Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1280Visninger
AA

7. Bad

Af en eller anden grund var det altid Josef, der stod for skud, når Blays humør var mørkest. Også denne gang. Den ranglede fyr stod lige uden for døren, da Blay flåede den op og de ramlede larmende sammen. På trods af tretten års manglende træning, var Blays krop stadig større og dermed den sikre vinder i den kamp mellem arme og ben, som udspillede sig på gulvet, hvor de begge landede tungt.

"Hvad fuck laver du, B-man?" hylede Josef og kæmpede sig op igen.

"Så du, hvor hun gik hen?" Blay så febrilskt til begge sider ned af den lange ensomme gang. Aghonie var ingen steder at se - og det var skyggen heller ikke.

"Du kommer stormende som en hund, habibi. Wallah, jeg sværger, en eller anden dag slår du nogen ihjel, hvis ikke du selv får nogen på hovedet først," mumlede Josef, mens han børstede sig demonstrativt af.

Irriteret over hvor langsomt og besværligt, det var at få oplysninger ud af manden, hev Blay fat i Josefs trøje og knaldede ham op mod væggen så hans fødder dinglede lige over gulvet. Han havde ikke tid til det her.

"Og jeg sværger," knurrede han, "at jeg knuser dit fucking muslimerhoved, hvis ikke du svarer mig, habibi. Så du, hvor Aghonie gik hen?"

Josef så på ham med skræmte øjne, der lignede forbavsende meget dem hans barndomsvenner havde sendt ham, da han var gået amok - da skyggen var gået amok.

"Den vej," stammede han og pegede. "Hun gik ind i personalets gardarobe."

Typisk. Hun gik hen, hvor hun ikke ville være i sikkerhed. Skyggen angreb kun i mørket, og når man var alene. Og hurra for, at al personalet var i gang lige nu. Det ville hun også have været, hvis ikke det havde været for ham; hvis ikke han havde dummet sig i træningslokalet, ville han stadig være i stand til at holde øje med hende.

Han satte Josef ned på gulvet igen, slap hans trøje og så alvorligt på ham. "Jeg får brug for din hjælp, min ven."

"Fuck dig," udbrød Josef og skubbede til ham. 

"Jeg har ikke tid til det her." Blay skubbede Josef tilbage i væggen. "Hjælper du mig, så hjælper jeg med frk Morris."

Josef så på ham med et løftet øjenbryn. "Hvordan hjælper?"

"Hjælper dig, så I kan få noget kvalitetstid sammen." Blay var udemærket klar over, at Josef tidligere var blevet tilbageholdt for voldlig og krænkende seksuel opførsel. Hvordan han ville opføre sig overfor frk. Morris, hvis de var alene sammen, var ikke til at vide. Blay turde heller ikke tænke på det... ikke lige nu i hvert fald. 

"Har vi en aftale?" spurgte han arrigt og stirrede Josef lige i de mørke øjne.

"Ya haiwan! Hvad vil du have mig til at gøre?"

"Det du er bedst til, muslimerdreng. Ballade. Jeg har brug for, at det ikke er nogen, der ser mig gå ind i personalegardaroben. Er du mand nok til at distrahere dem?"

Den funklen, der dukkede op i Josefs øjne talte sit eget tydelige sprog. "Hvor lang tid, har du brug for?"

Blay trak på skuldrene og smilede skævt. "Overrask mig." 

Han bakkede væk fra Josef med udbredte arme, en tydelig invitation til at gøre hvad som helst. Josef så sig rundt, tog bestik af situationen, knækkede sine knoer og smilede så til Blay. Sekundet efter ramte en knyttet næve plet lige på Blays kæbe, og han måtte blinke et par gange for at sunde sig.

"Fuck dig, B-man," spyttede Josef. "Næste gang du skal bruge hjælp, så spørg som en normal person, din psykospasser." Derefter vendte han sig om og løb skrigende ned af gangen, mens han sparkede samtlige døre op. Alle hans råb var på arabisk, og Blay var ikke sikker, men han syntes han genkendte nogle af ordene... noget med en eller andens mor og et æsel. Overlad det til Josef at give los for sin sindssyge. 

Så snart folk begyndte at komme ud på gangen, bevægede Blay sig baglæns over mod garderoben, der var forment adgang for indlagte. Og der var selvfølgelig lås på. 

"Fandens også," mumlede Blay for sig selv. 

I det samme kom frk. Morris løbende forbi, for at hjælpe med al den tomult, der kunne vække de døde. Blay lagde hænderne for mund og næse og begyndt at ømme sig. Han rakte ud og greb fat i sygeplejerskens arm, og standsede hende.

"Han slog mig, og det bløder," snøvlede han ned i sin hånd, mens han skar ansigter. "Jeg har brug for førstehjælpskassen." 

Hun kiggede på ham og gjorde mine til at låse op, da Josef pludselig kom springende ud på gangen igen med tøjet flagrende efter sig, mens han forsøgte at komme ud af det i løb. 

"Åh, Gud," stønnede frk. Morris opgivende. "Du må selv finde de ting, du skal bruge." Hun låste hastigt op og skyndte sig ned til Josef, der stod på et bord splitterragende nøgen og hylede en eller anden form for sejersskrig, mens nogle af de andre patienter begyndte at efterligne ham.

Blay smilede for sig selv, og listede ind i garderoben. Lige så snart døren smækkede i bag ham var alt stille, og han var straks på vagt. Der var mørkt og begge sider af rummet var dækket af høje skabe med låse på. Sandsynligvis til personalets personlige genstande. Han listede sig forbi dem, rundede et hjørne, hvor der stod damer og fortsatte forbi noget, der kunne ligne et omklædningsrum. Der lå en taske og noget tøj på én af bænkene. Da han hørte en sagte nynnen og en den skrattende hvisken af en bruser, vidste han, at Aghonie var gået i bad. 

Og han huskede med gru tilbage på den første gang skyggen havde forsøgt at besætte ham. Den var kommet op gennem afløbet, havde forsøgt at snige sig til at tage ham. 

Forsigtigt listede han sig nærmere, sygeligt bevidst om, at hun ville stå nøgen under vandet. Han måtte hele tiden huske sig selv på, at han ikke var der for at lure på hende - ikke sådan rigtigt, i hvert fald. Han var der for at beskytte hende. Alligevel dunkede hjertet alt for hårdt i brystet på ham, da han stillede sig op af væggen ved åbningen ind til badet. Han kunne høre hende nynne, og det var en lyd, der lagde sig blødt om hans ører. 

Han sneg sig til et hurtigt kig, hovedet ind i åbningen og tilbage igen. Hun stod med ryggen til ham - nøgen. Det split sekund han havde fået af hende, var mere end rigeligt, til at han kunne dø lykkeligt. Med lukkede øjne tog han en dyb indånding, forsøgte at mande sig selv op og kiggede rundt om hjørnet igen. 

Den porcelænsagtige hud var så fin og så umådeligt skrøbelig ud. Det kriblede i fingrene for at komme til at røre. Men vigtigst af alt: hun så ud til at have det fint. 

Han åndede lettet op, pustede forsigtigt ud for ikke at alarmere hende unødigt. Men så var det han så det. Midt i al vandet, midt i al det rene var der en olieagtige substans, der der gled ud af brusehovedet og landede på ryggen af Aghonie. Med sine yndefulde bevægelser gned hun ikke kun vandet ud over kroppen, op over skulderen, men også den modbydelige sorte væske.

Bæstet kom i mange former...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...