Uden Følelser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 23 jan. 2015
  • Status: Færdig
Og jeg er bange. Bange for, at ende med at være en person uden følelser.

1Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

1. Kan jeg overhovedet føle noget?

Jeg har set så meget. Jeg har besøgt killing fields i Cambodia og set på kranier og knogler fra tusindvis af mænd kvinder og børn, som brutalt blev myrdet, fordi en paranoid mand styrede et land. Jeg har oplevet det land, stadig præget af denne paranoide eksistens’ handlinger, en, som udryddede en hel generation af mænd. Det hører til sjældenhederne at se en gammel mand. Jeg har mødt en mand, som var heldig ikke selv at blive slået ihjel, som hans brødre, hans far, ja, som stort set alle hans slægtninge blev. Han reddede livet, alene af den grund, at han kun var 3 år. Selv der var han en af de få heldige. De fleste andre på hans alder, ville også være blevet slået ihjel.
Jeg har hjulpet en familie med at sy deres tag. Et sådant skal skiftes hvert fjerde år, da det er lavet af tørrede blade. Alle husene er stort set lavet af tørrede blade. Før i tiden var disse huse lavet af træ, men de fleste blev brændt ned af khmer rouge. 

Jeg har besøgt townships i Sydafrika og mødt mennesker, der lever i huse mindre end mit eget værelse. Jeg har mødt en mand, som i over 12 år har ligget lam i sin seng. Jeg har mødt børn, hvis ansigter lyste op i glæde, da de fik slikkepinde. Jeg har mødt børn, som var ivrige efter at lære, men ikke havde udsigt til længere skolegang, end hvad der svarer til og med børnehaveklassen. 

Jeg sidder hver dag, og hører om flygtninge der kommer til Danmark, fordi det ikke er sikkert at være i deres hjemland. Jeg hører om de grusomheder, som finder sted i Syrien og Irak lige nu. Jeg læser om det der sker i Nigeria. Om hvordan folk bliver slået ihjel. Før var der også en strøm af nyheder om ebola, som dog er aftaget en smule.

Og tilbage sidder jeg, en priviligeret dansker med mor, far og lillesøster, og føler ... ja, hvad føler jeg? Kan jeg overhovedet føle noget?

-

Min søster er det mest medfølende menneske, jeg kender. I hendes hjerte vækkes harme, sørgmodighed, en længsel for at hjælpe. Hvis hun kunne, ville hun hjælpe hver eneste hjemløs i Danmark, hver eneste tigger hun måtte støde på, i de ferier vi tager på, hvert eneste barn, som har brug for hjælp. 

Men hvad med mig? Hvorfor føler jeg ikke disse ting? Er det i virkeligheden fordi jeg er en kold og følelsesløs person? Eller har jeg bare fundet mig i at leve i en verden fuld af nød, fuld af krig, fuld af sygdom, fuld af fattigdom?

Jeg husker stadig, hvor vred jeg kunne blive, når jeg hørte om sådanne ting. Da de skete igen, var vreden ikke så stor længere. Til sidst var det vel bare dagligdag.

Jeg siger ikke, at jeg sympatiserer med terrorister, at jeg glæder mig over, at tusindvis dør af sygdom. For jeg er bestemt imod terror, og jeg ville hjertens gerne leve i en verden uden sygdom og fattigdom.

Men jeg frygter, at jeg er blevet immun. Immun over for dårlige nyheder.

Og jeg er bange. Bange for, at ende med at være en person uden følelser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...