Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1275Visninger
AA

4. Benet

Det var en irriterende kilden på Blays kind, der vækkede ham. Han pustede ud mod det sted, hvor det generede mest, men slog straks øjnene op, da en tilbageholdt fnisen væltede ud i rummet.

Josef stod ved siden af hans seng og smilede. Han gemte hurtigt fjeren på ryggen, da Blay brynede.

"Hey, B-man. Kan du heller ikke sove?" spurgte han glad.

"Jo."

"Jeg kender det godt," fortsatte Josef og ignorerede totalt Blays vrissende attitude. "Nogle gange er det bare så pokkers svært at sove. Jeg giver de gale skylden." Han trak larmende en stol hen over gulvet og satte sig mageligt i den med det ene lange ben over det modsatte knæ.

"Lad mig så høre," sagde han alvorligt og satte fingerspidserne sammen. "Hvor var du hele dagen? Du kom ikke ned til aftensmaden. Og selvom du til tider er en grøntsag, er det nu alligevel meget hyggeligt, at have dig dernede. Wallah, de andre er sgu nogle idioter."

Det var nok det nærmeste en kompliment, man kunne få fra Josef - med mindre man selvfølgelig var en kvinde - så Blay kunne ikke helt lade være med at trække på smilebåndet. Han havde ikke mange venner, tillod sig ikke den luksus. Jim kom stadig og så til ham fra tid til anden, men der var ikke længere noget de havde til fælles.

"Tal til mig, B-man."

Nogle gange var en ven bedre end de dygtigste psykologer. "Jeg ved ikke, hvad der skete. En form for blackout, der har gennemtærret min krop. Jeg er fuldstændig smadret."

Josef nikkede eftertænksomt. "Og hvad startede dette blackout, habibi?"

"Bacon," grinede Blay opgivende og lukkede træt øjnene.

"Bacon?" 

"Den rigtige slags bacon."

"Wallah, habibi. En benet?" jublede Josef glad.

"Benet?" Blays arabiske var lidt rustent - eller nærmere ikke-eksisterende.

"En pige, B-man. Hvem er det? Wallah, jeg smadrer dig, hvis det er frk. Morris." Josef knyttede faretruende hånden. 

"Det er ikke frk. Morris. Hun hedder Aghonie." Bare det at sige hendes navn højt gav ham kuldegysninger. Det lå så sødt i munden, smagte så blødt.

"Wow, habibi, du ser ud til at være hårdt ramt. Men hvordan hænger hun sammen med dit alt for svansede dåneri?"

Blay lukkede træt øjnene. "Min krop reagerede bare på hendes tilstedeværelse -"

Josef hylede af latter og sparkede til Blays seng. "Wallah, dit øfdyr! Var det svært at holde din bacon i bukserne?" Den skingre latter rungede i hele rummet.

"Slap af, muslimerdreng," lo Blay stille. "Det var ikke den slags reaktion."

Josef klukkede stadig, men han forsøgte at besinde sig, da han lænede sig forover for at høre resten. 

"Det var som om alt bare blev sort omkring hende, som om det kun var hende, der eksisterede. Og lige pludselig gjorde skyggen alt, hvad den kunne for at gøre krav på hende," forklarede Blay.

"Skyggen? Altså din skitzo?" spurgte Josef med et løftet øjenbryn.

Blay havde aldrig delt sine oplevelser med nogen. Alle på hospitalet troede, at han var galoperende skitzofren - og det havde han det egentlig fint med. Men der var et eller andet ved Josef, som bød ham at fortælle sandheden. Om det var fordi de sad alene midt om natten, om det var dagens hændelser eller om det var fordi jorden var fucking rund...

"Jeg er ikke skitzofren," startede han langsomt. "Jeg er besat."

Josef lænede sig langsomt tilbage i stolen med et spørgende udtryk, der tvang Blay til at uddybe. "Som ung blev jeg besat af en skygge, en dæmon... Den ville have mig til at gøre ting... Jeg var tæt på at slå nogle af mine bedste venner ihjel. For at standse vanviddet blev jeg nødt til at lukke ned for skyggen, lukke ned for mig selv." Han så over mod Josef for at sikre sig, at han stadig var der. 

Han sad fortsat og kiggede eftertænksomt på ham.

"Den er der stadig, skyggen. Den sulter og er blevet betydeligt svagere end den var i begyndelsen, men den er der, så jeg er konstant på vagt. Så snart jeg bare overvejer, at bruge min krop, går den til angreb for at få styrringen. Og lader jeg det ske, har jeg ikke længere en chance for at holde den tilbage. Jeg troede, jeg var stærk nok til at holde den fanget, til at sulte den ihjel, men... Jeg er så småt begyndt at acceptere, at vi dør sammen."

Josef rejste sig og så ned på Blay, der lå i sin seng med en ubehagelig fornemmelse i maven. Han havde blottet sig på en måde, som han ikke havde gjort for nogen anden. Doktor Hugh havde hørt ham sige noget ligende, men var overbevidst om, at det skitzofenien, der talte. 

"Habibi," sagde Josef ømt. "Du er jo skrigende hovedspasser. "

Blay blinkede forbavset. Han vidste ikke, hvilken reaktion han havde regnet med, men det var ikke den.

"Wallah, jeg sværger, der findes ikke dæmoner eller skygger, der vil bo i en krop som din. Jeg tror," sagde Josef og lænede sig helt hen til Blays øre, "at du er bange. Bange for din sygdom, men jeg sværger, B-man, jeg skal nok få dig til at omfavne og elske din skitzo lige så meget som jeg jubler med min borderline." 

"Jeg er ikke skitzofre - "

"Nej, nej, nej da," afbrød Josef påtaget forarget. "Du er tydeligvis besat af en dæmon. Klart, klart. Du spytter ærtesuppe og skider guldæg, hvilket er klare tegn på besættelse."

"Fuck dig," sukkede Blay træt og lukkede øjnene. Han gad ikke flere mennesker, der ikke troede på ham. Han havde håbet at Josef ville... forstå.

"Jeg fucker ikke mig selv." Han rystede på hovedet. "Men denne Aghonie, du snakkede om... Hvor kan man finde hende?"

Det raseri, der brød ud i lys lue var så altfortærende og gjorde Blay blind for alt andet. På et split sekund var han oppe af sengen og havde Josef presset op mod muren med en arm over hans strube og med et fast tag i hans hår. 

"Du holder dig fra hende," knurrede Blay dyrisk.

Josef stirrede bare på ham med opspilede øjne. Der gik flere hjerteslag før det gik op for Blay, at han rent faktisk stod op, at han bruge sin krop uden at være tynget af skyggen. 

"Hvad fanden...?" Han slap Josef, der gispende efter luft tog sig til sin ømme hals. Blay stirrede på sine hænder. Knyttede dem prøvende, men mærkede intet til sin dæmon.

"Jeg har fattet det, habibi. Aghonie er din benet. Din pige," prustede Josef. 

Blay hørte ikke efter. Så mange år bundet til kørestolen, afhængig af andre folk, og nu stod han med sin funktionsdygtige krop og havde tilsyneladende fuld kontrol over den. Det var en fantastisk angstprovokerende følelse.

"Hvor er du?" hviskede han til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...