Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1280Visninger
AA

5. Bæstet

For første gang nogensinde gik Blay ind på Hugh kontor og satte sig i én af de magelige chesterfield stole, som han altid havde beundret på afstand i så mange år. Det var en underlig fornemmelse, at mærke det slidte læder under hænderne, da han lod dem glide hen over armlænene. 

Sygeplejersken, der havde fulgt ham derhen, nikkede en enkelt gang til lægen og forsvandt.

"Velkommen til, Blay," smilede doktoren venligt.

"Tak," smilede Blay tilbage, og følte sig som et helt menneske for en gang skyld.

"Du er gående?"

"Ja, det må man sige." Blay vippede det ene ben op så det lå med anklen hen over det modsatte knæ. Hvor var det befriende at kunne bevæge sig.

"Hvordan er det gået til?" Hugh skrev på sin tablet, mens han ventede på sit svar.

"Jeg ved det faktisk ikke."

Lægen så op på ham med løftede øjenbryn. "Endnu et blackout?"

"Nej," smilede Blay beroligende. Han var bare ikke sikker på, hvor meget han kunne fortælle om Josefs tilstedeværelse på værelset natten før. Det var forbudt for patienterne at omgåes hinanden uden personale. 

"Hvordan føles det?" spurgte lægen. "Hvordan føles det, at bruge kroppen igen efter så mange år?"

"Det er vidunderligt," indrømmede Blay. "Men også hårdt."
"Det er klart, Blay. Dine muskler har mistet en del af deres masse, så de er på overarbejde lige nu. Derfor mener jeg også, at vi skal bede frk. Verne om at komme igen, for at styrke din krop. Du har behov for træning, genopbygning. Og det kommer til at tage lang tid, før du vil kunne mærke en forskel."

Blay nikkede bare. Han var med på, at kroppen skulle igennem en masse stadier, inden den ville være nogenlunde i topform igen. Han håbede bare, at den var lige så let at forme, som den havde været i hans unge dage. 

Og endnu bedre var det, at det forsat var Aghonie Verne, der var på tale i forhold til hans genoptræning. Han havde egentlig ikke  turde håbe på det, men det fik hans hjerte til at springe et slag over, da hendes navn blev nævnt.

"Men," sagde den gode doktor og rejste sig. "Først må vi se på, hvad der skete." Han hentede en cd fra sin skrivebordsskuffe og kom over til Blay med sin computer. Han satte den på bordet foran dem, så de begge kunne se.

"Lad os få lidt perspektiv på tingene," sagde han venligt og satte cden i. "Dette er fra overvågningskameraet. Der skete meget på kort tid, Blay. Det er okay at blive berørt af det. Hvis du føler dig skidt tilpas under afspilningen, så sig til. Så tager vi en pause."

Blay nikkede en enkelt gang og rettede så hele sin opmærksomhed mod skærmen. I et kort øjeblik var alt sort, men så flimrede det kort, og han fangede et glimt af sig selv, inden hele skærmen blev oplyst. Han så sig selv i kørestolen, som havde været en forlængelse af kroppen i så mange år. Han vred sig voldsomt, kastede kroppen fra side til side, så hele stolen gyngede fartruende. Hans hænder var knyttet hårdt om hjulene, hans hoved var kastet bagover, og mens hans øjne var klemt fast i, var hans mund åben i et lydløst skrig, der ændrede sig til en dyrisk snerren og tilbage igen. 

Doktor Hugh var ved sin telefon og råbte på assistance, som  hurtigt kom. Mandlige sygeplejersker så store som bulldozere kom farende ind, greb fat i Blay, mens Hugh hastigt fjerende stolen under ham. De lagde ham på gulvet, forsigtigt, men stadig med et fast greb op ham. 

I udkanten af billedet sås Aghonie. Blay forsøgte at koncentrere sig om, hvordan han havde opført sig under sit blackout, men hans øjne blev ved med at drive over til kvinden, der stod for sig selv, holdt om sig selv, og så på scenariet med smukke, skræmte øjne.

"Er der noget af det her, du husker, Blay?" spurgte Hugh og tvang Blay til at rette sin opmæksomhed hen, hvor den skulle være.

"Intet." Han rystede på hovedet.

På skærmen lå han nu på ryggen, helt rolig om end dækket af sved. Plejerskerne rejste sig varsomt, stadig på vagt overfor pludselige aggressiv adfærd. Lægen på billedet bøjede sig ned over Blay og talte indgående til ham. Det var ikke til at høre, hvad der blev sagt, men den liggende Blay reagerede ikke på det.

"Er han okay?" spurgte Aghonie pludselig ovre fra hjørnet af billedet. Blay måtte huske sig selv på at trække vejret, da han hørte hende. 

"Fysisk har han det fint," svarede computerlægen. "Men jeg vil have ham under konstant observation, indtil han kommer til sig selv."

"Er der noget, jeg kan gøre?" spurgte hun igen med sin sødmefyldte stemme. 

Og i det samme skød Blay ryg på gulvet, og det skrig, der forlod ham var ikke hans. Det var skyggens. 

Rædselsslagen så Blay på skærmen, mens han var vidende til, hvordan skyggen rev og flåede fysisk i hans krop. Den blev kastet fra side til side. Bulldozerne forsøgte at holde ham nede, men de blev begge rystet af. Hans skrig var endt ud i en række lange uforståelige ord, som dog virkede til at være en rigtig sprog. 

"Ved du, hvad du siger?" sagde lægen og så sprøgende på ham.

"Har ingen anelse," svarede Blay forfærdet. Det var ikke ham selv, der på skærmen. Det var et vildt bæst.

I det samme vendte bæstet sit gullige blik direkte mod kameraet, og Blay havde det som om det så lige ud på ham, så lige ind i ham. Og den stemme, der flød ud af computerens højtalere var ikke længere præget af et uforståeligt sprog. Det var helt tydeligt for ham: Vi er os, Blay! Vi sulter! Vi vil have hende! Vi SKAL have hende! For os... Bliv stærk igen, Blay! Vi har brug for os! Vi finder os igen!

Den mørke tåge, der flød ud af hans mund med det sidste dyriske brøl han kom med, forsandt i skyggerne, og Blays krop fladt livløst til gulvet igen. 

"Fuck," hviskede Blay for sig selv, da personerne på skærmen begyndte at bevæge sig igen.

"Jeg ved, det er voldsomt, Blay," nikkede Hugh for stående. "Men er der stadig intet af det, du husker? Stadig intet af det du sagde, som du forstår?"

Chokeret stirrede Blay på sin psykolog. Havde han ikke lige hørt det? Havde han ikke lige set skyggen forlade ham? Hvordan kunne han ikke have set det?

"Blay?"

Der var noget galt. Han og skyggen havde levet sammen i mange år. Det her var ikke normal opførsel. Der var et eller andet i gære. Et eller andet, som Blay ikke forstod.

"Blay?" sagde Hugh igen. "Er du okay?"

Blay nikkede langsomt. "Ja." Han havde in krop og sit sind igen. Men han var ikke fri. Han var sikker på, at han stadig ikke var fri. 

Vi finder os igen. Det havde den sagt. Den ville vende tilbage...

"Jeg ved det er hårdt at se sig selv på den måde, og du skal selvfølgelig have tid til at arbejde dig igennem indtrykkene. I mellemtiden vil jeg foreslå, at du koncentrere dig om at få brugt din krop igen." Hugh smilede venligt. "Den er lidt rusten."

"Ja," sagde Blay fraværende. Hans tanker var så omsluttet skyggen og dens sidste ord, at han ikke lage mærke til, at lægen rejste sig og førte fysioterapeuten ind. 

Det var først, da Aghonie stod foran ham i al sin pragt, at han så hende. Og så hvad der var bag hende, gemt i de sparsomme skygger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...