Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1284Visninger
AA

3. Blackout

Den spinkle hånd, der blev rakt frem mod Blay var yndefuld og ufattelig smuk. Den lyse hud var fejlfri, og han havde mest af alt lyst til at gribe fat i den og holde den for evigt. 

I et split sekund løftede han hånden en millimeter fra sit skød, men lod den så dumpe ned igen, da han blev bevidst om sin forseelse. 

"Jeg hedder Aghonie Verne," præsenterede hun sig med den mest vidunderlige hæse stemme, han nogen sinde havde hørt. "Kald mig bare Aghonie." Han lukkede øjnene og nød den rislende fornemmelse af hendes stemme i hele kroppen. 

Så sulten...

Han rettede sig op med et sæt, der var så voldsomt, at hele kørestolen raslede under ham. Det måtte ikke ske. Skyggen måtte ikke komme frem - ikke nu.

Doktor Hugh var ved hans side med det samme. "Er du okay, Blay? Fortæl mig, hvad der sker."

Blay klemte øjnene i, tvang sin krop til at være stille, mens han messede "Jeg er Blay. Jeg er Blay. Jeg er Blay..."

Vi er os! Vi sulter! Giv os hende!

Det var som en buldrende torden, der hamrede i hans sind. Den modbydelige stemme skreg rasende, og nægtede at give slip på den voldsomme sult, der blev ved med at brede sig til samtlige muskler i kroppen. Det brændte helt ind til knoglerne, men Blay nægtede at give slip på sin kontrol. Lige så voldsomt som skyggen kæmpede for at få styringen, lige så indædt kæmpede Blay for at beholde den. Det var en kamp, de havde haft mange gange, men nu var der kommet en helt ny præmie på bordet - Aghonie Verne. En præmie, som skyggen hungrede desperart efter. 

Hun er vores! Hun er VORES! 

Ikke engang stemmen var sikker at bruge mere. Han var uhyggeligt bevidst om, at hans evindelige messen ikke længere var andet end en mudret masse af usammenhængende ord, men derudover var al hans opmærksomhed rettet mod bæstet og dens rasende flåen i hans sind. 

Åh, Gud, lad ikke skyggen få overtaget igen...

 

"Blay?" Navnet blev udtalt varsomt. Lyden listede sig ind i hans øre og blev hængede et kort sekund, inden betydningen forsvandt igen. Var der nogen, der kaldte på ham?

"Blay? Kan du høre mig, Blay?" Det var lægens stemme. Det var han sikker på nu. Det var Hughs stemme, der forsigtigt kaldte ham tilbage til de levende igen. 

Blay åbnede øjnene, blinkede et par gange, for at klare synet, men måtte lukke dem igen, da han så direkte op i et skarpt lysstofsrør.

"Blay?" Hugh dukkede op i hans synsfelt og skyggede for det blændende lys. "Er du okay?"

Blay åbnede munden for at  sige noget, men halsen var for ru til at der kom lyd ud af den. 

"Vent lidt," sagde Hugh og tog forsigtigt fat om sin patient og hjalp ham op i siddende stilling. 

De var på Blays eget værelse. Han var lagt i sin egen seng, men spørgsmålet var bare, hvor længe han havde ligget der. Lægen rakte et glas vand frem mod ham, og han tog gladeligt imod sugerøret, der var i det. Det kølede, lindrede hele vejen ned i brystet, og fik ham til at trække vejret roligere. 

"Hvordan har du det, Blay?" 

Det var en rusten klang, der forlod ham, men til gengæld var det forståelige ord: "Jeg er træt. I kroppen. I halsen. I hovedet."

Hugh nikkede. "Det er forståeligt. Det var en hård omgang."

"Hvad skete der?" Blay mødte lægens mørke øjne og blev forbavset over at se, hvor dystret de så på ham. 

"Du har været væk i syv timer," startede han langsomt ud. "Du var umulig at komme i kontakt med. Jeg har aldrig set noget ligende tilfælde af så voldsom skitzofreni. Vi måtte fiksere dig til sengen. Du har råbt og skreget på et sprog som jeg ikke er bekendt med."

Det hele havde været sort. Han huskede ikke noget efter skyggen havde forsøgt at gøre krav på hans krop. Angsten for at det rent faktisk var sket, bredte sig faretruende.

"Har jeg..." Han synkede et par gange og kæmpede for at holde tårerne tilbage. "Har jeg skadet nogen?" Han kunne næsten ikke bære tanken.

Hugh så alvorligt på ham. "Du kan intet huske?"

"Nej."

"Har du nogen fornemmelse af, hvad der startede det hele?"

Han havde en hel klar fornemmelse - dog ikke én han ville dele med lægen. Om det var skyggen, der tilbageholdt hans erindring, eller om det var frygten for ikke at se hende igen... Under alle omstændigheder, var han ikke parat til at fortælle, hvor meget Aghonie Verne var krøbet ind under hans hud. 

"Nej," løj han.

"Hvil dig, Blay. Klokken er mange. Jeg har bedt plejerskerne holde ekstra øje med dig i løbet af natten. Vi har fået det meste af anfaldet på film, og jeg foreslår, at vi gennemgår den i morgen."

Blay nikkede forsigtigt, overrasket over, hvor let hans hoved føltes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...