Mika's Bekendelser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Mika er ikke som den typiske mand. Tankerne i hans hoved er ustoppelige, hvilket både er hans største force og hans værste nemesis. Ud over et absurd kreativt sind og en hjerne der kører i et vanvittigt højt gear, så er hans liv ikke meget anderledes end andre. Han prøver at passe ind i et strømlinet samfund, hvor de flestes fokus ligger på karriere og der ikke er særligt meget plads til at opføre sig alternativt. ..det bliver ikke nogen nem kamp, men med humor og kreativitet som sit sværd, drager Mika ud i Københavns slagmark.

3Likes
5Kommentarer
368Visninger
AA

1. Det er som om at der er gået Toy Story i det hele…

 

 

ONSDAG

16:00
Nu sidder jeg her på Hard Rock igen, med 500ml koldtskænket Tuborg, imens jeg kigger ud over Vesterbrogade i myldretiden.

Det er blevet som en sport for mig at gætte på de forbipasserendes gøremål. For eksempel tror jeg at manden der ovre, med den grå lidt for stramme t-shirt, er på vej ned for at købe en shawarma med ekstra dressing.

Det er en af de bedre lege jeg har opfundet, da jeg ikke kan tabe på nogen tænkelig måde. For jeg er for doven til at følge efter og finde ud af det.

 

16:14
Hold kæft hvor er det kedeligt efterhånden. Tror jeg hopper hjemad.

 

16:35
Hvad satan er der sket her? Var her så rodet da jeg gik hjemmefra?

Hvordan kan der være gået Toy Story-livsstil i alle mine ting, imens jeg er gået fra Vesterbrogade og hjem til Wesselsgade?

 

16:43
Nå, nu er det værste da ryddet af vejen, så nu må det være tid til at forberede lidt aftensmad til når Jacob kommer senere.

 

16:44
Tror sgu lige at jeg tager 15 minutter på sofaen, før jeg går ud og straffer mine råvarer.

 

17:01
’AAAAAAAAAAIAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH’
Jacob fik placeret et glas iskoldt postevand lige midt imellem mine øjne.
Derefter stod han med et lidt for smart smil og spurgte om jeg blev overrasket, imens min puls sad i ganen.
..og ja, ovenstående lyd var en perfekt nedskrivning af det brøl der tømte mine lunger for luft og rykkede alle mine organer 10 cm nord på.

 

17:07
Nå, jeg havde åbenbart ikke låst døren. Det er sgu sidste gang jeg nogensinde glemmer det, af ren respekt for min puls' velbefindende.

 

TORSDAG

15:32
Det blev godt nok sent i går. Vi sad til langt ud på natten og lavede musik.
Jeg aner ikke hvordan, men jeg har åbenbart en bachelorgrad i at straffe mit biologiske ur gang på gang.
Ligger her i min seng og zapper lidt, imens undrer jeg mig over hvorfor Peter Mygind skal ligge den fesne speakerstemme i "4 Stjerners Middag". Er der ikke andre i hele kongeriget der har opdaget at han ikke snakker til den givne ’vært/værtinde’?
(..og hvorfor tager det længere og længere tid at skifte kanal på et fjernsyn i takt med at de bliver fladere og fladere?)

 

16:02
Jeg er nødt til at gå mig en tur.
Kan jo være heldig at møde nogle spændende mennesker.

 

17:14
DE HAR KRAFTEDEME PLANER OM AT FÅ BØRN!

For helvede! Hvorfor lige i dag?
Går en stille tur på Købmagergade, helt uden bekymringer, og hvem møder jeg så?
Malene, min ekskæreste.
Ikke fordi jeg ikke vil kendes ved mine ekskærester, men mere på grund af den provokerende måde hun kontakter mig på.
Gik lige omkring Sunset Boulevard, og kan se hende længere fremme. Og som om at det ikke var irriterende nok, så havde hun fandeme også fået en ny kæreste.
Da hun så mig var det tydeligt at hun blev så fornøjet ved synet af at jeg var alene at hun valgte at stoppe. OG SÅ ER MAN JO NØDT TIL AT SNAKKE!

Hun snakkede i verdens længste kvarter om hvor godt det gik med hende, deres fælles super lækre lejlighed i Vanløse og alle de ting hun havde formået.

 

Hun sagde til mig at hun aldrig skulle have børn, med en begrundelse der bundede i Hollywoods fremvisning af fødsler.

Hun ved hvor meget jeg gerne vil have børn, så jeg er fuldkommen sikker på at det var for at såre mig.

..og må bukke under og indrømme at det ramte.

Ved ikke om det er fordi at jeg ville have et par unger med hende, eller det bare er det faktum at hun har løjet mig lige op i ansigtet.

 

 

Men det kan vel også være lige meget, hun var alligevel dårlig til at lave mad. Så med mindre at ham den nye Kristian (med yderst sparsom skægvækst, og som sikkert er en utilgiveligt dårlig kysser) kan finde ud af at lave mad, så ender deres barn i plejefamilie.

Efter 15 minutters tvangsindlæggelse, hvor jeg modtog et skælsættende stort antal verbale cirkelspark, fik jeg endelig fremlagt en god nok undskyldning for at tage en Batmobil ud af ekskæresternes Sin City.

 

17:27
Er simpelthen nødt til at koble af nu. Smutter på Halifax og spiser en afkoblingsburger.

(Hvordan kan det være at man altid skal finde en indre skuespiller frem når man møder en gammel partner? Alt skal lige være lidt bedre, og man er nødt til at agere lidt mere overlegen og i lidt bedre stand end der på nogen måde er realistisk.)

 

17:42
Gad vide om Malene overhovedet savner mig?
Og hvorfor er burgerne på Halifax så geniale?

 

17:43
Hvor meget dårligt mon hun udbasunerer om mig til sin omgangskreds, og grinte de ikke da de var på vej væk fra mig?

 

17:44
Det kan ikke ha' været min ånde, jeg havde Stimorol i munden.

 

22:06
Nu gider jeg ikke tænke på Vanløse mere.

Jeg har brugt de sidste fire og en halv time på at spekulere på hvad, hvordan og hvorfor det gik galt.

..og det er uden tvivl en lidt for aggressiv mængde hv- spørgsmål til at jeg kan tænke rationelt.

 

22:07
Jeg har virkelig brug for et job. Bliver sindssyg af ikke at lave noget.
..og det var sikkert også derfor at Malene følte sig så overlegen.
Jeg kigger på det i morgen, nu vil jeg se tv indtil jeg falder i søvn.

 

FREDAG

12:31
Hvorfor er alle de fede jobs taget?
Her sidder man og håber på at der er en ledig stilling som freelance astronaut, og det nærmeste jeg kan finde er slagterelev på Danish Crown.
(Gad vide om man kan få en rumraket på gule plader?)

 

14:40
Har lige spist mig igennem Jobzonen, Jobindex, Stepstone og diverse andre jobsider som reklamerer med at de har ens drømmejob. Vil vove at påstå at det salgsargument skal tages op til revidering.
Det føles som et irriterende nederlag at skulle se sig selv magtesløs i noget så simpelt som jobsøgning.
Jeg nægter virkelig at tage endnu et skodjob for at blive fyret, eller sige op, efter få måneder, pga. jeg er blevet så træt af en eller anden 'mors dreng' med storhedsvanvid bare fordi han er blevet udnævnt som ansvarlig for konservesafdelingen.

 

14:42
Hvorfor kan det ikke også gå bedre med min musik og stand-up?
Hvorfor kan JEG ikke trække det længste strå og falde lige ned i en kælder fyldt med karrieremuligheder?
..og hvorfor er min pegetå længere end min langetå på højre fod?

 

17:32

Har været oppe og snakke med min coach Karina.

Hun er som et orakel for mig. Ikke fordi hun kommer med svaret på alle mine lignelser, men fordi hun lige kan sætte stregen i ø’et hver gang jeg har en lille ’hurdle’.

Så Oraklet og jeg kom ind på det såkaldte Enneagram, og da jeg kom hjem klikkede jeg ind på en hjemmeside hvor man kan tage en test og finde ud af hvilken ’type’ man er, i forhold til denne boks-indsætnings-manøvre.

Svarede følgende:

 

Navn: Mika Bæk

 

Hvordan tackler du konflikter, fysisk eller retorisk?

Retorisk på fulde drag. Er skingrende pacifist.

(Hverken min psyke eller krop er i stand til at afsende/modtage en prober næve. Det nærmeste jeg nogensinde er kommet på en slåskamp var da jeg besvimede og kom til at nikke en mand en skalle i faldet. Awkward? Yes!)

 

Er du opmærksomhedskrævende?

JA! (Så længe jeg ikke nikker folk skaller med min slatne dødvægt)

 

Er du god til at engagere dig i ting der ikke falder 100 % i din interesse?

Vil så inderligt gerne sige ja til den her, men må krybe til korset og svare blankt ’NEJ!’

 

Er din drøm inde for rækkevidde, og har du haft den samme drøm hele livet?

Nej og nej. (Med mindre at der åbner sig en karrieremulighed som livsnyder med der til perfekt kone, hjem og bil)

 

Svar: Du er en 4’er. Individualist, kreatør, romantiker og kunstner.

 

17:40

Så nu har jeg fået endnu et mærkat tatoveret fast til mit i forvejen kedelige livs CV.

En masse smukke ord som bliver helt vildt fedt at sige til andre, men utaknemmeligt hårdt at leve op til.

Ved ikke hvordan det her det gavner mig, men fra nu af er det åbenbart okay for mig at være mærkelig.

 

02:34

Jeg kan ikke sove...

Har brugt hele aftenen på at tænke på om jeg virkelig er nummer fire.

Er kommet frem til at den faktisk passer ret godt.

I hvert fald ifølge mine venner og Oraklet, og de må jo af gode grunde vide hvem jeg er.

Nu vil jeg drikke noget the som en person, og vågne op som en nummer fire i morgen.

 

 

 

 

SØNDAG:

18:15

Har nu brugt hele lørdagen som en firer der kreerer ting, og er en romantiker.

Har ind til videre skaffet mig en date på tirsdag med en pige der hedder Rose jeg mødte nede i Kongens Have.

På den kreative side har jeg lavet et korthus af knækbrød og tegnet et næsehorn på min køleskabsdør.

Måske er det her Enneagram ikke så dumt.

 

TIRSDAG

12:51

Har været i bad, ekviperet mig med noget semifint tøj, og skal sådan set bare vente til klokken bliver 13:20. Der efter kommer turen til at gå mod Kongens Have atter en gang, men denne gang er det ikke med drengene, men Rose og et stort tæppe.

Glæder mig sgu ærlig talt lidt. Har ikke datet siden oktober, og dengang gik det ikke prima godt.

Hun kunne åbenbart ikke tåle at betale for noget, så da jeg kiggede hende blankt i øjnene imens hun diskret nussede hele hendes regning i min retning, så var den kemi faldet på cyklen.

Jeg synes bare at hvis to voksne mennesker indgår et forlig om at indtage lidt kalorier i midtbyen, hvorfor kan man så ikke betale for sit eget. Ellers kunne hun i det mindste spørge mig først. Man kan ikke bare gå ud fra at den med mest testosteron punger ud.

 

17:32

Hun var en af Malenes veninder...

Min ekskæreste ringede midt i det hele, og da hun fandt ud af at Rose var på date med mig, blev der pludselig hetzet ekstremt.

Efter 15 minutters snak, lagde Rose på, kiggede på mig og grinte.

Hun kunne ikke bare have nøjes med at sige noget i retning af ’da dig og min veninde har haft problemer, så tror jeg ikke at det er smart at vi går videre med det her’. Nej nej, hun skulle selvfølgelig begynde at forklare mig hele den historie jeg selv vidste. Bare fra Malenes side.

Hvorfor skal folk være sådan der? Hvorfor kan man ikke bare sige ’DEALBREAKER’, og sige at vi skal stoppe imens legen er pragtfuld, i stedet for at give mig en lussing med min egen fortid?

Malene og jeg var sammen i 2 år, gjorde alt for hinanden. Men lige så snart mærkatet ”kæreste” ikke var på vores samarbejde, så har hun gjort alt for at udslette min fremtid.

Hvorfor kan hun ikke bare kysse på Kristian i Vanløse og få sit barn i stilhed?

Hvorfor skal JEG bøde for at VORES ting ikke fungerede?

Jeg har holdt min kæft siden, blevet arbejdsløs, set hende få en kæreste og hørt om hendes pragtfulde liv i Vanløse. Men jeg har ikke en eneste gang klynket og leget dramadronning.

Nogen gange forstår jeg mig altså ikke på kvinder.

 

FREDAG

20:41

Har stort set ligget horisontalt siden Vanløses dinosaurbrøl. Malene kender mange her i byen. Vil det sige at det skal være sådan her hver gang jeg møder en kvinde der på et tidspunkt har delt taleboble med min ekskæreste?

Jeg sover lige videre i fosterstilling..

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...