Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1286Visninger
AA

8. Bagholdsangreb

Han nåede ikke at tænke nogen som helt sammenhængende tanke før han sprang ind i badet. Ligeglad med at blive våd, ligeglad med at Aghonie ville blive rasende, greb han fat i hende og hev hende baglæns ud af kabinen. I en hurtig bevægelse fik han skubbet hende over mod tasken og tøjet, mens han selv - helt uden at kigge på hende, yay ham - hoppede tilbage under vandet og slukkede for det. Den sorte væske, der var fulgt med vandet ud, lagde sig som en olieklat for hans fødder. Den nægtede at lade sig skylle ud i afløbet, og mens han stirrede på den, bange for at den pludselig ville begynde at angribe, hørte han Aghonie tumle rundt med håndklæder og tøj.

"Sørg for at tørre dig ordentligt," sagde han uden at fjerne blikket.

"Tørre mig ordenligt," mumlede hun arrigt. 

"Ja," vrissede han tilbage. "Du har noget på skulderen."

Der var stille et øjeblik, mens han håbede på, at hun gjorde som han bad om. Han turde ikke se væk fra bæstet for at tjekke hende. 

"Er du okay?" spurgte han nervøst, da der havde været stille lidt for længe. "Aghonie?"

Den lussing, som ramte hans kind, kom på alle måder bag på ham. Den sved så voldsomt, at han fik tårer i øjnene, men den betød samtidig, at hun stadig var sig selv.

"Hvis du rører mig igen, er det ikke dit ansigt, jeg vil være bekymret for," sagde Aghonie spidst. "Og hvad helvede er det, du har puttet i bruseren?"
"Du kan se det?" spurgte han vantro med doktor Hugh frisk i erindringen. Tanken om, at manden overhoved havde set, hvad det var, der var kommet ud af Blay under hans anfald rumstrerede stadig. 

Hun så på ham med et løftet øjenbryn som om han var åndsvag. "Det ligger jo lige der." Hun pegede ned på gulvet, hvor olieplettet endnu ikke havde flyttet sig. "Og hvordan fanden er du kommet herind?"

Han var ikke tryg ved at bæstet var så tæt på hende. Heller ikke selvom det lige nu virkede til at være uskadeligt. "Kom med mig," sagde han og rakte ud efter hendes hånd.

"Du hører ikke så godt. Rør mig igen, og jeg sparker dig i skridtet." Hun marcherede selv ud af kabinen, og Blay fulgte efter med et smil, der var svært at tørre af. Hendes aggrassive attitude var bedårende på en måde, som han slet ikke kunne tillade sig at synes om - han kendte hende ikke. Alligevel dirrede det i hele hans krop, når hun var i nærheden. 

"Svar mig så." Hun lagde armene over kors og så trodsigt på ham, da de var kommet ud i selve garderoben. Hun havde tændt lyset og stod lænet op af et skab. Blay gættede på, at det var hendes eget. 

"Hvad skal jeg svare på først?" spurgte han og standstede i døråbningen ud til dame- og herregangen. Så var der en mulighed for, at han kunne stoppe skyggen, hvis den besluttede sig for at vise sig igen.

"Hvordan er du kommet herind?"

"Frk. Morris låste op," svarede Blay med et skuldertræk.

Aghonie fastholdt hans blik, og han følte sig tvunget til at forklare yderligere: "Èn af de andre patienter... holdt sig en fest, hvis vi kan kalde det det. Og han havde behov for akut hjælp til at få dæmpet sig en anelse. Frk. Morris havde ikke tid til at tage sig af den blodnæse jeg havde fået..."

"Du bløder ikke," sagde hun hårdt.

"Nej."

"Hvad var det, du havde puttet i bruseren?"

Han tog en dyb indåndning. Nu måtte det briste eller bære. "Det var ikke mig. Hvor meget af min sag er du bekendt med?"

Hendes blik var stålfast. "Jeg har læst det hele."

"Så du kender til skyggen?"

"Jeg ved, at du tror, du er besat af en skygge."

Han nikkede forstående. Hugh havde været saglig i sin beskrivelse, det var klart. Og tanken om at en mand rent faktisk var besat af en dæmon, var ikke den slags ting, der hørte hjemme i en sygejournal.

"Så lad mig opklare en lille misforståelse for dig," startede Blay varsomt. "Jeg er ikke skitzofren. Den skygge som har taget bolig i mig er virkelig."

"Og hvis det er rigtigt, hvad har det så med mig at gøre?" 

"Fra det sekund jeg så dig..." Han rystede på hovedet. Han ville ikke skræmme hende væk. "Det, der flød ud af bruseren er skyggen. Den lever af livsenergi og gjorde, hvad den kunne for at jeg skulle skaffe den føde. Jeg har brugt næsten halvdelen af mit liv på at bekæmpe den.På at holde den nede. Men det øjeblik du trådte ind i lokalet, var den ikke til at styre længere. Du var skyld i mit blackout."

Hun så stadig bare på ham med en stram mine.

"Du er skyld i at jeg ikke længere kunne styre dæmonen. Du er skyld i, at den har forladt mig... for at opsøge dig," sluttede han af og så afventende på hende.

"Du er jo sindssyg," sagde hun langsomt.

For helvede, hvor var det irriterende. Det stempel var ikke til at komme af med. Hvornår var der nogen, der ville tro på, hvad han sagde?

"Det må du gerne tro," sukkede han. Han ville bare have hende i sikkerhed og lige nu betød det, at hun ikke måtte være alene i mørket. "Du må tro lige, hvad du vil om mig, så længe du lover mig, at du ikke går rundt alene. Det bedste ville helt klart være, at du fandt dig et andet sted at arbejde. Det er ikke sikkert for dig at være her."

Hendes yndige ansigt ændrede sig fra rasende til irriteret og endte til sidst over i et par skræmte øjne, som stirrede rædselslagen over hans skulder. 

"Blay..." hviskede hun og pegede på noget bag ham.

Han kendte dæmonen godt nok til at vide, hvilket indtryk den gjorde første gang, man så den. Aghonies ansigtsudtryk fortalte tydeligt, at det var hans gode gamle ven, der stod bag ham. I det samme mærkede han den varme ånde i sin nakke, hørte den dyriske knurren fra et flab, der ville opsluge ham - og Aghonie, hvis ikke han gjorde noget. 

"Ud" Han kastede sig fremad mod hende i samme øjeblik, som bæstet gjorde udfald mod ham. Han fik skubbet til hende, så hun fik benene igang og styrtede over mod døren. Men han snublede, da skyggen nåede at gribe fat i hans ankel og rev ham tilbage mod mørket, mens han flåede i gulvet i et håbløst forsøg på at gøre modstand.

"Løb, Aghonie!" Det vigtigste var at få hende ud, få hende væk. Han vendte sig i dæmonens greb, mens den halede ham ned mod sig. 

Fint. Det her var fint. Hvis den valgte at tage ham igen, ville han kunne styre den. Han ville vide, hvor den var, og kunne dermed pacificere den. Og Aghonie ville være i sikkerhed. 

Lige som han skulle til at se sin skæbne i øjnene, blev lyset i garderoben tændt, og udyret hylede med en hæs stemme og trak sig tilbage. Grebet om Blays ankel forsvandt og i stedet, var der nogen, som tog fat om hans arme og trak ham den anden vej, ind i lyset.

"Hvad helvede var det?" spurgte Aghonie og slap ham, da de sad lige under lampens beskyttende lys. 

"Min dæmon," pustede Blay tungt. "Og nu skal vi havde dig væk herfra." Han rejste sig, hjalp hende op, og sammen skyndte de sig ud på gangen i håb om at finde folk, der kunne hjælpe dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...