklare øjne. 

"Ya haiwan," sagde han med grødet stemme. "Du løg ikke."

Blay stirrede uforstående på ham. "Kom herover, Josef. Så smutter vi væk herfra."

"Habibi," smilede han opgivende "Bæstet har mig."

Hele Blays krop gav et sæt fra sig, og han var om gående på vagt. Han lyste rundt i lokalet, forsøgte at finde frem til udyret. 

"Løb," hviskede Josef og lod sit hoved falde forover igen. 

"Aghonie," råbte Blay og bakkede over mod hende. 

"Jeg er her," sagde hun og kom frem og tog hans hånd. 

"Bliv bag mig," sagde han skarpt. "Der er ikke mere, vi kan gøre for ham."

"Jeg - " Mere nåede hun ikke at sige, før hendes tale blev erstattet med et skrig, der fik det til at løbe koldt ned af Blays ryg. Hendes hånd blev flået ud af hans så hurtigt, at han ikke fik set, hvilken retning hun forsvandt. Det var kun lyden af hendes skrig, der gjorde det muligt for ham at følge hende. 

"Aghonie!" Han lød desperat. Det her måtte ikke ske. Hvis det bare var én af galningene, kunne han tæske løs på dem, indtil de gav slip på hende. Var det skyggen...

Hun er vores, Baly.

"Fuck dig!" skreg han ud i mørket. "Slip hende!"

Vores, Blay...

Den dæmoniske stemme skreg ham i ørerne, men han ville ikke give efter for den.

Lyset. Væk med lyset. Eller du mister hende.

Blay kastede øjeblikkeligt lommelygten fra sig og vendte sig mod lyden af monsteret. "Lad hende så gå."

Så smuk... Smager så sødt.

Blay kunne høre hende hulke svagt. Det var en lyd, der fik hans hjerte til at bløde.

Hun er vores, Blay.

Tanken om, hvad det var skyggen havde gjort ved ham tidligere, hvor voldsom den havde været ved hans sind; tanken om, hvad den havde gjort ved hans ungdomskærlighed... Det fik hele hans forbandede krop til at sitre af rent raseri. Han kunne ikke - ville ikke - leve, hvis der skete noget med Aghonie. Den smerte, der skød gennem ham forvandlede sig til energi, der fik ham til at sætte i løb direkte mod det sted, hvor bæstet lod til at være.

"Hun er min!" skreg han, da han sprang ind i skyggerne. 

Det brøl, der tog imod ham var direkte fra helvedet og bød ham velkommen til en verden af smerte. Han gispede efter luft, da mørket lagde sig tungt over ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...