Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1284Visninger
AA

9. Bare baller

Det scenarie de væltede ud i var på ingen måde, det som Blay havde forventet. Egentlig havde han regnet med, at Josef ville være under kontrol nu, men den ranglede fyr kom nøgen stormende forbi dem, mens han skreg af grin. Et par plejersker lå væltet længere tilbage på gangen. Det var tydeligt, at de var faldet over hinanden i deres iver på at fange og standse Josef. 

Han bremsede, da han så dem, greb Aghonie om ansigtet og plantede et smækkys på hendes læber - læber, som slet ikke tilhørte Blay. Læber, som han ingen ret havde til. Alligevel blussede raseriet i ham med det samme, og selvom fornuften forsøgte at holde styr på ham, var det som om hans krop tog styringen helt af sig selv. Med et jerngreb hev han fat i sin ven og flåede ham af sin kvinde - som jo selvfølgelig ikke var hans.

Slet ikke.

"Hey, hey, hey," grinede Josef, da hans bare røv ramte gulvet. 

Blay stillede sig ind foran Aghonie, beskyttede hende med sin krop, mens han gloede rasende på Josef, der var ved at komme på benene igen.

Et par andre patienter kom løbende forbi med sygeplejersker lige i hælene. De klappede anderkendende Josef på skulderen i forbifarten, og han løftede højre hånd i vejret til hilsen.

"Heil Hitler," skreg han og slog hælene sammen.

Aghonie havde sneget sig helt op af Blay, og var tydeligt utryg over det kaos, der var omkring dem. Hun lage hænderne om hans liv, og det føltes så rigtigt, at han var lige ved at græde af glæde. Hendes krop så tæt på hans, var som et puslespil, der længe havde manglet en brik. Selvom han nød det langt mere end han burde, var det også en påmindelse om, at han skulle have hende i sikkerhed. Han skulle have hende hjem, hvor der ingen dæmoner lurede i skyggerne. 

"Jeg burde smadre dig så meget," vrissede han til Josef, der bare trak på skuldrene og så sig omkring, klar til lave mere ravage. Han spurtede ned mod en gruppe patienter, der kom rundt op hjørnet længere nede.

"Kom, Aghonie." Blay tog hendes hånd. "Vi skal have dig sikkert igennem det her rod. Du skal væk herfra."

"Og hvad så med dig?" spurgte hun, da de begyndte at gå ned af gangen. De gik forbi en mand, der dansede med en potteplante. 

"Jeg klarer mig. Det vigtigste er at få dig i sikkerhed."

"Ikke godt nok." Hun hev sin hånd til sig. "Hvad er din plan helt præcist."

Han rullede irriteret med øjnene og måtte standse. "Min plan er at få dig ud til din bil, så du kan komme væk."

"Og hvad så bagefter?"

"Ja, så skal jeg have styr på Josef igen."

"Han har startet det her... oprør?" spurgte hun og så over med det dansende par. 

"Med lidt venlig opfordring," smilede Blay skævt. 

"Dig?" Vantroen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af.

"Noget måtte jeg jo gøre for at komme ind til dig."

Hun lagde hovedet på skrå og så vurderende på ham. "Hvorfor? Du er sluppet fri for dit monster. Du kan være ligeglad med, hvem den jagter nu."

Fordi du er min. Højt sagde han: "Jeg ved, hvad bæstet gør ved ens sind. Det er ikke noget, jeg ønsker for nogen."

Hun rettede sig op, rystede et par gange på hovedet og sukkede. "Du kommer med," sagde hun så bestemt.

"Undskyld mig?"  Han kunne ikke have hørt rigtigt.

"Du kommer med ud herfra. Og så finder vi nogen, som kan hjælpe. Der må være nogen på denne jord, som ved, hvad det er vi har med at gøre. En præst, en djævleuddriver, en heks... Hvad ved jeg."

Han kunne ikke lade være med at grine. "Vi har ikke med noget at gøre. Det her er min kamp."

"Som du ikke kommer til at kæmpe alene." Hun lagde armene over kors, hvilede sin vægt på den ene hofte og så trodsigt på ham.

Det var lige godt satans. Hun var lige så stædig som han selv var. Hvilket ikke var noget han havde brug for lige nu. Hun burde bare gøre som han sagde, så hans hjerte kunne få lidt ro. Så længe hun var i skudlinjen, var han ikke i stand til at tænke klart nok. 

"Fuck," mumlede han og kørte en hånd gennem håret, mens han så sig omkring. Da han så på hende igen, stod hun stadig på samme måde, og han måtte strides med sine ansigtsmuskler for at holde sit smil bare lidt i ave. Det lykkedes ikke.

"Hvad griner du af?" Hun satte hænderne i siden.

"Du er..." Men han kunne ikke færdiggøre sætningen. Han havde ikke ret til at tilkendegive sine følelser for hende. Hun var ansat til at hjælpe ham, og han kendte hende ikke engang. Det han følte var kun en betagelse. Han var faldet for et kønt ansigt, ikke andet. 

Slet ikke andet.

Overhoved. 

Hendes hidsige temperament og stædighed var slet ikke bedårende. 

Nej.

"Vi må finde Josef," sagde han og tog hende i hånden igen. De løb tilbage ad gangen, forbi patienter, der teede sig som vanvittige - hvilket var grunden til deres ophold - og personale, der gjorde hvad de kunne, for at skabe ro igen. Flere og flere indlagte blev låst inde på deres stuer efterhånden som de blev fanget, og der gik ikke lang tid før Blay blev stoppet af en mandlig sygeplejerske, der stillede sig foran ham med spredte ben og hænderne oppe, klar til at skulle kæmpe for at få styr på de gale igen. 

Blay åbnede munden for at bede manden om at flytte sig, men Aghonie trådte ind foran ham og holdt en hånd op for at bremse plejersken. 

"Det er okay, Smithers," sagde hun med sin vidunderlige stemme. "Blay er med mig. Jeg tager ham tilbage til hans stue. Han er utryg ved al denne tumult."

Manden sænkede sine hænder og så fra Aghonie til Blay. Blay slog blikket ned, forsøgte at virke nervøs og beklemt af situationen. Han var ikke kendt som en voldelig patient, så forhåbentlig troede de på Aghonies forklaring. Desværre talte hans størrelse imod ham. På trods af de mange års ubrugelighed, var hans krop stadig stor, og hans højde alene kunne virke truende.

"Skynd jer," hørte han plejersken sige, og sekundet efter hev Aghonie ham med. Hun gav mandens overarm et venskabeligt klem, som sendte bølger af jalousi gennem Blay, og han skulede ondt til stodderen, da han blev trukket forbi ham. 

"Hey." Aghonie trak lidt hårdere i ham og han opdagede, at han stod stille og stirrede efter sygeplejersken, der allerede var gået videre til næste patient, som ikke sådan lige lod sig fange. 

"Hey," sagde hun igen, og han vendte sin opmærksomhed mod hende.

"Hvad er der?" spurgte hun.

"Kender du ham," hørte han sig selv sige.

"Smithers? Ja. Han er min kollega."

"Men... kender du ham?" Han så intenst på hende, og håbede at svaret var et, han ville kunne leve med.

"Spørger du, om jeg har noget kørende med ham?" smilede hun. 

Og hvis ikke hendes vidunderlige temperament og bedårende stædighed var nok, så gjorde hendes fortryllende smil hende endnu mere uimodståelig. 

"Blay?" Den måde hun sagde hans navn på, fik hans hjerte til at springe lidt hårdere i brystkassen. "Hvorfor er det vigtigt?"
"Det er det heller ikke," skyndte han sig at sige, og han kunne have sparket sig selv, da han så hendes smil forsvinde. Betød det, at hun også følte...? Han vovede ikke engang at tænke det. 

Josefs hysteriske latter kunne høres langt væk.

"Kom," sagde Blay og hev hende med sig ind på en tværgående gang, der førte ned til opholdsstuen.

Og ganske rigtig var ballets dronning dernede. Han stod i vindueskarmen og flåede i det gitter, der var sat op for at de indlagte ikke skulle springe ud. Hans bare baller rystede fra side til side i takt med at han ruskede i tremmerne. 

"Muslimerdreng," kaldte Blay og hans ven hoppede ned til dem.

"Den dame og den herre," smilede Josef og bukkede dybt. 

Blay stolede stadig ikke på, at muslimen kunne lade Aghonie være, så han stillede sig igen foran hende. "Jeg har brug for mere dække," sagde han hårdt.

"Men jeg er ved at blive træt," pustede Josef og lænede sig tungt op af væggen. "Er du klar over hvor hårdt det her er?"

"Vi havde en aftale," sagde Blay hårdt.

"Som jeg nok mener, jeg har overholdt. Du skulle bruge distraktionen for at komme ind til din benet." Han pegede mod Aghonie. "Og du har hende lige der. Hånd i hånd. Ægte kærlighed, når det er smukkest."

"Hvabehar?" spyttede Aghonie og trådte et skridt frem fra Blay.

Fuck, fuck, fuck. Blay hev hende tilbage og pressede Josef op af muren med en arm over hans hals. "Og jeg mener bestemt, at du skylder mig en tjeneste mere, fordi jeg valgte ikke at ødelægge dit kønne ansigt lige før."

"Jeg lod mig rive med," sagde han stakåndet. 

"Det kan jeg også gøre." Blay slap Aghonie og knyttede sin næve.

"Rolig, B-man," stammede Josef.

Aghonie var hurtigt til at gribe fat i hans næve og holdt den fast. 

"Hvor meget mere tid, har I brug for?" spurgte Josef og så pludselig ikke så træt ud længere.

"Jeg skal have Blay med ud herfra," sagde Aghonie selvsikkert. 

Det var en diskussion de måtte tage senere. Lige nu var Blay godt tilfreds med at få købt sig noget tid. Han slap sin ven, der tog sig til halsen.

"Et flugtforsøg," smilede Josef stolt. "Jeg skal med glæde hjælpe det forelskede par til et liv i frihed. Wallah, giv mig lige et par minutter." Han løb forbi dem med al sin herlighed dinglende, og Blay ønskede inderligt, at idioten havde haft tøj på - mest for Aghonies skyld. 

"Hvad betyder benet?" spurgte hun og fik derved tiltvunget sig hans fulde opmærksomhed. 

"Det ved jeg ikke."

"Du lyver."

Han så skulende ned på hende. "Hvorfor tror du det?"

Hun smilede bare sit vidunderlige smil og hævede udfordrende det ene øjenbryn. 

"Det betyder pige," sagde Blay stille og så over mod uret, der hang på bagvæggen. Et par minutter var hvad Josef havde bedt om. 

"Så jeg er din pige," fortsatte Aghonie spørgende. 

Ja. "Nej," svarede han uden at se på hende.

"Hvorfor sagde han så det?"

"Manden er gal." Blay trak på skuldrene. 

"Du lyver igen."

"Nej, Aghonie. Han er virkelig gal."

"Og nu snakker du udenom."

For helvede, hvor var hun fantastisk irriterende. Han stillede sig helt hen til hende og så ind i de smukke øjne. 

"Sandheden?" spurgte han.

"Ja, lad os bare prøve det," svarede hun med et smil.

"Du er ikke min pige... Men sandheden er, at jeg ville ønske, at du var." Han lagde hånden om hendes hage og holdt hendes kønne ansigt, så han kunne blive ved med at se hende i øjnene. "Hvis ikke jeg var her.... hvis vi havde mødtes under andre omstændigheder... Du har ikke fortjent at en sindssyg stodder føler noget for dig. For helvede, jeg kender dig ikke engang, men hvor ville jeg ønske, at jeg fik mulighed for det. For det jeg har set indtil videre, er nok til at mit hjerte er ved at sprænges."

Han forventede ikke noget svar fra hende, men var tilfreds med at få lov til at røre hende, se hende, være sammen med hende. Hendes blik afslørede intet af, hvad hun tænkte, men han havde en anelse om, at hun ville flygte fra ham, lige så snart hun fik chancen -  og det forstod han fuldstændig.

Af uransagelige årsager blev hendes læber pludselig presset mod hans egne i et kys, der var så frygtelig blødt, at det var ved at tage livet af ham. Hun havde taget initiativet til det, han ikke engang turde at drømme om. Hun stod på tæer for at nå ham og havde sine hænder lagt mod hans brystkasse. Han fandt sine egne hænder smyge sig ned over hendes ryg og ligge sig til hvile på hendes lænd. Og de pressede hende ind til ham. 

Hvis bare tiden ville gå i stå lige nu. 

Men i stedet gik alt lyset ud, og Blay blev trukket tilbage til virkeligheden med mindet om, hvad der lurede i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...