Not my type

Jessica Black er 18 år gammel. Hun studerer og har store ambitioner for sit liv. Men hvad der ikke lige var med i hendes fremtidsplaner var at møde den efter hendes mening ikke lige hendes type. 21 årige Harry Styles. Hvad vil der ske når hendes liv tager en overvældende drejning og ændres for evigt? Vil hun være i stand til at vælge mellem karriere og følelser? Begge valg med store konsekvenser.

21Likes
14Kommentarer
8754Visninger
AA

18. Kapitel 18: Louis and Eleanor

Eleanor var et langt stykke foran os andre, der med hastige skridt bevægede os mod opvågningsstuen. "Hvad er der med hende?" Niall kiggede undrende på mig. "Hun er bare i chok, du ved, Louis besvimede der hun snakkede med ham." Jeg vidste ikke om jeg kunne tillade mig, at fortælle de andre drenge om Eleanors følelser for Louis. Resten af os nåede til opvågningsstuen lang tid efter Eleanor. Der jeg kom ind stod hun og ventede på, at han ville vågne op. Vi satte os alle rundt om den brede hvide hospitalsseng. "Jessica, vil du ikke spørge lægen, hvad der er sket?" Eleanor pegede over på den ældre mandlige læge, der tjekkede til Louis igår. Jeg nikkede og bevægede mig roligt over til lægen. "Hej, du husker mig nok fra igår." Lægen kiggede uvenligt på mig med en gnaven mine. "Jo, jeg husker dig." Han begyndte, at gå videre. "Vent! Min ven Louis besvimede for fire timer siden, jeg tænkte blot om du kunne fortælle mig, hvad der er sket?" Lægen bladrede modvilligt i sin mappe. "Jovist, jeg har lige opereret ham. Hans blødning har udviklet sig. Vi nåede, at stoppe den i tide." Jeg pustede lettet ud. "Så han er okay?" Lægen nikkede. Jeg løb tilbage, men stoppede i dørkammen. Louis var vågnet. "Hvad skete der?" Louis prøvede, at sætte sig op, men opgav. "Hvad er det sidste du husker?" Jeg gik hen til den hvide hospitalsseng. "Noget med Eleanor." Eleanor smilede stort. "Du besvimede." Eleanor tog. Louis hånd. "Din blødning udviklede sig, men du klarede den." Jeg stillede mig hen ved siden af Harry og lagde hovedet på hans skulder.

Louis var nu tilbage på sin stue. Eleanor og ham opførte sig, som om de stadig var sammen. "Drenge, kom med mig, Eleanor skal lige snakke med Louis." Jeg nærmest skubbede drengene ud. Eleanor takkede mig, med et blik.

"Hvad sker der Jessica?" Drengene virkede en anelse irritable. "Det er en hemmelighed, jeg ved ikke om jeg må sige det for Eleanor." Vi satte os på en lige række, i de natte blå stole. "Sig det nu bare." Jeg har aldrig været god til, at holde på hemmeligheder, hvilket nok også er grunden til, at denne slap ud. "Eleanor har stadig følelser for Louis." Jeg fortrød i samme øjeblik. "Hvad?" Var de fatsvage? Ups, undskyld mit sprog. "I må ikke, under nogle omstændigheder, aldrig nogensinde sige, at jeg har fortalt jer det her!" For en stund, var der stille. Ingen udvekslede ord, kun små gryntelyde lød. Stilheden varede indtil Eleanor forede ud af den mørkeblå dør og gik hidsigt imod udgangen. Jeg rejste mig og løb i lynets hastighed imod hende. Jeg greb ud efter hendes smalle hånd. "Eleanor!" Hun stoppede og vendte sig om, med røde øjne og mascara ned af kinderne. "Hvad skete der?" Jeg prøvede, at finde mit trøstende toneleje frem. "Hvad tror du, Jessica?" Jeg trak på skuldrene. "Han synes vi er vokset fra hinanden." Vrissede hun. Jeg slap hendes hånd og hun åbnede glas døren og gik ud, fra den lange hvide hospitalsgang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...