Aghonie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Færdig
Der er gået 13 år. 13 lange år, hvor Blay har været indlagt, hvor hans liv har stået stand-by, for at andre har kunnet leve. 13 forfærdelige år, hvor hans sind er blevet flået og flænset af den dæmon, der har taget bolig i ham. Og selvom Blay virkelig har forsøgt, selvom han er blevet stærkere - så er dæmonen stadig sulten... Dette er fortsættelsen på "Skygger", som jeg skev i efteråret 2014

10Likes
15Kommentarer
1275Visninger
AA

2. Bacon

Ved morgenbordet var Blay blevet kørt hen ved siden af Josef. Det var - beklageligvis - den sidste ledige plads. Ved sin side var den obligatoriske sygeplejerske, der hjalp ham med at spise. Det eneste fysiske arbejde Blay skulle lave var at åbne munden, tygge, sluge og fortælle, hvad han ville have. Hvilket var et fremskridt fra hans tidligere dage, hvor han bare sad katatonisk i sin stol og måtte finde sig i at blive tvangsfodret - først med slanger, senere ved selv at tygge maden.

Utroligt hvor hurtigt man kunne vænne sig til at spise noget så modbydeligt som grød. Som - hurra, hurra - kunne fåes i alle afskygninger på hospitalet og til alle måltider. 

"Brød og juice, tak" sagde han og kiggede over mod bordets fristelser. 

"Smør?" spurgte frk. Morris.

"Ja, tak."

Hun smurgte nænsomt brødet for ham, og gav ham den første bid, som han gumlede mekanisk på. 

"Wallah, B-man. Jeg sværger, det her er førsteklasses morgenbuffet. Derude," sagde Josef og pegede med sin gaffel over mod vinduet. "er der ikke andet en lort. Lort til dyre penge. Næh, habibi, det her er der sgu saft og kraft i." Han skovlede en enorm mængde æg og bacon op på sin gaffel og smaskede lystigt.

"Bacon?" sagde Blay.

"Selvfølgelig, B-man."

"Jeg troede, du var muslim."

Josef trak på skuldrene og spiste videre. "Mine forældre troede også jeg var en dejlig, velfungerende gut." Han så på Blay med de vilde brune øjne. "Vidste sig, at jeg var helt gak-gak," hylede han af grin og bankede hårdt i bordet. De andre patienter så forskrækket over mod ham. En enkelt af dem tyssede vredt på ham.

"Hold nu kæft, Ed," vrissede Josef tilbage og kastede et stykke bacon over mod ham.

"Så er det godt, hr. Ali," formanede frk. Morris og sendte ham et alvorligt blik.

Josef hævede begge hænder i en undskyldende gestus, inden han fortsatte med at spise.

"Det handler bare om at finde den rigtige slags bacon," blinkede Josef til Blay. "Tag nu den her." Han samlede et stykke op og vendte det eftertænksomt i hånden. "Det her er helt rigtigt. Sprødt uden at være tørt, saftigt uden at være slasket og vigtigst af alt lige tilpas saltet."

"Men det er stadig svinekød," påpegede Blay, mens frk. Morris madede ham med endnu et stykke brød. 

"Sandt," nikkede Josef. "Og jeg elsker det." 

 

Kontoret var smagfuldt indrettet i gyldne jordfarver. De læderbetrukne chesterfield var slidte, så de nu var fuldstændig komfortable - eller det så de i hvert fald ud til at være. Blay havde aldrig siddet i dem selv. Han var bundet af sin kørestol. 

Overfor ham sad doktor Hugh med korslagtben og sin tablet i hænderne.

"Hvordan går det med stemmerne?" spurgte lægen.

"Stemmen," rettede Blay ham. "Der er kun en. Og den holder sig til dels i ro."

"Men ikke i går...?"

"Nej. Ikke i går."

"Hvad startede det?" 

Blay lukkede øjnene og tænkte tilbage. "Jeg talte med Josef..."

"Josef Ali?" spurgte doktor Hugh.

"Ja. Og han brugte megen tid på at kommentere frk. Morris."

"Var han upassende?" Lægen trykkede på sin tablet.

"Hvornår er han ikke det?" grinede Blay. En lyd og fornemmelse, han ikke var vant til. Det var så sjældent han tillod sig selv at grine. Det kunne betyde at han mistede kontrollen, og udyret ville tage over.

Hugh lo en enkelt gang og tastede videre.

"Hvordan har du reageret på den nye medicin?" spurgte han og så op på Blay.

"Det har fået mig til at gå ud som et lys. Der er ingen mareridt - ingen jeg i hvert fald kan huske."

"Det er godt, Blay. Det er godt," sagde Hugh fraværende. "Jeg tænkte på, om du ville være med til et lille eksperiment."

"Hvilket eksperiment?" Blay løftede skeptisk det ene øjenbryn.

Lægen lagde tableten væk og bøjede sig frem over mod Blay. Han tog sine briller af og lod dem dingle i hånden, mens han kiggede på sin patient. 

"Det generer mig, at du vælger ikke at bruge din krop," startede han.

Det var en kæphest, som de havde diskuteret mange gange. Den gode doktor nægtede at tro på, at skyggen ville tage over, hvis Blay ikke var så påpasselig, som han var. I det hele taget troede Hugh ikke på, at der var en skygge i Blay - ikke en virkelig én i hvert fald. Og nu skulle de tydeligvis igang med diskutionen igen. 

"Din "skygge" bliver nødt til at acceptere, at det er dig, der bestemmer over din krop. Det er dig, der træffer beslutningerne -"

"Den er virkelig," brød Blay træt ind. "Skyggen er virkelig."

Hugh sukkede. "Det ved jeg, du tror den er. Og tror man på noget længe nok, gør ens sind det virkeligt. Men jeg vil gerne have dig ud over den grænse, der siger, at det ikke er sikkert for dig at bruge din krop."

Blay trak vejret dybt ind. Det her tegnede ikke godt.

"Derfor," fortsatte Hugh og rejste sig "har jeg inviteret en bekendt ind. Hun er uddannet fysioterapeut -"

"Jeg har en fysioterapeut," brød Blay ind. 

"- men hun har en psykologisk baggrund, som gør hende egnet til lige præcis din sag." Hugh talte højere for at øverdøve ham. "Jeg er overbevist om, at du med hendes hjælp vil kunne bruge din krop igen - uden at miste kontrollen til din skyggeside."

Blay rullede med øjnene, irriteret over at hans budskab stadig ikke var trængt igennem - efter 13 år. Han så over mod døren, da den blev åbnet, og det gav et sæt i hele hans krop, da fysioterapeuten kom ind. 

Hvis han troede, han havde set skønhed i sine unge dage, var han blevet taget grundigt ved næsen. Den kvinde, der stod foran ham, var mere en smuk. Hendes mørke hår var samlet i en hestehale højt i nakken. Hendes øjne var brændende venlige, og det smil hun sendte ham, fik det til at sitre i hans hånd. For første gang i over et årti reagerede hans krop instinktivt - og han følte sig mere levende, end han havde gjort længe. Han brændte for at række ud efter hende, og måtte bekæmpe ikke kun skyggen, men nu også sig selv.

"Fuck," mumlede han for sig selv. 

Det handlede virkelig om at finde den rigtige slags bacon...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...